Min mor var psykisk syg, og ingen talte om det

Da jeg var 10 år, flyttede min far. Han skulle væk på noget uddannelse. Jeg forstod det ikke helt. Mine forældre blev ikke skilt, før senere, men min far var væk. Jeg kan tydeligt huske, at vi kørte ham til stationen i Skanderborg, og fra da af var han ude af bil­ledet, kan man sige.

Jeg var tæt knyttet til min far. Det var tit ham, der hentede mig. Han havde altid smurt mine madpakker. Jeg havde luret, at der var dårlig stemning derhjemme, men jeg fik ikke noget at vide. På et tidspunkt kom min moster og onkel på besøg, og jeg hørte min mor bryde sammen i gangen. Jeg kan også huske, at min mor snakkede om, at vi skulle have en hund, og det undrede mig, for jeg havde aldrig ytret ønske om en hund. Men det var nok hendes tanke at trøste.

Min far var i gang med et nyt liv i Aarhus. Han havde en ny kone, der havde et par børn, og de skulle have flere sammen. Jeg besøgte dem indimellem. Men der var aldrig en fast ordning, og jeg fornemmede, at hvis jeg skabte mig, blev jeg nok ikke inviteret igen. Der var måske nok kærlighed, men den var betinget af, at jeg opførte mig ordentligt.

Jeg flyttede hjemmefra lige efter 10. klasse. På det tidspunkt havde jeg en klar fornem­melse af, at jeg måtte væk, uden at jeg den­gang helt forstod det til bunds.

Jeg havde fået indtryk af, at det var min skyld, at min mor fik det psykisk mere og mere dårligt. Jeg tror, at det er meget natur­ligt, at man som barn føler sig skyldig, hvis forældrene har det dårligt. Jeg fik svært ved at koncentrere mig i skolen, fordi jeg sad og spekulerede på, hvordan min mor havde det. Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til.

Inden i mig var der en stor følelse af ensomhed. Jeg følte mig anderledes og kunne ikke snakke med, når andre børn talte om deres ferier og oplevelser i weekenden. Der var ikke overskud til den slags hjemme hos mig. Engang skulle min mor og jeg på et weekendophold, som kommunen havde betalt, og jeg glædede mig vanvittigt, men da vi havde været af sted i få timer, dukkede min mors kæreste op, og pludselig var det deres weekend sammen.

Der sker noget med selvværdet, når man oplever et brud, som jeg gjorde. Jeg spe­ kulerede jo på, hvorfor jeg ikke var nok? Hvorfor skulle min mor søge alle mulige mænd? Hvorfor havde hun nogle dage slet ikke overskud til noget? Samtidig savnede jeg min far og hele hans familie. Da han flyt­tede, mistede jeg også kontakten til min bedstemor. Noget af det, som kunne have hjulpet mig dengang, var, hvis jeg stadig havde haft kontakt til hende. For hun kunne rumme mig, præcis som jeg var. Hende kunne jeg fortælle, hvordan jeg havde det. I dag har jeg opkaldt min datter efter hende.

Med min mor og far forstod jeg hurtigt, at det forstyrrede dem, hvis jeg snakkede for meget om mine følelser. De forsøgte at rea­lisere sig selv på hver deres måde.

De år har gjort noget ved resten af mit liv. Jeg har svært ved at udtrykke det, der er inden i mig. Jeg er tit meget ovre i andre menneskers følelser.

Jeg måtte væk

I løbet af mine teenageår begyndte jeg at for­stå, at jeg ikke kunne blive ved med at følge min mor. Hun røg op og ned i humør. Havde mænd, som ville styre meget – også mig – og så kom der en ny, og så ville hun pludselig flytte.

Min mor fulgte et mønster, hvor hun ofrede sig for at være tæt på min mormor, og min mormor blev over 100 år. Det var et familie­dogme, at det er en mors ret, at børnene skal blive tæt på. Men det var på tide at bryde det mønster. Jeg vidste, at hvis ikke jeg gjorde det, så ville jeg ødelægge mig selv. Det var ikke så bevidst dengang. Men jeg skulle væk for at blive mig selv.

Jeg tog på husholdningsskole, da jeg var 16 år, og derefter på handelsskole, mens jeg gjorde rent i et it-­firma om natten, i en bank om eftermiddagen og var garderobedame på et diskotek i weekenden for at få det hele til at hænge sammen. Jeg syede selv mit tøj. Det var dengang, stof var billigt. Det har altid hjulpet mig, at jeg er kreativ, og jeg sparede mange penge på den måde.

Hun er ikke opdraget til at tale om problemer, hun vil helst have en pille og få det til at gå over. Det er ikke meningen, at jeg vil hænge hende ud ved at fortælle min historie. Jeg elsker min mor, og det er synd for os begge to, at ingen turde tale om, at hun har været syg og har haft brug for hjælp.

Min mor er sårbar, og det snakker vi ikke om. Men så bliver det jo endnu mere sårbart!

Jeg har det også sådan, at hvis jeg ikke kan snakke om det, bliver der mindre plads til det gode liv, de gode grin. Jeg skal hele tiden skubbe det dårlige ned, lave et rum til det. Det er nogle tråde, der går meget langt tilbage. Jeg er fyldt 40 år, men det er gået op for mig, at vi tager vores indre barn med ind i voksenlivet.

Da jeg var sidst i 20’erne, begyndte jeg på en uddannelse som psykoterapeut, hvor det er en del af uddannelsen at gå i terapi selv. Der begyndte det at gå op for mig, hvor meget psykisk sygdom har fyldt og fylder i mit liv, selv om jeg ikke selv er syg.

Der er en dyb smerte forbundet med at være pårørende til psykisk syge. De kan ikke rumme andre mennesker. Fordi min mor ikke kunne rumme mig, og min far tid­ligt forsvandt, har jeg altid været bange for at blive afvist af andre mennesker, bange for ikke at være god nok, og den følelse har jeg taget med ind i alle andre relationer i mit liv.

Da jeg selv blev mor

Da jeg fik min datter, skete der noget med mit forhold til min mor. Jeg var igennem et langt forløb med fertilitetsbehandlinger, før jeg endelig blev gravid. Det var virkeligt drænende. Da jeg blev scannet, ringede jeg til min mor og fortalte hende, at jeg ventede en pige. Samme aften ringede hun tilbage og sagde, at jeg ikke forstod hende, og derefter blev hun helt manisk og ville pludselig giftes med en gammel kæreste.

Vi tog med til hendes bryllup, da min datter var fire måneder, og det var tydeligt, at min mor var syg. Hun svedte og var helt oppe at køre. Jeg har aldrig tænkt, at jeg kom fra en normal familie, men til det bryllup brast de sidste illusioner.

Jeg ved, at min mor har kæmpet for at være glad på mine vegne, men hun var alt for syg – for syg til at være mor og også til at være mormor. Det er et smerteligt tab, men jeg erkendte der, at det er sådan, det er mellem os.

Heldigvis skete det på et tidspunkt, hvor jeg havde fundet mig selv meget mere. Jeg havde nået et breaking point, hvor jeg ville tage mig selv alvorligt, tage ansvar for mig selv, min retning og mine drømme.

Ud over drømmen om at blive mor, som endelig er gået i opfyldelse for mig, så har jeg altid haft en drøm om at skrive en bog. Jeg har aldrig turdet sige så meget om det højt, sikkert fordi det sidder dybt i mig, at jeg ikke skal tro, at jeg er noget. Men nu har jeg gjort det. Jeg har skrevet romanen Mor er tosset, begivenhederne er fiktive, og hovedpersonen er lesbisk, så på den måde er det ikke min egen historie. Men jeg trækker på nogle af mine erfaringer som pårørende til psykisk sygdom. Jeg vil gerne bruge min stemme til at fortælle, hvordan det kan være at være pårørende. 

Jeg vil godt sige til andre, der kæmper, at det kan godt være, det føles ensomt, men de er faktisk ikke helt alene. Selv er jeg nået til et godt sted i mit liv. Jeg bor med min mand og vores to små børn i et lille byhus i Nordsjælland, som vi er ved at sætte i stand. Jeg er stadig på barsel med min søn, og måske skal jeg benytte chancen til at skrive flere bøger.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at jeg elsker begge mine forældre. At bryde med dem ville for mig være som at få kappet nogle vigtige livliner og svæve forvirret rundt ude i rummet. Jeg skulle nok klare det, men jeg håber ikke, det sker, for jeg ved nok om at være ensom.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 24. juni 2021.