Malin fortæller om, at hun har sluppet sin dårlige samvittighed.
Malin Kristina Westerlund (51).© Trine Bukh

Malin har sluppet sin dårlige samvittighed: “Det har været ekstremt befriende”

Hele sit liv har Magasinet Livs freelancejournalist Malin Kristina Westerlund haft let til dårlig samvittighed. Indtil hun var til terapeut med sin yngste datter og blev opmærksom på, hvad den dårlige samvittighed gjorde ved hendes datter og deres forhold

15. april 2020 af Malin Kristina Westerlund

Malin Kristina Westerlund (51)

  • er gift og er mor til Carla på 28 og Bess på 21 år fra et tidligere ægteskab. Og mormor til Leo på knap to år.
  • er freelancejournalist. Blandt andet hos os på Magasinet Liv.

“Jeg har altid haft let til dårlig samvittighed, men jeg var ikke klar over, hvad det betyder for dem, der er genstand for den. Det fandt jeg ud af i sommer.

Min yngste datter var på besøg og var ekstremt ked af det, men kunne ikke fortælle mig, hvad det var, og jeg foreslog, at vi tog til terapeut sammen. Jeg havde længe været bekymret for hende og tænkt, at det kunne være godt for hende at tale med en terapeut, og egentlig opfattede jeg først og fremmest min egen rolle som en form for isbryder.

Det skulle vise sig at være afgørende, at jeg var med, for hos terapeuten gik op for mig, at min bekymring for min datter i virkeligheden stammede fra min egen dårlige samvittighed, og at den var med til at gøre vores forhold dårligere.”

En smertefuld skilsmisse

“Bess er 21 år og lillesøster til Carla på 28 år. Jeg gik fra deres far for 12 år siden. Det var en hård skilsmisse, og Carla reagerede med vrede over for mig og ville slet ikke se mig i 14 måneder. 

Bess bed konflikterne i sig, og jeg har altid tænkt, at hun på et tidspunkt kunne få brug for at bearbejde sine traumer fra dengang hos en terapeut.

Terapeuten hjalp Bess med at sætte ord på sine følelser og tanker. Skilsmissen var central, og det var både smertefuldt og befriende at høre Bess fortælle og reagere.

For mig var skilsmissen uundgåelig, men vreden og konflikterne, den udløste dengang, kom bag på mig. Vi boede på det tidspunkt i Nordsjælland, og der blev jeg boende, mens pigernes far flyttede til København med Carla, som havde valgt et gymnasium inde i byen.

Bess pendlede frem og tilbage, halvanden time i tog hver vej og i den 7/7-ordning, vi kunne blive enige om. Det holdt et år. Så flyttede jeg også ind til byen, og Bess blev befriet for pendleriet.”

Voldsomme bekymringer

“Konflikterne og 7/7-ordningen fortsatte, og Bess flyttede frem og tilbage mellem to skyttegrave. Det er jo ikke det, man ønsker som forælder, og jeg kompenserede med at give Bess længere snor. Det har jeg vidst længe, og jeg har flere gange i bagklogskabens klare lys ærgret mig over, at jeg ikke var bedre til at stå ved mig selv og mine værdier og sige nej, når jeg mente det.

Hvad jeg ikke selv kunne se, var, at jeg i flere år opførte mig uklart for at undgå konflikter, og at jeg stadig, 12 år efter skilsmissen, kompenserede for min dårlige samvittighed og skyldfølelse ved at bekymre mig voldsomt for Bess, ringe for meget, men samtidig lukke af og ikke lytte ordentligt til hende. 

Det var ulideligt for Bess, men hun havde opgivet at få mig til at forstå det. Det blev jeg klar over hos terapeuten.”

Malin fortæller om, at hun har sluppet sin dårlige samvittighed
Det skulle vise sig at være en rigtig god idé, at Malin tog med sin yngste datter til terapeut.© Trine Bukh

Skyld og svigt

“Bess var fødselshjælper, da hun fortalte, hvor svigtet hun havde følt sig, da jeg nogle år efter skilsmissen flyttede tilbage til, hvor vi havde boet inden skilsmissen.

På det tidspunkt var hun 16 år og på udveksling i udlandet, og min tanke var, at det ville gøre det hele meget nemmere, at jeg boede i Nordsjælland. Så kunne hun vælge mellem København og Nordsjælland, når hun kom hjem, og ikke af loyalitet føle sig forpligtet til 7/7-ordningen. Meget enklere!

Men sådan opfattede hun det ikke. Det burde jeg have vidst, for hun har givet udtryk for det før. Men først hos terapeuten hørte jeg virkelig, hvad hun sagde. Hun følte det som et kæmpe svigt, at jeg havde nedlagt hendes og mit hjem, mens hun var i udlandet.

Terapeuten hjalp hende med at sætte ord på det, og holdt mig fast. ‘Hør nu, hvad hun siger’. Av, hvor gjorde det ondt. Jeg skammede mig og græd. Hvad skulle jeg stille op med min store skyld?”

Mit behov?!

“'Der er ikke noget at gøre. Du må være alene med den’, var terapeutens enkle svar. ‘Sådan er det, og det kan ikke gøres om. Vi er mennesker, og vi begår fejl. Det er uundgåeligt, og nogle gange sårer og svigter vi. Du kan sige til Bess, at det gør dig ondt. Når du bekymrer dig for Bess og ringer til hende af bekymring, kompenserer du for din egen dårlige samvittighed, din egen skyldfølelse. Men du gør ikke noget godt for Bess. Tværtimod risikerer du at påføre hende din skyld’.

Handlede det i virkeligheden om mig? Om at jeg skulle overbevise mig selv om, at jeg var en god mor. Det var som at stå ved den store, dybe afgrund. Jeg havde svigtet, og der var ikke noget at gøre ved det. Shit. 

Men det var mærkeligt nok også en stor lettelse. Bess sad jo lige der. Jeg sagde til hende, at jeg var ked af det og ville have handlet anderledes, hvis jeg havde vidst, hvad jeg vidste nu. Hun sagde, at hun syntes, jeg var en sød mor. Og ude på gaden efter sessionen grinede Bess og konstaterede kærligt og lidt undrende, at jeg havde fået al skylden. Selvfølgelig, svarede jeg, det er jo sådan, det er.”

Nedarvet dårlig samvittighed

“Det var i slutningen af juli 2019. Jeg skriver og ringer nu kun til Bess, når jeg har noget, jeg gerne vil sige eller dele med hende. Aldrig af bekymring. Det er en regel, jeg, med hjælp fra terapeuten, har lavet for mig selv. 

Til gengæld ringer Bess til mig af sig selv, og vores samtaler er blevet meget friere og sjovere. Jeg har tænkt en del over det med, at vi kan påføre andre vores skyldfølelse og dårlige samvittighed. Det var præcis det, jeg gjorde, for Bess havde dårlig samvittighed over, at hun blev irriteret på mig. Og hun blev irriteret på mig, fordi jeg ringede så meget udløst af dårlig samvittighed.

Jeg kan se det samme mønster i mit forhold til min mor, og det samme kan min søster. Det er noget med altid at opføre sig ordentligt over for andre, at være et godt menneske, og det er sådan set fine hensigter, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg indimellem har viklet mig ind i helt umulige situationer for ikke at være et dårligt menneske.

Det er så også gået ud over mine børn, og det er for sent at ændre på. Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået øje på det. Bess synes også, at det går bedre. Hun er glad for, at jeg ikke ringer så meget. Det er en stor frihed for os begge og en kæmpe øjenåbner for mig. Det har været ekstremt befriende. Det vil jeg gerne give videre.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide