Mai-Britt Vingsøe
Mai-Britt Vingsøe Andersen.© Youtube: "Fortius Fitness"

Mai-Britt Vingsøe: “Jeg giver folk hele armen i stedet for at stikke dem en finger”

Mai-Britt Vingsøe ved, at hun er god nok, præcis som hun er. Hun har lært det på den hårde måde. Hun blev mobbet som barn, slog igen med en uvurderlig mor i baghånden og har i sit voksenliv slået slag for, at vi skal turde ryge på røven og dele ud af os selv. Så det gør hun!

18. november 2015 af Louise Thorsted

Mai-Britt Vingsøe Andersen

  • har sammen med eksmanden Brian Andersen datteren Tillie Fia, mens Mai-Britt har tvillingerne Noah og Filuca med sin eksmand, racerkøreren Jason Watt.
  • er vært på radiostationen Nova på morgenprogrammet Go’ Nova. Tidligere ansat på TV3 i 12 år, hvor hun blandt andet var vært på tv-programmerne Fra skrot til slot og Den eneste ene og medvært på rejse-programmet Kløcker & Vingsøe. Før det var hun vært på DR2’s computer-program Download, medvirkende i Fangerne på fortet i tre sæsoner, sanger i popbandet Los Umbrellos og model. Uddannet kontorassistent.

Mai-Britt Vingsøe har forstået at være på rette sted på rette tid. Hun har turdet tage de op- og udfordringer, der er landet på hendes bord, og så er hun sjældent ærlig og ligefrem. Hun deler ud af sig selv – en positiv bivirkning af, at hun tidligt lærte, at forsvar er det bedste angreb. 

Positiv, fordi humoren blev hendes våben. Og så er hun i sine egne øjne altså bare Mai-Britt, helst med så få formeller som muligt, hvorfor hun egenhændigt har slettet sit efternavn i resten af denne artikel. 

“Jeg er bare en helt almindelig pige fra Amager med rigtig mange input, fordi jeg er flyttet meget med min familie, efter at mine forældre blev skilt, da jeg var seks-syv år. Jeg har gået på mange forskellige skoler og har lært på den hårde måde, hvad det vil sige, at du ikke skal tro, at du er noget.”

Sådan præsenterer Mai-Britt Vingsøe sig selv. I sit køkken-alrum i sit parcelhus i en forstad til København. Oven på en arbejdsdag fra klokken 6 til klokken 12 på radiostationen Nova, hvor hun sammen med sine medværter, Dennis Ravn, producer-Kristian og Jojo, vækker en halv million danskere hver uge.

Mai-Britt Vingsøe nævner hellere held end talent, når det gælder hendes succes. Til gengæld føler hun sig rigtig heldig.

“Mange af mine jobs på TV3 og Nova er bare faldet ned i min turban. Jeg har aldrig skrevet en ansøgning, men er altid blevet kontaktet. At beholde jobbet har så måske krævet lidt mere end held, men jeg er god til at jonglere.”

Når hun ikke selv vil, så sætter vi da gerne ord på hendes talent.

“Jeg blev mobbet det meste af min skoletid. Først for at have forældre, der var skilt, og for det, som en trang økonomi betød for mig i form af hjemmeklippet hår og umoderne tøj. Da vi flyttede til Stevns, min mor med sine velplejede, røde negle og fikse figur, drillede de mig med, at min mor lignede en prostitueret. Sidenhen sagde de værste hvad som helst, som de kunne se gjorde mig ked af det. Viste jeg, at jeg blev ked af det, blev det kun værre, men stod jeg med brystet løftet, trak de sig. Det er ligesom med hunde. Du skal ikke udvise frygt eller sårbarhed, for der er eddermaneme mange glubske hunde derude. Altså til jeg opfandt mit skjold: humoren. For det er ikke sjovt at drille en, der selv griner med, og som måske ligefrem kører joken endnu længere ud.”

Selvfølgelig ramte de, klassekammeraternes onde ord, men hjemme ventede morens ubegrænsede kærlighed og opbakning.

“Jeg lærte at kontrollere mine tårer og gemme dem inden i mig, til jeg kom hjem. Det er min mors kærlighed, der har gjort, at jeg kunne klare det. Min selvtillid var måske ikke så stor, men mit selvværd var fint, og det med, at det, der ikke slår dig ihjel, det gør dig stærkere, giver virkelig mening for mig.”

Selv ruster hun sine tre børn til livet med -ordene: “Du er så dejlig, men det er ikke alle, der kan holde af dig. Ligesom det ikke er alle, du holder af. Det må du ikke lade dig slå ud af, for dem, som kan lide dig, det er dem, der kommer til at betyde noget i dit liv, så kom videre!”

Helt pædagogisk forklarer hun, at det er ligesom at sidde med den lækreste slikpose. Der er altid noget, du levner, fordi det bare ikke smager lige så godt som resten. Heldigvis har vi hver især vores favoritter. 

Naiv på cola

Mai-Britt selv er stadig mistroisk over for folk, når hun først møder dem. Måske derfor piller hun også fortsat sig selv ned, inden nogen skulle nå at få tanken om at gøre arbejdet for hende. Du kan opleve det i morgenprogrammet Go’ Nova, hvor hendes eget sexliv er det eneste, der er fredet. Til børnenes store fortrydelse ved alle lyttere nu, at deres mor tisser i badet.

“Alt i underholdningens tegn, men med en klar bevidsthed om, at vi lever i Jantelovens land. Uanset hvilken personlig historie, jeg refererer, vil jeg nok gøre mig selv til the bad guy. Jeg gør mig umage med ikke at pege fingre ad andre, fordi jeg ved, hvordan det føles at blive hængt ud.”

Den almindelige pige fra Amager, der nu bor i Stenløse og handler i det lokale center, bliver oprigtigt glad, når folk tøvende stopper hende for at fortælle, at hun gør en forskel for dem på en grå hverdag, og at hendes grin giver dem den bedste start om morgenen.

Det professionelle cv er også snart så langt og fuldt af sejre, at hun nu tror på, at hun er andet end “tits and ass”, som ellers sammen med det smukke fjæs var adgangen til kendis- og medieland og en karriere som først model, deltager i Fangerne på fortet og siden i 1997 som bandmedlem i dj Kenneth Bagers pop-projekt Los Umbrellos.

Ikke særligt forudsigeligt, især ikke for Mai-Britt, der altid har været en drengepige, som klatrede i træer og legede røvere og soldater og blev kaldt Lille-Henrik af forældrenes venner.

Ingen tvivl om, at hun besidder en drenget energi. Højtråbende med et ordforråd, enhver håndværker ville misunde hende. Hurtig på aftrækkeren som en kæk teenager og med et energi-niveau som en fire-årig på vingummier. Eller som en voksen på stoffer ...

“I mine modeldage i 1990’erne kom jeg i kredse, hvor det var helt almindeligt at tage noget til næsen en lørdag aften. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg gik under navnet Cola Mai-Britt. Jeg troede naivt, at det var, fordi jeg ofte drak Coca Cola i stedet for alkohol, men jeg lærte, at det gik ud på, at folk troede, at min vilde energi kom fra, at jeg også tog lidt til næsen (kokain kommer fra cocaplanten, derfor (coca) cola på dansk, red.). Jeg har aldrig -prøvet det! Jeg kan huske, at vi i folkeskolen lavede et projekt om narkomaner, hvor vi var inde og møde en tidligere junkie i Istedgade. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg begyndte at ryge cigaretter fast i ottende klasse – hvad fanden sker der for det? Men heldigvis var jeg klog nok til at tænke, at når jeg kunne blive så afhængig af cigaretter, så ville jeg dø af junk, hvis først jeg prøvede det.”

Utroligt nok så kostede det af og til et model-job, at hun ikke kastede sig over alter-native kaloriefri stimulanser.

“Jeg fik at vide, at jeg var for stor i taljen. Jeg har altid lignet en Lego-figur bagfra og har ikke en timeglasfigur, men når der stod en modelmutter og sagde, at jeg skule tabe mig, så svarede jeg: ‘Det kan jeg love dig for, at jeg ikke skal!’. Jeg havde det fint med min krop og ville hellere sige nej tak så. Med den ballast, jeg har hjemmefra, har jeg turdet sige: ‘Jeg er god nok, som jeg er. Hvis du vil lave om på mig, så er det dig, der har et problem. Så må du kigge dig om efter nogle andre at lege med’.”

Kragetæer og rakkerliv

Mai-Britt leger stadig med kameraet eller mikrofonen og insisterer på, at det er det, det er. En sjov leg.

“Jeg er ekstremt barnlig, men ikke som i legebarn. Mere som i, at det er vigtigt for mig, at det er sjovt at gå på arbejde. Jeg glemmer let, hvor gammel jeg er, måske også fordi jeg er omgivet af yngre mennesker. Både min mand og mine chefer er yngre end mig. Jeg har aldrig haft en alderskrise, men altid sagt: ‘Jeg er ikke bange for at blive ældre, jeg er bange for ikke at blive det’. De ting, som alderdom fører med sig i form af lang røv og trætte bryster, store -kragetæer rundt om øjnene og helt naturlige grå striber, det kan jeg godt være lidt træt af. Inde i mit hoved er jeg jo ikke engang -konfirmeret endnu, og så ligner jeg allerede min mor!”

Kragetæer eller ej så rummer det stadig smukke hylster ikke kun en konfirmand og en rebel, men også en rastløs sjæl. Sover hun til klokken ni en weekendmorgen, føler hun, at dagen er spildt. Oven på en arbejdsdag slapper hun hellere af med græsslåmaskinen end i sofaen. Efter tre år som radiostemme er hun igen begyndt at savne det rakkerliv, det også er at lave tv.

“Sjovt nok var det det, jeg blev træt af. Aldrig at have de samme kolleger eller arbejdsplads i mere end seks måneder ad gangen. Jeg havde ikke engang en fast stol. Det har jeg her – både en i studiet og i kantinen. Jeg ved, hvor jeg hører til, men min hverdag er også begyndt at minde mig om filmen Groundhog Day, hvor Bill Murray oplever den samme dag igen og igen. Jeg står op og tager ind og laver radio. Handler på vejen hjem, ordner herhjemme og henter Tillie. Den store forskel er, at i dag kan jeg lige smide lidt Tupperware ind.”

Tupperware? Ja, den er god nok. Hun spotter vist min forundring og forklarer, at Tupperware er plastikkens svar på Andrea Rudolphs cremer: Godt for både miljøet og dit helbred – og i luksus-enden inden for sin slags. Og Mai-Britts løsning på en ellers tiltagende rastløshed.

“Før jeg startede på Nova, havde jeg en negleklinik på Østerbro ved siden af mit TV3-job. Ikke fordi jeg var nødt til det, men fordi jeg ellers ville kede mig. Nu sælger jeg så Tupper-ware. Jeg ser frem til at komme ud sådan en søndag. Så står jeg og pakker tasker og bager brød og laver humus til gæsterne. Når jeg kommer hjem igen, hygger jeg mig med at sende bestillingerne af sted. Jeg glæder mig til at hente varerne og pakke det til kunderne, og det selv om jeg på hverdage har det her morgen-job, hvor jeg står op klokken 4.40.”

Svesken på disken

Kunne Mai-Britt give et råd til sig selv som ung, ville det lyde: Følg lidt bedre med i skolen. For så kunne hun have forfulgt sin oprindelige drøm om at blive jordemoder. Skal hun nævne det bedste råd, hun har fået af en anden, svarer hun: “Husk at motorbremse.”

Det sidste siger hun lige så alvorligt som det første. Uden at følge det op med en af sine ellers mange afvæbnende grimasser, som radiolytterne går glip af.

At motorbremse går ud på, at du, når du kører mod et rødt lys, ikke jokker koblingen i bund og træder på bremsen som de fleste, men i stedet slipper pedalerne og triller langsomt fremad. På den måde sparer du benzin.

Rådet har hun ikke fået af sin racerkører-eks-mand, Jason Watt, men af sin far, som havde en køreskole, hvor han selv tog formiddags-timerne og overlod resten af dagens timer til kollegerne, for da var promillen blevet for høj. At Mai-Britts råd alligevel er så praktisk og konkret, matcher meget godt, at hun, selv om hun lytter til andre, sjældent tager imod råd fra dem.

“Jeg er 100 procent min egen lykkes smed, og så har jeg altid været meget fornuftig. Jeg blev kontorelev for at have noget at falde tilbage på, og jeg er ikke typen, der tager et lån for sjov. Bruger jeg penge, så er det, fordi jeg har dem. Når det gælder min karriere, så kan det godt være, at nogen har åbnet døren på klem, men jeg har selv sparket den hele vejen op og er blevet siddende i stolen.”

De råd, Mai-Britt alligevel lever efter, er mere alment gyldige og ofte uden præcis af-sender. Læresætninger de fleste af os kender, som: Tro på det bedste i andre. Du ligger, som du har redt. Og: Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig.

Det nærmeste, hun kommer en livsfilosofi, har hun helt bogstaveligt fået printet ind i sin venstre underarm. En tatovering ud af syv, bare fordi hun synes, de er fine.

“Den her tatovering er fra sidste år og mit modsvar til Janteloven. Der står: ‘If you judge people, you have no time to love them’. Det er Mother Teresa, der har sagt det. Jeg har på egen krop oplevet det her med ikke at få en chance for at vise, hvilket fantastisk menneske jeg i virkeligheden er, fordi folk havde så travlt med at tænke deres egne fordømmende tanker om mig. Omvendt har jeg sikkert også ladet nogle fantastiske mennesker gå min næse forbi, fordi jeg også kan være forudindtaget. Jeg stikker min tatovering op i fjæset på folk, som møder mig med en attitude. I stedet for at give dem en finger, så giver jeg dem hele armen. Af og til vender jeg den mod mig selv ...”

Tatoveringen *FNT* på siden af venstre hånd er til minde om de vigtigste mennesker i hendes liv. Børnene Filuca, Noah og Tillie. Det er dem, der får den voksne side og løvemoren frem i hende.

“Inden jeg fik børn, så jeg for mig, at jeg skulle være den her superfede mor, som alle kameraterne havde lyst til at komme hjem til – også når de var blevet for stive i byen. Så ville jeg ringe til deres forældre og forklare, at sådan er ungdommen. Sådan blev jeg ikke. Mine børn får ikke lov til særlig meget.”

“Nej!” giver datteren Tillie hende ret fra enden af bordet, hvor hun trods sine seks år har siddet lige så stille og tegnet og set film, mens vi har snakket.

Mai-Britt griner og fortsætter:

“Jeg kan godt være ret streng, når min store datter vil se Paradise. Når jeg siger nej, tænker jeg: Årh nej, jeg skal bare ikke blive min egen far, som var nærmest kostskolestreng, men jeg kan bare mærke, at den sidder der, og det er jo også min opdragelse og moral, der har bragt mig, hvor jeg er i dag. Når jeg skælder ud, prøver jeg at forklare mine børn, at det er af kærlighed, og fordi jeg prøver at passe på dem, men også gøre dem til gode mennesker.”

Når hun skal forklare, hvad hun faldt for ved Brian, sin mand nummer to, som ikke har andet til fælles med nummer et, end at de har brune øjne, så er det: At han er megalækker, har et fantastisk og roligt sind, og at han er god ved hendes børn. Og deres fælles datter.

Børnene har til gengæld det til fælles, at de alle er rørt i en kop på Rigshospitalet. Sådan. Svesken på disken.

Mai-Britt lægger dog ikke skjul på, at der er hemmeligheder, som hun ikke deler ud af. Omfanget af dem bliver du ret nysgerrig på, set i lyset af hvad hun gerne fortæller. For som hun også selv når frem til, når jeg presser hende til at sætte ord på sit talent, så er det:

“Jeg er god til at være ægte og ærlig og komme ud gennem skærmen eller højtalerne. Jeg ville rigtig gerne være bedste venner med alle vores lyttere, hvis jeg kunne. Jeg er god til at få folk til føle sig velkomne. Om det så er et talent eller ej.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 43.

Seneste

Måske er du interesseret i...