Lise Rønne: “Jeg blev for alvor feminist, da jeg fik en datter”

En af de sidste ting, Lise Rønne foretog sig, inden hun sagde farvel til rollen som tv-vært på Aftenshowet i december sidste år, var at skrive en kronik i Politiken. “Kære Politiken, jeg synes, I skal holde op med at tale fornedrende til kvinder.” Sådan begyndte hun, sagligt, behersket og velovervejet.

I virkeligheden var indlægget skrevet på en ulmende vrede, som Lise Rønne har mærket, lige siden hun som helt ung tv-vært i programmet Rundfunk fik at vide af en erfaren medarbejder, at hun bare lige skulle vide, at hun havde mindre spillerum end hendes mandlige medvært i programmet, Felix Smith. Beskeden dengang var, at hun kunne grine mindre højt og brede armene mindre ud end Felix, ellers ville hun få verbale tæsk. Sådan var det bare.

En lille, letbenet pige

I kronikken beskrev Lise Rønne sine erfaringer som kvindelig tv-vært, kritiserede konkret avisen for sexistisk sprogbrug og opfordrede til en diskussion af de “usynlige strukturer, en kulturelt nedarvet diskurs, som i en sådan grad gennemsyrer vores måde at se og forstå køn på, at vi for det meste ikke selv er bevidste om det.”

Næste morgen ringede hun til debatredaktøren på Politiken for at høre, hvem hun skulle sende sin kronik til. Han virkede ikke umiddelbart interesseret, men lyttede dog til hendes korte referat af indholdet i teksten.

“Da han havde lyttet lidt, sagde han: ‘Ved du godt, at det er virkelig mange ord, du skal skrive? En kronik er et langt format’.”

Lise Rønne holder en pause og trækker luft ind. “På det tidspunkt havde jeg jo allerede skrevet de 2.400 ord, som en kronik kræver. Det interessante er jo, at jeg aldrig vil kunne sige, om han ville have sagt det samme til en 41-årig mandlig DR-journalist. Det kan jeg ikke sige, om han ville have gjort. Men jeg kan sige, at lige der fik han mig til at føle mig som en lille, letbenet pige.”

Avisen tog dog kronikken, som siden afstedkom en større debat i spalterne, og som endte med, at anmelderen undskyldte, og kulturredaktøren på Politiken lovede, at redaktionen fremover ville “blive mere selvkritiske, præcise og skarpe i redigeringen”.

I dag trækker Lise Rønne smilende på skuldrene af episoden. Debatten kom til at handle om kvindelige studieværter, og i virkeligheden ville hun gøre opmærksom på det sprog, vi bruger om kvinder helt generelt.

For interessen for feminisme er blevet vakt i hende med tiden. “Jeg blev for alvor opmærksom på det, i det øjeblik jeg fik en datter. Faktisk følte jeg allerede, da jeg var gravid med hende, at jeg stod foran en større opgave, end jeg havde følt det med min søn. For det har en pris ikke at være opmærksom nok på, hvad det er, vi vokser op med som kvinder.

Helt grundlæggende er min datter, fra hun kom til verden, blevet mødt af meget mere respons fra verden, end min søn er. På hendes tøj – om det nu var piget eller drenget – på hendes hår, og på hvilken type pige hun er. Og da hun startede i en ellers helt vidunderlig børnehave, var en af de faste traditioner, at drengene havde tema om vikinger, hvor de læste om og blev kloge på vikingetiden, lavede sværd og besøgte vikingemuseet, mens pigerne tog på Amalienborg klædt ud i prinsessekjoler, uden at lære noget som helst. Hvorfor har vi den opdeling?

Der er mange ting, vi gør ret ubevidst, og derfor giver det mening at bevidstgøre, og børnehaven tacklede det rigtigt fint, da jeg gjorde opmærksom på den stereotype opdeling i de ellers så fine aktiviteter.”

For det kunne jo være, at vi som voksne turde tage lidt flere sværdslag, hvis vi havde lært at være opmærksomme på den slags som børn og unge?

Tiltrængt kaos

Så vidt Lise Rønnes indignation over et – med hendes egne ord – “sprængfarligt emne”. Men sid nu ikke tilbage med fornemmelsen af, at du har mødt en vred dame! Lise Rønne er typen, der bekymrer sig om, hvorvidt du mangler en pude i ryggen i sofaen, og husker dig på at drikke kaffen, mens den er varm. 

Hun smiler meget, lytter opmærksomt og stiller næsten lige så mange spørgsmål, som hun besvarer: Har du selv børn? Hvor er du vokset op? Det sidste er selvfølgelig, mens vi snakker om hendes opvækst.

Den foregik i Viborg, og hun har “haft en fin og helt almindelig barndom”, og føler sig i øvrigt stadig som jyde og er glad for det brede perspektiv på Danmark, det har givet hende at have levet både vest og øst for Storebælt. 

Hendes forældre blev skilt, da hun var fire år, og det var ikke så meget anderledes for hende end for andre skilsmissebørn i 80’erne. “Det havde da været federe ikke at være skilsmissebarn”, som hun udtrykker det. Men det er ikke noget, hun spekulerer over i dag, hvor hun har rigeligt at gøre med nutiden. 

Hun bor i Nordsjælland med mand og tre børn, og det er lykkeligt, men overhovedet ikke rosenrødt. Det sidste understreger hun flere gange.

“Tak gud, at jeg tilfældigvis er landet med en mand, som jeg kan med i længden. Det kunne jeg ikke vide, og vi har også kæmpet for det. Nogle perioder er irriterende og arbejdsramte, men vi ved også, at når vi tager os tid til hinanden, så lander vi, og så er det blødt og varmt og sjovt igen. Min mand er min bedste ven – han er altid den, jeg helst vil være sammen med og tættest på. Det er ham, jeg helst vil fortælle ting til – og det er heldigt, for det ved man sgu ikke efter et halvt år som kærester, hvor jeg blev gravid! Altså, det kunne være gået i tusind retninger.”

Det gjorde det ikke. Det gik i en retning: Flere børn.

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have mange børn. Måske ville jeg endda gerne have haft en til, hvis jeg havde været tidligere i gang. Mikkel derimod har ikke sådan rigtigt tænkt over det. Ikke forholdt sig til at skulle være far. Det har været en ting – en ubalance, vi har skullet arbejde på plads. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at det meget var mig, der havde den i starten.”

Og starten på børnefamilielivet var ikke specielt nemt.

“Jeg var i chok. Jeg husker det som en ensom tid at være på barsel, hvor jeg gik meget rundt alene. Jeg måtte lære at tackle det kontroltab, hvor du er på vej til hyggelig morgenmad med veninder, og barnet græder hele tiden, og du sveder og er helt rødplettet op ad halsen. Jeg kom til at isolere mig, fordi jeg ikke kunne overskue det kontroltab.”

Men med barn nummer to og tre blev alt det kaos, der fulgte med, også til en forløsning.

“Da nummer tre kom, kunne jeg ikke holde på en skid længere. Der stod jeg hele tiden i snevejr med et skrigende barn, der skulle ammes i en skolegård, og en fireårig, der havde trods, og en seksårig, der ikke ville gå, og jeg tænkte, jeg kommer aldrig hjem – og nu græder jeg! Men her bagefter kan jeg se, at det har været en gave for mig at få et los ud i det kontroltab. Det har gjort noget godt for mig, at det hele er lidt kaos, for perfektionisme gør altså ikke noget godt for nogen.”

Og du har været perfektionist?

“Ja, i forhold til folks øjne på mig. Jeg tror desværre, det er karakteristisk for mange af os kvinder. Vi kan gå igennem et helt liv og bekymre os alt for meget om, hvordan andre ser os – og det har fyldt for meget. For der er lige præcis intet godt at sige om det. Overhovedet. Jo mere vi kan vriste det af os, jo bedre er det.”

“Du læser jo altid bøger”

I det hele taget er livet blevet mere roligt for Lise Rønne efter et tiår med fuld smadder på tv-karrieren og tre fødsler oveni. I dag er hun studerende på Åbent Universitet, hvor hun læser litteraturvidenskab, og derudover samarbejder hun med boguniverset Saxo.com.

“Mit skifte handlede jo om flere ting og om, hvor jeg var i livet. Jeg kunne mærke, at det ikke sagde mig så meget mere at være studievært, jeg ville noget andet, gøre en forskel, og jeg var omkring den klassiske med at åbne en café, jeg overvejede barn nummer fire, og jeg undersøgte meget seriøst læreruddannelsen. Men jeg kunne ikke rigtigt lande i noget af det.”

Lise Rønnes bedste ven, manden og faren i huset, foreslog hende at lave et eller andet med bøger.

“‘Du læser altid, hvorfor løber du ikke med den bold?’, spurgte han mig. Og i flere omgange svarede jeg: ‘Det kan du godt glemme. Jeg er for langt bagud. Der er for mange kloge mennesker på det felt. Jeg kan kun fremstå som hende, der ikke kan nok’.”

Hun turde ikke rigtigt. Ikke før tanken om at blive studerende slog ned i hende.

“Da jeg tillod mig at tænke, om jeg kunne læse litteratur, kunne jeg mærke for første gang i virkelig lang tid, at det ville jeg simpelthen så gerne. Jeg kylede alle tanker om jobmuligheder væk. Jeg ville gøre det kun for min egen skyld af ren og skær lyst. Og derfra har det kun været let. Jeg tager et fag ad gangen, så jeg også kan tjene lidt penge og have tid til familien, jeg gør mig umage, og jeg synes, jeg lærer så meget.”

Det føles ikke særligt mærkeligt at være 40+ og studerende, når det foregår på Åbent Universitet, hvor hun er sammen med gymnasielærere på sin egen alder og er landet godt i en fin studiegruppe.

Til gengæld måtte hun tage tilløb til offentligt at melde ud, hvilken vej hun egentlig var på vej ned ad.

“Jeg tænkte, at jeg skulle ud på dybt vand og turde sige det højt, forlige mig selv med ideen. Så derfor gik jeg på Instagram og oprettede en profil for at skrive om bøger. Det var grænseoverskridende, for jeg er ikke den, der har læst flest bøger, og heller ikke den, der ved mest om bøger, så det er et felt, hvor jeg er som alle andre og læser med maven. Men det var en måde at bede folk om at se mig med nye øjne på.”

Straks efter var @bookielise i gang med at poste billeder og videoer med læsesituationer fra hængekøjer og grønne marker, med sig selv foran stakke af bøger ved bogreolen og spisebordet derhjemme og sammen med forfattere og andre personligheder.

“Og så en dag mødtes jeg med en dejlig, ærlig veninde, der sagde, at min Instagram havde fået hende til at læse mere – og den slags gør mig skideglad – men hun sagde også, at det gav hende dårlig samvittighed at følge mig derinde, for hun fik ikke læst lige så meget som mig og følte heller ikke, at hun lå så meget i en hængekøje og havde det super godt på en dejlig mark! Her troede jeg, at jeg havde lavet noget forsøgsvist neutralt på Instagram, men jeg er jo gået med på Instagrams præmisser, hvor det pæne foto høster flest likes. Og det har jeg det helt ærligt stramt med, for jeg synes, at Instagram langt hen ad vejen er et forfærdeligt sted, der intet godt gør for os.”

Siden har hun tænkt en del over, at der ved hvert eneste opslag også er en historie, vi ikke fortæller.

Et tabu at gå ned i gear

Er der så en bagside af historien om at sige farvel til tv-vært Lise Rønne og goddag til studerende Lise Rønne? Ikke direkte, for det svære var at turde gå med passionen.

“Det interessante er, at jeg punkterede, i det øjeblik jeg trådte ud. Og siden har jeg sagt nej til alt, der kunne minde om tv og om at være konferencier og den slags. Jeg gider ikke, for så skal jeg lige to gear op. Tiden må vise, om jeg en dag skal ind foran et kamera eller op på en scene igen. Lige nu er det noget andet, der trækker. Det er så dejligt at leve stille og roligt, med flydende arbejde, ganske enkelt ikke at have travlt.”

Men der er et tabu gemt i Lise Rønnes umiddelbare oplevelse af at træde lidt ud af spotlightet.

“Jeg magter ikke at have travlt. Det er blevet helt tydeligt for mig, nu hvor jeg har fået ro. Jeg ville helt ærligt ikke kunne have et 37-timers job lige nu. Det er måske en postreaktion på endelig at få luft. Det hører man indimellem, at det er, når du kommer ind på lavt vand, at du næsten får stress.”

Lise Rønne er ikke stresset. Tværtimod nyder hun sit nye liv. Så beslutningen om at forblive i stille og roligt gear er snarere en erkendelse af, hvad der er vigtigt (familien), hvor hun finder størst værdi (familien igen), og hvor hun lader op (bøgerne). Og så følger hun, hvordan hun har det.

“En enkelt ting i kalenderen kan presse mig, og det lyder jo lidt vildt, men jeg har lært at navigere efter det. Jeg skal maks. have en aftenaftale om ugen, ikke flere, og jeg skal ikke have alle mulige kaffeaftaler i dagtimerne. Hvis jeg har haft travlt tre dage, bliver jeg lettere ked af det, får hovedpine, kan ikke overskue noget, føler, at jeg taber alle de bolde, jeg skal holde i luften med legeaftaler og vintertøj. Der skal ikke så meget til, før jeg føler, det ramler.”