Mit oprør mod kropsskam

“Tænker du nogensinde over, hvilken stol du sætter dig i? Når du spiser frokost i kantinen på dit arbejde, er til en god koncert eller et spændende foredrag?

Jeg har brugt en del tid på at tænke på stole. Der er mange små, spinkle klapstole rundt omkring, som jeg altid er nervøs for skal klappe sammen under mig.

Der er stole, som ikke er brede nok. Sæder i bussen og flyet, hvor jeg hele tiden er opmærksom på, om jeg fylder for meget. Sidst jeg var til møde i banken, sad jeg på en stol med armlæn, som var for lille til mig. Jeg lod bare, som om det var okay, i stedet for at bede om en anden stol, jeg kunne sidde ordentligt i. Det går simpelthen ikke!

Jeg vil kunne tage min plads, og jeg er begyndt at øve mig i ikke at give efter for skammen over at fylde mere end andre. Jeg må godt bede om en stol, jeg kan sidde i. Det må man godt!

Skam over kroppen

Første gang, jeg kan huske, at min vægt blev påtalt som et problem, var i de tidlige år i folkeskolen. Jeg blev målt og vejet af sundhedsplejersken og fik at vide, at jeg var for tyk og skulle vokse mig fra det.

Mine forældre talte derfor med mig om, at jeg skulle spise anderledes, fordi jeg var for tyk. Jeg husker det mest af alt som skamfuldt. Som en følelse af, at jeg gjorde noget forkert. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været opmærksom på mit åndedræt og skammet mig, hvis jeg blev forpustet.

Jeg blev ikke drillet med at være tyk som barn, og hverken mine skolekammerater eller mine forældre ville mig noget ondt, men jeg er ikke i tvivl om, at min skam over min krop er kulturelt betinget og blev grundlagt allerede i min barndom. Det handlede om kalorier og vægt. Ikke om at være glad for kroppen, bruge kroppen.

Når jeg taler med min læge i dag, bringer hun ofte min vægt i spil, selv om min henvendelse ikke drejer sig om det. Hun spørger altid, om jeg bevæger mig nok, og det er altid for lidt. Hvis jeg går 3.000 skridt og har sat mig et realistisk mål om at gå 4.000 skridt og trappe langsomt op, så er det helt forkert. Jeg går ikke nok, forklarer hun mig. Som om jeg ikke har forstået anbefalingerne om 10.000 daglige skridt ordentligt. Det har jeg, og de fleste andre tykke mennesker kender også godt sundhedsparolerne.

Men der må jeg bare sige, at hvis vi gerne vil hjælpe tykke mennesker, så gør vi det ikke ved at fortælle dem, at de er forkerte.

Jeg har brugt et halvt liv på at skamme mig over min krop. Mit liv er indrettet efter min kropsform. Jeg går helst ikke på cafeer eller restauranter med dårlig plads mellem bordene. Hvis jeg nu får svært ved at komme rundt! Jeg har tænkt meget over, hvordan andre mennesker ser mig. Hvis jeg spiser en is på en sommerdag, rynker de så på næsen, fordi så er jeg da virkelig selv ude om min størrelse?

Jeg kan godt få en klump i halsen, når jeg skal tale om det, for det har fyldt relativt meget i mit liv. Men nu har jeg besluttet mig for at tale åbent om, hvordan det føles for mig at være tyk og samtidig gøre en stædig indsats for at acceptere min krop. En kollega sagde for ikke så længe siden til mig, at det er en superpower, når man tør fortælle om sårbarhed i nutid. Det er så rigtigt set!

Tyk trivsel-gruppe

Jeg fik ideen til en selvhjælpsgruppe, da jeg så et tv-program, hvor en flok tykke kvinder tog til USA på en såkaldt fatcamp og prøvede at dyrke yoga sammen med andre tykke mennesker, bade sammen og i det hele taget gøre ting, som tykke mennesker normalt ikke gør, fordi det kan føles så stigmatiserende. Men det at se det fællesskab, hvor alle var tykke, hvor alle fik mulighed for at tale om at være tyk, det gav mig en idé, som jeg nulrede med i et stykke tid.

Læs ogsåFå mere selvkærlighed i din hverdag

Jeg er ansat som daglig leder af foreningen Selvhjælp Silkeborg, der organiserer selvhjælpsgrupper af forskellig art. Det kan være skilsmissegrupper, grupper for pårørende til demente, tilbud for drenge, der har svært ved at komme i skole, for børn, der bøvler med selvværdet. Grupper for alle mulige børn og voksne, der er ramt af livet i større eller mindre grad.

Og nu findes der så også en gruppe, der hedder Tyk Trivsel, som jeg selv er medlem af. I den gruppe er vi sammen om at være tykke og skal kunne tale om alt, hvad det indebærer af negative oplevelser, dårligt selvværd og skam. Samtidig griner vi virkeligt meget, tager på sommertur sammen og hygger os.

Det gør en stor forskel for mig at dele mine tanker og følelser om at være tyk blandt ligesindede. Her kan jeg tage livtag med at tænke anderledes om mig selv. Og det siger lidt om, hvor stærk skammen er, at ingen af de andre fra gruppen har lyst til at stille sig frem offentligt. Nogle af dem har ikke fortalt deres nærmeste, at de deltager i gruppen.

For mig føltes det, som om jeg kastede mig ud på meget dybt vand at gå ind i den gruppe og fortælle offentligt om det. Det var mega fedt at gøre det, men min skam forsvandt ikke ved et trylleslag i ét modigt udspring. Jeg er i en proces, hvor jeg tror på, at skam, skyld og tabuer går væk, hvis vi taler om det i nutid.

Er vægt det vigtigste i verden?

Selvfølgelig har jeg prøvet at tabe mig. Flere gange. Jeg har givet det et fair skud. Da jeg var i 20’erne, lykkedes det mig at tabe 25 kilo. Men så fik jeg børn og tog det hele på igen. Jeg var markant tyndere, da jeg mødte min mand, og jeg har haft tanken, at han måske gerne ville have, at jeg igen kom til at se ud, som da vi mødtes. Jeg var ked af det i lang tid uden at turde tale med ham om det. Heldigvis ved jeg i dag, at min mand er glad for mig, som jeg er.

Jeg forsøgte på et tidspunkt at tale med en psykolog for at tage hul på opgaven med at tabe vægt. Hun var helt vidunderlig, og på et tidspunkt sagde hun til mig: ‘Hvorfor er det egentlig så vigtigt for dig at tabe dig? Du har en mand, der elsker dig. Du har to dejlige børn. Du har et godt job, som du er glad for. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan hjælpe dig med det her?’.

Det fik mig til at indse, at jeg ad flere veje har forsøgt at blive mere rigtig. Jeg har givet det mange forsøg at blive mindre. Jeg er hverken dum eller doven. Men min krop er mere kompliceret end et kalorieregnskab. Det er en forsimpling af kroppen kun at tænke den i vægt.

Kompliment eller kritik

Det er jo skørt, at det er et tabu at være tyk, for vi kan alle se det. Du kan tumle med mange problemer, som ingen kan se. Ingen kan se på mig, at jeg har haft en far, der drak, og det issue har jeg også arbejdet med – på en måde, hvor det ikke længere er sårbart for mig at tale om. Den del er jeg færdig med. Med min krop er det noget andet.

Da jeg oprettede Tyk Trivsel, skrev jeg ud til lokale medier for at brede kendskabet til vores tilbud ud. TV Østjylland lavede en reportage med mig, hvor jeg fortalte, hvordan det føles for mig at være tyk. Det var vildt grænseoverskridende. Jeg undlod med vilje at kigge i kommentarsporet efter udsendelsen, men jeg fik personligt mange positive henvendelser bagefter.

Nogle indrømmede, at de havde tænkt fordømmende tanker om tykke mennesker, der spiser is på gaden, og takkede mig for at gøre opmærksom på, hvor stigmatiserende det føles. Jeg oplevede også en berøringsangst hos nogle, der kom og sagde: ‘Du er da ikke tyk’. Det bliver bare en understregning af, at det må man helst ikke være.

Jeg fik også en kompliment, der i virkeligheden var en skjult kritik, da en bekendt sagde, at hun aldrig havde tænkt over, at jeg er tyk, fordi jeg klæder mig pænt. Med andre ord: Jeg er god til at skjule det.

Men det vil jeg ikke længere.

Adgang til det gode liv

I dag ved vi fra forskning, at mental trivsel og fysisk trivsel er hinandens forudsætninger. Sundhed er en blanding af mentalt, socialt og fysisk velvære, men i den vestlige verden har vi tendens til at fokusere mest på den fysiske sundhed.

Det er ikke, fordi jeg vil udfordre det fysiske perspektiv. Jeg har for eksempel ondt i knæet, og jeg ved da godt, at det har en vis sammenhæng med min vægt. Til gengæld har jeg hverken diabetes eller højt blodtryk.

For mig handler det om, at jeg har brugt 40 år af mit liv på at leve fra halsen og op. Nu vil jeg gerne leve resten af mit liv i hele min krop uden at tale grimt om den.

Det er kun 5-10 procent af dem, der prøver at tabe sig, som det lykkes for på langt sigt. Og de lever meget restriktivt hele deres liv. Det kommer ikke til at ske for mig.

Jeg skal finde ud af, hvordan jeg får adgang til det gode liv, hvor jeg ikke kæmper med mig selv, men accepterer mig selv. Jeg bliver nødt til at give slip på det at blive mindre som et mål. Hvis jeg er heldig, er det mentale overskud, jeg gør alt for at opnå, faktisk min bedste chance for en dag at blive lidt mindre.

Noget af det vigtigste for mig er at bryde tabuet. I min søns børnehave oplevede jeg en episode, hvor et af børnene pegede på en af de voksne og helt uskyldigt sagde: ‘Hvorfor er din mave så tyk?’. Og den voksne blev tydeligt utilpas og svarede afvisende tilbage. Lige der lærte barnet, at vi ikke taler om hinandens størrelse.