Louise Birn-Bringgard (47) er gift og mor til Valdemar på 14 og Ulrikke på 12 år. Hun er stewardesse, kunstner, underviser og guldsmed. Birngallery.com.
På en flytrappe står Louise Birn-Bringgaard og hendes kollegaer med hænderne strakt frem og deres smilende ansigter vendt mod solen.
De kan lige nå 10 minutters solslikkeri i lufthavnen i Tenerife, inden flyet boarder igen. Få måneder tidligere havde Louise aldrig forestillet sig, at hun skulle stå her, parat til at tage imod passagerer i sin marineblå blazer og matchende silketørklæde, og at hun ville elske livet som stewardesse.
“Jeg tager af sted fra København i regnvejr og lander senere på dagen i et andet land i strålende sol. Jeg er ude og opleve verden, og når jeg kommer hjem igen, kan jeg dykke ned i mine andre job og dyrke det, jeg brænder for. Det er da fantastisk!”
Tre jobs
Louise har ikke bare et, men tre job. Når hun ikke flyver rundt i verden, sidder hun alene i sit værksted med pensler, guld og emalje. Hun har typisk 10 dage om måneden i luften, resten af måneden kan hun bruge på at passe sin spirende forretning som selvstændig kunstner og guldsmed. En kombination, der giver hende energi, en følelse af frihed og stor hverdagsglæde.
Slave af egen butik
Indtil Louise, helt ud af det marineblå, fandt på at vende sit arbejdsliv på hovedet og trække i uniform, var hun ellers kørt rimeligt sur i hverdagen. Jobbet som guldsmed med egen butik i centrum af København lød fornemt og luksuriøst, men virkeligheden var en helt anden.
Hun var ved at drukne i arbejde, stramme åbningstider og tunge regnskaber. “Det var simpelthen så fastlåst, og selv om det havde været et mål for mig at få min egen butik, blev jeg slave af den.
Alt det administrative tog tiden fra det, jeg virkelig brændte for: At være kreativ og skabende. Det drænede mig for energi, og til sidst mistede jeg fuldstændig inspirationen.”
En dyb bekymringsfure
En sur kunde, der en dag marcherede ind og gav hende et møgfald over, at hun havde holdt lukket en enkelt eftermiddag på grund af en begravelse, blev dråben, der fik hende til at pakke sammen og sælge butikken.
Hun tænkte, at hun måske ville genfinde gnisten ved at blive ansat et sted og dermed slippe for det drænende ansvar. En god idé på papiret, men i virkeligheden rykkede det intet.
“Jeg var træt hele tiden. På et tidspunkt kiggede mine nærmeste på mig og sagde, at jeg havde fået en dyb bekymringsfure mellem øjnene. Til sidst slog min mand i bordet og sagde, at jeg måtte gøre noget andet.”
Louise valgte at trække stikket helt. Det var svært, for hendes identitet lå i at være guldsmed. Hvis hun ikke længere var det, hvad var hun så? Og hvad med økonomien, hvis hun skulle til at starte helt forfra?
Er stewardesse et rigtigt voksenjob?
Til en middag sad hun tilfældigvis ved siden af en mand, som fortalte, at han arbejdede som purser for et luftfartsselskab. Han foreslog hende at søge ind som stewardesse.
Hun var 45 år på det tidspunkt og tænkte umiddelbart, at det ikke var et rigtigt voksenjob at servere kaffe for forretningsrejsende og vimse rundt i lufthavne med rullekufferten trækkende efter sig. Men et eller andet blev tændt i hende.
Uddannelsen på seks uger var overskuelig, hun kunne komme ud at se verden og møde en masse nye mennesker. Efter en uges kredsen om flyselskabets hjemmeside trykkede hun “send” på sin ansøgning.
“Da jeg endelig handlede, kunne jeg mærke energien strømme ind i mig. Halvanden måned senere sad jeg i et fly til Manchester med medansvaret for 200 passagerer og tænkte med en blanding af frygt og fnis: Hvad skete der lige der?”
En verden af muligheder
Hvor hverdagen i den lille cirkel omkring hovedstaden, som Louise plejede at bevæge sig i, ikke bød på de store oplevelser, opdagede hun nu, at det nye arbejdsliv var et overflødighedshorn af anderledes indtryk.
En dag betjente hun 30 skorstensfejere på vej til konference i Milano, en anden dag hjalp hun en dame med at finde sit tabte gebis mellem flysæderne. Verden var igen fuld af muligheder.
Og da Louise på et stop havde medbragt akvarelmaling og -papir til at fordrive tiden med, opdagede hun, at den kreative inspiration også var fløjet tilbage på plads.
I hotellets lobby låner hun en blomst, som hun tegner op og lægger farver på. Derhjemme finder hun på at klippe et lille billede af en mand ind, så det ser ud, som om blomsten er overdimensioneret. Billedet lægger hun på Facebook, hvor en bekendt spørger, om det er til salg.
Pludselig er en ny forretning født. Da en gammel kunde henvender sig for at få lavet en tilføjelse til et smykke, begynder guldsmede-hjertet også at slå på ny, og i dag tjener Louise lige så meget på sit kreative virke som på sit job i luften.
Får energi af at have mange kasketter på
Den nye hverdag, hvor hun skifter mellem stewardesse-, kunstner- og guldsmede-kasketterne, passer hende perfekt.
“Inspirationen er kommet væltende tilbage, og jeg synes, det er helt ærgerligt, at jeg ikke vidste det her for 20 år siden! Den energi, der er i have så mange kasketter... Det var jo det, jeg skulle!
Hvem er det, der siger, at fordi jeg har besluttet mig for at blive stewardesse eller guldsmed, så skal jeg død og pine være det 100 procent? Det er så nemt at låse sig selv fast i en kasse, men nu har jeg oplevet, hvor befriende det er at give slip og tænke mit liv anderledes.”
I dag er bekymringsfuren forduftet fra Louises ansigt, og hun har bare lyst til at indtage verden. Om det så er iført uniform eller med en malerpensel i hånden.
“Jeg er glad og har lyst til at lave endnu mere. Jeg ligner mig selv igen, og jeg er mig selv, fordi jeg lever på en måde, som gør mig glad, uden at være fastlåst af mine egne og andres forventninger til, hvad der er den rigtige og forkerte måde at indrette min dagligdag på.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. juni 2019.
