Maren Uthaug
Maren Uthaug er både tegner og forfatter. © Scanpix

Maren Uthaug om det bedste og det værste ved tilværelsen

Ord er nærmest overflødige, når det gælder Maren Uthaug, for hun siger det hele så godt med et par streger og et par prikker. Og så alligevel, tegneren er jo også forfatter, og ord er ret handy, når hun skal beskrive det bedste og det værste ved tilværelsen

21. juli 2019 af Louise Thorsted

Maren Uthaug (46) er kæreste med teknisk illustrator Allan, mor til Kamille på 16, Mynte på 13 og Anemone på 11. Hun er tegner og forfatter. Læs hendes blog på Marensblog.dk.

Det bedste og det værste ved... at være Maren Uthaug

Det bedste: “Jeg har det job, der passer mig bedst. Jeg står aldrig op og er sur over, at jeg skal på arbejde. Til gengæld kan jeg godt være sur nogle gange i weekenden, fordi jeg netop ikke kan komme hen på tegnestuen.”

Det værste: “At jeg nu får dårlig samvittighed over mit første svar, fordi jeg jo burde have sagt, at det bedste var mine tre smukke døtre og min dejlige mand. Og min hund. Men mine unger har lige vrænget af madpakkerne, som jeg stod op klokken seks for at smøre, min mand er væk i et par dage på en opgave, og min hund har jeg lige fanget i min seng, hvor den lå og åd en slikkepind, den havde hugget på den yngstes værelse. Så de var ikke lige det første, jeg tænkte på som det bedste. Men prøv at spørge mig igen i morgen!”

Det bedste og det værste ved... at være voksen

Det bedste: “Når man er voksen, så må man gøre, hvad man vil. Jeg må for eksempel spise slik før aftensmaden.”

Det værste: “Når det går op for mig, at der ikke er nogen til at stoppe mig, når jeg giver mig til at spise slik før aftensmaden.”

Det bedste og det værste ved... at være kvinde

Det bedste: “Relationen til andre kvinder er vild. Hold nu kæft, vi ved meget om hinanden. Mine bedste veninder ved alt om mig. Og omvendt. Nogle gange måler vi også skamlæber. Mens vi minder hinanden om, at de jo hedder kønslæber nu til dags.”

Det værste: “Vi kvinder snakker utroligt meget. Nogle gange tænker jeg, at hvis hun eller jeg ikke snart holder op med at snakke, så besvimer jeg.”

Det bedste og det værste ved... tid

Det bedste: “Som mor er noget af det første, du lærer, at alt er en fase. Når alt stinker, og mine børn enten kaster med havregrøden eller kalder mig smatso, så ved jeg, at det er en fase, der går over.”

Det værste: “Med tidens gang følger forglemmelse, og den dag kommer sikkert, hvor jeg ender med at savne både havregrødsfasen og smatso-fasen.”

Det bedste og det værste ved... at have en tegneseriefigur som alter ego

Det bedste: “Når jeg tegner striben Ting jeg gjorde i Politiken, så kan jeg få hende til at sige alt det, jeg tænker, men som jeg ikke bør eller tør sige højt.”

Det værste: “Folk tror, jeg er min figur. Er min figur utro, så ringer folk til mig og er bekymrede. Hun ryger også utroligt meget, det gør jeg selv meget sjældent og kun, når jeg drikker alkohol. Eller hvis nogen kalder mig smatso for mange gange i træk.”

Det bedste og det værste ved... at få succes med min hobby

Det bedste: “Jeg elskede min hobby, og nu hvor den er blevet mit arbejde, så elsker jeg at være på arbejde. Hver dag. Hver time. Hvert sekund. Der går faktisk ikke en dag, hvor jeg ikke tænker: Hvor er jeg heldig!”

Det værste: “Jeg har faktisk aldrig rigtig lyst til at holde fri. Det er nok derfor, skæbnen sørgede for, at jeg fik alle mine børn, så jeg bliver nødt til at vriste mig fri fra mit skrivebord i nogenlunde tid hver dag.”

Det bedste og det værste ved... ikke at være dansk på papiret

Det bedste: “Takket være min oprindelige samiske og norske kultur har jeg en helt anden kultur, med alt hvad den indebærer af ordsprog, mentalitet, madvaner, sang og måder at skændes på, at komme hjem til. På samisk hedder det for eksempel: ‘Den, der tier, samtykker ikke’, hvilket jo giver meget mere mening. I hvert fald hjemme hos os. For når jeg har sagt: ‘Nej, der er ikke noget galt’ eller har været frost-tavs i en time, så er jeg bestemt ikke enig i det, Allan har gang i.”

Det værste: “Jeg kan nemt blive lidt rodløs og har virkelig skullet beslutte mig for at plante mine rødder her i Danmark og i København, for jeg hørte ikke bare automatisk til her. 

Men jeg er holdt op med at tro, at en eller anden dag, så flytter jeg ‘hjem’ til Norge. For jeg er hjemme. Det er her, min mand, mine børn, mine venner og min søster er, og jeg ville få uendeligt meget hjemve, hvis jeg flyttede ‘hjem’.”

Det bedste og det værste ved... at være en sjov kvinde

Det bedste: “Fordi jeg selv er kvinde, så kan jeg tillade mig at gøre grin med kvinder. Sådan virkelig voldmobbe os. Og til og med få alle til at grine af det. Det er meget sværere for en mand at pege fingre ad kvinder, for så bliver vi sure og kaster 2.000 års undertrykkelse op ud over ham.”

Det værste: “Jeg kan mærke, at alle forventer, at jeg da lige kan sige noget sjovt, og til et større selskab er hende, der holder en fantastisk tale. Men jeg er faktisk ret kedelig og vil helst bare sidde helt tavs bag mit skrivebord og have det sjovt lige så stille inde i mit hoved.”

Det bedste og det værste ved... at føle sig ensom

Det bedste: “Efter at Netflix blev opfundet, har jeg opdaget, at man kan dulme både angst, ensomhed og diverse neuroser med tv-serier, der er så kedelige, at jeg falder i søvn efter 20 minutter.”

Det værste: “Min ensomhed kan ikke dulmes. For mig er ensomhed et grundvilkår ved at være menneske.”

Det bedste og det værste ved... at sige min mening

Det bedste: “Det giver altid nogle meget mere underholdende samtaler, når du tør være ærlig og sige din mening. Min søster gjorde det forleden, hvor vi havde været på sygebesøg og kørte hjem sammen. Hun sagde: ‘Hvad fanden skete der for dig? Du snakkede helt amok. Jeg overvejede faktisk at gå ind i stuen og sende dig en sms, hvor der stod: ‘Nu holder du kraftedeme kæft’.

Hun havde ret. Jeg havde fået et sjældent voldsomt anfald af speedsnak, men fordi hun sagde det til mig, kunne vi sammen grine af det, og jeg slap for at gå hjem og skamme mig.”

Det værste: “Nogle gange kommer jeg til at sige noget, som jeg slet ikke mente alligevel. Det var bare noget, jeg kom til at sige, fordi det var en god sætning, eller fordi jeg kedede mig. Og så skal jeg så til at rode mig ud af den der samtale igen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i januar 2016.



Måske er du interesseret i...

Seneste