Maria deler sine midtvejstanker: “Jeg nåede lige akkurat min drøm inden 50”

Min alder … “er spændende!

Der sker noget i mit liv. Min første roman udkom, da jeg var 48 år. Det var en kæmpe forløsning efter at have skrevet på alt muligt hele mit voksne liv og været lige ved og næsten flere gange. Jeg ved ikke, hvordan jeg har kunnet holde gejsten oppe i al den tid. 

En ting er at forfølge en drøm om at blive forfatter, mens man er i 20’erne. Noget andet er at være i 40’erne og stadig være på vej. Men det er en nødvendighed for mig at skrive. Når jeg skriver, er jeg levende. Frem for at ærgre mig over, at jeg ikke debuterede, da jeg var 28 år, tænker jeg, at det er fantastisk, at der kan ske noget nyt på det her tidspunkt i livet,” siger Maria Lundborg. 

Det der med familie … “er for mig en kernefamilie.

Jeg mødte min mand, da jeg var 29 år, og vi passer godt sammen, fordi vi grundlæggende har de samme værdier. Han har bakket mig op i min forfatterdrøm og accepteret de omkostninger, den har haft. 

For vi kunne have boet større og rejst mere, hvis jeg havde undervist på fuldtid. Vi har en dreng og en pige, som er ved at være så store, at jeg kan forlænge min arbejdstid, og jeg er glad for den mulighed for at udfolde mig uden dårlig samvittighed over for mine børn.”

Da jeg var ung …“var mine forældres skilsmisse skelsættende.

Indtil jeg var 12 år, boede jeg i en forstad til Odense med landsbystemning. Alle hilste på hinanden på gaden. Så blev mine forældre skilt, min far flyttede til Jylland, og jeg flyttede med min mor og storebror til Søllerød i Nordsjælland.

Det var et kulturchok, hvor jeg pludselig mødte damer i pels og med næsen i sky. Og selvfølgelig skabte skilsmissen en distance til min far. Dengang tog en rejse til Vejle fire timer med tog og færge. Men jeg fik på den anden side en oplevelse af at være en bypige, der gik i skole og senere til fest i København, og samtidig red jeg på heste og gik i gummistøvler hos min far. 

Den blanding af by og land har jeg med mig. Det er vigtigt for mig at have begge dele i mit liv.”

Mit liv slog en kolbøtte … “da jeg mistede min storebror for seks år siden

Han var lystfisker og fiskede alene et sted, hvor han altid har fisket. Og så en dag kom han ikke hjem. Jeg blev ringet op en morgen, hvor han var efterlyst, og sent samme aften fandt de ham druknet. Han har sandsynligvis fået et ildebefindende, mens han stod ude i vandet. Han blev 45 år. 

At opleve noget så smertefuldt og sorgfuldt har gjort noget ved mig. Jeg bliver aldrig den samme igen. Der gik et helt år, før chokket fortog sig lidt, og sorgen er ikke noget, jeg kan lægge fra mig. Jeg bringer den med videre, for jeg havde som noget naturligt forestillet mig, at vi skulle blive gamle sammen, tage os af vores forældre sammen.

I min familie oplevede jeg heldigvis, at vi rykkede sammen efter min brors død. Det er utrolige ting, vi kan tilpasse os og overleve og ikke gå i stykker af. Den erfaring har jeg også fået med mig.”

Efterhånden har jeg lært … “hvor udholdende jeg kan være.

Da jeg var ung, tog jeg ret let på at læse lektier. Også i de første år på universitetet, hvor jeg læste litteraturvidenskab. Der var virkelig meget andet, jeg brugte tiden på: Venner, fester, musik. 

Med årene har jeg oplevet, hvor meget jeg kan arbejde. Hvor udholdende, jeg kan være, og hvor opslugt. Og hvor meget det betyder for mig, at det, jeg laver, bliver godt, at det bliver noget værd, at det ligesom hæver sig. Og det kan jeg kun opnå, hvis jeg virkelig arbejder for det.”