Mette Horn
Mette Horn (55).© Thomas Howalt Andersen

Mette Horn: “Jeg prøver at glæde mig over at tage fejl”

Mette Horn om at få øje på, hvordan vi alligevel får gaver af livet midt i overgangsalder, bristede illusioner og børn, der flytter hjemmefra.

15. december 2020 af Karen Greve

Mette Horn (55)

  • er gift med kuglepennesælger Steen Iversen og mor til William på 25 og Solvej på 22 år, som hun har med sin eksmand.
  • er skuespiller. Senest den gnavne Scrooge i Charles Dickens-forestillingen Et juleeventyr på Nørrebro Teater i København.
  • er aktuel som forfatterdebutant med bogen Flueben – iagttagelser og indrømmelser fra et (mellem)langt levet liv.

Arbejdsliv

“Jeg synes, vi er blevet for optagede af at flashe alt det, der går godt, alt det, vi kan sætte flueben ved, og derfor trænger vi til at tale om det, der ikke lige lykkes. Det har jeg skrevet en bog om. Og den er selvfølgelig opstået af et projekt, der ikke lykkedes for mig. 

Jeg ville egentlig skrive et filmmanuskript. Det er en tanke, vi typisk får midt i livet, at nu skal en drøm prøves af. Nogle gange går det fint. Andre gange kan vi bare ikke. Jeg stødte midt i det hele ind i min overgangsalder og blev lettere deprimeret.

Det er ikke sundt for sådan en som mig at sidde for meget alene og skrive. Vi må ikke glemme, at vi mennesker er fyldt med spejlneuroner, vi skal ses og mødes for at fungere bedst. Jeg tror, at vi skal øve os i at insistere på at fortælle om fejl og omveje, for der kan ligge spændende oplevelser og erkendelser gemt på de omveje.”

Livtag

“At jeg blev let deprimeret, da overgangsalderen kom buldrende, hang selvfølgelig sammen med, at jeg havde givet mig selv den manuskriptopgave, jeg så ikke kunne løse. Jo mere ked af det jeg blev, jo mere fint og dybt forestillede jeg mig, at indholdet ville blive. Men det var ikke tilfældet. 

Og så skete der det, at mine børns far, min eksmand, blev alvorligt syg, og jeg vidste, at nu er jeg altså nødt til at kunne fungere. Jeg gik til lægen og fik nogle hormoner, og der gik en uge, så havde jeg det godt igen! Jeg kunne sove om natten og holdt op med at være ked af det hele tiden. 

Hvorfor i himlens navn skal vi gå og være så forpinte, kede af det, umulige og slet ikke kunne du, bare fordi der er et stof, vores krop ikke længere producerer, fordi vi ikke skal have flere børn? Så farlige er de hormoner heller ikke.”

Privatliv

“Jeg er et sted, som jeg i årevis har været bekymret for. Det sted i livet, hvor mine børn er flyttet hjemmefra. Jeg begyndte allerede at sørge over den afsked, da de drog på efterskole, og det var måske lige tidligt nok. Men nu er vi der, og det er helt okay.

Jeg har spekuleret en del over, hvilken mor jeg nu skal være? Er jeg en mor, der ankommer med en fyldt Irmapose til deres køleskab? Hvordan kan jeg nu være en del af deres liv? Og øv, at jeg ikke fik lavet flere traditioner i vores familie med faste søndagsmiddage og den slags!

Jeg kan godt være lidt jaloux på dem, der har sat den slags på skinner, for nu ville jeg gerne have, at de kunne stemple ind i nogle flere traditioner.”

Livvidde

“Som kvinder skal vi bare elske os selv og vores krop og alle vores rynker. Hvis du ikke synes, alt er pragtfuldt, så er det bare at komme ind i kampen. Slut fred, skat! Er det ikke rigtigt? Jeg savner at have ret til også at være vred over det, for jeg synes da, det er lidt ærgerligt med den livvidde.”

Mette Horn fortæller om hendes nye bog og om at glæde sig over at begå fejl.
Hvorfor i himlens navn skal vi gå og være så forpinte, kede af det, umulige og slet ikke kunne du, bare fordi der er et stof, vores krop ikke længere producerer, fordi vi ikke skal have flere børn?”© Thomas Howalt Andersen

Livræd

“Jeg er bange for, at dagene går, uden at jeg får brugt dem ordentligt, og for, at min ængstelighed for alt det, der kan gå galt, betyder, at jeg ikke får gjort nok! Efterhånden går tiden så stærkt, at det er jul en gang om måneden. 

Jeg bliver forskrækket over, hvordan min hjerne bare klipper ting ud, fordi jeg allerede har prøvet det hele før. Alt bliver sorteret under ‘velkendt gentagelse’, og pludselig kan jeg ikke huske noget, jeg har foretaget mig?”

Livskraft

“Der er livskraft forbundet med at få øje på livets forklædninger, og med det mener jeg, at jeg med alderen bedre kan se, at jeg faktisk får nogle drømme opfyldt, selv om det ikke helt foregår sådan, som jeg havde forestillet mig. 

Jeg er blevet bedre til at glæde mig over, at hurra, det er jo næsten, som jeg gerne ville have. Den kjole klæder mig næsten. Den er næsten rød. Det er aldrig helt, som vi tror, at blive mødre, at blive voksne, at fylde 50, men vi kan træne den muskel, der gør os i stand til at se, at det ikke gør noget, det er bare anderledes.”

Kærlighedsliv

“Jeg er jo gift, og vi står foran et nyt kapitel, efter at det store godstog med børn og sammenbragte familier er kørt videre. Nu har vi revet vægge ned i lejligheden og breder os gevaldigt.

Vi hygger os helt vildt med det, men selvfølgelig skal vi lige finde ud af det. Hvad gør vi sammen, og hvad gør vi hver for sig? I mange år har vi fået leveret livet ind ad døren med børnene. Nu skal vi selv levere, stramme balderne og hive noget ind.”

Livsvidner

“Jeg har to ældre brødre, som jeg har et godt og nært forhold til, og ja, jeg er en typisk lillesøster. Vi er en del skuespillere, der er vokset op med det privilegium at have et villigt publikum ved hånden, som ivrigt klapper, når vi optræder!

Men jeg er også glad for at have veninder helt tilbage fra folkeskolen. Hos en af dem oplevede jeg for første gang en mere flippet livsform. Hendes mor var kunstmaler og rødstrømpe. Jeg er vokset op med kvinder, der smed bh’en, og med, at undertøjsafdelingen i Magasin var på størrelse med et frimærke.

Min datter er til gengæld vokset op med busser, der reklamerede for perfekte bryster, og jeg håber virkelig, at min generation har fået gjort nok for de unge piger, så de ikke føler sig forkerte i deres kroppe. Og af samme grund er jeg begyndt at tale pænere om min egen.”

Livsråd

“Mon ikke det kunne være et livsråd at glæde sig over at tage fejl? Sådan: Fryd dig, hver gang du træder ved siden af, for hvis du er opmærksom, åbenbarer der sig noget spændende i den sprække. 

Min bog er skrevet på den følelse, jeg har haft i en skolegård, hvor jeg stod med børn og madpakker og opdagede, at det var lørdag. Derfra kan du enten skamme dig og kravle hjem langs husmuren. Eller også kan du glæde dig over at få en hel fridag foræret. Jeg tror, det gælder om at blive bedre til at få øje på de gaver, som omvejene kan give.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. december 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...