Mei-Mei blev hørehæmmet
Mei-Mei Swane Lund (47).© Sine Nielsen

Mei-Mei Swane Lund er blevet hørehæmmet: “Jeg må få det bedste ud af det, der er”

Det var først, da Mei-Mei Swane Lund indså, at hun mere så end hørte, hvad folk sagde, at hun fik testet sin hørelse. Og fandt ud af, at den ikke var, hvad den havde været. Og at det ikke kan betale sig at være høre-forfængelig!

5. juli 2020 af Louise Thorsted

Mei-Mei-Swane Lund (47)

  • er gift og mor til Markus på 21 og Luka på 18 år.
  • er datakonsulent og underviser i groove dance.

“I 2009 var jeg med min niårige datter til sundhedsplejerske. Det var det sædvanlige med synstest og høretest, og da hun skulle høre toner, sagde hun: ‘Aj, mor, du skal da også prøve!’. Sundhedsplejersken havde tid, så jeg fik hørebøffer på og gjorde mig klar til at lytte.

Der var ret stille i høretelefonerne, og jeg vidste jo godt, at når der gik længe mellem lydene, så var det nok ikke, fordi sundhedsplejersken nølede ved knapperne. Hun prøvede én gang til, men med samme resultat, og hun anbefalede mig at få testet min hørelse hos en audiolog.

Jeg havde lige været sygemeldt en kort periode med stress, trigget af en kombination af arbejde, børn og især uafstemte forventninger i forhold til alle mulige ting. Min stress blev taget i opløbet, men et af symptomerne var, at min hørelse blev dårlig, når jeg var presset. Måske min krops måde at forsøge at signalere ‘over-input’?

Jeg tror, stressen fremprovokerede mit aldersrelaterede høretab, så det ramte mig tidligere, end det ellers ville have gjort. Jeg følte mig degenereret og skulle lige finde mig selv og finde ud af, hvordan jeg havde det med det. Jeg bestemte mig for at vente med at blive testet igen, til jeg var mentalt ovenpå efter stressen.”

En ny verden af lyde

“Da jeg endelig tog til ørelæge, lød beskeden, at jeg havde nedsat hørelse i visse frekvenser. Men hvis hverken jeg eller mine omgivelser var generet af det, var det ikke nødvendigt med hjælp endnu. Det var først, da min familie begyndte at beklage sig over, at jeg skruede meget højt op for tv’et, at jeg følte, at det var tid til et nyt tjek.

I 2012 fik jeg lavet en test, hvor konklusionen var, at jeg ville have glæde af høreapparater. Jeg fik lov at låne et sæt gratis i 14 dage. Og så eksploderede en hel verden af lyde ellers inden i hovedet på mig. Lyden af et stykke papir, du krøller sammen: ‘Craash’. Eller lyden af, når nogen slår på et glas. 

Høje, skarpe toner, som min hjerne slet ikke havde været vant til, og som gik lige i hovedet som en slags hjernefrys. Det gjorde mig træt, men jeg var også imponeret over alt det, jeg pludselig kunne fornemme og let høre.”

Brug for høreapparater?

“Jeg plejer at beskrive min hørelse som den der osteklokke, hvor lyden er lidt fjern, eller som sådan, du hører, dagen efter du har været til en koncert, hvor du stod lidt for tæt på højtalerne. Uden mine apparater kan jeg sagtens høre, at folk siger noget, men jeg kan ikke høre høje toner som for eksempel lyse barnestemmer. 

Jeg er også hæmmet på taleforståelsesområdet, som bedst kan sammenlignes med forskellen på, om du taler et sprog flydende eller på folkeskoleniveau, hvor du kun fanger og forstår et par ord og ud fra dem må gætte, hvad en samtale drejer sig om.

Jeg forstod endelig, at jeg havde brug for høreapparater, da det gik op for mig, at al samtale var mumlen, hvis ikke jeg kiggede på folk, når de talte til mig.”

Hvor mange rammes af aldersrelateret høretab?

“Omkring 800.000 danskere har nedsat hørelse, og blandt de mest almindelige årsager til høretab er alderdom. Sansecellerne i vores indre øre nedslides eller beskadiges over tid. Nogle mærker det allerede i en alder af 50 år, andre først meget senere,” siger chef–audiolog i høreapparatfirmaet Oticon, Thomas Behrens.

Farfar-hyl

“At få høreapparat er lidt ligesom at få briller, hvis du ikke har haft det tidligere. Det kræver tilvænning i dagligdagen. De første apparater jeg fik i 2012, hylede nemt, hvis du kom for tæt på. For et høreapparat fungerer som både mikrofon og højtaler, så det er, ligesom hvis du står for tæt på en højtaler med en mikrofon. 

Det blev en frygt for mig at komme i situationer, hvor jeg hylede. Og jeg blev bevidst om, hvordan jeg krammede eller måske helst undgik, at andre kom så tæt på, at jeg hylede, for den opmærksomhed var irriterende.

Jeg kalder det ‘farfar-hyl’, for min farfar havde også høreapparat, og når jeg krammede ham, så hylede det. Sådan en var jeg nu blevet. Min far er det også. Jeg boede ikke hjemme, da min far fik høreapparater, men vi har da haft snakken om, hvordan han koblede lidt ud til selskaber, når der var for mange mennesker og for meget støj. 

Det har jeg set, og jeg har også selv siddet i rum, hvor det var svært for mig at følge samtalerne, fordi de flød sammen. Så blev jeg i stedet mere opmærksom på de nære samtaler og blev nok også lidt hende, der gik rundt og samlede glassene.

Fikseren, der altid lige hjalp ude i køkkenet eller trak sig lidt og gik rundt med kameraet og tog billeder. Det blev da heldigvis værdsat.

Det kan godt være, det er nogle ting, jeg ubevidst har valgt til, fordi det bare var nemmere, når nu jeg ikke rigtigt kunne høre, men jeg har aldrig valgt det sociale fra. Jeg er bare afhængig af apparaterne for rigtigt at kunne vælge det til.”

Mei-Mei fortæller om hendes oplevelser med at være hørehæmmet
Mei-Meis høreapparater er så diskrete, at mange slet ikke ved, at hun har dem.© Sine Nielsen

“Jeg tager det med humor”

“Min hørelse er kunstig, så hvor du hører din stemme inde i hovedet, så hører jeg min udefra og gennem en mikrofon. Ligesom når du hører din egen stemme på en optagelse, så lyder min også anderledes end normalt.

Apparaterne kan indstilles på mange måder, og jeg har haft nogle, der var indstillet, så de hurtigt reagerede på den højeste lyd, ud fra en idé om at det var den, jeg ville høre. Men hvis vi to sad og talte sammen, og der så sad nogen ved et andet bord, som havde oplevet noget meget, meget morsomt, og den ene grinte højt: Vuif – så ville apparaterne fange den nye højeste lyd og tune ind på den. Og der ville blive skruet ned for input fra dig. Også selv om det var dig, jeg var i dialog med. 

Det har lært mig at sige: ‘Undskyld, vil du ikke være sød at sige det igen, for den lyd tog over?’. Det er jo ikke forståelsen, der fejler noget.

Det sker stadig, at jeg ikke hører alt, men jeg tager det med humor. Min søn mumlede vanvittigt meget i sine teenageår, og jeg havde det sådan: Er det bare mig? Jeg har jo lige fået nye apparater? Indtil min mand sagde til ham: ‘Jeg kan altså overhovedet ikke forstå dig. Du mumler rigtigt meget’. Nå puha, det var da godt, det var på den side af bordet og ikke ovre hos mig.

Når jeg opdager, at der er ting, som går ud over min forståelse, så melder jeg det ud. Hvis vi er mange, som skal sidde sammen, forklarer jeg lige, hvorfor jeg sætter mig med ryggen til væggen. Det er nemlig bedre for mig at få lyden forfra, end at den vælter ind over mig bagfra.

Af og til kan jeg også høre det, der ikke bliver sagt. Til mig i hvert fald. Da min datter blev konfirmeret, holdt jeg tale for hende. Jeg stod i den ene ende af bordet, og hun sad i den anden ende ved siden af sin veninde.

Da jeg havde holdt min tale, som ikke var specielt lang, ser jeg, at hun læner sig hen til veninden og hvisker: ‘Den var godt nok lang den tale’. Og så siger jeg: ‘Jeg håber, I vil skåle for min datter. Og jeg er ked af, hvis jeg har kedet jer, for min datter synes, at talen var lang. Kan jeg se, hun siger’. Hun blev en smule flov, men vi grinede af det.”

Mei-Mei er hørehæmmet
Mei-Mei vil hellere være åben om sit høretab, end risikere at folk tænker, at hun er uopmærksom.© Sine Nielsen

Pak forfængeligheden væk 

“Det er ikke alle, der ved, at jeg har høreapparater. Ikke fordi de ikke må vide det, men i dag fungerer de så godt, at jeg ikke kommer til at hyle, og de er heller ikke særligt synlige. De sidder bag mine ører, og jeg har kun en tynd klar plastledning ind i øregangen.

Indtil for nylig var apparaterne chestnutfarvede som mit hår. Nu er de grå. Det betyder ikke så meget for mig, hvordan de ser ud, men jeg har oplevet flere ældre hørehæmmede, som er forfængelige og ikke vil have, at andre skal kunne se deres høreapparat, og så tænker jeg: Ja, for tænk nu, hvis andre kunne se det. Så kunne de jo hjælpe dig! 

Pak forfængeligheden langt væk, for du får så meget højere livskvalitet ved at få den hjælp, du har behov for, og det uanset hvad du måtte fejle og ved at omgivelserne måske skal være en lille smule tålmodige af og til.”

Handicappet efter sengetid

“Jeg fortæller om mit handicap, hvis jeg kan mærke, at jeg går glip af et eller andet. Når jeg begynder at mundaflæse, eller jeg tager mig selv i at være usikker, når jeg vil svare, fordi jeg så kommer i tvivl om, om jeg har hørt, hvad jeg blev spurgt om. Så omtaler jeg mig selv som ‘Søster Hørerør’ og spørger, om du vil gentage. 

Jeg vil hellere være åben omkring mit høretab end risikere, at folk tænker, at jeg er uopmærksom eller dum. Jeg er begyndt at omtale mig selv som handicappet for at synliggøre, at jeg har skavanker.

Så bliver det måske også nemmere for andre at fortælle om deres. Mange menneskers store frygt er jo at skulle gøre opmærksom på, hvis de har et eller andet problem. Men handicap kan du få hjælp til. Så heldige er vi i Danmark.

Så kan du indvende: ‘Du er da ikke handicappet’. Men det er jeg, for jeg ville gå glip af noget, hvis ikke jeg fik hjælp. Jeg ville ikke være på lige fod med jer andre. I al kommunikation med andre er jeg afhængig af, at jeg kan høre. Og så er det jo en livsnerve også i forhold til mit job, hvor jeg lever af at håndtere lyd og billeder på 24. år.

Jeg er ikke handicappet, som jeg sidder her nu, men jeg er det ved sengetid, når jeg tager mine høreapparater af, så de kan lade op til næste dag.

Så siger det bare: Fufff – og så bliver der helt stille. Det har været en tilvænning at skulle have høreapparater på i intime situationer for at kunne høre, hvad der blev sagt eller hvisket i mit øre.

Intimiteten kan let blive mindre, og jeg kan godt blive lidt ked af mig selv, hvis jeg må sige: ‘Hvad siger du? Hva? Jeg kan ikke høre, hvad du siger’. Eller hvis mine apparater hyler ved et blidt kys på øret, som mine tidligere apparater kunne finde på at gøre det.”

Kan stress fremprovokere høretab?

“Stress kan forværre og fremprovokere tinnitus og forstyrre din koncentrationsevne, som kan gøre det sværere at høre. Men der er ikke en dokumenteret sammenhæng mellem stress og høretab.

Der findes sygdomme, der kan give høretab, ligesom nogle typer medicin kan medføre høretab. Vil du bevare din gode hørelse, så brug din sunde fornuft, og undlad at udsætte dig for for meget støj,” råder chefaudiolog Thomas Behrens.

Også fordele 

“Jeg er også begrænset i forhold til at bade og svømme, for så er det uden apparaterne, som ikke kan tåle store mængder vand. Når jeg tager ‘mine ører’ af på badeværelset, så kan jeg ikke længere høre vandet løbe under bruseren. Det kan jeg så også vende til min fordel, for når jeg gør rent og skal støvsuge, så tager jeg dem ikke på.

Ellers er det jo superfedt at kunne skrue ned for lyden. I situationer, hvor andre tænker, at der er meget larm, skruer jeg bare ned på min telefon, som er min fjernbetjening.

Det kan også bruges på mit kontor, hvor vi sidder fem mennesker i en klynge i et storkontor. Er der en løssluppen stemning, men jeg bare vil følge med i én samtale eller ingen, så justerer jeg efter det.

Jeg kan også høre musik uden høretelefoner. Det gør jeg, hvis ungerne har kuppet anlægget her i stuen. Så sender jeg bare Spotify direkte i ørerne, ligesom jeg også helt automatisk kører med håndfri i bilen.”

Lider du af høretab?

Kan du svare JA til et eller flere af disse spørgsmål, lider du måske af høretab:

  1. Synes du, folk omkring dig mumler eller taler blødt?
  2. Er det vanskeligt at føre en samtale i restauranter eller overfyldte steder?
  3. Skruer du op for lyden på tv’et, radioen eller telefonen?
  4. Klager andre over, at de er nødt til at gentage, hvad de siger til dig?
  5. Kigger du på folks ansigter for at kunne forstå, hvad de siger?
  6. Er hverdagslyde som fuglekvidder, fodtrin og tikkende ure forsvundet?

Ny hørelse, ny livsførelse

“Jeg går til høretest årligt. Alt er selvfølgelig relativt, men det vurderes, at jeg lige nu hører som en på 69 år. Det er jo helt bogstaveligt det indre ørekøds forfald.

Jeg har været ked af det og følt mig utilstrækkelig, men sådan er det jo med alt det i livet, som vi ikke har bestilt, men som alligevel kommer væltende. Mit høretab fikser sig ikke ved, at jeg sætter mig ned og er ked af det. 

Jeg tror på, at vi skal tillade os selv at være med vores følelser, give dem plads og ikke bare tænke: Happy happy, og det skal nok gå.

Jeg har dage, hvor jeg bare er træt i mit hoved og ikke kan høre og derfor ikke orker at sætte mig i situationer, hvor jeg føler mig begrænset eller udfordret. 

Det kommer i perioder, men det er aldrig af den årsag alene, at jeg ender der. Det er, når jeg har følt mig utilstrækkelig på andre punkter, at jeg kan få det sådan: Og så kan jeg heller ikke høre!

Når jeg er lidt trist, kan jeg rigtigt skrabe alt det til bunke, som jeg synes, jeg kan være ked af. Jeg vil jo gerne bare være som alle andre og bliver ked af det, hvis mine børn eller familie siger: ‘Jamen det har jeg sagt!’.

Så tænker jeg: Har de sagt det? Har jeg virkelig misset det? Eller er det en undskyldning, som lidt for nemt kan bruges over for mig? Jeg er blevet bedre til at sige: ‘Hvis ikke du fik et svar fra mig, så kan det være, fordi jeg ikke har hørt det, og så må du selv tjekke op på, at du taler til mig, så du kan se, at jeg hører det. Det er dit medansvar’.

Men jeg kan da ikke lade være nogle gange at tænke, hvordan det ville være, hvis jeg havde normal hørelse? Og så er det bare, jeg må minde mig selv om, at sådan er situationen ikke. Og jeg må få det bedste ud af det, der er.”

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har mistanke om høretab?

“Bestil tid hos din ørelæge. Det kræver ikke henvisning. Her får du lavet en høreprøve og vurderet, om der er tale om et høretab. Er der det, er næste skridt at bestille tid hos en høreklinik,” forklarer chef–audiolog i høreapparatfirmaet Oticon, Thomas Behrens.

Giv slip 

“Jeg er en vælge til-type og fortaler for: Lad dig ikke begrænse. Find en løsning. Find en mulighed. Handl! Hvis du synes, det er svært, at du ikke kan høre, så find ud af, om du kan få det fikset. 

Har du svært ved at bevæge dig, så find de øvelser, der gør dig i stand til det. På din egen måde. Jeg tror på, at vi må være proaktive og hjælpe os selv.

Jeg dyrker træningsformen Groove-dans og har undervist i den siden 2017. Her har jeg fundet og finder styrken i at være glad for den, jeg er.

En af de ting, vi siger til Groove, er, ‘at du alligevel ikke kan styre, hvad andre tænker om dig, så lad være at tage dig af det.’ At være fysisk aktiv til musik er vigtigt for mig, og i dag tror jeg også, at jeg får alle tonerne med, når jeg sidder og vælger musikken og efterfølgende underviser og danser til den.

Vi kan berige vores liv på mange måder, og jeg beriger blandt andet mit med Groove. For der sker noget magisk, når jeg tillader mig selv at slippe tankerne om, hvad de andre mon tænker: Det er bekymringerne om, hvad andre vil tænke, der kan parkere os mennesker et forkert sted.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. september 2019.

Seneste

Måske er du interesseret i...