Lotte Andersen vil gerne hylde glemte kvinder

Indtil langt op i det 20. århundrede var de fleste forfattere mænd, og de fleste hovedpersoner også mænd. Lykke-Per og Robin Hood, Hamlet og Jeppe på Bjerget og en milliard andre klassiske helte og antihelte flyver gennem mit hoved.

Lotte Andersen hæver stemmen en anelse.

“Så i dag kan du med sindsro sætte fire mandlige skuespillere til at spille hovedrollerne i en film, for så ved du, at der kommer både kvinder og mænd i biografen. Vi oversætter bare rollerne, det har vi gjort i 1.000 år. Men omvendt, hvis du sætter fire kvinder i hovedrollerne, så er det næsten udelukkende kvinder, der ser filmen, for mænd kan ikke oversætte på samme måde, og det gør jo en kæmpe forskel på, hvilke film der bliver spået succes og dermed opnår finansiering. Hvordan skal vi bryde den onde cirkel?”

Hun nævner ikke selv nogen navne.

Men jeg kommer uvilkårligt til at tænke på to af de mest omtalte og sete danske film i 2021: Thomas Vinterbergs Druk og Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere. Begge med fire mandlige hovedroller og ganske få og små kvinderoller.

Tror du, at der er håb for flere spændende kvinderoller i fremtiden?

“Der er fortsat land at erobre, men fjernsyn og streamingtjenester har flere nicher og hele verden som kundegrundlag, det er derfra, udviklingen kommer. Og jeg oplever, at flere mænd begynder at interessere sig for kvindehistorier, og at de unge er rykket et andet sted hen. Der er håb. Jeg er ikke bange for fremtiden på den måde ... hov, jeg bliver lige lidt distraheret her ...”

Det er Bambi, der er tilbage udenfor og hopper rundt i et fint lag sne. Det er et helt nyt liv for Lotte Andersen her i huset med udsigten, naturen, tæt på dyrene.

“Jeg skal lige komme mig over flytningen og alt det nye. Den slags tager længere tid, jo ældre man bliver. I lang tid følte jeg slet ikke, at huset havde noget med mig at gøre. Jeg havde bare sat mig her og pakket en bog ud. Der er så mange dyr her, som bor her i forvejen. Vi følte næsten, at vi flyttede ind blandt dem på deres sted: ‘Hej, hej, nu er vi her også’.”

Lotte Andersen hvisker det sidste. Hun forsøger at være her uden at forstyrre naturen for meget. Respektere egetræet lige udenfor vinduet, undlade at luge og skære ned på naturgrunden. Og i stedet bare stille nyde udsigten fra de store vinduer i hele husets længde i 70’er-style.

“Det tog også lidt tid for mig at finde ud af, at det ikke skulle være noget med bindingsværk at flytte på landet, at det skulle være et parcelhus fra 1968, altså! Jeg havde en mærkelig drøm i hovedet, som lige skulle på plads. Min kæreste er heldigvis så åben, at han kan føle sig hjemme de fleste steder. Og da vi først så det her sted, var det næsten for overvældende.”

Årene med Dr. Dante blev hendes uddannelse. Hun har aldrig gået på en skole for at lære sit fag. Det har hun til gengæld rådet sin søn, Louis på 29 år, til at gøre. Også selv om han er så heldig at have fået skuespilgener fra både sin mor og sin far, skuespiller Kim Bodnia.

“Tiden er en anden i dag. Der er så mange unge, der drømmer den drøm. På teaterskolen får du et netværk og mulighed for at arbejde seriøst med forskellige genrer. Jeg har måske brugt lidt flere år på at få både komedie og tragedie i min rygsæk. Prøvet mig selv af i forskellige roller. Det får man komprimeret på tre år på teaterskolen.”

Mine nærmeste mænd

Sønnen Louis er netop færdiguddannet skuespiller. I løbet af 2022 skal mor og søn spille sammen i en forestilling på teatret Sort/Hvid om kredsløb i naturvidenskabelig forstand. Lotte Andersen glæder sig. Det er en af de store oplevelser, der er forbundet med livet i 50’erne. At have et voksent barn at dele interesser med.

Kærlighed mellem voksne, der komplimenterer hinanden, er en anden glæde.

“Hvis mødet med Dr. Dante har formet mig som ung, er det klart mødet med min kæreste Rasmus, der var med til at åbne mine øjne mod den almindelige, omkringliggende verden. Jeg var 39 år, da vi mødtes. Rasmus er ikke skuespiller eller kunstner, men han har en stor interesse og indsigt i verden. Han er eftertænksom og nysgerrig på mennesker og vores adfærd, så der har vi en stor fælles interesse. Vi er et godt match.”

Var du blevet for opslugt af teaterlivet?

“Ja, og det hører nok med til den tid, hvor man øver sig og skal blive god, at man nørder lidt igennem. Men med Rasmus kom en tid med nysgerrighed på verden omkring mig. Alt det, jeg måske tidligere har taget for givet. Jeg har taget mere stilling til verden. Det har han introduceret.”

Bliver du bange for bestemte ting?

“Jeg bliver bange for at køre bil og gå alene i skoven. Sådan noget, jeg aldrig før har været bange for. Så giver jeg så de hændelser skylden. Havde jeg været yngre, havde jeg måske ikke haft den efterreaktion, ikke hængt ved det. Min hjerne havde været hurtigere til at smide det ud som affald, ikke som noget, jeg skal gå og bære på. Styrt på cyklen – det er jo ikke vigtigt. Men det er, som om systemet bliver lidt mere stift. Mindre fleksibelt med alderen.”

Hvordan navigerer du i det?

“Jeg trækker vejret og finder strategier. Prøver at sige hej til frygten: ‘Hej, dig kender jeg godt. Du var her også i går’. Jeg prøver at slappe af og acceptere, at det skal nok gå over. Prøver ikke at sende det væk. Det bliver jo for fjollet, hvis jeg ikke tør gå tur i skoven. Og så fik jeg ideen om at anskaffe en fløjte. Jeg kan jo ikke have en pistol eller en kæmpe kølle med over i Tisvilde Hegn. Det ville være mærkeligt. Fløjten gør det for mig. Det er sindssygt fjollet, men det virker.”

HER SKAL JEG HEN

Tilbage til kvinder

Som en skuespiller, der oprindeligt blev formet af et teaterkollektiv og lod sig begejstre af et fællesskabs kreative styrke, er Lotte Andersen rykket et andet sted hen i dag. I flere nicher af sit liv sætter hun pris på mere alenetid, mere ro og mere nørderi.

Da jeg spørger, om det var svært at forlade netværk og venner i København, da hun flyttede, svarer hun, at det egentlig er rart selv at kunne vælge, hvornår man vil have gæster, og tilføjer, at en del af København i øvrigt ofte befinder sig i det nærliggende Tisvilde.

Men også på andre områder trives hun godt i sit eget selskab.

“Jeg er blevet glad for at dykke ned i historiske begivenheder og personer. Det skal jeg have mere af fremover. Det startede med fysikeren Marie Curie og min research til forestillingen Radium (fra 2015, red.) om hendes liv. Det var fedt at fordybe sig i noget. Kigge tilbage i historien for at finde nogle svar. Jeg var helt sådan what? Jeg har aldrig hørt om Marie Curie, og hun har fået to nobelpriser. Jeg var helt på røven over hende.”

Vupti! Så er vi tilbage ved noget med kvinder, kvinders plads i historien, kvinders plads i nutiden, kvinders historie og måde at være i verden på.

“Senere lavede jeg historien om komponist Carl Nielsen og billedhugger Anne Marie Carl Nielsen. Det viser sig, at den velkendte komponist var gift med en endnu mere berømt kunstner, vel at mærke i hendes samtid. Det var virkelig en dejlig oplevelse for mig at arbejde med at læse breve og researche på deres samtid. Jeg kunne blive ved med at finde nye interessante vinkler. Og stik modsat teater- og filmarbejdet, hvor alt skabes sammen med de andre. Her var det mit helt eget rum.”

Hvad er det fængslende i de historier?

“Et af mine motiver er de glemte kvinder. Det har noget brændstof. Marie Curie og Anne Marie Carl Nielsen er glemte kvinder, og lige nu laver jeg noget om glemte kvinder i religionen. For kvinderne er faktisk udrenset fra de store religioner: Kristendommen, Jødedommen og Islam.”

De glemte gudinder

Lotte Andersen har studeret en række 4.000 år gamle bønner og religiøse skrifter i forbindelse med forestillingen Nattens ende på Glyptoteket i København, og da hun fik gravet dybt nok ned, dukkede der kvinder frem i de religiøse skrifter. Gudinder, som vi aldrig har hørt om.

For i Bibelen handler det om Jesus, de 12 disciple og Johannes Døberen, selv englene er mænd – og i det Gamle Testamente er det Josef og Moses og Kain og Abel, Adam og ... o.k., der er også Eva, men hun har jo en lidt ærgerlig rolle i plottet, ikke?

“I Bibelen findes der kun Jomfru Maria som en kvinde, der repræsenterer en moderlig omsorg og uskyld, men når man graver tilbage i tiden før vor tidsregning, så er der faktisk gudinder for sex, krig, forandringer, kærlighed, paradokser og ødelæggelser. De er bare blevet glemt og redigeret ud i tidens løb, hvor det erotiske, fy, er blevet noget skamfuldt,” siger Lotte Andersen.

Hun vil gerne rette et stort, stærkt spotlight mod al den kvindelige styrke, vi har hørt for lidt om. Det er ikke sidste gang, hun beskæftiger sig med glemte gudinder.

“Jeg griber fat i nogle af de gamle frugtbarhedsgudinder. Det er også brændstof. De forbilleder, vi aldrig har haft. Det giver tilfredsstillelse at få dem frem, og det giver mig brændstof til at fortælle om dem til andre. For nylig har Gry Jexen skrevet bogen Kvinde kend din historie om inspirerende kvinder fra de seneste 500 år. De er der jo, men der er ikke skrevet så mange biografier om dem. Vi har valgt at skrive igen og igen om Churchill, og man kunne måske have sparet et par stykker om ham!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 13. januar 2022.