Mette Frisk: “Jeg vil ikke være gråmeleret”

Er kæreste med redaktør på Horisont på DR, Søren Klovborg. Sammen har de sønnerne Svante på 7 og Aske på 10 år. Hun er desuden bonusmor til Sørens to døtre fra et tidligere forhold, Carla på 21 og Ida på 23 år.

Er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har lavet radiodokumentarer på P1 Morgen, P1 Debat og P1 Dokumentar. Og så har hun lavet tv på DR i 16 år. Blandt andet TV Avisen, Kontant, Bitz og Frisk, Madmagasinet, Aftenshowet, Forsvundne arvinger og Jagten på de forsvundne eventyr. Sideløbende har hun udgivet bogen Syv sunde vaner – en guide gennem fødevarejunglen og senest en podcast med titlen Den sandsynlige morder, der fik premiere i januar i år.

Er aktuel med en ny sæson af Forsvundne arvinger dette forår.

Min første interviewaftale med Mette Frisk bliver aflyst, fordi hun må en tur på skadestuen med sin søn. Det er heldigvis ikke mere alvorligt, end at hun er klar igen et par dage senere. Sygehistorien er glemt, og hun er i hopla. Mette Frisk er vant til at skifte fokus med kort varsel. Med et stramt program er det ikke usædvanligt, at hun må rokere lidt rundt for at få et familieliv med mand og to børn på syv og 10 år, en tv-karriere med mere og et aktivt fritidsliv til at gå op.

Det passer hende fint at have travlt. For Mette Frisk bryder sig ikke om at spilde tiden. Da hun som et af mine indledende spørgsmål skal svare på, hvad der kan gøre hende bange, tøver hun ikke to sekunder: Hun peger på angsten for ikke at have et svar parat på den yderste dag, hvis et ungt menneske nysgerrigt spørger, hvad hun har fået ud af livet. Hun vil ikke sidde der og skulle lede efter ordene, fordi tiden er forsvundet i ingenting, ensartethed og farveløshed!

Den dag jeg lærte at stå ved det uperfekte

Det er en almindelig hverdagseftermiddag på Amager. Hun står i sin ældste søns helt nye børnehave iført løbetøj. Hun har parkeret sin babyjogger ude foran og undrer sig en smule over de mange biler og cykler foran børnehaven, men først da hun står på sønnens stue blandt alle de andre forældre, går det op for hende, at der er fernisering på nogle små kunstværker, som børnene har fremstillet.

“Det er typisk mig, at jeg skal hente i børnehaven og tænker, at jeg kan få motionen overstået i samme omgang, og så kommer jeg til at stå der på stuen helt svedig og udstille min utjekkethed. Jeg er lidt distræt, og jeg havde endda brugt tid på at lave kunstværket, hvor han skulle tegne sit hus og sin familie, sammen med ham, så det er ikke fordi, jeg ikke er til stede som mor. Jeg er god til nærvær. Men ikke til at organisere, og den fernisering var lige glippet.”

Og hvad er der så andet at gøre end:

“Jeg var sådan lidt: ‘Nå, den har jeg misset, men godt I kom alle sammen. Skål!’. Så må man jo lidt own it!”

Hun ler højt og skynder sig at forklare, hvorfor den eftermiddag i en børnehave på Amager er relevant i et her og nu-portræt af hende.

“Jeg tror, det er ret karakteristisk lige i min alder, at vi gerne vil embrace alt på én gang. Det er en evig kamp mellem at tilfredsstille sine egne behov og sine børns behov. Det med at give fuld plads til at være familiemor, men så vil man faktisk også gerne realisere sig selv – hm... Det er en kunst at finde den balance. Og når det så glipper, så affinder jeg mig med, at sådan er det.

Jeg er bare bedre til nærvær end til at organisere. Sådan er det bare. Jeg er bedre til at læse højt end til at planlægge middagsmaden. Jeg ville gerne have en anekdote, der rigtigt viser, at jeg er en perfekt, supertjekket mor, men sandheden om mig er snarere en svedig dag i børnehaven.”

Det er ikke en løsning for hende at skrue ned på antallet af aktiviteter, for hun henter blandt andet sin energi i et aktivt fritidsliv.

“Det at få motion og komme ned og bade er en ventil for mig. Om sommeren løber jeg og slutter turen med at springe ud fra badebroen. Om vinteren veksler jeg mellem at cykle, styrketræne og løbe, og badeturen til sidst er den store belønning.

Jeg begyndte at bade året rundt, da vi flyttede til Amager, og det giver så meget velvære i kroppen. Det kan være med en veninde og så meget sladder som muligt. Eller jeg kan være alene og have en mere meditativ oplevelse. Uanset hvad er det virkeligt fedt.”

Det er også fint at gøre, hvad man kan, og lægge forestillingen om den perfekte oplevelse væk, når man – og hun – nyder motion.

“Jeg er ikke sådan en sporty type, som har dyrket en hel masse motion som barn. Jeg gik til en lille smule gymnastik, og jeg er fuldstændigt boldmongol, men da jeg var midt i 20’erne, indså jeg, at jeg var nødt til at gøre noget for at kunne spise kage fremadrettet.

Det var en kamp at komme i gang med at løbe, men på et tidspunkt kom jeg over en barriere, så det nu er noget, jeg ikke vil undvære. Jeg kan mærke i kroppen, at jeg bliver stiv, når jeg ikke får rørt mig. Det handler om velvære.”

Apropos så er det først for nylig, at Mette Frisk har lært at finde velvære i at være festens midtpunkt.

Den dag jeg lærte at være festens midtpunkt

Vi springer tilbage til sommeren 2018. Midt i et lejet festtelt står Mette Frisk med et glas i hånden og 45 forventningsfulde ansigter vendt mod sig. Det er sommer, og hun er i strutskørt, lys flæsetop, læbestift og stiletter, der synker en smule ned i græsplænen under hende.

Hun holder sit livs første velkomsttale, og hun er en lille smule spændt på, om de mange venner fra forskellige steder og tidspunkter i hendes liv, som står omkring hende, vil få den fest, hun ønsker at give dem. Et halvt år tidligere fyldte hun 40, og nu skal der være fest på en måde, hun aldrig har prøvet før.

“Jeg har det svært med højtidelighed, og jeg har aldrig søgt situationer, hvor jeg skulle være i centrum. Men da jeg var fyldt 40, fik jeg lyst til at holde en rigtig voksenfest. Med bordplan og taler og den slags, og jeg opdagede, at det var fantastisk. Jeg var nærmest i lykkerus flere dage efter. Tænk, at alle de vidunderlige mennesker er i mit liv og var med til at fejre mig.”

Når det overhovedet blev til en fest for at fejre den runde dag, skyldtes det, at hun i månederne op til sin fødselsdag foretog en mental oprydning og derigennem lærte noget vigtigt.

“Jeg fik helt klassisk gjort status. Jeg stillede mig selv spørgsmål som: ‘Har jeg nået det, jeg vil, indtil nu?’. ‘Er alt, som det skal være?’. Og jeg nåede frem til, at det var det i det store hele. Men i den proces gik det op for mig, at 40 år ikke er den milepæl, jeg ellers altid har forestillet mig. Jeg har tidligere tænkt, at når jeg blev 40 år, ville jeg være voksen og tjekket, jeg ville være landet...”

Mette Frisk klasker energisk hænderne sammen for at understrege præcis hvor landet.

“...men da jeg kom til dagen, følte jeg mig slet ikke voksen. Eller tjekket. Jeg har ikke styr på alting. Og det er faktisk opmuntrende, at livet ikke er statisk. Det bliver ved at være dynamisk. Det er ikke sådan, at nu er jeg på det her livsstadie, indtil jeg bliver 60 år, og så bliver jeg gammel. Jeg vil altid være i proces.”

Erkendelsen af, at alt endnu kan ske, skulle fejres, og derfor holdt Mette Frisk en let forsinket fødselsdagsfest, “også fordi det er sjovere med en havefest om sommeren end i slutningen af december, hvor jeg egentlig har fødselsdag”.

Kropsglad eller kropsgnaven?

“Jeg ville da gerne have en 15-årigs stramme hud i kombination med min 40-årige visdom, ha, ha. Jeg kan godt se lidt puder under øjnene og grå stænk i håret, men det er okay, jeg er i fred med min krop. Den er ikke perfekt, men til gengæld har jeg med alderen fået en bedre fornemmelse for stil og snit.”

Morgen-Frisk eller midnats-Mette?

“Jeg er helt klart B-menneske og kommer ofte alt for sent i seng, hvilket ikke pynter på mine puder under øjnene. Men det er så hyggeligt, når der bliver stille i huset sent på aftenen.”

Krimi eller komedie?

“Jeg har nok set flere krimier end komedier, men læser dem aldrig. Jeg vil helst både se og læse drama. Jeg har kæmpet mig gennem sæson 1 og 2 af The Crown for at nå til sæson 3, som alle taler om. Og lige nu læser jeg Anna Elisabeth Jessens Om hundrede år, som jeg klart kan anbefale.”

Kæreste eller kone?

“Søren og jeg er kærester, fordi vi ikke lige har nået det der med at blive gift endnu. I et forhold, hvor ingen er gode til at organisere, er det helt naturligt.”

Den dag jeg lærte at finde nye eventyr

Kender du det med, at solen altid skinnede om sommeren i din barndom? Mette Frisk har, siden hun som 15-årig forlod en tryg sønderjysk barndom og rejste alene til Costa Rica, haft en svaghed for Mellemamerika. Dengang oplevede hun en unik frihedsfølelse ved at stå med en enkeltbillet i hånden og et ubrugt liv foran sig.

“Lige siden dengang har jeg forsøgt at genskabe den frihedsfølelse i et eller andet omfang. Det var så skelsættende for mig, og det var første gang, jeg oplevede, at mit liv drejede et par grader i en ny retning.

I dag har jeg en karriere og en familie, mennesker, som er afhængige af mig, og som jeg ikke vil undvære, så jeg ved godt, at præcis den følelse ikke kommer tilbage. Den findes kun på det tidspunkt i livet, hvor du ikke har nogle bånd. I dag handler min rejselyst i stedet om at give nogle af de oplevelser, jeg har været så glad for, videre til mine børn.”

Og derfor har hun med børn og mand været på flere eventyrrejser, og det giver ofte små overraskelser, der kan være øjenåbnende.

“Jeg fik overbevist Søren om, at vi skulle tage til en bestemt strand i Costa Rica, som jeg huskede fra min første rejse. Kridhvidt sand i kanten af junglen, hvor vi ville kunne høre aber i træerne og se papegøjer flyve over himlen.

Det skulle være højdepunktet på en længere rejse, og vores forventninger var tårnhøje. Måske også fordi vi kom dertil efter at være blevet forsinket af en askesky og flere flyaflysninger. Men allerede da vi sejler ind til øen, siger Søren, at vandet virker lidt mudret?”

Mette Frisk insisterer på sin side på, at det bare er tusmørket, der spiller dem et puds, og hopper demonstrativt direkte i vandet med ungerne, så snart bagagen er slæbt ind.

Næste dag står solen op og blotter en brunlig sandstrand. Mette Frisk mener stadig, at hendes bedre halvdel har nej-hatten på og napper en badetur med børnene – i mudderbølger.

“Jeg nægtede at se sandheden i øjnene. Jeg huskede jo stranden som et paradis og havde glemt det filter, vi altid lægger hen over vidunderlige oplevelser i barndom og ungdom. Men det sjove var, at vi selvfølgelig fik noget andet ud af det.

Vi fandt en anden lillebitte strand i nærheden, som vi havde for os selv, hvor vi kunne bade nøgne i dagevis, og der var tukaner og dovendyr i træerne. Vi fik et eventyr, selv om det ikke var præcis det eventyr, jeg kunne huske. Vi fik noget andet.”

Siden har erfaringen om, at det måske ikke gør så meget, at vi ikke kan gentage fortiden (heller ikke selv om vi prøver forbasket stædigt på det), udvidet sig til, at Mette Frisk og familie måske fremover vil prøve at tænke hele eventyr-konceptet på en ny måde.

“Vi har været af sted tre vintre i træk, og nu tænker jeg, om ikke vi har opbrugt vores kvote? På få år har hele klimadiskussionen ændret ved indstillingen til at rejse, og nu virker det som fråds at flyve på den måde.

Vi skal ikke af sted i år. Vi ser lige tiden an. I fremtiden skal vi måske på eventyr på en anden måde. Camping eller Interrail? Jeg har fået lidt dårlig samvittighed over vores flyrejser. Det er ikke, fordi vi er bange for, hvad naboerne tænker, men fordi vi selv tænker det. Og jeg tror godt, vi kan opleve vild og smuk natur på en mere bæredygtig måde.”

Den dag jeg lærte at have et honningdepot i sigte

Det er ikke sådan, at hun kun er lykkelig, når hun er omgivet af tukaner i træerne eller bader nøgen i azurblåt hav, men hun har brug for en smule eventyr at se frem til i hverdagslivet, for ellers går den berømte-berygtede work-life-balance i udu for hende. Og så sker der for eksempel det her:

“Jeg sidder en hverdagsaften i sofaen sammen med Søren og punker ham, fordi han arbejder for meget. Vi er nået til et sted, hvor vi aldrig taler sammen alene. Når børnene er puttet klokken 20, sidder vi med hver vores laptop i skødet, og det går jo ikke på sigt. Der må slås ned! Så jeg vil have, at vi lægger en plan. Nu skruer vi ned for aftenarbejdet.”

Sådan. Planen bliver lagt og skyllet ned med rødvin. Nu skal Fru Frisk og Hr. Klovborg flette lidt flere fingre og tale om vigtige ting efter puttetid.

“Klip til næste aften, hvor jeg siger til Søren, at jeg lige har fået en idé, som jeg er nødt til at rykke på. Og så begraver jeg mig foran min computer indtil klokken 1.30 om natten og researcher og laver nye programforslag. Og det fortsætter jeg med hver aften i den næste måned.”

Hun slår en høj latter op.

“Søren har fortalt den anekdote til alle, vi kender med et glimt i øjet. Dels fordi han syntes, jeg var så hyklerisk, men dels fordi han godt ved, at jeg har brug for et honningdepot foran mig, noget, der rækker ud over hverdagen.

Vi ligner hinanden på den måde. Jeg har en indbygget rastløshed, der betyder, at jeg ikke kun kan have hverdag, jeg skal have noget, der rækker ud over. Det kan være en rejse, jeg kan se frem til, eller det kan være et projekt, jeg kan sidde og fifle med ved siden af arbejdet. Hvis ikke jeg har noget, der trækker mig ud af trædemøllen, kommer jeg bare til at bryde mine aftaler og brokke mig over at smøre madpakker.”

Når begge parter kender til rastløshed, er det nemmere at bære over med brudte aftaler, og heldigvis nyder Mette Frisk og hendes Søren indimellem tosomheden på andre tidspunkter end efter aftenputningen.

“Det at have fået to bonusdøtre er for det første en kæmpe gave i mit liv, men der er også nogle praktiske fordele ved det. Carla og Ida er over 10 år ældre end drengene, og indimellem passer de store de små, så Søren og jeg har mulighed for at tage ud til noget alene.”

Og så har det måske også en betydning, at de har et forhold, der er grundlagt på venskab. De mødte hinanden på Danmarks Radio og lavede dokumentar sammen i mere end et år, inden de blev kærester.

“Det er karakteristisk for vores forhold, at vi er gode venner. Vi tænker på samme måde, griner af de samme ting, er gode samtalepartnere, har de samme interesser. Ja, vi har det bare sjovt sammen.”

Den dag jeg lærte at prioritere et akut krammebehov

Der skal være et honningdepot og en forstående mand for at ramme minutter og dage med lykkefølelse. Men Mette Frisk har desuden for nylig opdaget en forandring i sit eget behov for eventyr, som hun skal vænne sig til at tage hensyn til.

Det var en følelse, som kom over hende i en travl lufthavn på den anden side af jorden. Hun var på New Zealand, så langt væk, vi som danskere over hovedet kan komme. Midt i et menneskemylder, hvor alle er i transit, på vej, i travlhed, fik hun pludselig behov for at stå mere stille.

“Jeg havde et 2019, hvor jeg besøgte Thailand, USA, Mellemamerika, Tyskland og Holland, New Zealand og Australien og så lige USA igen. Da jeg stod i lufthavnen i New Zealand i maj måned, kunne jeg for første gang i mit liv mærke, at nu ville jeg bare gerne hjem.

Jeg gad ikke rejse mere. Jeg var simpelthen mæt. Jeg har, siden jeg var teenager, elsket at komme ud og rejse – har altid forbundet det med frihed og eventyr, og jeg har ikke kunnet få nok. Jo mere, jo bedre. Nu ville jeg bare hjem. Det var en helt ny fornemmelse.”

En slags længsel efter at finde hen til det sted i lufthavnen, som er indkapslet i den afsluttende scene i filmen Love Actually, hvor de fleste af filmens bærende karakterer mødes med nogle i lufthavnen og krammer. Hvorefter alle mulige mennesker krammer, inden rulleteksterne tager over.

“Der er noget, der er vigtigere derhjemme. Jeg ville bare hjem og kramme mine børn.”

Lysten til at tage af sted kom tilbage, men på en måde var det rart for første gang at ramme loftet for, hvor meget eventyr hun har brug for.

“Jeg forsøger at tæmme min rastløshed nu. Jeg har altid haft en stor livslyst og har altid været bevidst om, at jeg vil have mest muligt ud af min tid. Jeg vil ikke være gråmeleret. Det er spild af liv. Men det kan også være trættende hele tiden at være begejstret og suge til sig. Jeg er efterhånden blevet bevidst om, at nysgerrighed er et drive, men det er også slidsomt altid at være på vej videre.”

Ved siden af mand, børn og bonusbørn er nogle af de mennesker, hun vil have mere tid til at kramme, en lille eksklusiv skare af veninder.

“Jeg er ikke typen, der har 20 veninder. Jeg har nogle få nære venner. En fra min barndom, en fra min gymnasietid, en fra studietiden og en fra det område, hvor jeg bor nu. Søren kalder dem ‘damerne på feddet’, jeg har vist mest sådan samlet en enkelt op hvert sted.

Eller jeg havde flere veninder, men der er kun en, der er hængt ved. Jeg er ikke særligt god til at få skrevet og taget kontakt. Og vi ligner nok hinanden. Der kan gå lang tid, og det kender og forstår de, for de er på samme måde. De andre er også nogle, der larmer lidt og snakker uden filter.”

Får du tit at vide, at du larmer?

“Det er der ikke nogen, der siger direkte. Men jeg ved det godt.”

(Faktisk har vi begge forgæves forsøgt at lukke døren mellem det lille mødelokale, vi sidder i, og cafeen udenfor, men døren er gammel og skæv og vil ikke, så muligvis er en del af denne samtale allerede sluppet ud i København K ...).

“Jeg synes, det er den største luksus, når jeg kan se mine veninder i længere tid ad gangen. Det er noget nyt, der er sket, efter at jeg er fyldt 40. Det kan tage et år at få planlagt en weekendtur, men så har vi også virkelig hinanden i mere end en aften. Det er fantastisk at have den tid sammen.”

Og foreløbig ser 2020 ud til at blive mere rejseroligt end sidste år. De seneste par måneder har Mette Frisk arbejdet på en ny podcast, og det har været lettere foreneligt med livet i en børnefamilie at kunne sidde hjemme med lyttebøffer på frem for at fare jorden rundt. Og faktisk har podcasten også været en dejlig variation professionelt.

“Jeg kan godt lide at lave tv, men vekselvirkningen mellem tv og podcast er god. Når jeg laver podcast, er det et mere enkelt setup. Jeg er mere alene og mere fordybet i processen. På tv har jeg rollen som vært, så der træder jeg ind i et større setup med en masse mennesker. Det er fedt at få lov at være alsidig.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.