Louise Schønnemann
Louise Schønnemann (46).© Ninna Flor

Louise blev mor for 3. gang som 43-årig: “August samlede os i en ny kærlighedsboble”

Livsklog, over 40 og mor til to – så er det vel pærelet at få en tre’er? Ikke nødvendigvis eller kun, hvis du spørger Louise Schønnemann, som kom til at skrue op for perfektheds-forventnings-knappen her sidste gang

7. maj 2020 af Karen Greve

Louise Schønnemann (46)

  • er gift med Bo og mor til Tobias og Caroline på 13 og August på 2 år.
  • er integrativ coach, personlig mentor, foredragsholder, stifter af Academy A og underviser hos Original People. 

Louise Schønnemann kan fortælle “en broget historie” om at være en del af den voksende flok af kvinder, der bliver mødre, efter de er fyldt 40. Som 43-årig fik hun August. Godt 10 år efter at hun blev mor til tvillingerne Tobias og Caroline. Vi skal mødes klokken ni en fredag morgen, men fem minutter inden tikker en sms ind til mig.

“Bliver forsinket. Kan ikke få August ud af huset og har lige haft uhensigtsmæssigt anfald af hysteri over to teens, der bare skrider fra alt. Skynder mig.” 

For sådan er det at have to børn på 13 år, som varmer op til seriøs løsrivelse, og en toårig, som hellere vil lege end børste tænder. Så mens Louise her til morgen prøvede at gå i mor-spagat mellem tumlinge- og teenagebehov, glemte hun selv at få morgenmad og er nu sent på den.

Det er den ene side af at have et lille barn i huset igen. Den anden side er mere romantisk, og Louise har på forhånd skrevet til mig, at lille smilende August på to år har samlet familien, og at når et nyt menneske ankommer, skal alle andre i familien omdefinere deres roller, og det kan være sundt. Hvis man orker. For udvikling er krævende.

Ønske-overraskelse

Historien om at få en efternøler begynder – som de fleste børn gør – med mor og far og deres ståsted i livet.

“Lige omkring de 40 var jeg et sted i mit liv, hvor jeg følte, at jeg havde realiseret alle mine drømme. På papiret burde alt være fint, men jeg gik rundt i et vakuum både privat og professionelt. 

Mine børn var 10 år og havde ikke brug for mig på samme måde som tidligere, og jeg havde både gjort karriere i det private og været selvstændig og arbejdet med spændende mennesker, så hvad så nu?

Det blev vinter, og jeg blev pænt desperat i mørket. Arbejdspassion og -udvikling havde været drivkraften det meste af mit liv, men nu var der slukket og dødt. Frustrationen bredte sig til parforholdet. Bo og jeg besluttede at flytte. Vi trængte til ny energi i nye omgivelser. Vi havde boet i Gentofte i 15 år og tænkte: Vi finder noget nær skov og vand og med lidt mere plads. Hvis vi ændrer de fysiske ting, så bliver alt nok godt igen. 

Vi fandt et hus i Humlebæk, som skulle sættes i stand, inden vi kunne flytte ind. Bo gik i gang med det kæmpe byggeprojekt. I mellemtiden følte jeg mig blot endnu mere larmende tom. For nu havde han travlt, og det var stadig røvmørkt og dødt indeni mig. 

Jeg var død i min identitet og vidste ikke, hvem jeg var længere. Jeg gik bare og kiggede ind i et hul, mens jeg mindede mig selv om, at løsningen ikke måtte findes i skilsmisse: Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil gøre det samme mod mine børn.”

En positiv test i hånden

Louise taler lige så hurtigt, som vinteren 2016 føltes lang og langsom for hende. Men på et tidspunkt var også den overstået, og hun tog med mand og børn på ferie til Frankrig, hvor Bo og Louise forsøgte at række ud efter hinanden igen.

“Bo blev, helt uforståeligt, ved med at sige, at han elskede mig, selv om jeg konsekvent opførte mig som en opmærksomhedssøgende baby. Måske bor der bare en helt grundlæggende følelse af at være blevet svigtet i mig? 

Men vi havde altså sex for at finde hinanden igen. Og da vi kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Jeg kan huske, at jeg sad på sofaen med en test i hånden, tvillingerne var hos farmor og farfar, der var to måneder, til vi skulle flytte, jeg var 43 og Bo var 46, og vi var i en svær periode med hinanden. 

Alligevel var der ingen tvivl om, at vi ønskede dette barn. Selvfølgelig skulle vi have det. Vi havde ikke rigtigt fundet ud af, hvordan vi skulle finde gnist i vores parfor­hold igen, og mit arbejdsliv føltes stadig som en blindgyde, men nu var jeg gravid, og så skulle vi have barn. 

Hvis jeg skal være fuldstændigt ærlig, så var en lille del af mig lettet over at kunne udskyde beslutningen om mit arbejdsliv til senere. Nu skulle jeg føde og på barsel, og så behøvede jeg ikke tage stilling til, om jeg stadig ville coache, lave retreats, tage klien­ter eller gøre noget helt andet.”

Jagten på det perfekte

Louise kastede sig over sit nye projekt, et nyt menneske i verden, med al den viden og erfaring, hun havde skrabet sammen gennem et helt liv. Hun læste videnskabelige artikler om fødselsbakteriers effekt på barnets tarme og dykkede ned i den psykologiske indsigt, hun har erhvervet gennem sine uddannelser som coach, og trak på sin erfaring med numerologi, astrologi, tarokkort og engle. 

“Måske var det kombinationen af, at jeg selv var i hormonræs og skulle tackle Tobias og Carolines begyndende teenagefase, men al min nysgerrighed over for den alternative verden kom til at spænde ben for mig. Jeg havde så meget viden om meget mellem himmel og jord, og jeg ville give det her nye sen­sitive menneske al den ro, han havde brug for, og de bedste betingelser. 

Så jeg gik i panik, da jeg fik at vide, at han skulle tages ved kejsersnit. Jeg havde født tvillingerne naturligt og sprak så meget dengang, at lægerne ikke turde lade mig føde igen. Men ved kejsersnit ville August gå glip af de vig­tige tarmflorabakterier i fødselskanalen, og jeg så for mig, at han ville få et langt liv med tarmproblemer. 

Jeg læste mig frem til de nyeste anbefalinger: Tag en steril gazeserviet op i skeden, og dup hans mund, ansigt og krop med gazen lige efter fødslen. Bo og jeg styrtede rundt i Hillerød efter sterilt glas og gaze dagen før mit kejsersnit, fordi det pludselig blev fremrykket, men det lykkedes os ikke. Nå! Så blev der heller ikke noget perfekt barn denne gang. Fuuuck!”

Et møde med skyggesiderne

Louise har for længst fundet frem til en tyk, ironisk distance til sin egen maniske kamp for at gøre alt perfekt for dette hendes sidste barn. Men hun ved også, at hun ikke kunne andet dengang. Gazen med tarmflora føltes afgørende vigtig. Og det var også vig­tigt, at August fik et navn med de rette ener­gier, og derfor hedder han også Alexaander, med to a’er.

“Mit numerologiræs gik amok. Bo ville kalde ham Bastian, men nej, det navn havde ikke de rigtige energier. Jeg var så frygt­styret. Dybest set havde jeg en frygt for ikke at gøre det godt nok. Jeg følte, at jeg som voksen, erfaren mor burde vide det hele. Jeg forsøgte at være i kontrol, men i virkelig­heden var jeg drevet rundt af mine dybeste skyggesider: 

Frygten for at svigte og ikke være god nok. Jeg troede, jeg havde sluppet dem for længst, men med fødslen af et nyt barn skulle jeg se alle mine skyggesider i øjnene igen. Jeg reflekterede hele tiden. Jeg kunne ikke bare lade ting ske. Set i bakspejlet havde jeg mistet kontakten til mig selv og min tillid til livet.” 

Louise Schønnemann
“Lige omkring de 40 var jeg et sted i mit liv, hvor jeg følte, at jeg havde realiseret alle mine drømme. Men jeg gik rundt i et vakuum, både privat og professio­nelt.”


© Ninna Flor

Mere viden, større angst

August kom til verden i marts 2017 og lan­dede i favnen på en mor, som havde lært at mærke efter og hele tiden være opmærksom på stemninger og reaktioner hos sig selv og andre. I modsætning til 10 år tidligere, hvor hans søskende blev født, og Louise mest var “et hovedmenneske”.

“Da Tobias og Caroline blev født, var jeg mest optaget af diskussionen for og imod mælk til børn. Det var ikke så omfattende som med August, hvor jeg så i stedet kan være angst for, om hele hans barndom er på spil, hvis han får en pædagog i vuggestuen, som er lidt spids!”

Den angst og det kontroltab øver hun sig stadig dagligt i at tackle.

“I sommer løb mit behov for at kontrollere helt af med mig: Vi skulle ikke se skærm, vi skulle have det rigtige at spise, vi skulle være sociale og ud i luften alle sammen hele dagen. 

Så var der en, der sagde til mig: ‘Prøv i stedet ikke at have nogen regler hele juli måned’. Jeg var ved at få et angstanfald! En HEL måned uden regler? ‘Ja’, sagde hun, ‘for det lyder lidt, som om du vil bestemme det hele’. Ja, ja, ja, det ved jeg godt. 

Så prøvede vi det. Ingen sengetider, ikke engang krav om at spise sammen. Alle syntes, det var en god idé. Men jeg kunne ikke være i det. Min rolle som hende, der skulle sørge for de andres ve og vel, forsvandt. Jeg følte, jeg svigtede dem – ved at sætte dem fri! Jeg så pludselig meget tydeligt mig selv have det her projekt: Jeg har fået et ansvar. Jeg skal tage mig af de andre og sørge for, at alt er godt.

Men prøv lige at stikke dit ego op i røven, Louise! Børnene har det fantastisk, når de bare er sammen med Bo, som er mere afslappet, og alting går faktisk bedre, når jeg ikke blander mig i alt.

Det har ikke kun været sundt at vide en masse om ‘den rigtige måde at være menne­ske på’. Det har også ubevidst forstærket min latente frygt for at mislykkes som mor – som den, der fik ansvaret. Jeg følte og føler stadig, selv om jeg hader at stå ved det, at hvis min familie ikke er i balance, og mine unger ikke har det godt, så er jeg en fiasko.” 

Når August flytter hjemmefra

Det kan godt være, at den ene del af et nyt barn i familien er større angst, flere bekymringer og flere krav at leve op til. Men den anden del er mere kærlighed. Da August landede i familiens skød, havde han en næsten magisk samlende kraft, som Louise følte, de manglede. 

“Jeg følte, vi kom fra et sted, hvor alt faldt fra hinanden. Bo og jeg levede hver vores liv, og børnene havde også fået deres egne, i takt med at de blev større. Så kom August og samlede os alle i en ny kærlighedsboble. Vi fik et nyt fællespunkt. 

Bo knyttede sig sinds­sygt meget til ham. Bo har 20 års erfaring i at være far. Han har Magnus fra et tidligere ægteskab, han er snart 50 år, han har sikret os økonomisk, han har tid til at nyde at være far, og det har taget presset af min mor-­rolle. Caroline og Tobias elsker August og gider pludselig tage med i Zoologisk Have, fordi August skal med.”

Louise er helt klar over, at det er for stort et ansvar for et lille barn at bære familie­lykken på sine små skuldre, og sådan er det heller ikke.

“August har samlet os i en fase, hvor vi var ved at glide fra hinanden. Bo og jeg er stadig meget forskellige. Den udfordring skal vi sta­dig arbejde med. Vi er nødt til at kigge på, hvad der skal binde os sammen resten af livet, når ungerne er store og ikke kræver vores samarbejde. Min mor foreslår bridge. Mine svigerforældre begyndte at gå til tango som 65-­årige og elsker det.” 

Og måske er ideen om en fælles fysisk ak­tivitet slet ikke så dårlig, for en anden meget konkret bekymring, når du sætter et barn i verden lidt senere end gennemsnittet, er, at din egen fremtid statistisk set er kortere.

“Når August flytter hjemmefra, er jeg over 60 år. Hvis vi skal være mentalt friske, men også fysisk aktive, når han er i 20’erne, og kunne hjælpe ham og passe hans børn, så skal Bo og jeg passe godt på os selv. 

Jeg mærker ikke så meget til min alder nu, jeg er ikke fysisk træt. Jeg nåede flere aktiviteter med tvillingerne som babyer, men det var, fordi jeg selv gerne ville i svømmehallen og til rytmik. Det behøver jeg ikke med August. Jeg har ikke så mange praktiske projekter, jeg skal realisere denne gang.” 

Louise Schønnemann fik en efternøler
Lille August. Samlingspunkt, holdepunkt, lyspunkt!


© Ninna Flor

Her er jeg nu

“Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvem jeg er. Det er en livsrejse, som aldrig ender. Jeg vil altid være nysgerrig og søge efter svar på de større eksistentielle og filo­sofiske spørgsmål. 

Men jeg er nødt til at være autentisk. Jeg står ved, at jeg er passio­neret hvad angår astrologi og tror på mere, end det blotte øje kan se, og gerne stiller en krystal i stuen for at rense ud i dårlige ener­gier. Men jeg er også del af et fællesskab – familien – og må acceptere, at de er et andet sted og ikke altid gider den slags. Så jeg øver mig fortsat i at finde en balance, hvor der er plads til os alle, så jeg ikke trækker alt mit heksehalløj ned over hovedet på dem. 

Det er kompliceret at være sig selv og turde være autentisk i et samfund, hvor alle stræber efter den rigtige måde at være men­neske på. 

Den utilstrækkelighed, jeg har kæmpet med i rollen som mor, fik mig ud i alle mulige følelsesmæssige reaktioner, og jeg er stadig ikke helt stabil, men jeg er på vej tilbage – i en ny form. 

Tiden før August og hans fødsel og min barsel med ham har været en stor død og genfødsel for min op­levelse af, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil bidrage med i dette liv. Det har ikke været en let transformation, men jeg ville ikke være den foruden. Jeg kan se, at jeg tidligere lod frygten for ikke at være god nok styre mig i stedet for bare at være mig selv.

Frygt får os til at lukke øjnene og gå i overlevelsesmode, så vi bare reagerer i stedet for at stoppe op og se på os selv mere realis­tisk. Det har jeg igen fået erfaring med. Og jeg skal fortsat være bevidst om det, når August for eksempel har haft en dårlig dag i vuggestuen, og min første impuls er at skifte ham over i en skovbørnehave, der ligger 20 kilometer væk. Men det arbejder jeg hele tiden med.

Jeg oplever, at vi som forældre ofte ube­vidst har et projekt, vi gerne vil realisere gennem børnene. Nu må vi se, om vi kan lade August være og lade ham selv finde ud af, hvem han er, i stedet for at presse ham til at blive ishockeyspiller som sin far eller gøre ham til yogalærer og forelsket i stjerner, som jeg er det. Vi får se.” 

Senere samme aften lægger Louise en status på Facebook

“Historie fra det virkelige liv på en højhellig fredag: Mor og ældste søn er endelig alene hjemme. Kun de to. Et øjebliks mulighed for at connecte dybt og inderligt. Tænker hun.

Moderen siger: ‘Hvad er du taknemmelig for?’

Den 12-årige svarer: ‘Øh hvad? Hvad betyder taknemmelighed?’

Moderen ser lettere forarget op fra yogamåtten, hvor hun krampagtigt har ligget i fosterstilling i en længere tidslomme.

‘Skat, du ved - taknemmelighed! Ved du ikke, hvad det er?’

Soon-to-be teen svarer: ‘Næ. Og du kan godt stoppe med at putte alt det der heksesnak ned i mig, er du med?’

‘Øh... okay...’ hviskede moderen. Lagde sig ned på måtten og stoppede sig selv. Igen.”

Historien har 123 likes og 33 kommen­tarer, hvoraf langt størstedelen er fra mødre, der kender alt til situationen.

Den store virtuelle mødregruppe har talt og har sagt det eneste, som hjælper en lille smule på smerten over, at børn river sig løs, uanset hvor perfekte mødre vi prøver at være for dem:

“Du er ikke alene.” 

Nybagte mødre 40+

Fra 2008 til 2017 er andelen af nyfødte børn med en mor over 40 år steget med 18 procent.

I 2018 blev der født 2.345 børn af mødre mellem 40 og 44 år.

I 2018 blev der født 141 børn af mødre mellem 45 og 49 år.

Kilde: Danmarks Statistik 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...