Kvinde i undertøj
Molly Mørch (42).© Thomas Dahl

Min krops historie: Gid mit 42-årige jeg kunne tage en snak med mit 25-årige jeg

Vi mangler realistiske kvindebilleder på sociale medier, og derfor stiller Molly Mørch op for at fortælle om alt den nydelse og praktiske glæde hun har af sin 42-årige krop.

19. april 2022 af Louise Thorsted

Hvis min krop kunne tale lige nu, ville den sige

“At der er en del ro. Måske fordi jeg blevet bedre til at lytte til den. Jeg skal være god til at hjælpe mig selv, jeg er jo terapeut. Men men­nesker har brug for mennesker, og jeg har også brug for en anden voksen en gang imellem. Det kan være min terapeut, men også min kæreste eller veninder.

Når jeg har en dårlig dag, så kan det allerførste, jeg tænker, da godt være, at jeg har brug for kage. Men det hjælper i virkeligheden bedre med et varmt tæppe eller at ringe til min kæreste og bede ham lytte til mig i fem minutter. Så kommer der måske kage senere på ugen, og så er det o.k.” 

Min krop er en ressource og en sladrehank

“Jeg mærker mine følelser med min krop, før jeg registrerer dem i mit hoved. Min krop er mit vigtigste redskab og kilde til nydelse, når jeg for eksempel vinter­bader. Jeg er begyndt at poste fotos fra min vinterbadning, eller ‘badeporno’, som jeg kalder det for sjov. Det er også for at vise realis­tiske kvindebilleder på sociale medier med lidt mave, vinger på lårene og, som min mindste engang sagde: ‘Klunker under armene’.

Min vægt svinger lidt, og når jeg er tynd, så hænger huden lidt på min mave, og det overvejede jeg en periode at få opereret. Men nu synes jeg, min mave er dejlig og hyggelig og sej! Jeg kan også godt lide, når min kæreste nusser den. Jeg ser ud, som jeg ser ud. Jeg har strækmærker og gardiner på ryggen. Og det er vigtigt for mig at dele, for vi skal være gode forbilleder og vise vores kroppe, som de er.

En del af vores kroppe er også vores kønsdele. Dem skal vi også huske at tale om og med, selv om det for mange er nyt og måske lidt kejtet i begyndelsen.” 

Kvinde i undertøj
Min krop er en kilde til nydelse, for eksempel når jeg vinterbader, siger Molly Mørch.


© Thomas Dahl

Jeg er stolt af min krop

“Jeg bruger min kropsfornemmelse til at være tro mod min lyst og til at mærke efter, hvad jeg har lyst til og behov for. Om det så er græn­ser, varme, kontakt, kage eller sex. For hvor meget, hvad og hvornår? Det er rart, når jeg tør det, for det kan jo også være, at kroppen vil fortælle mig noget, jeg ikke gider høre.

Jeg har vinterbadet to­-tre gange om ugen i lidt over et år. Jeg løber også korte, meget langsomme ture, hvor jeg går indimellem. Verdens måske mest uprætentiøse løbeture. Men jeg har det godt bagefter.

Det fylder for mig at passe på min krop, og nogle gange er det ikke at lave noget. At sætte mig i min sofa og strikke.” 

Jeg er allermest glad for min krop indefra

“Men jeg kan da også kigge i spejlet og tænke: Det er sgu da meget godt det der. Sådan tænkte jeg ikke, da jeg var yngre!

Jeg har en hudlidelse og har tidligere haft enormt meget eksem over hele kroppen. Jeg har ikke mange billeder af mig selv som ung, for jeg brød mig ikke om at blive fotograferet. Da jeg var på barsel med min anden søn, gik der betændelse i min eksem, så jeg hang fast i mit sengetøj. Det gjorde ondt. Jeg kom på en kur med binyrebark­ hormon, så jeg ikke måtte amme, og først for syv år siden begyndte jeg fast at tage immunhæmmende medicin mod det, og i dag har jeg nærmest ikke eksem længere.” 

Min krophistorie blev en anden, da jeg blev mor

"Jeg havde en meget voldsom fødsel, hvor jeg besvimede mellem veerne og var indlagt i 11-­12 dage. Da jeg fødte igen kun 16 måneder senere, spurgte overlægen, om jeg var klar over, at jeg var ved at smutte dengang?

Jeg har nogle år, jeg ikke husker alt fra, jeg var nok i overlevelses­mode. Det har taget meget tid i terapi at komme tilbage til mig selv.” 

Fire kvinder 40+ i undertøj
Molly med Eydis, Karen Sophie og Elisabeth, der også fortæller kropshistorier. Alle i undertøj fra Change Lingerie. © Thomas Dahl

Min krop har ikke været glad for, at jeg ikke tænkte pænt om den

“Jeg ville ønske, at 42­-årige mig kunne tage en snak med mit 25-­årige jeg. Så ville jeg sige, at jeg skulle tage mig bedre af mig selv. Jeg gjorde min bachelor på Handelshøjskolen færdig, mens jeg var på barsel med mit første barn. Der måtte der gerne have været nogen, der havde sagt: ‘Bliv hjemme, det er faktisk o.k.’. Men jeg kørte bare på.

Vi kan være så hårde ved os selv. Jeg havde for eksempel mange år, hvor jeg ikke gik i lilla tøj, fordi min eksmand, som altså ikke er et frygteligt menneske, ikke syntes, det var pænt. Og jeg kan bare enormt godt lide lilla. Der skulle jeg jo bare have sagt ‘det må du da godt synes ovre i dig selv, det er da o.k.’ og så gå i lilla. Nu har jeg efterhånden skabet fyldt med lilla.” 

Min krop fortæller historien om, at den er sej

“Den kan alt det, jeg vil have den til, og gør det år efter år. På grund af min medicin må jeg ikke drikke alkohol mere, men det er faktisk en stabiliserende faktor, for så har jeg ikke længere de der weekender, hvor humøret svinger med tømmermændene. Nu går jeg i seng klokken 22 hver dag.

Da jeg var it­-projektleder, sad jeg ned hele dagen og havde altid ondt i ryggen. Nu er jeg mere naturligt brugt fysisk efter dage med mange kropsbehandlinger. Også i samtaleterapien er det min krop, der skal udstråle, at den kan rumme den andens reaktioner. Jeg kan sagtens stadig være træt, men det er en mere meningsfuld træthed.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. marts 2022.

MOLLY MØRCH (42)

  • er samlevende med Paul og mor til Hugo på 16 og Sylvester på 14 år.

  • er terapeut i egen klinik med samtaleterapi, traumeterapi og kropsbehandlinger. Er uddannet massør og læser til psykoterapeut. Forfatter til Bogen om kussen. Tidligere it-projektleder. Mollymorch.dk 

Du vil (garanteret) også kunne lide