Maria Montell
Maria Montell (51). © Sine Nielsen

Maria Montell om 1990'erne: “Om jeg ville gøre det igen? Ja, er du gal!”

Hvor var Maria Montell i 90’erne? Hun var på toppen af sin karriere og på forsiden af Billed-Bladet med en vis prins i hånden. 1990’erne var på alle måder et heftigt tiår for sangerinden

31. maj 2020 af Karen Greve

Maria Montell (51)

  • er gift med instruktør og skuespiller Tomas Villum Jensen og mor til Villum på 14, Smilla på 12 og Lilly på 7 år.
  • er sangerinde og fik sit gennembrud i 1994 med albummet Jeg er her for dig. Et par år efter hittede hun med albummet Svært At Være Gudinde. Har siden udgivet seks album. Senest Soy Maria fra 2018.

I 1990’ernes begyndelse turnerede Maria Montell Danmark rundt som korpige for Dodo and the Dodos, og den oplevelse gjorde hende sikker på én ting: Hun skulle op og synge foran på scenen. Stå i spotlyset og have sit eget navn øverst på plakaten.

Mens resten af hendes venner fra gymnasiet rejste ud i verden, begyndte på videregående uddannelser og et slags voksenliv, blev Maria Montell boende prisvenligt i stueetagen i sine forældres villa i Espergærde og cyklede hver dag frem og tilbage til Helsingør, hvor Back to Backs Morten Remar havde indrettet et studie oven på lokalradioen.

“For at betale for studietid sang jeg reklamer ind. På det tidspunkt havde jeg sunget, siden jeg var 16 år. I gymnasiet gik jeg kun og tænkte på, hvornår jeg kunne blive færdig og få lov til at lave musik hele tiden. 

Men jeg måtte kæmpe for at få et gennembrud, så i starten af 90’erne var det noget med at indspille, og så lige en tyggegummireklame, og så en hel masse træning. Jeg dyrkede så meget aerobic, at jeg fik et ekstrajob som instruktør til sidst.”

Imens hun bare sang...

Knap halvvejs gennem årtiet kom det så: Gennembruddet. I 1994 blev Maria Montell nomineret til en Grammy som Årets nye navn. En titel, som Dizzy Mizz Lizzy desværre snuppede, men sangerinden havde sunget sig ind på en lun plads i en musikperiode, hvor danskproduceret musik for første gang i større stil fløj ud over landets grænser. 

På en tilfældig bar i Thailand, Ecuador eller i Los Angeles kunne de mange rygsækrejsende danskere på dannelsesrejse pludselig høre Aqua, Michael Learns to Rock, Whigfield eller Me & My ud af højtalerne. Eller Maria Montells Di da di.

Det meste af 1997 tilbragte hun på turné, hvor hun spillede i mere end 20 lande i primært Europa og Asien.

“Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og da først mit musikprojekt fik luft under vingerne, fløj det også med mig. Det var heftigt at rejse rundt i Thailand, hvor jeg nogle gange kunne give 11 interviews på en dag om mine yndlingsfarver og de hunde, jeg godt kunne lide...”

Hun griner. I dag er de travle dage, mediehysteriet og de tusind fremmede indtryk på relativt kort tid en lidt diffus periode for hende, som gør det svært at huske den ene dag fra den anden. Men det er også gennemført fantastiske minder at have med sig.

“Når jeg ser tilbage, er 90’erne det største tidspunkt i min karriere. Jeg lavede fire danske plader og to engelske, og jeg fortryder ingenting. Om jeg ville gøre det igen? Er du gal! Det var da superfedt!”

Maria Montell fortæller om sin ungdom og karriere i 1990'erne.
“Når jeg ser tilbage, er 90’erne det største tidspunkt i min karriere.”© Sine Nielsen

Velkommen på forsiden

I slutningen af 1990’erne blev Maria Montell desuden kendt for noget andet end musik. Hun røg på forsiden af alle sladderbladene som kronprinsens kæreste, og den historie hænger ved.

“Jeg bliver tit spurgt om det, og det forstår jeg godt. Det er en del af min historie, og det har da gjort noget ved mig. Det var en hård tid sammen med ham, for jeg var selv et kendt ansigt og kunne ikke gemme mig. 

Jeg blev forfulgt, og det var hårdt. Det har lagret sig i mig. Og det var irriterende, når jeg nu var stolt af min sangkarriere, at jeg så hele tiden blev spurgt om noget andet. På den anden side: Jeg boede altså på Amalienborg fra 1998 til 2000. Det er der ikke mange, der har gjort! Og jeg lærte en mand at kende, som en dag bliver vores konge.”

Fjer, frynser og hvid T-shirt

Hun skal tænke sig lidt om for at komme i tanke om en tendens fra tiden, som ikke behøver at vende tilbage, men da vi taler om hendes troldehår med bånd i små elegante hårpølser på videoen til Di da di, kommer hun i tanke om et look med fjer, frynser, broderier og perler, der var helt karakteristisk for slut-90’erne!

“Min mand kalder det Hellerup-indianere. Det er sådan lidt luksushippie, ikke? Og jeg prøvede nok selv at være Hellerup-indianer, og den stil behøver jeg ikke gentage. Så vil jeg måske hellere satse på et andet 90’er-look med denim og hvid T-shirt a la Cindy Crawford.”

Musikken og mor-rollen

Men den største forskel mellem Maria Montell dengang og nu handler hverken om lyd eller look. 1990’erne var ungdomsåren – frihed, passion og hokus, pokus, mig selv i fokus. Da vi rundede årtusindskiftet, mødte hun skuespiller og instruktør Tomas Villum Jensen, og efter et år som kærester blev de forældre. I dag har de tre børn.

“Det sværeste i dag er at have børn og samtidig den passion for musik, jeg har. Jeg vil virkelig gerne følge de her tre størrelser ud i livet og give dem en god start. De ambitioner, der er i mig, de støder lidt sammen med mor-rollen. Så for mig var 90’erne også tidspunktet inden den splittelse, der handler om at få en familie.”

Dermed ikke sagt, at familien er i vejen. “For mig var det sundt at få børn og få fokus et andet sted. Når jeg møder mennesker, som ikke vil have børn, så de kan have fuld fokus på det, de laver, forstår jeg fuldstændigt tanken, men jeg kunne aldrig have valgt sådan. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn. Musikken er min bedste ven, men mine børn, du, nej for fanden, dem skulle jeg have.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020. 

Du vil (garanteret) også kunne lide