Maren Uthaug: “Stop nu med at fake orgasmer!”

Tænk nu, hvis der fandtes et fag i skolen, hvor alle piger fik lært, hvordan vi opnår eminente orgasmer?

Tænk, hvis vi droppede ideen om at bo i firkantede huse og i stedet indrettede os med runde, organiske former?

Og tænk, hvis kvinderne havde al magt, og mænd var reduceret til en kombination af sexslaver og avlsdyr?

Alle tre fantasier er bragt til live i Maren Uthaugs nye roman med den kryptiske titel 11%, som hun har skrevet i løbet af to lange corona-år.

Hvis du har læst hendes foregående roman En lykkelig slutning om nekrofile bedemænd, ved du, at hun ikke er bange for at røre ved de allermest tænderskærende tabuer, og hvis du følger hendes faste stribe Ting jeg gjorde på bagsiden af Politikens kultursektion, ved du, at hun er humoristisk på en beundringsværdigt enkel måde og ikke sparer sig selv.

Måske kan du allerede fornemme, at der ikke bliver noget med pæne beskrivelser og en smukt afrundet form på dette interview?

Det bliver lidt mere noget med direkte til sagen, stikke hænderne lige ned i nælderne og så ikke så meget pis.

“Hele det med at sex er penetration, gider I lige? Kunne vi starte et andet sted?”

Maren Uthaug er overbevist om, at så længe vi ikke har seksuel ligestilling, får vi heller aldrig andre former for ligestilling sådan helt i bund. I hendes generation spøger fortællingen stadig om den dydige pige, der helst skal lade sig indfange (du ved: Sandy fra Grease-typen), og det narrativ har hun aldrig ønsket at købe ind i.

“Da jeg begyndte at være seksuelt aktiv, kunne jeg mærke, at der var andre forventninger til mig som pige. Jeg havde færre muligheder. Jeg måtte ikke rigtigt have lyst til sex, og det gjorde mig vred. Det var ikke klædeligt at være for aggressiv, man skulle lade sig jagte, og det gjorde mig så irriteret. Den har jeg kæmpet mod altid.”

Vi må have sex med dem, vi har lyst til at have sex med, så længe alle er enige om det, mener Maren Uthaug, og hun vil gerne slå et slag for, at når vi så er kommet så langt, så gælder det om at nyde det. Ikke om at få sex overstået eller få fred eller give det som en gave, fordi nogen har husket at tømme opvaskemaskinen.

Et godt sexliv er dit ansvar

Det kan godt være, at vi kvinder ligger under for nogle historiske og kulturelle dogmer om sex, som det tager mange generationer at ændre på, men vi har også selv et ansvar for, hvad vi stiller op til, mener Maren Uthaug.

“Jeg bliver rasende, når jeg har talt med veninder, som har indrømmet, at de har faket orgasmer. Det kan de ikke være bekendt! Så går den stakkels fyr ud i verden og tror, at det der er nok. For det kommer han til at tro på! Prøv da lige med lidt sisterhood, gør det i det mindste for den næste kvinde i rækken. Det er også kvindens ansvar at ville have et godt sexliv.”

I hendes nye roman er orgasmen ophøjet til et sundhedsdogme. Vi skal have sex for at være sunde. Få mest mulig glæde af de energier, som god sex frigiver. Hun har læst virkelig meget om orgasmer i sin research. Det er ikke løgn, at orgasmer har betydning for vores velbefindende. Så egentlig er det vel ikke så kontroversiel en tanke at undervise i, hvordan de gode af slagsen skal lykkes for kvinder, der ikke nødvendigheds kommer helt op at ringe efter ind-ud-ind-ud-manøvren?

“Lad os lige hoppe over alt det patriarkalske pis med, hvor ulækkert menstruation er.”

Nå, men vi hopper fra sex til blod. Vi er slet ikke færdige med at tale om kvindeliv. Menstruationsblod indgår som en central del af hendes nye roman. Faktisk findes der menstruerende kvinder i alle hendes romaner. Fordi hvorfor ikke? Det er jo en meget stor del af alle kvinders liv, der går med de dele.

“Jeg er så træt af, at menstruation skal være pinligt, at vi stadig skal gemme et bind lidt i ærmet, når vi skal på toilettet? Jesus,” siger hun med himmelvendte øjne.

I en del af researchen til den nye roman har hun fundet beviser på, at menstruationsblod ikke altid er blevet omgået med sænkede blikke og skamfulde følelser. Tværtimod.

“Jeg har været ombord i gamle skrifter og læst alt muligt om den moderreligion, der fandtes før kristendommen. Man troede, at børnene blev lavet af blodet, derfor var blodet helligt. Den fortælling kunne lige så godt have overlevet og have haft en status. Og der er lige så stor status i at holde op med at bløde, fordi der ligger visdom i menstruationen, fordi livet bliver skabt der.”

“Jeg vitser helt klart for meget. Jeg er den generation, hvor alt skal gøres grin med.” 

I dag er Maren Uthaug selv den voksne generation. Med tre teenagedøtre, der ikke lader noget tilbage at ønske med hensyn til at gøre oprør og være i opposition og sætte en dagsorden på deres helt egen måde.

“Mine døtre punker mig, fordi jeg ikke er woke nok. Jeg vitser helt klar for meget. Jeg er den generation, hvor alt skal gøres grin med, og de er bare super seriøse. Jeg får typisk brainfarts a la: Hvis man ikke identificerer sig som et køn, kan man så være homoseksuel? Jeg synes, det er sjovt at forsøge at få ting til at gå op i denne her nye verden, og det synes de bare overhovedet ikke ...”

Ikke så skide gammel og sur

Maren Uthaug lod selv i årevis sin mor høre for, at det altid var hende, der lavede mad, og hun introducerede alle mulige aktuelle diskussioner, for eksempel om homoseksuelles rettigheder. Hendes mor var en helt almindelig voksen i 80’erne, som ikke havde noget imod bøsser og lesbiske, hun mente bare, at det var “mest naturligt”, når mænd og kvinder er kærester i stedet for mand-mand og kvinde-kvinde, som “ jo nok føles ret naturligt for homoseksuelle,” som Maren Uthaug siger.

Erindringen om den diskussion gør hende relativt ydmyg over for den kommende generations forståelse af kønsbegrebet.

“Jeg ved, at ungdommen som regel har ret, så jeg prøver at følge med, så godt jeg kan, men så vitser vi om det, når de ikke er der. Mig og min generation. Men jeg tænker, at de har ret, selv om jeg ikke helt kan forstå det hele.”

“Jeg er ikke så fortrøstningsfuld på kvindekønnets vegne generelt.” 

Maren Uthaugs to ældste døtre går til henholdsvis poledance og twerking, og da den yngste kom og meddelte, at hun ville gå til skydning, fik hendes mor et grineflip, der varede i en halv time.

“Du ved aldrig, hvad de finder på. Nu har vi twerk, pole og skydning! De skal nok klare sig. Jeg har stor tiltro til dem. Men derimod er jeg ikke helt vildt fortrøstningsfuld på kvindekønnets vegne generelt. Jeg kan blive lidt træt. Der er lang vej i forhold til Me Too. Selv om en struktur står og råber dig i hovedet, så ser du den stadig ikke.”

“Måske skal jeg stoppe med at være blødsøden og nakke dem allesammen?”

Det er ikke kun dem, der hedder Jeppe, der får med grovfilen i Maren Uthaugs nye roman. Mænd har det generelt svært i hendes fiktive verden, hvor kvinderne har overtaget. Og det er ellers ikke, fordi hun har noget specielt imod mænd.

“Jamen, jeg elsker jo for fanden mænd meget højt,” siger hun og fortsætter straks: 

“Men 96 procent af alle mord bliver begået af mænd, det er mænd, der begår kriminalitet, det hedder en gerningsmand, en voldtægtsmand og en drabsmand. Der er over 100 ord i ordbogen, der ender på mand, og kun 15, der ender på kvinde. I forvejen har vi et patriarkalsk sprog, og mændene har altså også alle lorte-ordene. Hvad er det i mænds kultur, der gør det? Skulle jeg undersøge det? Eller også, tænkte jeg, kan jeg stoppe med at være blødsøden og bare nakke dem allesammen.”

Det kan man jo gøre i fiktionens verden. Så det gør hun, uden at vi skal afsløre mere om romanens plot her.

“Jeg er bare en lille tordensky nogle gange. Men man ved, hvor man har mig.”

Indtil nu ved du så, at Maren Uthaug kan blive rasende. At hun vitser meget. At hun er den urolige del af sit parforhold. At hun aldrig har drømt om at være Sandy i Grease. Men faktisk nok heller ikke Rizzo. Maren Uthaug er bare mest sig selv.

Er du så en, andre kan slå sig på indimellem?

“Ja, for jeg glemmer at please. Jeg er ikke aggressiv, men jeg gider ikke lave om på mig selv. Jeg er ikke inkluderende, hvis jeg er i et andet humør. Jeg er heller ikke ekskluderende, jeg er bare mig, og nogle gange kan det være problematisk, hvis folk læser min stribe og føler, de kender mig, for jeg er klart mere introvert end damen i striben. Jeg er heller ikke særligt sjov. Jeg sidder ikke og cracker jokes hele tiden.”

“Jeg står et sted, hvor jeg har gode trommestikker i hånden. Jeg kan spille den rytme, jeg har lyst til.” 

Maren Uthaug fylder 50 år i år. Det har hun råd til at fejre med en pose chips til deling mellem gæsterne, for i år har hun indtil nu både holdt en nonfirmation og en studenterfest, og derfor har hun indstillet sig på, at man sikkert kan holde en ganske udmærket fest som 52-årig.

Men en ting er fest og fejring. Noget andet er følelsen af 50. Som kan være skræmmende eller opløftende, alt efter temperament. Maren Uthaug husker sin mor som gammel, da hun blev 50. Men er også bevidst om, at det var en 20-årigs blik på en 50-årig.

“Jeg er utroligt bange for, at det kommer til at ændre på min seksualitet. Vi bliver proppet med rædselshistorier om overgangsalder, at det er forfærdeligt, og så bliver du usynlig, og så er du død. Men jeg begynder også at samle andre historier op, hvor der ikke har været den helt store omvæltning, andet end de forandringer, livet altid byder på. Og jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg bliver super usynlig.”

For faktisk er der for første gang i mange år mulighed for at få hende selv mere i fokus, fordi årene med små børn er ved at være overstået. Hun lægger ikke skjul på, at det har været en alt for hård opgave at have tre børn og en karriere samtidig. Det er det for os alle, og vi brokker os i virkeligheden alt for lidt over det, mener hun. Men nu vender skuden for hende, og det har hun tænkt sig at nyde.

“Der ligger også en kæmpe styrke i alder. Mine børn behøver mig ikke på samme måde, og derfor mærker jeg en anden energi. Jeg har knoklet for at komme hertil, hvor jeg er som forfatter i dag. Jeg står et sted, hvor jeg har gode trommestikker i hånden. Jeg kan spille den rytme, jeg har lyst til at spille.”

Det sidste citat ville være en klassisk slutning her hos os. Meget empowering. Vi elsker vores alder og hviler i vores værd. Men med Maren Uthaug skal vi lige have en krølle mere på.

“Jeg kan godt se, at jeg ikke er lige så pæn, som da jeg var yngre. Jeg har ikke den der ungdommelige glød længere, men til gengæld giver jeg heller ikke en fuck, og det er altså en gave i sig selv. Desuden: Jeg vil fandme nødig have det sex, jeg havde, da jeg var 20.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i september 2022.