Marie-Louise Holmer (41)
- er gift og mor til Karl Johan på 9 og Jeppe på 7 år.
- dyrker økologiske blomster sammen med veninden Christina Foss og er indehaver af virksomheden Vilde Violer.
Min selvstændige biks er
“Vilde Violer, som jeg har startet sammen med min veninde Christina Foss. Vi dyrker økologiske blomster på et stykke jord, vi har lejet på den økologiske gård Stengården ved Birkerød.
På cirka 2.000 kvadratmeter jord dyrker vi en bred diversitet af blomster, som vi sælger i buketter, du kan bestille på vores hjemmeside eller abonnere på. Vi laver også blomster til events, og vi kører kurser i blomsterbinding og -dyrkning.
Det hele startede i 2015 med en undren over, at man ikke kunne købe bæredygtige blomster på det danske marked. Jeg er biolog og havde i mange år undret mig over, at vi ikke taler om, hvor mange sprøjtemidler der bruges i blomsterproduktion.
Christina, som er miljøplanlægger, blev syg med stress det år, og vi begyndte at tale om det her med økoblomster. Christina fandt en økologisk blomstervirksomhed i Norge, og i september tog vi derop til et kursus i buketbinding.
De havde en hel blomstermark, som stod i fuldt flor, og vi tænkte, at hvis man kan det i Oslo, så kan vi da også i Danmark!
Så vi besluttede at købe en bunke tulipanløg og smide dem i jorden og så bare kaste os ud i det. Herefter fandt vi en økolandmand, som vidste en masse om blomsterdyrkning, og ham fik vi lov til at leje noget jord af.
Christina var i gang på fuldtid i 2016 og 2017, mens jeg fortsatte mit fuldstidsarbejde i Miljøstyrelsen. Aftalen var, at jeg hjalp til, når der var brug for det. For eksempel på vores kurser, eller hvis vi skulle tale forretning med nogen.
Vi havde næsten daglig sparring og rigtigt meget snak over telefonen. Jeg var også med mange aftener og weekender, når der skulle plantes og graves georginer op, og da Miljøstyrelsen i 2018 blev udflyttet til Odense, var det et naturligt skridt for mig at stoppe!”
De 3 første ting, jeg gjorde
Afdæk markedet: “Sammen med Christina afdækkede jeg markedet. Vi lavede markedsanalyser og undersøgte, hvad der var af konkurrenter, hvad deres priser var, hvordan fremtiden så ud for afskårne blomster, og hvordan blomster blev forhandlet.
Vi brugte tid på at tale om, hvad der var vores fælles vision om fem til 10 år, og om, hvordan vi forestillede os, vi kunne nå derhen. Vi gik nok i høj grad til det som projektledere og spurgte os selv: ‘Hvis det er det her, vi vil, hvad er så første skridt, og hvordan kommer vi videre derfra?' Vi har jo begge akademisk baggrund.”
Opsøg andre i branchen: “Herefter begyndte vi at opsøge alle mulige mennesker, som vidste noget om det marked, vi var ved at bevæge os ind på. Først den økologiske blomstervirksomhed i Norge, så landmænd, der vidste noget om dyrkning, for at finde ud af, hvad der var muligt. I den proces lå der i høj grad en erkendelse af, hvad vi selv vidste, og hvor vi havde brug for andre.”
Ned på papir og net: “Da vi først var klar på vores produkt og på, hvordan vi ville forhandle det, fik vi hjemmeside, CVR-nummer og navn på plads. Alt det, der skal til for at blive en virksomhed på papiret.”

De vigtigste beslutninger undervejs
Hvad er vigtigst-aftale: “Vi besluttede allerede inden, vi gik i gang, at vores venskab er vigtigere end virksomheden. Det var en klar forudsætning for overhovedet at gå ind i det sammen. Det er svært og sårbart, når man stifter virksomhed sammen, for der er penge og mange følelser på spil.”
Værdi-afklaring: “Det var også vigtigt for os at beslutte, hvilke værdier vi ville basere vores firma på, og her var ærlighed højt prioriteret. Det er vigtigt for os, at vi taler om tingene, også når det er svært, og der er konflikter, så der ikke er noget negativt, der bygger sig op imellem os.
Vi har helt fra begyndelsen talt om, hvordan vi fik en god balance mellem arbejds- og familieliv. Selvfølgelig arbejder vi nogle gange meget, specielt i foråret, hvor vi skal så og plante, men så er der perioder om vinteren, hvor der er mere stille. Vores drive er at rykke noget i blomsterbranchen, og på et højere plan et ønske om at arbejde for bedre natur og miljø.”
De 3 største overraskelser
Omstillings(mod)villigheden: “Det har overrasket, hvor langt tilbage blomsterbranchen er i forhold til bæredygtighed. Hvor voldsomt det forurener, hvor meget der sprøjtes.
Du tænker sikkert ikke over, hvor mange sprøjtemidler du hiver ind på køkkenbordet, når du håndterer din buket, og hvor stort et klimaaftryk blomster, produceret i drivhuse om vinteren, sætter. Der er en spirende bevidsthed, men få arbejder for en grøn omstilling af branchen.”
Lønpresset: “Rent personligt har det overrasket mig, hvor svært jeg synes, det er ikke at få en fast løn hver måned. Det presser mig.
Til trods for at vi har en aftale på hjemmefronten om, at det er okay, selv hvis jeg ikke tjener noget i en periode. Vi kan bo i det hus, vi bor i, og leve nogenlunde, som vi plejer, selvfølgelig med lidt nedjustering.”
Mig som selvstændig: “Faktisk er det en kæmpe overraskelse, at jeg står her i dag som selvstændig. Jeg ville aldrig have troet, at jeg ville stoppe i mit faste job, som jeg var rigtigt glad for, og slet ikke for at arbejde med blomster.
Det har været en stor personlig rejse at finde ud af, at det er vildt dejligt at arbejde på en gård og være ude i naturen og lave noget helt andet, end det job, jeg troede, jeg skulle pensioneres i.”
Det har det kostet mig
“Det har kostet os begge i løn og fritid. Sidste sommer fik vi en lille smule i løn, men jeg er slet ikke oppe på det, jeg fik før med pension og alt det andet. Vi har geninvesteret størstedelen af vores indtjening i virksomheden, så vi kan udvide og effektivisere.
Min mand og jeg har løbende snakket om, hvordan vi kan indrette økonomien, så det kan hænge sammen. Men i styrelsen var jeg ofte ude at rejse tre til fire dage ad gangen. Det gør jeg ikke mere, så der har jeg fået mere tid!”
Det ville jeg gerne have vidst
“Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det kræver stor forandringsparathed at starte som selvstændig. Der sker hele tiden noget nyt og åbner sig nye muligheder, og du er nødt til at være klar til at løbe efter bolden og ikke være fastlåst af en overordnet strategi, når bolden triller et andet sted hen end forventet.
Vi har visioner, men hvordan vi når derhen, hvor vi vil, og hvad der sker på vejen, er meget åbent.”
Min vigtigste lektie
“Jeg synes, vi har lært vildt meget. Både fordi vi hverken var uddannede landmænd eller blomsterbindere, og fordi vi er blandt de første til at gøre det, vi gør. Men også på det personlige plan.
Det har været en vild udvikling at springe ud som iværksætter, og jeg er blevet meget ydmyg over for det at have en forretning og at kunne tjene penge. Der er en livslektie i forhold til, at det at drive forretning er hårdt arbejde.”
Den videre plan er
“Vi er i gang med en stor effektiviseringsproces. Vi skal være mindre håndholdte, mere effektive og gerne gøre mere maskinelt. Derfor er vi i gang med at se på vores dyrkningsmetoder, så vi blandt andet kan minimere behovet for lugning.
Vi er også i gang med at effektivisere høst og salg. Det kunne jo være dejligt at tjene lidt flere penge. Det er der, vi står. Vi skal tjene penge eller lukke. Rent dyrkningsmæssigt arbejder vi på at udvide blomstersæsonen.
Vi har opført et kold-drivhus, så vi kan starte tidligere om foråret og fortsætte længere ind i efteråret. Det kan give mere luft i økonomien, og det vil betyde, at vi kan overleve.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. september 2019.