Malene Lei Raben fortæller i et interview om sin barndom i 70'erne
Malene Lei Raben (50). © Sine Nielsen

Malene Lei Raben om opdragelsen i 70'erne: “Det var et svigt pakket ind i frihedsfarver”

Malene Lei Raben har skrevet en bog om sin barndom i 70’erne, der var fyldt med kærlighed og frihed. Men også med en katastrofal mangel på tryghed og klare rammer

5. april 2020 af Karen Greve

Malene Lei Raben (50)

  • er forfatter og selvstændig juridisk rådgiver. Uddannet jurist.
  • er gift og mor til tre døtre.
  • er aktuel med bogen Fruen – En datters historie om kærlighed og frihed, Gyldendal.

I hippieåret over dem alle, 1968, blev ordet selvrealisering optaget i den danske ordbog. Året efter blev Malene Lei Raben født, og hendes mor ville det frie, uafhængige kvindeliv.

Hun gik efter høj uddannelse og lederjob, hun ville gøre en forskel i samfundet, kæmpe for de svage, og i en højere sags tjeneste knoklede hun derfor. 

Malenes far forlod familien, da hun var bare 11 dage gammel. En begivenhed, der lagde sig som en giftig sky over deres liv.

I dag mener Malene Lei Raben, at det er vigtigt at fortælle om nogle af de konsekvenser, det kunne få for børnene, at 1970’ernes kvinder fik muligheden for at være frie, lige og samfundsbevidste for fuld skrue.

“Nogle skal jo forandre verden, men det kræver noget. Lad dog være med at lyve om det,” som hun ligefremt siger det. For hun nægter at skamme sig over sin historie. Den skal fortælles, som den var, på godt og ondt.

Fri opdragelse

“Jeg husker egentlig min tidlige barndom som en dejlig tid. Jeg var fri og meget styret af lyst, men også meget overladt til mig selv i vores bondehus på landet, mens min mor arbejdede i København. 

Min mor var varm og kærlig, hun var et kraftfelt af energi. Og jeg tror ikke, at hun tog en beslutning om, hvordan jeg skulle opdrages, for hun brugte sin energi et helt andet sted.”

Det betød meget få regler og rammer. Malene Lei Raben måtte rode køkkenet til med mel, fik kun børstet tænder, hvis hun selv huskede det, hun måtte spise med fingrene, behøvede ikke at vaske hår og så videre. Gennem hele sin opvækst kom hun for sent i skole, fordi hun skulle stå op selv. 

“Jeg lærte aldrig at samarbejde med autoriteter, og jeg har huller i alle mine tænder. Jeg måtte selv tage bussen hjem fra børnehave, hvor en barnepige modtog mig. 70’erne legitimerede en adfærd over for børn, man ikke havde set før. Det blev legitimt at slække på de krav, et barn har til en tryg barndom. Det var et svigt pakket ind i frihedsfarver.”

En stærk rollemodel

Til gengæld fik hun en stærk kvindelig rollemodel at spejle sig i, og det er hun helt bevidst om.

“Jeg lærte nogle ting ved eksemplets magt. Min mor lærte mig at gøre mig umage, at være fordomsfri, flittig, uhøjtidelig og sjov. Jeg elskede hende, og jeg har aldrig haft en forventning om, at hun skulle ofre sig for mig. 

Men netop det blev hendes fortælling: At hun gjorde alt for min og min søsters skyld. Det passer ikke. Hendes kamp kostede noget og også for os.”

Malene Lai Raben fortæller i et interview om sin barndom i 70'erne
© Sine Nielsen “Det blev legitimt at slække på de krav, et barn har til en tryg barndom.”

Skilsmisser

I 70’erne var det langtfra et særsyn at være skilsmissebarn. Mellem 1967 og 1973 blev antallet af skilsmisser i Danmark næsten fordoblet, samtidig med at antallet af vielser faldt fra 41.000 årligt til 31.000 årligt.

“Med min bog om min barndom, Fruen – En datters historie om kærlighed og frihed, vil jeg gerne give barnets blik på at være i en forgiftet relation, som mine forældres skilsmisse udviklede sig til. 

Skilsmisser blev socialt acceptable i 70’erne. Men at det er normalt, gør det jo ikke okay. Det er en løgn at sige: ‘Det her er ikke smertefuldt’. Forældre må tage ansvaret på sig og være ærlige om, at et brud har konsekvenser. 

Det sved i mig som barn aldrig at få anerkendelse af, at mine forældres skilsmisse og opbrudstiden også havde været svær for mig og min søster.”

Sort samvittighed

Malene Lei Raben rejste sammen med sin ældre søster først med fly og senere med lyntog til Aalborg en weekend hver måned for at besøge deres far, der hurtigt havde fået en ny kone og to drenge.

I Aalborg var der pludselig faste sengetider, regler ved bordet og rap over nallerne, hvis man ikke forstod det hele.

“Men så blev vi jo robuste, ikke? Det er en anden herlig løgn, vi fortæller hinanden om skilsmisser. Og det siger jeg vel vidende, at jeg selv er blevet skilt. Min ældste datter er også skilsmissebarn, og jeg har den sorteste samvittighed over det. For jeg kan mærke, at mennesker, der kommer fra trygge barndomshjem, har en anden råstyrke. Det mindste, du kan gøre som forælder, er ikke at lyve om det.”

Malenes mor virkede som “en honningkrukke” på mænd, og i løbet af sin barndom mødte Malene Lei Raben først Tom, “der desværre blandede sine elefantøl med nervepiller”, derefter Helge, der var et ordentligt brød og en nat var oppe at slås med Malenes mor, mens børnene så på, senere kom Peter, som Malene var rigtigt glad for, men en dag forsvandt han også.

Selvfølgelig har de erfaringer betydet noget for hende som voksen.

“Jeg blev efterladt uden ordentlige redskaber til at bygge en ordentlig familie. Hvordan gør man? Jeg kom til at spille en rolle over for mine egne børn, fordi jeg har følt mig blind i sammenhænge, hvor man skal være noget for nogen – og ikke kan finde ud af det. Det har været svært.”

Generationskløft

Som voksen har Malene Lei Raben haft voldsomme sammenstød med sin mor.

“Vi har skændtes frygteligt. Men min mor har aldrig sagt undskyld for noget eller givet plads til mine følelser eller min oplevelse af tingene. Det tryk avler modtryk – og jeg har også været mere hård og mindre omsorgsfuld, end jeg burde. I dag ville jeg ønske, at jeg havde haft mere rummelighed. Heldigvis blev vi forsonet, inden hun døde.”

Malene Lei Raben har selv haft krævende job, der fik hende til at ligge vågen om natten, og “været et monster over for familien, da jeg arbejdede meget”. Men i 2017 stoppede hun karriereræset, og hun prøver at være bevidst om, at hun – ligesom sin mor – fylder meget i forhold til sine egne døtre.

“Jeg synes, at jeg inviterer mine døtre ind. Jeg er stolt af dem, og det fortæller jeg dem. Jeg har mine svagheder, som vi taler åbent om herhjemme, og min ældste datter har ikke haft så stabile rammer, men det har de to mindste. 

Måske har jeg også engang troet, at kærlighed var nok. Men det er det ikke, når du skal opdrage et barn. Det er altså også nødvendigt at kunne beherske sig.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020. 

Seneste

Måske er du interesseret i...