Mille Dinesen
- er skuespiller.
Du er aktuel i en ny julefilm – hvilken julefilm er din yndlings?
“Steve Martin-filmen Parenthood fra 1989. Det er ikke en julefilm, men den passer godt til den stemning der er i juledagene. Lige nu er jeg selv aktuel i julefilmen Emma og julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte, hvor jeg måske ikke særligt juleagtigt spiller en meget ond elverdronning, som selvfølgelig ender med at blive god, for sådan skal en vaskeægte julefilm ende. Det var en fed oplevelse for en gangs skyld at sidde i makeuppen og blive grimmere, få sorte tænder, blive møgbeskidt og bagefter hanke op i et kostume, der vejede en halv okse. Det gav mig en vild frihed til at fyre den af.”
Hvad er din faste juletradition?
“Jeg skal se Disney juleshow kl. 16 og tysser på børnene, for jeg skal have det hele med. Jesper Fårekylling. Anders Ands sneboldkamp, man kan jo ikke vælge. Det er fantastisk.”
Hvad er den bedste julegave, du har fået?
“Min far havde engang en negerdukke, der kunne gå og sige: ‘Mama’, med hjem til mig fra USA. Det var store sager! Ellers er det et smukt vintageur, som jeg fik af min kæreste for nogle år siden. Thomas er helt utrolig god til at finde gaver, og uret er nummer et på listen. Jeg bruger det som et smykke og har det altid på.”
Hvad er dit kæreste juleminde?
“Da min farmor levede, holdt vi jul hos hende på Amager. Så var vi samlet hele familien og lidt til. Altid en 10-12 stykker. Julemanden, som var en dukke med store træsko på, bankede på døren, når vi skulle komme ind til det tændte træ. Der var en mandel i hvert barns ris a la mande og små nisser med levende lys i på bordet. Det var det samme år efter år og årets største aften for mig. Julen er en skrøbelig tid. Så fyldt med traditioner, minder og forventning, en magi, som helst ikke må fordufte.”