Lise Rønne
Lise Rønne (42).© Ditte Capion

Lise Rønne: “Jeg blev for alvor feminist, da jeg fik en datter”

Lise Rønne har selv erfaret, at kvinder har et mindre spillerum end mænd. Da hun fik en datter, blev det ekstra vigtigt for hende at diskutere vores forståelse af køn.

24. januar 2021 af Karen Greve

Lise Rønne (42)

  • er kæreste med Mikkel Lucas Overby, der er COO i virksomheden Rokoko. Sammen har de tre børn: Nelson på 10, Eva på 8 og Thomas på 3 år.
  • har en diplomuddannelse i journalistik og en bachelor i medievidenskab fra Aarhus Universitet. Som 22-årig kom hun i praktik på MTV i London som producerassistent. Kom derefter hjem til Danmark og begyndte som tv-vært på ungdomsprogrammer som Boogie (DR) og Rundfunk (TV2). Senere har hun fortsat tv-karrieren med skiftende tjanser som vært, redaktør og tilrettelægger på programmer som DR’s TV Avisen, X Factor, Aftenshowet og Dansk Melodi Grand Prix. Samt været vært på det internationale Eurovision Song Contest, som i 2014 blev afholdt i København.
  • læser i dag litteraturhistorie på Københavns Universitet og er desuden en del af boguniverset Saxo.com, hvor hun deler anbefalinger og læseoplevelser.

En af de sidste ting, Lise Rønne foretog sig, inden hun sagde farvel til rollen som tv-vært på Aftenshowet i december sidste år, var at skrive en kronik i Politiken. “Kære Politiken, jeg synes, I skal holde op med at tale fornedrende til kvinder.” Sådan begyndte hun, sagligt, behersket og velovervejet.

I virkeligheden var indlægget skrevet på en ulmende vrede, som Lise Rønne har mærket, lige siden hun som helt ung tv-vært i programmet Rundfunk fik at vide af en erfaren medarbejder, at hun bare lige skulle vide, at hun havde mindre spillerum end hendes mandlige medvært i programmet, Felix Smith. Beskeden dengang var, at hun kunne grine mindre højt og brede armene mindre ud end Felix, ellers ville hun få verbale tæsk. Sådan var det bare.

15 års arbejde med tv som vært, tilrettelægger, redaktionschef og redaktør har kun bekræftet hende i sandheden i de ord. Hendes mandlige kollegaer har ikke fået at høre for deres kropsform, frisure, tøj eller måde at tale eller slå ud med armene på. Lise Rønne derimod har gennem tiden fået at vide, at hun havde “gyseligt kort hår, lignede en kræftsyg, var skinger, hysterisk, medieliderlig, tomhjernet” og var “en grim gås i grimt tøj”. Bare for at nævne nogle eksempler.

Og en mørk decembereftermiddag fik hun nok, da Politiken bragte en anmeldelse af et lyrikprogram, hvor anmelderen skrev, at “hun vimsede rundt i vanlig neurotisk værtindestil”.

“Jeg læste anmeldelsen med ondt i maven, og så kørte jeg til forelæsning på universitetet med hjertet hamrende i brystet. Da jeg kom hjem klokken 21, var jeg for en gangs skyld alene hjemme, og jeg satte mig til at skrive en kronik i en blodrus under min dyne indtil klokken et om natten.”

Interview med Lise Rønne
“Jeg læste anmeldelsen med ondt i maven, og så kørte jeg til forelæsning på universitetet med hjertet hamrende i brystet.”© Ditte Capion

En lille, letbenet pige

I kronikken beskrev Lise Rønne sine erfaringer som kvindelig tv-vært, kritiserede konkret avisen for sexistisk sprogbrug og opfordrede til en diskussion af de “usynlige strukturer, en kulturelt nedarvet diskurs, som i en sådan grad gennemsyrer vores måde at se og forstå køn på, at vi for det meste ikke selv er bevidste om det.”

Næste morgen ringede hun til debatredaktøren på Politiken for at høre, hvem hun skulle sende sin kronik til. Han virkede ikke umiddelbart interesseret, men lyttede dog til hendes korte referat af indholdet i teksten.

“Da han havde lyttet lidt, sagde han: ‘Ved du godt, at det er virkelig mange ord, du skal skrive? En kronik er et langt format’.”

Lise Rønne holder en pause og trækker luft ind. “På det tidspunkt havde jeg jo allerede skrevet de 2.400 ord, som en kronik kræver. Det interessante er jo, at jeg aldrig vil kunne sige, om han ville have sagt det samme til en 41-årig mandlig DR-journalist. Det kan jeg ikke sige, om han ville have gjort. Men jeg kan sige, at lige der fik han mig til at føle mig som en lille, letbenet pige.”

Avisen tog dog kronikken, som siden afstedkom en større debat i spalterne, og som endte med, at anmelderen undskyldte, og kulturredaktøren på Politiken lovede, at redaktionen fremover ville “blive mere selvkritiske, præcise og skarpe i redigeringen”.

I dag trækker Lise Rønne smilende på skuldrene af episoden. Debatten kom til at handle om kvindelige studieværter, og i virkeligheden ville hun gøre opmærksom på det sprog, vi bruger om kvinder helt generelt.

For interessen for feminisme er blevet vakt i hende med tiden. “Jeg blev for alvor opmærksom på det, i det øjeblik jeg fik en datter. Faktisk følte jeg allerede, da jeg var gravid med hende, at jeg stod foran en større opgave, end jeg havde følt det med min søn. For det har en pris ikke at være opmærksom nok på, hvad det er, vi vokser op med som kvinder.

Helt grundlæggende er min datter, fra hun kom til verden, blevet mødt af meget mere respons fra verden, end min søn er. På hendes tøj – om det nu var piget eller drenget – på hendes hår, og på hvilken type pige hun er. Og da hun startede i en ellers helt vidunderlig børnehave, var en af de faste traditioner, at drengene havde tema om vikinger, hvor de læste om og blev kloge på vikingetiden, lavede sværd og besøgte vikingemuseet, mens pigerne tog på Amalienborg klædt ud i prinsessekjoler, uden at lære noget som helst. Hvorfor har vi den opdeling?

Der er mange ting, vi gør ret ubevidst, og derfor giver det mening at bevidstgøre, og børnehaven tacklede det rigtigt fint, da jeg gjorde opmærksom på den stereotype opdeling i de ellers så fine aktiviteter.”

For det kunne jo være, at vi som voksne turde tage lidt flere sværdslag, hvis vi havde lært at være opmærksomme på den slags som børn og unge?

“Jeg kan huske engang, jeg var til lønforhandling i DR, og det var på et tidspunkt, hvor jeg lavede både Aftenshowet, X Factor, et juleshow, en årskavalkade og Melodi Grand Prix i løbet af fire måneder. Jeg skulle forhandle løn for Melodi Grand Prix, og min chef sagde til mig: ‘Lise, hvis jeg gav dig det, du forlangte, så ville du blive en af vores bedst betalte værter’. Jeg blev helt paf og fik ikke sagt noget.

Han fik mig til at føle mig dum. Men hvorfor i alverden skulle jeg ikke være en af de bedst betalte, når jeg var blevet håndplukket til at løfte alle de populære shows? Jeg kunne ikke få øje på rationalet, og derfor blev det igen en situation, hvor jeg kom til at spekulere på, om jeg var blevet mødt af samme ikke-argument, hvis jeg havde været en mand?”

Lise Rønne fortæller om at være feminist
“Hvorfor i alverden skulle jeg ikke være en af de bedst betalte, når jeg var blevet håndplukket til at løfte alle de populære shows?”© Ditte Capion

Tiltrængt kaos

Så vidt Lise Rønnes indignation over et – med hendes egne ord – “sprængfarligt emne”. Men sid nu ikke tilbage med fornemmelsen af, at du har mødt en vred dame! Lise Rønne er typen, der bekymrer sig om, hvorvidt du mangler en pude i ryggen i sofaen, og husker dig på at drikke kaffen, mens den er varm. 

Hun smiler meget, lytter opmærksomt og stiller næsten lige så mange spørgsmål, som hun besvarer: Har du selv børn? Hvor er du vokset op? Det sidste er selvfølgelig, mens vi snakker om hendes opvækst.

Den foregik i Viborg, og hun har “haft en fin og helt almindelig barndom”, og føler sig i øvrigt stadig som jyde og er glad for det brede perspektiv på Danmark, det har givet hende at have levet både vest og øst for Storebælt. 

Hendes forældre blev skilt, da hun var fire år, og det var ikke så meget anderledes for hende end for andre skilsmissebørn i 80’erne. “Det havde da været federe ikke at være skilsmissebarn”, som hun udtrykker det. Men det er ikke noget, hun spekulerer over i dag, hvor hun har rigeligt at gøre med nutiden. 

Hun bor i Nordsjælland med mand og tre børn, og det er lykkeligt, men overhovedet ikke rosenrødt. Det sidste understreger hun flere gange.

“Tak gud, at jeg tilfældigvis er landet med en mand, som jeg kan med i længden. Det kunne jeg ikke vide, og vi har også kæmpet for det. Nogle perioder er irriterende og arbejdsramte, men vi ved også, at når vi tager os tid til hinanden, så lander vi, og så er det blødt og varmt og sjovt igen. Min mand er min bedste ven – han er altid den, jeg helst vil være sammen med og tættest på. Det er ham, jeg helst vil fortælle ting til – og det er heldigt, for det ved man sgu ikke efter et halvt år som kærester, hvor jeg blev gravid! Altså, det kunne være gået i tusind retninger.”

Det gjorde det ikke. Det gik i en retning: Flere børn.

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have mange børn. Måske ville jeg endda gerne have haft en til, hvis jeg havde været tidligere i gang. Mikkel derimod har ikke sådan rigtigt tænkt over det. Ikke forholdt sig til at skulle være far. Det har været en ting – en ubalance, vi har skullet arbejde på plads. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at det meget var mig, der havde den i starten.”

Og starten på børnefamilielivet var ikke specielt nemt.

“Jeg var i chok. Jeg husker det som en ensom tid at være på barsel, hvor jeg gik meget rundt alene. Jeg måtte lære at tackle det kontroltab, hvor du er på vej til hyggelig morgenmad med veninder, og barnet græder hele tiden, og du sveder og er helt rødplettet op ad halsen. Jeg kom til at isolere mig, fordi jeg ikke kunne overskue det kontroltab.”

Men med barn nummer to og tre blev alt det kaos, der fulgte med, også til en forløsning.

“Da nummer tre kom, kunne jeg ikke holde på en skid længere. Der stod jeg hele tiden i snevejr med et skrigende barn, der skulle ammes i en skolegård, og en fireårig, der havde trods, og en seksårig, der ikke ville gå, og jeg tænkte, jeg kommer aldrig hjem – og nu græder jeg! Men her bagefter kan jeg se, at det har været en gave for mig at få et los ud i det kontroltab. Det har gjort noget godt for mig, at det hele er lidt kaos, for perfektionisme gør altså ikke noget godt for nogen.”

Og du har været perfektionist?

“Ja, i forhold til folks øjne på mig. Jeg tror desværre, det er karakteristisk for mange af os kvinder. Vi kan gå igennem et helt liv og bekymre os alt for meget om, hvordan andre ser os – og det har fyldt for meget. For der er lige præcis intet godt at sige om det. Overhovedet. Jo mere vi kan vriste det af os, jo bedre er det.”

Har du vristet dig fri?

“Ja, i ret høj grad. Og det er nok startet med mit moderskab. Jeg ved, hvordan det er rigtigt for mig at tackle mine børn. Om jeg skal tage konflikten eller ej. I alle de situationer, hvor jeg skal beslutte noget, er jeg nødt til at stå ved, hvem jeg er som mor. Når du kan gøre det med noget så altoverskyggende fundamentalt som dit moderskab, så står du også ved, hvem du ellers er. Der er en ro i det. Og det er fandeme rart.”

Lise Rønne
“Jeg tror desværre, det er karakteristisk for mange af os kvinder. Vi kan gå igennem et helt liv og bekymre os alt for meget om, hvordan andre ser os – og det har fyldt for meget.”© Ditte Capion

“Du læser jo altid bøger”

I det hele taget er livet blevet mere roligt for Lise Rønne efter et tiår med fuld smadder på tv-karrieren og tre fødsler oveni. I dag er hun studerende på Åbent Universitet, hvor hun læser litteraturvidenskab, og derudover samarbejder hun med boguniverset Saxo.com.

“Mit skifte handlede jo om flere ting og om, hvor jeg var i livet. Jeg kunne mærke, at det ikke sagde mig så meget mere at være studievært, jeg ville noget andet, gøre en forskel, og jeg var omkring den klassiske med at åbne en café, jeg overvejede barn nummer fire, og jeg undersøgte meget seriøst læreruddannelsen. Men jeg kunne ikke rigtigt lande i noget af det.”

Lise Rønnes bedste ven, manden og faren i huset, foreslog hende at lave et eller andet med bøger.

“‘Du læser altid, hvorfor løber du ikke med den bold?’, spurgte han mig. Og i flere omgange svarede jeg: ‘Det kan du godt glemme. Jeg er for langt bagud. Der er for mange kloge mennesker på det felt. Jeg kan kun fremstå som hende, der ikke kan nok’.”

Hun turde ikke rigtigt. Ikke før tanken om at blive studerende slog ned i hende.

“Da jeg tillod mig at tænke, om jeg kunne læse litteratur, kunne jeg mærke for første gang i virkelig lang tid, at det ville jeg simpelthen så gerne. Jeg kylede alle tanker om jobmuligheder væk. Jeg ville gøre det kun for min egen skyld af ren og skær lyst. Og derfra har det kun været let. Jeg tager et fag ad gangen, så jeg også kan tjene lidt penge og have tid til familien, jeg gør mig umage, og jeg synes, jeg lærer så meget.”

Det føles ikke særligt mærkeligt at være 40+ og studerende, når det foregår på Åbent Universitet, hvor hun er sammen med gymnasielærere på sin egen alder og er landet godt i en fin studiegruppe.

Til gengæld måtte hun tage tilløb til offentligt at melde ud, hvilken vej hun egentlig var på vej ned ad.

“Jeg tænkte, at jeg skulle ud på dybt vand og turde sige det højt, forlige mig selv med ideen. Så derfor gik jeg på Instagram og oprettede en profil for at skrive om bøger. Det var grænseoverskridende, for jeg er ikke den, der har læst flest bøger, og heller ikke den, der ved mest om bøger, så det er et felt, hvor jeg er som alle andre og læser med maven. Men det var en måde at bede folk om at se mig med nye øjne på.”

Straks efter var @bookielise i gang med at poste billeder og videoer med læsesituationer fra hængekøjer og grønne marker, med sig selv foran stakke af bøger ved bogreolen og spisebordet derhjemme og sammen med forfattere og andre personligheder.

“Og så en dag mødtes jeg med en dejlig, ærlig veninde, der sagde, at min Instagram havde fået hende til at læse mere – og den slags gør mig skideglad – men hun sagde også, at det gav hende dårlig samvittighed at følge mig derinde, for hun fik ikke læst lige så meget som mig og følte heller ikke, at hun lå så meget i en hængekøje og havde det super godt på en dejlig mark! Her troede jeg, at jeg havde lavet noget forsøgsvist neutralt på Instagram, men jeg er jo gået med på Instagrams præmisser, hvor det pæne foto høster flest likes. Og det har jeg det helt ærligt stramt med, for jeg synes, at Instagram langt hen ad vejen er et forfærdeligt sted, der intet godt gør for os.”

Siden har hun tænkt en del over, at der ved hvert eneste opslag også er en historie, vi ikke fortæller.

“Når jeg tager et foto af min søns godnathistorie og anbefaler den, så fortæller jeg også indirekte en historie om, at jeg er sådan en mor, der altid læser godnathistorie. Jeg tager ikke et billede af de mange, mange aftener, hvor jeg er alt for mast til at læse og bare siger: ‘Godnat, der er ingen godnathistorie’. På den måde kan et opslag helt sikkert give en utilstrækkelighedsfølelse.”

Hun tager spekulativt en tår kaffe.

“Og hvad vil jeg så sige med det? At vi bør tænke over, hvad vi sender ud på sociale medier. Får andre noget godt ud af den historie, vi fortæller, eller kommer de til at føle sig mindre værd? Hvis vi kun fortæller en stor, lykkelig løgn, synes jeg, vi svigter et fællesskab.”

Lise Rønne
“Jeg synes, at Instagram langt hen ad vejen er et forfærdeligt sted, der intet godt gør for os.”© Ditte Capion

Lise Rønnes bedste bøger

Den første bog, der gjorde indtryk på mig

“var Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Det er første gang, jeg kan huske, at jeg græd, ikke fordi jeg havde slået mit knæ eller var sur på mine forældre, men fordi jeg levede mig ind i andres følelser. Det er jo derfor, bøger er så vigtige, især for vores børn. Fordi de hjælper os til at forstå, hvordan man kan have det, og giver os anledning til at tale om alt det svære – som i det her tilfælde noget så bøvlet som døden.”

En bog, jeg altid vender tilbage til

“Åh, men altså: Tolstojs Anna Karenina er virkeligt vidunderlig. Det er en af de allerbedste bøger, jeg har læst. Og i modsætning til, hvad man kunne tro om en stor, russisk klassiker, er den ikke tung, men derimod en hæsblæsende pageturner af en kærlighedsroman, som man læser med høj puls og bankende hjerte.”

En bog, jeg vil anbefale 

“Iben Mondrups Tabita er for mig en af årets allerbedste romaner. Den handler om et grønlandsk søskendepar, som mod deres vilje bliver adopteret til Danmark, og man tudbrøler og blæser igennem den. Birgithe Kosovićs dokumentarroman om hendes vrede far, Det, du ikke vil vide, er også en virkelig flot roman.”

Læs Magasinet Livs boganmelders anmeldelse af Tabita her, hvor vi anbefaler de bedste romaner fra 2020 og 2021.

Lise Rønne fortæller om sit karriereskifte
“Bøger hjælper os til at forstå, hvordan man kan have det, og giver os anledning til at tale om alt det svære.”© Ditte Capion

Et tabu at gå ned i gear

Er der så en bagside af historien om at sige farvel til tv-vært Lise Rønne og goddag til studerende Lise Rønne? Ikke direkte, for det svære var at turde gå med passionen.

“Det interessante er, at jeg punkterede, i det øjeblik jeg trådte ud. Og siden har jeg sagt nej til alt, der kunne minde om tv og om at være konferencier og den slags. Jeg gider ikke, for så skal jeg lige to gear op. Tiden må vise, om jeg en dag skal ind foran et kamera eller op på en scene igen. Lige nu er det noget andet, der trækker. Det er så dejligt at leve stille og roligt, med flydende arbejde, ganske enkelt ikke at have travlt.”

Men der er et tabu gemt i Lise Rønnes umiddelbare oplevelse af at træde lidt ud af spotlightet.

“Jeg magter ikke at have travlt. Det er blevet helt tydeligt for mig, nu hvor jeg har fået ro. Jeg ville helt ærligt ikke kunne have et 37-timers job lige nu. Det er måske en postreaktion på endelig at få luft. Det hører man indimellem, at det er, når du kommer ind på lavt vand, at du næsten får stress.”

Lise Rønne er ikke stresset. Tværtimod nyder hun sit nye liv. Så beslutningen om at forblive i stille og roligt gear er snarere en erkendelse af, hvad der er vigtigt (familien), hvor hun finder størst værdi (familien igen), og hvor hun lader op (bøgerne). Og så følger hun, hvordan hun har det.

“En enkelt ting i kalenderen kan presse mig, og det lyder jo lidt vildt, men jeg har lært at navigere efter det. Jeg skal maks. have en aftenaftale om ugen, ikke flere, og jeg skal ikke have alle mulige kaffeaftaler i dagtimerne. Hvis jeg har haft travlt tre dage, bliver jeg lettere ked af det, får hovedpine, kan ikke overskue noget, føler, at jeg taber alle de bolde, jeg skal holde i luften med legeaftaler og vintertøj. Der skal ikke så meget til, før jeg føler, det ramler.”

På en eller anden måde passer den følelse ikke sammen med de forventninger, andre mennesker har til en tidligere studievært, som har styret både Thomas Blachman i X Factor og hele det gigantiske setup, der rulles ud ved et internationalt Melodi Grand Prix.

“Det er også et ret stort tabu. Når jeg siger højt, at jeg ikke kan overskue at fylde mere i min kalender, synes folk, at det er så akavet en samtale. Det bliver opfattet som et svaghedstegn, som om jeg flasher et lille handicap. Og jeg har selv skullet acceptere, at jeg har det sådan, at jeg ikke kan presse mig selv. For det ligger i vores kultur, at vi godt kan. Men jeg vil tusind gange hellere have energi og overskud til en hyggelig hverdag med ungerne, end jeg vil bruge min energi på at løbe stærkt for at nå alt det andet. Det har jeg for alvor kunnet mærke, efter at jeg har fået tiden til det.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. november 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...