Maria Bramsen: “Tvivl er mit mellemnavn”

Musik skal opleves live! 

Det har du sik­kert hørt mange gange og er muligvis også selv en fortaler for. Og i tilfældet Maria Bramsen, forsanger i Tøse­drengene og Ray Dee Ohh, som leve­rede en stor del af soundtracket til din ungdom, hvis bare du var det mindste til dansk musik og festivaler, så bør hun faktisk også opleves live. 

For som hun selv siger, da hun peger på min ellers upåklagelige diktafon, “så får den jo kun det halve med. Der er jo også tegnsproget!”.

Har du set hende på en scene, så ved du også, at hun er flyvende hænder, legende øjne og stort hår. Og det er hun også i sit køkken på en torsdag formiddag. 

Så du hende i 2021-udgaven af TV 2’s Toppen af Poppen, melder der sig sik­kert nogle levende billeder på nethinden, og hvis ikke, så er det bare ud og stå ved scenekanten, når hun og Anne Dorte Michelsen turnerer landet rundt.

“Da jeg var ung, var det bare ud over scenekanten, skråle løs og fyre energi af. I dag økonomiserer jeg med energien. Selv om jeg egentlig er træt klokken 21, så er der en ungdomsenergi i det, så snart musikken spiller. Min stemme er en anden og kan noget andet, og publikum er også et andet – eller de samme, der er blevet ældre. 

Når jeg står på scenen og danser og bruger min krop, håber jeg at fortælle, at vi ikke behøver falde hen i vores alder og kun gå til yoga. Der er stadig en styrke i kroppen og i mennesket, og: Se. Jeg kan jo godt! Selv om jeg måske skal stramme mig lidt mere an. 

Da Anne Dorte og jeg gik i gang med at øve med alle de her dygtige musikere, vi har hyret (her gemmer Maria et flovt smil bag hænderne), det lød jo ... (himmelvendte øjne). Og så var det jo lige meget, at vi havde gået til fitness og sangtræning, for da vi stod der, var stemmerne ikke helt vågne endnu. Men vi tog af sted og spillede, og pludselig var jeg der igen, der hvor musikbenzinen kører rundt i årerne. En stor lykkefølelse.”

Jeg tvivler dagligt

Maria Bramsen er alt det, du godt gider, en popstjerne er: Dygtig, energisk, nærværende, ordentlig og så det mere overraskende, hen­des erfaring og talent taget i betragtning: Virkeligt ydmyg og tvivlende. Knap så god til at klappe sig selv på skulderen, meget bedre til at grine smittende og undskyldende.

“Lige da vi havde optaget Toppen af Poppen, tvivlede jeg så meget på mig selv, for:

Punkt 1. Det er svært for mig at være på så længe og så meget uden at have tid alene.

Punkt 2. Jeg er ikke vant til at stå som solist. Selv om jeg fik enormt meget hjælp, så prøvede jeg, hvordan det er at være alene, og det syntes jeg virkelig ikke var rart.

Punkt 3. Jeg var den ældste mellem alle de her unge mennesker.

Punkt 4. Jeg var den eneste, der ikke er sangskriver.”

På mit spørgsmål om, hvornår hun sidst har tvivlet, svarer hun:

“Tvivl er nærmest mit mellemnavn, jeg har svært ved at træffe beslutninger og tvivler dagligt.”

Da Maria Bramsen kom hjem fra det, der er benhårdt arbejde, men som for os seere ligner et hyggeophold på et luksuskunstnersted i sel­skab med gode kollegaer, som så også er ‘top­pen af poppen’, var tvivlen særligt stor.

“Det rodede rundt i mit hoved. Jeg var helt smadret og tænkte: Jesus Christ, hvad har jeg sagt ja til? Hvad regnede jeg med? Det var som at blive kørt igennem en centrifuge. Men jeg er virkeligt glad for, at jeg var med, for det har rykket ved nogle ting. Big time.”

Den første tvivl stammer fra barndom­mens oplevelse af at være anderledes, fra den­ gang tvivl mere var en følelse end et ord.

Er det okay, at jeg er her? 

“Min mor stammer fra Barbados. Hun og min far forelskede sig på en færge mellem Danmark og England, hvor hun var jorde­moder. Der var ikke mange, der lignede hende i Danmark for 60 år siden. Og da hun fik mig og min bror, var der heller ikke mange, der lignede os.

Som barn følte jeg mig meget anderledes, drillet og peget ud, det var svært, og det er måske også derfor, jeg godt kan lide at være mig selv og gå rundt i naturen. Jeg havde nogle få rig­tigt gode venner, men det var alligevel ret ensomt. Min lillebror var en udadvendt type, og de store drenge syntes, han var skidesjov. Jeg var mere genert og havde hele tiden en bevidsthed om, at jeg kom med noget, som andre havde en mening om, allerede inden de vidste, hvem jeg var. 

Det vidste jeg ikke så artikuleret, men det var den følelse, jeg havde. Jeg er blevet kaldt eksotisk mange gange, men jeg er jo for fanden født og opvokset her, men med min hudfarve, som så også blev en fordel for mig, da jeg begyndte at synge. Jeg var jo nem at få øje på.”

Er det okay, at jeg har brug for at trække mig?

“Jeg har svært ved mange mennesker på én gang. Receptioner, hvor man skal snakke med mange forskellige, wow, det er jeg ikke særligt god til. Min energi forsvinder, jeg bliver udmattet.”

Det er ikke, fordi Maria Bramsen slet ikke er til mennesker, hun er bare mere til at møde andre en til en. Og det er bare lidt svært, når man er musiker og skal ud og spille, hvilket hun begyndte på igen i 2013 efter at have holdt pause i 15 år.

Et comeback, hun også var meget i tvivl om, og den lille tvivl melder sig, hver gang hun skal ud og spille.

“Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg synes, det er så frygteligt, inden jeg skal af sted. Jeg kan næsten ikke slæbe mig ud ad døren og har det lidt rejsefeber­agtigt. Jeg er vrissen og føler mig træt og har svært ved at være sådan ‘yeah’, når vi kommer hen til det sted, vi skal spille. Også selv om dem, der står for det, er søde og kommer os i møde. 

Jeg ved godt, at set udefra er det mig, der er pop­stjernen, eller tidligere popstjerne, og mig, der burde invitere dem ind, så de ikke står der og flagrer. Men jeg er mere afventende og skal tage mig sammen for ikke at virke sådan lidt ... sur. Og det er jeg rigtigt ked af, for det er jeg ikke, men det er sådan, jeg tror, det må se ud. Og følelsen er ikke helt væk, før jeg står på scenen, og musikken spiller.”

Er det okay, at jeg ikke har solistdrømme?

Maria Bramsen er ikke bare vokset op i et hjem med klaver. Hendes farfar var musiker i Radioens Symfoniorkester, onklen lavede tv­-programmer om musik og spillede selv, hen­ des far spiller stadig musik, og der lød både klassiske og caribiske toner i barndoms­ hjemmet. Da hendes mor senere giftede sig med digter og komponist Benny Andersen, blev jazz føjet til setlisten.

Men det, der får Maria Bramsens stemme op i et begejstret leje, er, når hun fortæller om sin barnepige.

“Jeg var vant til at høre P1 og P2, og The Beatles med mine forældre, men så fik vi en barnepige, som hørte P3. Whoaaah! Når vi kom hjem fra skole, var det Jørgen de Mylius og Kim Schumacher, som stod for min musikuddannelse. Jeg hørte også en del El­ton John, Earth, Wind & Fire, Sebastian, Abba og Shubidua, og så hørte jeg rigtigt meget reggae, som jeg havde taget med hjem fra min rejse til Barbados som teenager.”

Kreativt fællesskab

Hun kom på musikgymnasiet Sankt Annæ i København. Hendes instrument har altid været hendes stemme, og egentlig kalder hun sig hellere musiker end sanger.

“Hvis jeg havde været mere nørdet med instrumenter og lært at spille et, så var jeg blevet musiker. Og jeg er SÅ meget mere musiker, end jeg er solist og sangerinde og til at stå forrest på scenen. Jeg ved godt, det er den rolle, jeg har påtaget mig, men jeg har altid kaldt mig selv musiker.”

Rollen som forsanger, men altid helst en af flere, fik hun allerede på skolen. Og det med at blive og være del af en gruppe frem for at være solist blev et vendepunkt.

“Det var jo som endelig at få nogen at lege med. Tidligere havde jeg bare siddet hjemme på mit værelse og tegnet. Det var i det krea­tive, jeg fandt energi og drive. Og det var i musikken, jeg fandt det fællesskab, jeg ikke havde som barn.”

Allerede da hun var 17 år, blev fællesskabet professionelt.

Tøsedrengene var min fest

“Tøsedrengene var der, jeg blev voksen. Det var der, jeg gik i byen. Tøsedrengene var min fest, og ja, også mere en livsstil end et job, for enten var vi ude at spille, eller også hang vi ud i studiet. Vi var sammen næsten hele tiden. Og jeg husker det som, at der blev grinet næsten hele tiden.”

Men navnet til trods, så var bandets med­lemmer ikke tøsedrenge, når det gjaldt konflikter og, efter Maria Bramsens mening, alt for højlydte og for talrige diskussioner.

“Jeg har lidt glemt det, fordi jeg ikke gider bruge mere energi på det, men der blev dis­kuteret SÅ meget. Det er en balanceakt at være et band, og med store egoer som dem i Tøsedrengene og Ray Dee Ohh skulle man være i konflikt for at komme frem til noget godt. Det var så hårdt og lidt som at være del af en skilsmissefamilie, så da Ray Dee Ohh stoppede, var jeg ikke klar til at fortsætte i et nyt band, med alt hvad det indebar. Men samtidig havde jeg ikke det der solist­drive, så efter et par år med Åh Abe­-koncerter droppede jeg musikken helt.”

Og der var stille i 15 år.

Er jeg ‘for’ gammel?

Maria Bramsen udskiftede scener og musikstudier med klasselokaler på Danmarks Designskole, hvorfra hun er uddannet grafiker. Hun gik fra at være den yngste i gruppen til at være en af de mest voksne på årgangen.

“I Tøsedrengene var de alle sammen meget ældre end mig, eller sådan føltes det, selv om de måske kun var 5­-10 år ældre end mig. Sammen med de andre i branchen blev de en slags bolværk for mig. Jeg fik lov at være ret lille, eller ikke så gammel, langt hen ad vejen, men det betød også, at min mening ikke talte så meget, medmindre jeg råbte vir­keligt højt, og det kan vist tælles på én hånd, hvor mange gange jeg gjorde det. 

På Designskolen var jeg en af få, der havde børn, jeg fik min tredje, mens jeg gik der. Jeg gik jo glip af meget socialt, men var alli­gevel så heldig at møde dem, jeg bagefter lavede tegnestuen Gul stue med. Vi var meget sådan ‘go with the flow’, men havde en regel om, at der skulle være lige mange mænd og kvinder. Og vi var gode sammen, havde det skidesjovt, og det var skønt at have et fællesskab igen.”

Toppen af Poppen

Grafiker om dagen, musiker om natten, sådan kan man beskrive Maria Bramsens arbejdsliv, som det har været, siden hun og Anne Dorte Michelsen fandt sammen igen i 2012. 

Men ikke nødvendigvis både og på samme dag, for hverdagen rummer også tid til at “drikke kaffe med min mand, Simon, til langt op ad formiddagen”. Tid til at lege med biler og bage vafler med barnebarnet Hugo i familiekollektivet, som også rummer den mellemste søns lille familie. Tid til at nørde med de bøger om andre kendisser, som hun laver for flere forlag i sin “lille biks”. Tid til at vinterbade og til at cykle Amager rundt alene på en orange racercykel. Tid til at kigge på fugle. 

Og tid til at deltage i 2021-udgaven af tv­-programmet Toppen af Poppen, hvor Alex Vargas, Katinka, Hjalmer, Malte Ebert, Mathilde Falch, Simon Kvamm og Maria Bramsen skulle fortolke sange fra hinandens bagkataloger.

“Jeg følte mig gammel i det selskab og havde det sådan lidt: Hvad er min rolle her?”

Som seer og 40+ kvinde sad jeg foran skærmen med oplevelsen af, at Maria Bramsens fornemste opgave, som hun selv­følgelig selv var ubevidst om, var at vise, hvor lækker erfaring kan være, se ud og lyde. 

Og ‘de unges’ beundring var da heller ikke til at tage fejl af. Flere af dem er vokset op med kassettebånd og cd’er med de sange, hun har udødeliggjort. Allerede før de dyk­kede ned i deres udgaver af de gamle hit Så gik der tid med det, Brændende læber, Jeg vil la’ lyset brænde, Væk mig og Elskes af dig, var hun foran på point, men i løbet af programmerne høstede hun endnu mere respekt for sin stemme, sin person og sine personlige for­tolkninger.

“Når jeg ser programmerne, har jeg det sådan: Det må være en anden person, I snak­ker om.Jeg har så svært ved at få det ind i mit hoved. Og det er ikke krukket. Overhovedet ikke. Jeg kan ikke mærke den autoritet i mig selv, på den måde. For jeg sang jo bare. Det var en syret oplevelse, for tænk, at det var Toppen af Poppen, der skulle til, for at jeg måske endelig har fundet mig selv i den her musikverden.”

Er det godt nok ‘kun’ at være sanger?

Den sidste store tvivl, hun baksede med efter optagelserne til Toppen af Poppen, var, om hun ikke var fejlcastet, for:

“Jeg var den eneste i programmet, der ikke også var sangskriver. Det var en mærkelig oplevelse at sidde med mennesker, hvor det er ordene, der kommer først. Men takket være den oplevelse har jeg lidt aner­kendt, at jeg er nået hertil med min stemme og min krop. For det er faktisk okay, men alligevel bliver jeg rørt, når jeg tænker på det. 

Jeg har altid følt mig en lille smule dum, fordi jeg ikke som det første lytter så meget til ordene i en sang. Jeg opfatter mere ordene som lyde og dernæst ordbilleder og endelig som små indre filmklip. Jeg forstår ikke en sangtekst intel­lektuelt, sådan at jeg ville kunne fortælle den bagefter. Men jeg vil kunne synge den! 

Følelsen af, at det gør mig dum, forsvandt heldigvis, efter jeg hørte et radioprogram, hvor en forsker forklarede noget om at være sprogblind. For jeg kan sagtens læse, og jeg er vildt god til at stave, men skal jeg for eksempel skrive en længere mail, bruger jeg lang tid på det.”

Hvad gik der tid med?

“Jeg bliver jo snart 60 åååååår. Men det er jo kun et tal. Hvordan ser det ud, når man er 60? Jeg kan kun sige, hvordan jeg ser ud. Eller hvordan jeg ser ud på verden.

Jeg har voksne børn og børnebørn. Og det er fedt at få børnebørn, mens man stadig kan løbe efter dem! Jeg vil gerne være en bedstemor som min farmor, Margrethe, der blev 104, var det. Hun var nysgerrig og legende i sin tilgang til verden. Hun lærte mig at strikke og hækle, sy på maskine, stege frikadeller og vende pande­kager i luften. Og hun kunne fortælle så levende om sin barndom og livet under krigen, at det var som at være der selv. Hun var altid oprigtigt interesseret i at høre, hvad vi unger tænkte og oplevede. 

På et eller andet tidspunkt så er jeg her ikke mere, men så skal jeg jo have hjulpet dem på vej. De er jo allerede store og passer sig selv, mens jeg betragter dem og føler mig både godt tilpas og bliver bekymret af og til. Og hvad skal jeg så lave nu? Så kan jeg ud og spille musik!”

Klap mig selv på skulderen!

Tvivlen må aldrig få lov at overskygge, og set udefra har den forhåbentlig ikke bremset så meget for Maria Bramsen. Måske har den ligefrem været et drive?

Derfor er det også nærliggende at spørge hende, hvornår hun har været allermest stolt af sig selv?

“Jeg er virkeligt dårlig til at sætte mig selv øverst.”

Her rejser hun sig op for med både krop og bevægelse at understrege sin psykologs gentagne opfordringer til, at hun skal stå op for sig selv.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved det, at sætte mig selv øverst. På scenen kan jeg jo godt mærke, når den er der. Så kan jeg godt være tilfreds, ligesom jeg også føler en indre stolthed, når jeg går forbi en bog, jeg har lavet, hos boghandleren. Men jeg har svært ved det, og det lyder jo superkedeligt, for jeg ville jo ønske, jeg kunne være sådan: Aj, da jeg gjorde det der, det var jo vildt sejt!”

Så kom nu med det. Ros dig selv.

“Jeg kan være stolt, når jeg har cyklet rundt om Amager. Jeg kan også være stolt af, at jeg har fået tre børn, der virker godt. Men det er jo også deres egen fortjeneste ... Jeg kan også være stolt af, at Simon og jeg har været sammen i over 30 år, for vi har været op og ned og op og ned.”

Et år, der bød på både op og ned, var 2002, da familien forsøgte at udleve drømmen om at bo på landet. Nærmere bestemt Faxe Ladeplads på Sydsjælland. Mens børnene fortsatte på deres Steinerskole i Gentofte i Nordsjælland. En pendlertur på halvanden time. Hver vej.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 16. december 2021.