De fleste af os ved godt, hvad klokken har slået, når vores børn har forvandlet sig til unge mennesker, der opbevarer barbergrejer eller p-piller på badeværelset, planlægger sommerferie på egen hånd og søger ind på en uddannelse.
De begynder at tænke på at flytte hjemmefra.
Kisser Paludans søn, August på 20 år, tog for et halvt år siden turen og flyttede i lejlighed i København sammen med et par venner. Først rejste hans storesøster og nu altså ham. August på 20 år var således den sidste fugleunge i reden.
“Hos August er der ikke langt fra tanke til handling. Der gik en måned, fra han sagde, ‘nu kigger vi på lejlighed’, til han var flyttet,” fortæller Kisser Paludan, der med egne ord altid har været en dedikeret curlingmor, som ofte hentede og bragte sine store børn og glad har serveret morgenmad på sengen.
“Jeg har elsket al den omsorg. Da August skulle flytte, spurgte jeg, om vi skulle tage fri nogle dage, men han havde arrangeret alt med vennerne. De kom og hentede det hele. Min mand og jeg var i hans nye lejlighed om eftermiddagen på flyttedagen, men det var helt klart mest for vores skyld. Han havde ikke brug for os.”
Oplevelsen af at se sit voksne barn fuldt af selvtillid og handlekraft og med mod på livet er dejlig.
“Jeg var selvfølgelig glad på hans vegne,” siger Kisser. Men samtidig var hun også bevidst om at give sig selv lov til at sørge over det tab, det var for hende, at reden pludselig var helt tom.
“Jeg havde nogle uger, hvor jeg følte mig mega sårbar. Nogle dage med rigtige tudeture, hvor jeg tillod mig at sørge. Det var hårdt at tænke på, at jeg aldrig mere skulle høre hans trin ovenpå. Selv om han længe har levet sit voksne liv, så har han jo været her hver dag. Det med at hans nærvær ikke var i vores hjem mere. Det var hårdt. Det er en epoke af livet, der er slut, og det har fyldt så meget for mig at være mor. Det var sårbart og sorgfuldt de første uger.”
At blive valgt til
Når det er sagt, har Kisser også erfaret, at bekymringen om, at det ville være forfærdeligt tomt, når børnene var flyttet, var værre, end det i virkeligheden føles.
“Det kan være overraskende at opdage, at man ikke dør af, at de flytter. Da de var små, kunne jeg ikke holde ud at tænke på det. Men det er okay. Vores relation er på en måde mere nærværende nu, for når vi i dag er sammen, er vi rigtigt sammen. Og det er vi flere gange om ugen, hvor de kommer hjem og spiser, eller vi mødes hos familie. Det er dejligt at opdage som forældre, at børnene vælger os til.”
Rollen som mor har været i forandring længe. Spørgsmålet er, om den ikke har været det siden dag et?
“Der er mange overgange i forældreskabet. Jeg havde også en sorgperiode, da børnene var 10-12 år, hvor de ikke var små børn mere og havde mindre brug for mig. Dengang tænkte jeg på, hvor frygteligt det ville være, at jeg ikke kunne nusse så tæt med dem mere.”
Nu er Kisser så midt i en anden forandring. Men denne gang med erfaringen om, at det bliver anderledes, men ikke nødvendigvis ringere.
“Jeg er for længe siden blevet klar over, at jeg var nødt til at give slip på at være mor, som man er mor for børn, og i stedet være en voksen sparringspartner for mine børn. Jeg har været opmærksom på skiftet fra at have børn til at have voksne. Det er jeg helt i ro med nu.”
Det gælder bare lige om at vænne sig til, at fra nu af vil vi som forældre ofte have større behov for at se og tale med vores børn end omvendt.
“På et tidspunkt sagde August, at vi jo ikke behøver at snakke sammen i telefon hver dag, og jeg var sådan: ‘Jamen, det gør vi da heller ikke. Det er fleeere dage siden’. Mens hans oplevelse var, at vi snakkede sammen hver dag,” siger Kisser og ler højt.
Det har jeg lært
Og en af de vigtigste erkendelser, Kisser har gjort sig, handler i virkeligheden om, at det ikke altid er nødvendigt med så mange ord.
“Det er forskelligt, hvordan vi har kontakt med vores børn, afhængigt af deres personlighed. Det er ikke sikkert, at den måde jeg vil have kontakt på, er det, de foretrækker. Min datter deler alle følelser. Fortæller alting. Det gør min søn ikke, men jeg føler mig lige så forbundet med ham. Det er bare med færre ord. Vi kan fokusere på, at vi burde snakke mere, men vi kan også fokusere mere på, hvilken slags kontakt vi faktisk har.”
Og mens de forladte børneværelser hos familien Paludan er ved at blive forvandlet til gæsteværelser (det kan også være en fin del af processen med at acceptere forandringen) glæder Kisser sig over at have fået mere tid til sig selv.
“Jeg nyder, at vi kun er to til aftensmad. Selv om begge børn har været store, tog jeg alle mulige hensyn til dem. Sørgede for, at der var det i køleskabet, de hver især kunne lide, og holdt styr på, hvem der var hjemme hvornår. Jeg nyder friheden og roen til at arbejde mere uforstyrret. Jeg er åben, og jeg ved fra andre overgange i livet, at det er vigtigt at give sig selv lov at være med de følelser, der er. Ellers kan de komme til at hænge fast, og så går det jo ud over børnene, som kan mærke, at man bliver tung og ked af det over, at de bliver voksne.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 29. juli 2021.
Kisser Paludan (51)
- er gift og mor til Emilia på 23 og August på 20 år.
- er spirituel psykolog. Kisserpaludan.dk
