Michèle Bellaiche: “Jeg er holdt op med at tro, at jeg skal fikse alt for alle”

Først da Michèle Bellaiche lærte at sætte grænser, fandt hun ind til og ud af, hvordan hun – sådan nogenlunde – lever med alle de krav, hun selv og alle andre stiller

11. april 2016 af Maise Njor

Michèle Bellaiche

  • er fraskilt, mor til Josephine på 13 og Philip på 9 år.
  • er tv-vært på Go’ Aften Danmark
  • har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og samfundsvidenskab på universitetet Sorbonne i Paris. Debuterede i 1997 som tv-vært på TV3-programmet Go’ Morgen, men har siden 1998 været tilknyttet TV 2. Først som studievært på TV 2 Nyhederne, senere som kriminalreporter på Station 2 og siden 2006 som tv-vært på Go' Aften Danmark. Derudover har hun også været vært på andre programmer, senest forbrugerprogrammet Bli’r du plukket?.
  • I 2010 vandt hun Billed-Bladets pris som bedste kvindelige tv-vært. Holder desuden foredrag og optræder som konferencier.

Byggemand Bob har en. Postmand Per har en ... Yvonne fra Olsen Banden har en. Kasketter, eller i hvert fald en hat, som de bærer for at signalere, hvem de er. Men hvor deres roller er karikerede og statiske, så gælder det for os andre, at vi må skifte kasketter ret mange gange i løbet af dagen. Og det kan man godt blive lidt skør af, hvis ikke man finder en balance. 

Michèle Bellaiche har fundet balancen, men den har også været ved at tippe. Vi bad tv-værten tage de forskellige kasketter på, hun når at komme igennem på sådan en helt almindelig dag. For så at tage dem af og fortælle os, hvad der gemmer sig nedenunder. 

Michèle som mor

“Jeg boede på Frederiksberg, og folk blev ved med at sige, at ‘når du får børn, får du lyst til hus og have’! Men jeg holdt stædigt fast og kendte til sidst alle naturlegepladser i byen. Når du har børn i en storby, bliver de nok lidt mere forældreovervåget, end når du bor tæt på natur. Nu bor vi i hus, og første gang jeg gik tur med min søn på stranden her, sagde han: ‘Jeg er træt i benene, kan vi ikke gå på cafe?’. I dag leger de i timevis dernede.”

Michèle Bellaiches to børn, Philip og Josephine, har vænnet sig til livet uden for byen, og der er virkelig også hyggeligt i træhuset i Solrød, hvor havet kan ses fra de store glasdøre i stuen.

“Vi flyttede hertil, fordi det lokkede med havudsigt, men efter otte måneder blev vi skilt. Man strækker sig jo langt for ikke at blive skilt, og nogle gange strækker man sig måske for langt, fordi man tænker i børnenes tarv... Men pludselig sad jeg så alene i et kæmpe hus i Solrød. Og tænkte. Til sidst kom jeg frem til, at sådan et hus skal bruges! Så der er blevet holdt et hav af crazy fester her, og der er et rum, som altid står klar til overnattende gæster. Bare de selv har sovepose med, for jeg gider ike være sådan en, der vasker sengetøj hele tiden."

Det er en af de ting, Michèle har lært med alderen – gør det let for dig selv. Og hun har fundet sin egen opskrift:

“Hvis du skal være for meget værtinde, så bliver tingene pludselig besværlige, og du orker ikke. Men hvis du i stedet aftaler at lave mad sammen eller bare køber noget sushi eller laver en nem omgang spaghetti, så har du meget bedre tid til at være sammen. Det skal jo være sådan, at du får overskud af at have søde gæster – ikke det modsatte. Jeg elsker at have gæster, bare folk kommer med god karma. Ikke at man ikke må komme, hvis man er ked af det. Jeg skal bare ikke have uægte folk ind ad døren.”

“Nu tænker du så nok, at det her hjem da godt nok er ryddet pænt op, og det harmonerer ikke med, at jeg siger, at jeg elsker spontane fester, men at rydde op er min måde at få styr på tingene på. Nogle gange er mit hoved så fuldt af overvejelser og problemer, at jeg går ned og rydder op i mine børns legeting!”

Der er godt nok pænt og rydeligt i det store træhus. Bærrene og croissanterne er delikat anrettet, og ovre i sofaen står puderne pænt. Havudsigten er smuk og beroligende. Men så er der Michèles energi – den er lidt mere speedet- end omgivelserne. Ordene kommer hurtigt efter hinanden, og armene fistrer rundt i evig gestikuleren. Især når hun bliver helt begejstret, som da hun nærmest afbryder sig selv:

“Jeg har lært noget nyt! Jeg har lært at skifte strategi. Man hører ofte forældre sige, at de ikke forstår, at deres børn ikke gør, som de siger, selv om de har sagt det 500 gange. Men hvis du har sagt det 500 gange, og der ikke er sket en ændring, så er det nok, fordi du siger det forkert. For eksempel er min datter utroligt kreativ og elsker at tegne og skrive historier, men hun er også et rodehoved, og jeg har gået rundt og har bedt hende om at rydde op, lave sine lektier og den slags. Så for et halvt år siden skiftede jeg strategi og lovede mig selv, at når jeg stod op hver morgen, så skulle jeg rose mindst fem ting, mine børn gjorde. 

Nu får hun gode karakterer, og forleden gik min søn sgu i bad helt af egen fri vilje. Det virker! Jeg er som en ny-religiøs! Før i tiden troede jeg, at jeg skulle fikse alt for alle, især for mine børn. Hvis min datter for eksempel kom hjem og var ked af det, kunne jeg finde på at sige: ‘Skal jeg ringe til forældrene, skal jeg komme med hen i skolen?’. Alt muligt fikseri. Nu siger jeg: ‘Det kan ikke være særligt sjovt at være dig lige nu’ og trøster hende. Så får hun mod til selv at ordne sine problemer. Generelt er jeg holdt op med at tro, at jeg skal fikse andre mennesker. Sikken lettelse!”

Michèle som datter

Huset i Solrød ligger et øjebliks gang fra forældrenes, og det var også en af grundene til, at Michèle flyttede hertil. Da hun fik børn, blev hun lidt mere opmærksom på, hvor rart det er at være familie.

“Det er svært at tænke, at du ikke har dine forældre for evigt, for jeg nyder virkelig at være sammen med dem. Min mor er lige stoppet efter 38 år i filmbranchen. Hun har været festivalkonsulent og promoverede dansk film i udlandet. Hendes første store opgave var, da Gabriel Axel vandt en Oscar, men hun husker ikke så meget fra Oscar-showet, fordi Jack Nicholson sad lige overfor. Og hun er fra Nykøbing Falster!” siger Michèle.

Underforstået: Man er bevidst om sit bagland, selv om man har flyttet sig. 

“Min far er også gået på pension. Han kom til Danmark fra Frankrig som 19-årig, fordi han var blevet forelsket i min mor, da hun var au pair i Paris. Så skulle han først lære sproget og så arbejde sig op i firmaet, så man kan sige, at jeg er et produkt af småtrange kår. Jeg fik ikke nogen Ball-sweatshirt, som mine venner gjorde – først da vi kunne købe en fake. Jeg kunne ikke se forskel, men det kunne alle de andre i klassen. Hvis jeg skal sige en ting, jeg har lært af mine forældre, så er det nok, at man skal gøre sig umage og gøre sit bedste.”

Som på cue kommer Michèles mor ind med hunden Sherlock, som hun har passet. Den friske beagle er til-syneladende lidt forundret over, at en fremmed er kommet ind i huset uden dens tilladelse, så den løber lige 20 runder om sig selv, så kløerne klapper rundt på gulvet i en stepdans. Michèles mor er lidt mere rolig. Mor og datter ligner hinanden, som de står der ved siden af hinanden. De har begge de der rene linjer, der gør, at man tænker, at de garanteret også ser pæne ud, når de sover...

Michèle som søster

“Min familie hjælpes ad på kryds og tværs, og vi ses mange gange om ugen. Min storesøster bor også her i nærheden, så vi passer tit hinandens børn. Hun er direktør i Thomas Cook (rejsebureau, red.), og hun er så sej. Hun har altid passet på mig, og det gør hun stadig. Jeg føler mig i det hele taget ret godt passet på. Min søster rummer mig altid, og hun har altid tid til at lytte, selv om hun har en stor stilling og børn og det hele. Men vi er meget forskellige – hun vil meget gerne slippe for opmærksomhed, og jeg ... jeg har ikke så meget imod det!” 

Michèle som tv-vært

“I starten tænkte jeg meget over, at jeg pludselig var blevet et kendt ansigt, men jeg har simpelthen ikke lyst eller overskud til at være andet end mig selv. I det øjeblik jeg træder ud af studiet, har jeg fri, og så går jeg ikke op i, om jeg har makeup på, eller hvad folk tænker om mig. Jeg er simpelthen for gammel til at gøre mig til for at blive accepteret. Jeg har lavet tv i 18 år, og jeg lærte hurtigt, at du er nødt til at være dig selv, og det siger jeg også til de gæster, som er nervøse for at skulle på skærmen. Bare vær dig selv, så går det nok. Det virker jo! Også i resten af livet.”

Michèle er meget nem at tale med, for det er nærmest, som om hun har planlagt interviewet som en ... well, som en studievært. Det har hun også været ekstra meget i den forgangne tid, hvor hun har haft overtaget Jes Dorphs vagter, mens han har været sygemeldt. Så dagen efter interviewet skal hun til Paris med børnene. For første gang i lang tid har hun fire fridage i streg. Nu skal børnene se, hvor mor gik rundt som helt ung.

“Det var aldrig min plan at blive tv-vært. Jeg tog til Paris og læste på Sorbonne, da jeg var færdig med gymnasiet. Jeg har aldrig været den store karriereplanlægger. Min plan har snarere været at tage chancer, og jeg har været heldig at få nogle muligheder. Og dygtig til at gribe dem.”

“Jeg var glødende interesseret i litteratur, så det var fantastisk for eksempel at sidde på Hemingways café. Det føltes meget intellektuelt. Jeg levede af spaghetti med ketchup og boede på syvende etage med stejle trapper, toilet på gangen og ret mange kakerlakker som roommates. Jeg kan huske fornemmelsen af at slæbe min sæk med tøj ned til vaskeriet og gå forbi en fin fiskerestaurant, hvor der var stearinlys på bordene, og folk sad og spiste hummer. Så havde jeg ondt af mig selv og følte mig som pigen med svovlstikkerne. Men ved du hvad? Det har indprentet sig i mig på en måde, så når jeg i dag sidder på en fin restaurant og kigger ud, så tænker jeg: Hold kæft, hvor er jeg heldig!”

“Jeg fik ikke SU, så jeg steg på toget klokken halv seks om morgenen sammen med alle de andre, der også skulle ud og gøre rent. Men jeg havde Camus og Sartre og eksistentialismen og meningsløsheden på en romantisk måde. 

Da jeg kom hjem, fortsatte jeg med at læse, men en dag tænkte jeg: Hvad skal jeg egentlig leve af? Jeg syntes, det var fedt at undervise i fransk på aftenskole. Jeg opdagede, at jeg var en cirkushest, der elskede at stille mig op og tale og formidle noget svært, så det blev nemt – at analysere dekonstruktivismen på en folkelig måde – det er sjovt!”

Michèle søgte ind på Film-skolens tv-tilrettelæggerlinje, men Poul Nesgaard, som var rektor dengang, mente, at hun skulle få noget tv-erfaring først. Så en dag blev hun ringet op af TV3, som måske havde hørt om hende gennem Nesgaard – og så slog hun til og startede i praktik der.

“Jeg har altid været glad for, at jeg tør tage chancer. Også den dag, nyhedsoplæseren var syg, og der blev peget på mig. Der var fire timer, til vi skulle på, og dengang kørte man selv teleprompteren med fødderne, og det hele var skræmmende, men for en gangs skyld var det godt, at jeg dengang ikke turde sætte grænser og sige nej. Jeg var ved at besvime af skræk, men jeg klarede det, og så var det jo faktisk ret sjovt. Kort tid efter begyndte TV3 at lave morgen-tv, og i et år var jeg makker med Hans Pilgaard, og vi fik virkelig prøvet alt dengang. I dag elsker jeg at lave live-tv."

Michèle som kollega

“Gode kollegaer er det, der får en til at elske sit arbejde! I starten var jeg nok lidt bange for at virke krukket, men nu har jeg fundet ud af, at det faktisk er helt legalt at have sin egen mening. Der har været et par gange, hvor jeg har sagt om en mulig gæst i Go’ Aften Danmark, at hende eller ham kan jeg ikke rumme. Så har jeg tænkt, at jeg nok blev kaldt ind på chefens kontor, men det er ikke sket. Folk kan godt forstå, hvis du nogle gange sætter foden ned. Vi skulle for eksempel have Pilou Asbæk i studiet, og jeg måtte sige, at hvis ikke jeg kunne komme til at se Krigen inden, så måtte vi aflyse ham. Det endte med, at jeg fik en særvisning umiddelbart før programmet, og det, synes jeg faktisk ikke, er krukkeri. Det er faglig stolthed. Bagefter hørte jeg, at han havde sagt, at han ikke gad stille op, hvis ikke værten havde set filmen.”

Michèle som kollega

“Gode kollegaer er det, der får en til at elske sit arbejde! I starten var jeg nok lidt bange for at virke krukket, men nu har jeg fundet ud af, at det faktisk er helt legalt at have sin egen mening. Der har været et par gange, hvor jeg har sagt om en mulig gæst i Go’ Aften Danmark, at hende eller ham kan jeg ikke rumme. Så har jeg tænkt, at jeg nok blev kaldt ind på chefens kontor, men det er ikke sket. Folk kan godt forstå, hvis du nogle gange sætter foden ned. Vi skulle for eksempel have Pilou Asbæk i studiet, og jeg måtte sige, at hvis ikke jeg kunne komme til at se Krigen inden, så måtte vi aflyse ham. Det endte med, at jeg fik en særvisning umiddelbart før programmet, og det, synes jeg faktisk ikke, er krukkeri. Det er faglig stolthed. Bagefter hørte jeg, at han havde sagt, at han ikke gad stille op, hvis ikke værten havde set filmen.”

Michèle som veninde

“Jeg har fem tætte veninder, og den ene har jeg kendt, siden jeg blev født, fordi vores mødre har været veninder, fra de var 17. Der er mange, der siger, at hvis du er sammen med gamle venner, så falder du hurtigt ind i nogle bestemte roller, men sådan synes jeg nu ikke, det er. Til gengæld tror jeg, at du bliver mere fandenivoldsk med alderen. Min gode gamle ven Hans Pilgaard og jeg begyndte i sommer at spille gammeldags brætspil.  

Hans og hans kæreste er lidt far-bror-agtige over for mine børn, og vi tænkte, at det var en god måde at lave noget sammen på. Nå, men en dag, da vi spillede med mine børn, og jeg var ved at vinde, fik jeg pludselig en spand koldt vand i hovedet. For Hans kan jo ikke tåle at tabe. Det endte i en kæmpe vandkamp. Bagefter tænkte jeg, at hvis det var sket 10 år tidligere, så havde jeg råbt: ‘Men hvad med gardinerne!’. Eller: ‘Der kommer jo græs ind i stuen!’. Med alderen er jeg blevet meget bedre til at være i nuet. Hans skriver nogle gange søde beskeder som for eksempel: ‘Tak, fordi du er i mit liv’. Man får nogle livsvidner hen ad vejen.”

Da Michèle var otte år, havde hun for eksempel et band med tre veninder. Baby Janes Bigband spillede på potter og pander og optog det på kassettebåndoptager. Og i dag?

“I dag mødes vi et par gange om året, og så griner vi af, at vi nu har ondt i knæene eller ikke kan se uden læsebriller. Veninder er langtidsholdbare. Efter de 40 er jeg holdt op med at tælle år eller huske min alder. Jeg er 43, men nogle gange kan jeg se på folk, at det virker, som om jeg er født i 1800-tallet, fordi der i min levetid er sket så mange vilde ting. Der var jo ikke computere eller mobiltelefoner, da jeg var barn, og vi gik ned og lejede en moviebox, når vi skulle se film. 

Jeg kan føle mig som et oldtidsfund, når jeg råber til min søn, at han skal lægge røret på – han forstår ikke, hvad jeg mener! Nå, men de gamle veninder og jeg gik ned og lejede en moviebox, og så prøvede vi at se gyserfilm, men var tit alt for bange til at se hele filmen. Så nu har jeg købt et bokssæt med alle mulige gamle gysere, og så inviterer jeg dem snart forbi, så vi kan se Motorsavsmassakren og Manden med de hvide gummisko, for jeg tror godt, at vi tør i dag. Du bliver jo mere modig, efterhånden som livet har givet dig nogle skub, og du opdager, at du stadig står op.”

Michèle som sig selv

“Jeg håber aldrig, at jeg tænker, at nu vil jeg ikke have noget med mænd at gøre mere. Hvis livet ikke gør, som du havde forestillet dig, så må du jo prøve at finde nogle nye veje. Med tiden har jeg lært, at du aldrig skal være bange for kærlighed, så længe du forstår at holde fast i dig selv. Jeg har fået et anker, som gør, at jeg ikke kaster alt over bord for kærlighed, hvis ikke jeg har mig selv med i det.” 

Det store vendepunkt: at lære at sætte grænser

“Hvis du finder ud af det, så tiltrækker du og bliver tiltrukket af nogle mennesker, der er gode for dig. Det er den hårde vej, for der er simpelthen ingen, der kan sætte dine grænser for dig. Den, der har behovet, har ansvaret – det har jeg lært af livet. Og det gælder ikke kun i kærlighed. I alt for mange år har jeg prøvet at ændre folk for at redde dem. Jeg løb panden mod muren igen og igen og blev såret. Jeg troede, at jeg skulle rumme alle og rumme alles særheder og dårlige sider. Alle kunne da bare være, som de ville over for mig, og hvis ikke de opførte sig ordentligt, så troede jeg, at jeg var den, der skulle lære dem det. Jeg troede jo som så mange andre ‘pæne piger’, at hvis jeg satte grænser, så ville jeg ikke blive elsket.

Det, du lærer er, at det faktisk er omvendt. Der findes mennesker, der overskrider dine grænser igen og igen, for du siger jo ikke fra. I dag er det kun, når den røde lampe lyser, og programmet er i gang, at jeg kan rumme hvem som helst. Uden for studiet får jeg sagt fra. Og det er helt sikkert alderen, der har gjort, at jeg tør. Det kan være store og små ting. Forleden havde jeg aftalt med familien, at de skulle komme over, men klokken fire var jeg så træt, at jeg måtte ringe og sige: ‘Jeg orker det simpelthen ikke i dag, jeg trænger bare til at ligge på sofaen’. Der var ingen sure miner. Mange ville bruge en løgn her og sige, at de var blevet syge, men hvorfor skulle du lyve?”

“Jeg synes, jeg har et lykkeligt liv, og jeg har lært at mærke efter. Det gjorde jeg ikke før i tiden. Forleden fandt jeg en notits, som jeg åbenbart havde revet ud af en lokalavis på Falster, hvor jeg var nede at holde foredrag. Det var en stillingsannonce som bestyrer af et nonnekloster. Jeg havde åbenbart i et svagt øjeblik tænkt, at ‘nu sælger jeg hele lortet og hundser rundt med nogle nonner’! For jeg kunne ikke mærke mig selv i mit liv. Sideeffekten ved at mærke efter er, at du nogle dage kan blive ked af det, men det bliver så meget opvejet af den glæde, det giver at føle, at du selv er med til at styre den vej, livet går.”

Michèle stopper op og kigger ud af vinduet – ud på den strand, hvor hun hver morgen og aften går tur med sin hund. Hun siger, at det ikke er altid, hun kan finde ud af at skifte mellem de forskellige roller i livet, men at hun er på rette spor.

“Det går nok det hele, og jeg synes, jeg har et sjovt liv. Men det kan føles helt absurd nogle gange: Jeg starter dagen med at gå tur, lave morgenmad til ungerne og smøre madpakker, og så tager jeg ind på mit mærkelige arbejde og har måske i løbet af dagen talt med Casper Christensen og Frank Hvam og to ministre og et band, og så kommer jeg hjem, stiller tasken og laver aftensmad til ungerne og går en tur på stranden. Jeg har altid været god til at skille tingene ad, men når jeg har meget travlt, kan det godt gå galt.

For eksempel var der en dag, jeg ikke kunne komme, da forældremødet i min søns nye klasse startede, fordi jeg var på arbejde. Vi havde haft en del problemer, som jeg havde diskuteret med min redaktør, Simon, og da programmet var slut, drønede jeg hen til forældremødet i fuld krigsmaling og noget smart studietøj, så alle sikkert tænkte, at jeg kom for sent, fordi jeg havde haft travlt med at lægge makeup.

Da vi så skal tage runden, hvor vi fortæller, hvem vi er, rejser jeg mig op og kommer til at sige: ‘Hej, jeg hedder Michèle, jeg er Simons mor … Jeg mener Philips mor!” Folk må have tænkt: Så kan hun fandeme ikke engang huske sin søns navn.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 59.

Seneste

Måske er du interesseret i...