Portræt af kvinde 40+
Nanna Thoustrup (42)© Sine Nielsen

Mine børn bor hos deres far

Nanna Thoustrups to sønner savnede at have deres hverdag ét sted, og det gav bedst mening hos far. Nanna har dem hver anden weekend, og hvorfor skulle det ikke kunne være sådan?

8. december 2021 af Karen Greve

Det er en usædvanlig aftale, Nanna Thou­strup har aftalt med sin eksmand. Parrets børn bor nemlig til hverdag hos deres far og hver anden weekend hos deres mor. Den mest almindelige skilsmisse­aftale er den såkaldte 7-7-­ordning. Men Nanna har prøvet 7­-7 og gennem årene flere andre aftaler, og hun er ikke bange for at prøve noget usæd­vanligt. Og da slet ikke, når det er for børnenes skyld.

Det er længe siden, at Nanna blev skilt fra sine børns far. Hendes yngste søn var fire måneder, og i det første lange stykke tid efter bruddet var børnene mest hos hende i en 13­-1­-ordning. Senere, da børnene var lidt større, blev den til 9-­5 og senere igen 7-­7. Men forældrene oplevede, at deres børn ikke trivedes særligt godt med det. 

“Min eksmand flyttede ret hurtigt fra Frederiksberg, hvor vi havde boet sammen, til Hørsholm med sin nye kæreste, og jeg for­søgte at flytte lidt i samme retning og lejede et hus i Taarbæk, hvor børnene begyndte i skole. Men jeg savnede København og hele mit netværk herinde,” siger Nanna, som endte med at flytte tilbage til Frederiksberg.

Og pludselig skulle børnene så køres i skole i Taarbæk fra Frederiksberg den ene uge og fra Hørsholm den anden uge. Det vir­kede ikke optimalt for nogen parter. Sylvester og Vitus skulle tidligt op og kom sent hjem hver dag, det var besværligt med legeaftaler, og de kunne aldrig komme regelmæssigt til sport eller andre fritidsaktiviteter. 

Nanna og hendes to sønner
Nanna nyder rollen som weekendmor for sine to sønner.© Privatfoto

En rationel beslutning

“Vi traf en meget rationel beslutning med udgangspunkt i, hvad der ville være bedst for drengene. De skulle have et nærmiljø og legekammerater, de skulle have mulighed for at være spontane. Jeg er selv vokset op i et klassisk og trygt parcelhuskvarter, og jeg vil gerne give de værdier videre.”

Og den rationelle beslutning var, at drengene skulle bo fast hos deres far og være hos deres mor hver anden weekend.

“Hos deres far har de hver sit værelse og en kæmpe have med trampolin. Der er mere overskud, fordi de altid er to voksne. Hjem­me hos mig er det jo bare mig, og det er også fint nok, men drengene gav selv udtryk for, at de savnede at bo ét sted, og skilsmissebørn er jo så diplomatiske, men de sagde faktisk, at de gerne ville bo hos deres far.” 

Så sådan blev det, og Nanna er derfor i gang med på anden måned at være weekend­mor. Og hun oplever det som en kæmpe let­telse at give slip på den planlægning, det kræver at have børn. Hun behøver ikke holde styr på gymnastiktøj og madpakker. Hun skal ikke sørge for, at de får lavet lektier. Hun kan koncentrere sig om bare at hygge med dem, når de er sammen. Foreløbig er det en positiv oplevelse. Det har været godt for både mor og børn, at hun har sluppet grebet lidt. Også selv om det gjorde nas at træffe beslutningen.

“Det giver jo enhver mor et stik i hjertet. Men jeg var glad for, at mine børn var så ær­lige. At de turde have tillid til, at det var okay at sige, hvad de helst ville, og at det var far. Men det er vigtigt at sige, at selv om vi talte med børnene om det, så er det vores valg som forældre, at de flyttede til Hørsholm. Det er vores beslutning og vores ansvar.” 

Hvem er jeg så nu?

Den nye hverdag er i sin spæde start.
“Jeg tænker meget over, hvad min rolle nu skal være som mor. Det er en mental øvelse at lægge rollen som den primære forældre væk. Jeg skal ikke hente og bringe, og jeg er sluppet for en del ansvar. Jeg laver kun sjove ting med dem efter at have været meget alene med dem i mange år. Lige nu nyder jeg den frihed, jeg har fået.”

Nanna er fast besluttet på at få nye oplevel­ser i sin nye hverdag. 

“Jeg er ret bevidst om, at jeg ikke bare skal bruge tiden på at se Netflix. Jeg har planer om at læse mere, bruge mere tid på min kar­riere, og jeg har fået ny kæreste. Og det er fedt at kunne gå ind i det uden at skulle tage hensyn til børn i hverdagen.” 

Nanna møder flest mænd, der godt forstår hendes valg, og en del kvinder, der ikke gør.

“Jeg møder en del uforståenhed. Men jeg er feminist og synes, at fædre skal tage deres del af ansvaret. Min eksmand var ikke meget på i starten, så det er dejligt, at han har lyst til at være sammen med sine børn nu, og mine drenge har brug for en mandlig rollemodel. Jeg har tætte veninder, som tør være ærlige og spørger, hvordan jeg kan undvære mine børn. Men drengene blev stressede af trans­porten, og de savnede at kunne gå til noget. Jeg nyder at være sammen med dem og kun lave sjove ting og have nærvær med dem og ikke skulle 10 ting på én gang. Det er jo ikke mig, det handler om, det er først og frem­mest, hvad der er bedst for børnene.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 21. oktober 2021. 

Nanna Thoustrup (42)

  • er gift med Henrik Qvortrup og er mor til Sylvester på 12 og Vitus på 8 år fra et tidligere forhold.

  • er Profile Relations Director i Happio. 

Du vil (garanteret) også kunne lide