Min far fik stress, og hele familien var påvirket

På Louise Schelde Frederiksens cv står der blandt andet uddannet jurist i 2015, og forud for det 20 år som socialrådgiver. For nylig har hun kunnet tilføje: Medstifter af fonden HumanRise. 

Et imponerende cv, som gemmer på den personlige historie, at hun og hendes familie er en af de familier, hun siden sit første studievalg har dedikeret sit liv til at hjælpe.

Min far fik stress

“Jeg er opvokset i Fole nær Gram som storesøster til to i en familie, der var som alle andre. Vi klarede os selv, betalte skat, alt var godt og lykkeligt, indtil det lige pludselig sagde: “Bang!”, da min far, som var selvstændig entreprenør og landmand, blev ramt af stress i 2002. Fra at have været aktiv i politik og have en stærk arbejdsidentitet røg han ind i sygedagpengesystemet og kunne ikke rigtigt trækkes ud og op igen. Det endte med, at han mistede sig selv og røg på lukket psykiatrisk afdeling, første gang i knap fire måneder. Det stod på i fem år”. 

Med al den faglighed, Louise har fra sin uddannelse og sit arbejdsliv, er hun overbevist om, at hendes far bukkede under for presset over dels at være en psykiatrisk patient i gode hænder, som blev opfordret til at slappe af, og dels at blive udskrevet til et sygedagpengesystem, som skal sende deres borgere ud i arbejdsprøvning.

Frustration over forløbet

"Det er så vanskeligt, for selvfølgelig skal man stå til rådighed, men helbredet skal også kunne holde til det. Vores far var i arbejdsprøvning i ledsagefunktioner, i landbruget, på en café, i et gå dig rask forløb og i praktik på en kirkegård, og hver gang endte det med, at han røg tilbage på psykiatrisk hospital. Det var, som om man sagde en ting i psykiatrien og gjorde noget andet i kommunen, når han kom ud. Det kunne han ikke tåle.”

"Min stille påstand er, at havde han fået tid til at restituere, er det ikke umuligt, at han var kommet tilbage og i dag havde været i stand til at klare sig selv. Måske bare på deltid. Da han røg ind på psykiatrisk afdeling i 2007, var det så slemt, at det stadig gør ondt på mig, når jeg taler om det i dag, for der lød beskeden, at han ikke længere kun var psykisk belastet. Hans organer og hjerte var ved at stå af. Dengang var han midt i 40’erne.” 

En ordentlig forklaring

Louise fik en psykiater til at forklare, hvordan et menneske kan blive så belastet. 

“Han forklarede mig lige så fint, at du skal forestille dig en computer, hvor du ikke bare kan blive ved at fylde på, hvis først harddisken er brændt sammen. For så er det for sent at rydde op på den eller aflaste den. Det var der, min far var. Efter det skrev psykiatrien til kommunen, at han skulle have ro, og så fik han det endelig.”

Klippen i mit liv

Den nye ‘ro’ gav resten af familien mulighed for at mærke sig selv efter i fem år kun at have kæmpet og overlevet.
“Min mor gik ned med en depression. Min lillebror, som på det tidspunkt var 12 år, kom med i en psykiatrigruppe for pårørende til en psykisk syg og opdagede først der, at han ikke var alene om at leve med psykisk sygdom i familien. Jeg gik til psykolog. For mig var min fars permanente punktering virkeligt svær, fordi han altid havde været mit store forbillede. Jeg havde brug for at finde ud af, hvordan jeg skulle holde fast i mig selv, når jeg havde mistet klippen i mit liv og samtidig skulle være forælder for mine forældre og for mine søskende. Fra at have været en lykkelig familie var der pludselig ikke andet end bekymringer.”

Tal om det svære

Noget af det stærke og den styrke, som familien har formået at bevare, er en insisteren på at tale om det svære. Med hinanden. 

“Det kan ske for os alle sammen, uanset socialt lag, man kan ikke uddanne sig til at undgå sygdom. Da far blev syg, var jeg i gang med socialrådgiveruddannelsen, men da jeg var færdig, fandt jeg ud af, at jeg nok havde en højere forventning til, at der var et større fokus på retssikkerhed. Jeg kom ind på jurastudiet og blev jurist i 2015.”