Interview om livet med Mille Lehfeldt

Er gift med skuespiller og terapeut Sophus Kirkeby Windeløv, som hun har Ferdinand på 3 og Osvald på 1,5 år med. Er datter af skuespillerne Stig Hoffmeyer og Kirsten Lehfeldt.

Er skuespiller. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2006. Debuterede som 11-årig i filmen Springflod og fik senere sit folkelige gennembrud som Lykke Leth i DR-serien Lykke fra 2011 til 2012. Modtog i 2016 en Bodil for hovedrollen i filmen Lang Historie Kort. Har lagt stemme til et hav af tegnefilmfigurer – blandt andre prinsesse Fiona i Shrek. Er en del af satiregruppen Platt-Form sammen med kollegaerne Laus Høybye og Jakob Fauerby. Og har lavet radiosatireprogrammerne Kirkesangerne og Krisetelefonen for I-landsproblemer på P1 med Platt-Form, som to gange er blevet nomineret til en Reumert.

I midten af 1980’erne kunne du i løbet af sommeren finde en spinkel, lyshåret pige på fem år legende i garderoben bag Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken. Hun tegnede tegninger til dansepigerne, beundrede kostumerne, lyttede til musikken og iagttog sin mor i forskellige udklædninger i selskab med revyens andre skuespillere – blandt andet en høj, solbrændt mand ved navn Ulf Pilgaard.

I dag er pigen en kvinde, som netop er fyldt 40 år, og om et øjeblik træder hun selv ind på scenen i den traditionsrige revy, som har eksisteret siden 1930’erne, og som hvert år trækker cirka 150.000 feststemte publikummer ind i teltet under trækronerne.

Hun hedder Mille Hoffmeyer Lehfeldt, og her et par uger før første arbejdsdag på revyen ved hun endnu ikke så meget konkret om opgaven. Hun er på alle måder revydebutant. Bortset altså fra barndomserindringerne.

“Det er lidt nostalgisk for mig, fordi jeg startede med at komme derude i 1985 med min mor og elskede stemningen. Det gjorde stort indtryk på mig. Det er sjovt at opleve nu, hvor meget jeg egentlig kan huske fra dengang. Det er en lille cirkel, der sluttes for mig, når jeg skal være med i Ulf Pilgaards sidste sæson, for han er jo i mellemtiden blevet en institution i Cirkusrevyen. Men lige nu aner jeg ikke, hvad jeg begiver mig ind i. Jeg er et lille, blankt blad, der triller ind, men jeg tror, det bliver sjovt.”

Ud på dybt vand

Mille Hoffmeyer Lehfeldt begyndte tidligt at spille skuespil. Som 11-årig fik hun en rolle i filmen Springflod, og i starten af 1990’erne medvirkede hun i yderligere tre film, før hun tog en kort tænkepause for at være fuldkommen sikker på, at skuespillet var hendes kald (selv om hun aldrig var i tvivl for alvor, hun er bare grundig). Hun søgte ind på Statens Teaterskole i 2002.

Her blev hun officielt skuespiller – en titel, hun gør sit bedste for at tolke i bredest mulig forstand. For Mille Hoffmeyer Lehfeldt har været med i bedste sendetids-serier som Lykke og Lærkevej på DR og TV2. Hun har spillet med i Platons Symposium på Det Kongelige Teater, fået en Bodil for hovedrollen i dramaet Lang Historie Kort og er fast medlem af satiregruppen Platt-Form med Laus Høybye og Jakob Fauerby.

Er du svær at sætte i bås?

“Ja, det håber jeg da. Som skuespiller kæmper jeg altid for ikke at blive sat i bås. Jeg har brug for det hele og vil gerne kastes ud i det hele. Ud på dybt vand. Lige nu står mit arbejdsliv meget i satirens tegn, men jeg kommer også lige fra Symposion på Det Kongelige Teater, der er helt i den anden grøft, med et helt andet sprog. Det var jeg glad for. Det er sjovt at udforske flere sider af psyken.”

... desperat

Mens Jakob Fauerby deltog i Vild med dans, lagde Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Laus Høybye en video op efter hvert show, men: “Ja, så blev Jakob ved med at gå videre, så vi hver uge skulle finde på noget nyt. Det blev lidt desperat til sidst, men jeg kan lide ufrivillig komik. Og det blev det så også. Men det var godt, at han vandt. Det var det. Tillykke, Jakob! Jeg ved, du alligevel vælger os over Silas!”

... i tvivl

“Min mor punker allerede for, at vi skal have barn nummer tre. For det er jo sleeet ikke hårdt at have børn. Hun kan ikke huske, at jeg nogensinde græd som barn. Måske en enkelt gang på en flyvetur, men nej, det er kun nemt. Hun har fortrængt ALT.”

... forarget
“Jeg kan godt hidse mig op over arkitektoniske skampletter i København. Jeg er ikke fan af Blox! Jeg synes, at vi har en smuk by, hvor vi ikke skal bygge for højt mod vandet. (Sagt med gnæggende heksestemme:) ‘Se nu baaare, hvordan jeg brokker mig, mens jeg sidder her og dypper min fritterede aubergine i noget vegansk mayo.”

... imponeret

“Jeg tager hatten af for enlige mødre og fædre, ja, i det hele taget for familier, der får det til at hænge sammen med job, fyldte vuggestuer og sygdom. Når jeg tænker på, hvor mange sygedage vi har haft siden september...”

... vemodig

“Med alderen ser jeg ting – for nu at bruge et ungdomsudtryk – med et nyt filter. Og jeg er så i mit fall-filter, altså mit livs efterår-filter. Heldigvis er efterår også sprødt.”

Et spejl til perfektionisten

Det sidste må være en opfordring til at udforske flere sider af Mille Hoffmeyer Lehfeldt selv. Hvilket slags barn var hun for eksempel, dengang hun nulrede rundt backstage i Cirkusrevyen?

“Jeg husker mig selv som en ret glad pige som lille. Da jeg så begyndte i skole, blev det hele lidt sværere. Alt det med facitlister og faste rammer. Jeg ved ikke helt... hvis jeg fik at vide, at jeg ikke var god til noget, så gjorde det naller, og der var ved gud ting, der ikke var nemme for mig. Måske var jeg allerede dengang lidt perfektionistisk anlagt?

Egentlig var jeg glad for at skrive, men det blev lukket lidt ned i skolen, fordi det skulle være på en bestemt formel. Det dur ikke for mig. Jeg arbejder mere intuitivt. Det virker bedst for mig.”

Uden for skolen fandtes verdener, der var mere spændende. Ydre som indre.

“Jeg var et barn, der elskede mit eget selskab. Jeg var god til at underholde mig selv, og jeg kunne finde ud af at være stille, for jeg havde jo hurtigt luret, at det var nemmere at komme med mine forældre på arbejde, hvis jeg var musestille.”

Trives du stadig godt i dit eget selskab?

“Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Som skuespiller er jeg i et meget udadvendt fag og bruger mig selv og skal være sammen med mennesker, og det kræver, at jeg efterfølgende kan trække mig tilbage.

Der kan gå vanvittigt længe imellem, at jeg ser mine venner – og det at få børn har jo ikke gjort det lettere at have sit sociale land, for børnene kommer altid først. Omvendt kan jeg mærke med alderen – for man bliver jo unægteligt klogere – at jeg er blevet mere hungrende efter og bevidst om også at søge udad og dyrke mine venskaber. For det er ikke nok kun at have tænkt på hinanden og savnet hinanden. Man skal også være der lidt.”

Og hvad så med børn?

Børnene er de to små drenge, Ferdinand og Osvald på henholdsvis tre år og halvandet, og hun tog et langt tilløb, inden hun tøvende besluttede at forsøge sig i rollen som mor, da hun var sidst i 30’erne.

“Jeg var på ingen måde skruk. Mere i fornægtelse, tror jeg. Jeg havde en idé om, at jeg skulle have børn, men jeg syntes aldrig, at det var nu, jeg skulle have børn. Jeg følte mig ikke klar, og jeg blev enormt provokeret af, at folk gik ud fra som en selvfølge, at jeg kunne få børn, og at jeg skulle have dem. Du bliver let stigmatiseret af ikke at have børn, ja, næsten opfattet som et dårligt menneske.

Jeg tænker meget over, hvordan jeg selv taler om det emne i dag, for jeg ved, hvor mange der går og kæmper i stilhed. Du kan ramme ind i noget, der er rigtigt svært, med opfordringer som: ‘Kom nu i gang. I ved godt, hvordan man gør, ikke?’. Jeg følte helt klart, at der var en klub, jeg ikke var med i, og den slags tale kan være sårende eller bare dybt uinteressant, for man er der bare ikke.”

Hvad skete der så? Kastede du dig så bare ud i det?

“Ja, det gjorde jeg nok. Jeg havde perioder, hvor jeg følte mig tungsindig, og et eller andet sted bliver kroppen måske lidt ked af ikke at få lov. Det er min egen lille teori, at jeg havde en lille sorg i min krop, fordi jeg ikke helt lyttede til den og bildte mig selv ind, at jeg nok ikke kunne få børn. Jeg er ængsteligt anlagt.”

Hvad har børnene så lært dig om dig selv?

“Enhver perfektionist har jo sindssygt godt af at få børn. Børn lærer dig jo om grundlæggende ting i livet, som du kan risikere at komme langt væk fra, når du er optaget af dit arbejde eller dig selv.

For mit vedkommende har det været sundt at komme væk fra nogle sider i mig selv, som jeg var begyndt at blive træt af. Børn sætter livet i perspektiv. I forhold til hvad der er vigtigt at bruge sin tid på. De lærer dig om tålmodighed og egne grænser. De er et lærerigt spejl lige op i fjæset.”

Omgivet af løvinder

Mille Hoffmeyer Lehfeldt er datter er skuespillerne Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer. Hun er gift med Sophus Kirkeby Windeløv, der er søn af filmproducent Vibeke Windeløv og den verdensberømte kunstner Per Kirkeby, der døde i 2018. En på alle måder fyrig, farverig familiecocktail. Som for Mille Hoffmeyer Lehfeldt selvfølgelig først og fremmest bare er en familie. Sophus har hun kendt, siden de var seks år gamle.

“Vores forældre kendte hinanden, så vi legede sammen som børn. Senere fulgtes vi fra femte til niende klasse i parallelklasser i en folkeskole i Hellerup, og der står Sophus meget stærkt printet på min nethinde.

Det er ikke så meget, jeg kan huske fra folkeskolen, men han var ikke sådan at ryste af sig. Senere blev han også skuespiller, og så fulgtes vi også ad der. Ingen havde lige set det komme, at vi skulle være kærester, men noget har ført os sammen, hvis man tror på skæbnen og mere mellem himmel og jord, så...”

Så er I et godt eksempel?

“Ja, for nu har vi været gift i 12 år. Tænk, at vi snart har, hvad er det man har? Kobberbryllup? Det er vildt. Det er en fordel ved at have kendt hinanden så længe, før vi fik børn, tror jeg. Vi kender hinanden rigtigt godt.”

Parret er også fælles om at have kendte forældre med en kreativ baggrund, og det er let at forestille sig Mille Hoffmeyer Lehfeldts mor og svigermor fylde godt op til familiefester.

Hvordan er det at have så stærke kvinder bag dig?

“Åh ja, jeg er omgivet af løvinder. Det er fantastisk, og det kan være heftigt. Men hvor er der meget handlekraft, styrke og vilje, og det er jeg taknemmelig for, at jeg har det så tæt inde på livet. Og for, at mine drenge har det så tæt på. Jeg føler mig privilegeret. Det kan jo være sin sag, du ved, don’t mess with a lion! Men jeg er heldig.”

Beundrer du dem for noget bestemt?

“På hver sin måde synes jeg, at de har været banebrydende. I forhold til at gøre ting, som tidligere ikke var almindeligt blandt kvinder. Været med til at bane vejen for andre kvinder. Jeg føler, at de begge har kørt en no bullshit-linje, som de samtidig har været dem selv i.

De har ikke forsøgt at være mænd, men de har haft en naturlig autoritet, som er ret maskulin, og det er ikke for at fornærme det feminine, at jeg siger det. Alle har begge sider i sig. Men vi kan da nok blive enige om, at der er lidt vej endnu for kvinder, når det gælder om at bane vejen...”

Kirsten Lehfeldts pegefinger

Hvad har det givet dig at vokse op med en mor som Kirsten Lehfeldt? Og undskyld, at jeg ser bort fra din far. Vi er altid ivrige efter at høre om stærke kvindelige rollemodeller.

“Det gør ikke noget. Det er han så vant til. Jeg beundrer min mors karriere, det, hun har opnået, og den måde, hun er på. Men hun er også bare min mor, som har givet mig en ordentlig røvfuld kærlighed og omsorg og boostet min selvtillid.

Jeg blev næsten forgudet som lille – og så bliver der en side, der handler om at leve op til det. Der er altid to sider af en sag. Men jeg kan altid komme til hende. Hun er også en stor del af Platt-Forms arbejdsprocesser. Vi har ikke en instruktør på, men så kan hun lige komme med sin lille pegefinger. Hun har en god lille pegefinger og kan virkelig hidse sig op på vores vegne, fordi hun har erfaringen og en god portion businesstæft, og hun er ikke konfliktsky.

Vi har vundet Vild med dans!

Hun føler selv, hun har været lidt væk fra sin branche de seneste år. På trods af shows med Platt-Form, på trods af teaterstykker på Østre Gasværk og Det Kongelige Teater, føles det, som om de seneste år mest har været barselsorlov og i familiens tegn, selv om...

“Min mand himler, når han hører mig sige det. Jeg tror ikke, at han synes, at der har været meget ro, men jeg har altså været et lidt andet sted, og det betyder meget, at jeg ikke har lavet film og tv. Jeg har været meget mindre eksponeret.”

Det gælder selvfølgelig især i forhold til perioden i starten af 2010’erne, hvor hun havde hovedrollen i DR-serien Lykke over 18 afsnit og to sæsoner og blev eksponeret i bedste sendetid, dengang inden Netflix og HBO for alvor var slået igennem, og DR stadig kunne samle familien Danmark.

I øvrigt spillede hun dengang sammen med Laus Høybye, der ligesom Jakob Fauerby har været hendes ven siden teaterskolen, og nu er de hendes to partnere i Platt-Form. Nogle venskaber er der heldigvis blevet tid til at pleje, selv om livet som småbørnsmor kan vanskeliggøre det. Hun trives godt med Laus og Jakob i et koncept, som også er lidt svært at få ind i en bestemt bås.

“Hvad er Platt-Forms koncept? Ja, det er svært. Er vi et comedy-band? Et musisk satire-show? Det er vores evindelige ting. Vi kan ikke helt definere os selv og ligger lidt imellem alt muligt, så vi kalder det en indianergryde. Vi er bare en blanding. En lille, skøn bastard.”

Bastarden har ud over to anmelderroste shows og radiosatire på P1 lavet forskellige hurtigt producerede videoer med humoristiske indslag.

Hvilken rolle har du i Platt-Form?

“Jeg er så glad for, at du spørger mig og ikke drengene, for nu kan jeg komme med min helt egen historie om, hvor uundværlig jeg er. De kunne ikke klare sig en dag uden mig og min ubeslutsomhed. De elsker min ubeslutsomhed.

Jeg kan altid se ting fra flere sider, det er en stor gave. Det kan nok også være irriterende? Min nølende rolle er? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg er ikke den praktiske gris. Jeg kan være den kritiske gris og hænge mig i nogle irriterende små ting, men jeg har ret, jeg ved, at jeg har ret, og det vil de opdage. Sådan er det!”

Under efterårets Vild med dans lagde Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Laus Høybye en video på YouTube, hver gang det tredje hjul, Jakob Fauerby, havde klaret endnu en fredag i Vild med dans med sin dansepartner, Silas Holst. Jo længere han holdt ud, jo sjovere blev videoerne.

“De blev lavet meget hurtigt. Vild med dans er... vildt, man kender jo tårerne, man kender den rejse, de alle er på, og jeg kender ikke nogen, som ikke har syntes, at det har været helt fantastisk at deltage.

Det program samler familien, og lige i år har det jo rykket noget med to mænd, der dansede sammen og vandt. Det, synes jeg, var fedt. Og nu har Jakob så for travlt til at være sammen med os. Men jeg tror, at han elsker os mere end Silas... indimellem. Det må du godt skrive! Gerne på forsiden af bladet. Vi ender med at sælge flere billetter til Platt-Form, fordi vi har vundet Vild med dans.”

Tænksom dame, 40 år

En kold decemberdag sidste år fyldte Mille Hoffmeyer Lehfeldt 40 år uden stor ståhej.

“Jeg bliver altid en smule tænksom på min fødselsdag, men det var jeg allerede som barn. Det med at skifte over i noget andet sætter noget refleksion i gang. Lige på dagen, lige i skiftet kan jeg være vemodig: Åh farvel, 39. Men det er krydret med en lyst til at leve mere fandenivoldsk.

Min fødselsdag faldt lige i en periode, hvor vi alle havde været syge på skift. Det blev ikke en stor fejring, selv om jeg havde en dejlig dag. Jeg kunne godt tænke mig noget fest senere. Min mand er også lige blevet 40 år, og vi skal sgu have lidt rabalder, danse lidt på bordene. Det har vi fortjent.”

Hvilke refleksioner havde du over skiftet?

“Lidt af det hele. Små børn, hvor er vi der? Karrieren, hvad vil jeg med den? Jeg får nok snart den første rigtige mor-rolle til et voksent barn og kan tænke over, om det er for sjov, eller jeg virkelig er kommet dertil? Det gælder i alle ting. Jeg skal stadig vænne mig til, når et barn siger ‘damen’ om mig. Gud, er det mig? Men jeg har ikke noget imod at være damen.

Jeg skal til at tage det på mig. Nogle ting er ikke så fedt. At være 40 og stadig ikke forstå, hvad bankrådgiveren siger, det er en splittelse, for det er både rigtigt fedt at være 40 år og lidt vemodigt.”

Vemodigheden handler egentlig mere om omgivelserne end om hende selv. Med alderen kommer sygdom og død i familie og blandt venner tættere på. Det kan ikke undgå at fylde for et ængsteligt menneske, uanset hvor meget du danser på bordene. Men heldigvis er der også en del, som føles lettere med tiden.

Hvad ser du, når du kigger i spejlet?

“Jeg har ikke så meget tid til at se mig selv i spejlet, og det har kun gjort mig godt. Hvad skal jeg det for? Det handler jo om at have det godt. Det kan være nemmere sagt end gjort, men det er dæleme gode lærepenge i forhold til at blive et gladere menneske. Jeg kan se billeder af mig selv som yngre, hvor det, jeg ser, slet ikke hænger sammen med, hvordan jeg gik og havde det.

Så i dag tænker jeg: Hold kæft, skal jeg ikke bare stoppe med det og bare være glad? Jeg kan ikke sige, at jeg ikke er forfængelig. Det er jeg. Men det gør mig ikke nødvendigvis gladere at se ud på en bestemt måde.”

Foreløbig kræver næste opgave på Cirkusrevyen, at Mille Hoffmeyer Lehfeldt ser sig i spejlet i håb om med den rette makeup og mimik at komme til at ligne en eller anden af det forgangne års personligheder. Hvem hun skal byde ind på at parodiere, tør hun ikke gætte på.

“Åh, jeg ved det ikke. Kan jeg ligne Mette Frederiksen? Kan jeg ligne hende? Eller Dan Jørgensen? Ham kunne jeg måske godt ligne? Kunne det være sjovt at være en lille, gammel herre, der spiller op til Ulf Pilgaard. Jeg ved det ikke. Men jeg glæder mig til at kaste mig ud i det. Det er et nyt område, og det bliver i hvert fald lærerigt.”

Hun siger det ikke selv. Men efter to timer i selskab med Mille Hoffmeyer Lehfeldt tør jeg godt love det: Det bliver også sjovt!

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020.