Malene bor på Vibevej i Nordvest
Malene Tranås Meyer (48). © Trine Bukh

Malene Tranås Meyer om livet på Vibevej i Nordvest: “Jeg kan lide, at vi har alle facetter af livet her”

Der er Vibeveje i Gislev, Dragør, Aabenraa, Østbirk, Silkeborg, Vemmelev og 3.400 andre steder i Danmark. Og hvor forskellige er vi så, når vi bor så ens? Ret forskellige. Vi har nemlig spurgt tre 40+ kvinder, hvordan livet på deres Vibevej har formet sig?

16. juni 2020 af Karen Greve

Malene Tranås Meyer (48)

  • er gift med hollandske Neik og mor til Filippa på 20 og Luca på 14.
  • bor på Vibevej i Nordvestkvarteret i København og har boet her, siden hun var 14 år.
  • er skolelærer på en specialskole.

Malene Tranås Meyer er fra Nordvest i København, og selv om hendes livs mest voldsomme oplevelse foregik lige præcis på Vibevej, så er det herfra, hendes verden altid har gået og altid skal gå.

Jeg bor...

“På Vibevej i København Nordvest, hvor jeg har boet hele mit liv. Vi bor billigt i en andelsforening, hvor jeg er vokset op i en af de andre lejligheder.

Det har fordele og ulemper at bo i mit barndomskvarter. Flest fordele, synes jeg. Jeg elsker Nordvest og har altid sagt, at jeg skal bæres herfra. Min opvækst har vist mig alle facetter af livet, og der var da alkoholikere på hjørnet, men de var de første, der råbte tillykke til mig, da jeg kom cyklende med studenterhue på. 

Jeg kan lide, at vores kvarter har en bred social profil. Og så trives jeg fint med, at andre renser tagrender og rydder sne foran vores ejendom om vinteren. Jeg skal aldrig bekymre mig om den slags.”

Da jeg var ung, troede jeg, at jeg ville være... 

“Jurist eller læge, men allerede i folkeskolens praktik på et advokatkontor blev det tydeligt, at det skulle jeg ikke. Lidt tilfældigt valgte jeg i stedet at læse geologi og havde tre gode år på universitetet, inden jeg tog mig sammen til at stoppe. 

Jeg var tiltrukket af en drøm om feltarbejde i Grønland eller Sydafrika, men jeg indså, at der var for meget ved faget, der ikke fangede mig. Jeg tog beslutningen den dag, jeg skulle beregne, hvor hurtigt et bæltekøretøj på Mars kunne køre, før det røg ud over planetens gravitationsfelt!

Da jeg sprang fra studiet, blev jeg straks indkaldt til samtale på jobcentret, hvor de mente, at jeg skulle tage et job på en ussel bodega på Nørrebro. Klovns Bodega hed den, men heldigvis kiggede jeg sagsbehandleren i øjnene og sagde: ‘Det mener du ikke! Du må have noget andet?’. Og så hev han lykkeligvis en gul lap frem fra under skrivebordsunderlaget med et vikarjob på en skole.”

I dag er jeg...

“Skolelærer på en specialskole, og det er perfekt, for jeg har et job, hvor jeg kan gøre en forskel for nogen. Jeg gik direkte fra mit vikarjob til lærerseminariet og har arbejdet på skoler lige siden. Gad vide, hvad det var endt med, hvis jeg havde sagt ja til Klovns Bodega?”

Malene bor i Nordvest i København
“Det har fordele og ulemper at bo i mit barndomskvarter. Flest fordele, synes jeg.”© Trine Bukh

Det der med familie...

“Betød indtil for nylig, at både mine forældre og min bror med familie boede i samme andelsforening som min mand og jeg og vores to børn. Men mine forældre skulle pludselig leve en villadrøm ud, så nu skal jeg til at være voksen i en alder af 48 og selv sy mine bukser i stedet for at aflevere reparationer hos min mor.

Hvis jeg skal pege på familieværdier, er det ærlighed og åbenhed, der binder os sammen. Det er ikke noget, jeg tænker over i dagligdagen, men for nylig har min datter haft nogle vikartimer på min skole, og flere af mine kollegaer har kommenteret, at vi har en utrolig åbenhed mellem os

Vi er ikke veninder, men vi deler alt vigtigt, og det forhold har jeg også til mine forældre. Det kommer måske, når du bor det meste af livet i en familieghetto som vores.”

Den største kolbøtte mit liv har slået...

“Var en sommerdag i 1987, hvor jeg var 16 år gammel. Alle senere kolbøtter i mit liv har jeg opfattet som bump på vejen, efter den voldsomme begivenhed, der væltede min verden den dag.

Jeg kom gående ned ad Vibevej på vej til mit fritidsjob i en isbutik. Jeg mødte to drenge, og jeg kendte den ene lidt og vidste, at han var ude i noget rod, så jeg gik over på den anden side af gaden, og i næste øjeblik mærkede jeg et smæld i hovedet. De skød mig. Jeg blev skudt i hovedet.

I dag tænker jeg, at det var drenge, som havde fået det forkerte legetøj i hænderne. Dengang havde det store konsekvenser for mig. Det tog mig lang tid at lære at stole på andre mennesker igen, jeg fik angst og kom til psykolog. Jeg har virkelig arbejdet med mine ’trust issues’ og fået godt styr på det, så jeg i dag virkelig har tillid til alle omkring mig.”

Det har overrasket mig...

“Hvor modellérbare vi er som mennesker. Jeg er glad for, at vi har den evne til Barbapapa-agtigt at forme os i løbet af livet. Selv om jeg har været gift i 23 år, og det kan virke stift, så kan vi ændre det, når vi adresserer stivheden. Det gælder også venskaber og i livskriser. 

Indimellem bliver vi skubbet ud et sted, vi ikke regner med, men busserne kører stadig på vejene. Jeg kan huske, at det var noget, jeg undrede mig over, da jeg var blevet skudt. At linje fem stadig kørte sin faste rute ad Nørrebrogade, når jeg havde det så skidt.

Men med tiden har det betydet, at jeg ikke er bange for at bruge mine muligheder. For tre år siden fik jeg konstateret Parkinsons, og det har været et bump på vejen. At få en kronisk, kristisk sygdom fik mig til at justere nogle ting, men jeg er ikke bange. Jeg er Barbapapa.”

Vild med Vibevej fordi!

“Vores Vibevej er en familieghetto. Her er store, sunde lejligheder til en billig penge. Hvis du først er kommet ind, flytter du ikke ud igen. Jeg kender hvert et hjørne i Nordvest og har venner alle steder i kvarteret. Jeg kan lide forskelligheden. Vi har alle facetter af livet her.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...