Lisbeth Houmann
Lisbeth Houmann (60).© Sine Nielsen

Lisbeth var død i halvandet minut: “Alt kan forandre sig på et splitsekund”

“Døde jeg mon for at vågne op?” Har Lisbeth Houmann spurgt sig selv om flere gange, siden hun faldt om på et løbebånd en formiddag i januar. Hun døde i ambulancen, men kom tilbage til livet efter tre stød med en hjertestarter. Og siden har et spørgsmål rumsteret: “Hvorfor?”

19. maj 2019 af Karen Greve

Lisbeth Houmann (60)

  • har en kæreste og ingen børn. 
  • er tidligere stewardesse, yogalærer, receptionist og research- og salgskoordinator. Og p.t. sygemeldt efter en hjerteoperation.

“Skulle jeg have lyttet mere til mit hjerte? Til de signaler, jeg fik? Kunne jeg have forhindret det, der skete? Hvorfor skete det lige for mig? Og hvorfor skete det lige nu? ‘Hvorfor’ er det ord, som blev ved med at køre rundt i mit hoved. 

I dag ved jeg, at der ikke kommer et klart svar. Jeg skal lære at acceptere det, der skete for mig, og jeg vil være taknemmelig for, at jeg klarede den.”

En surrealistisk oplevelse

“Jeg faldt om en tirsdag formiddag i januar i år på løbebåndet i Fitness World i Lyngby. Jeg havde først styrketrænet energisk i en time sammen med min nabo, og bagefter ville jeg brænde lidt ekstra kalorier af, så jeg valgte indstillingen ‘Bjerg’ på løbemaskinen, men efter kun cirka et halvt minut faldt jeg ned af løbebåndet.

Jeg havde det, som om jeg var ved at besvime og så alligevel ikke. For jeg var hele tiden ved bevidsthed. Det var surrealistisk. Jeg var svimmel og følte ikke, at jeg kunne være i min krop. Jeg svedte tran og frøs på samme tid.

Samtidig forsøgte jeg efter bedste evne at berolige alle, der stimlede sammen omkring mig. ‘Jeg skal bare lige have lidt vand’, sagde jeg til den træner, der straks kom mig til hjælp. Han hedder Emil, og han var heldigvis cool og professionel.

Han lagde mig i aflåst sideleje, og han ringede efter en ambulance, selv om jeg ikke selv mente, at det var nødvendigt på det tidspunkt. Mens vi ventede på ambulancen, talte Emil hele tiden til mig for at holde mig ved bevidsthed, og det var godt, for jeg havde en trang til at komme væk fra den ubehagelige fornemmelse i min krop. 

Hvis ikke han havde talt til mig og rusket i mig, tror jeg, at jeg var død lige der på gulvet ved siden af løbemaskinen, for jeg havde bare lyst til at forsvinde, sove og give slip.”

I ambulancen

“Da jeg først lå i ambulancen, kunne Falckredderne ikke få min puls ned. De var telefonisk i kontakt med en hjertelæge for at få instrukser, imens de proppede slanger i mig. Jeg kan huske, at hjertelægen sagde, da hun hørte, hvor jeg var faldet om: ‘Gid fanden havde de løbebånd’.

Jeg kan også huske, da de besluttede, at nu skulle vi til hospitalet med fuld udrykning. Jeg var stadig ikke klar over, hvor alvorligt det hele var. ‘Tænk, jeg har aldrig kørt i ambulance før’, sagde jeg. Og så kan jeg ikke huske mere.”

Tre stød

“Men jeg ved, at ambulancen straks kørte ind til siden, så redderne kunne give mig hjertemassage og stød med hjertestarteren. Jeg døde klokken 12.33. Jeg ved det præcis, for jeg har efterfølgende bedt om at se strimlen, de kørte på mig i ambulancen. Jeg var væk i cirka halvandet minut. Først ved tredje stød i ambulancen kom jeg tilbage.

Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede op på Gentofte Hospital, uden erindring om, hvad der var sket. Det var en sygeplejerske, der fortalte mig, at jeg havde haft hjertestop. Hun spurgte om mit navn og min fødselsdato. Kort efter kom min kæreste.”

En rutsjetur

“Det var meget mærkeligt, for jeg kunne ikke mærke noget. Jeg var meget, meget træt, men jeg havde ikke ondt nogen steder. Jeg følte mig ikke syg. Jeg var faktisk parat til at rejse mig og gå hjem. Nu var det jo overstået. Men det fik jeg ikke lov til.

Jeg blev indlagt i 14 dage med elektroder på hele kroppen, mens de prøvede at finde ud af, hvorfor jeg var faldet om. I den periode følte jeg mig som en slags dr. Jekyll og mr. Hyde. Det ene øjeblik kunne jeg lave sjov med min situation og følte næsten, at jeg var lidt uden for mig selv, det næste øjeblik gik jeg helt i sort og havde mest lyst til at skride fra det hele og bare dø.

For skulle jeg nu til at være hjertepatient? Skulle jeg have medicin resten af mit liv? Skulle jeg leve med en pacemaker, som lægerne talte om? Det var en rutsjetur for mig, et godstog af tanker i hovedet, som jeg slet ikke kunne stoppe. Hele tiden anført af et vredt og højtråbende ‘hvorfor’!”

Lisbeth Houmann
Lisbeth Houmann spørger sig selv 'hvorfor'? © Sine Nielsen

Hvad er sunde vaner?

“Jeg har altid levet sundt. Jeg spiser semivegetarisk. Jeg har styrketrænet to gange om ugen, svømmet en kilometer hver onsdag og gået ture på fem til otte kilometer i Dyrehaven hver weekend. Jeg har dyrket meget yoga. Jeg er i god form og har taget ansvar for at holde mig sund. 

Det føles uretfærdigt, at det lige skulle være mig, der faldt om, mens jeg var i gang med at give den en ekstra skalle i fitnesscenteret efter jul og nytår.

Men sundhed er andet end træning og kost. Og timingen, i forhold til hvor jeg var i mit liv den januardag, er også noget, jeg har tænkt meget over. For tre dage tidligere havde jeg sygemeldt mig, fordi jeg længe havde mærket en stress i min krop.”

Fortiden ramte 

“I efteråret blev jeg fyret fra mit arbejde, og siden havde jeg forsøgt af al kraft at holde modet oppe og komme tilbage på sporet. Men på kraftig opfordring fra min sagsbehandler havde jeg netop besluttet at lytte til min krop og ikke bare fortsætte med fuldt knald på, som jeg plejer. 

Jeg blev overtalt til at melde mig syg, og det var ikke let for mig, for jeg har altid været sådan en op på hesten igen-type. Jeg har haft mit at slås med gennem tiden, og jeg plejer altid at kunne rejse mig og komme videre.

Jeg har kæmpet med tinnitus. Jeg har brugt fire år på at acceptere min søvnapnø. Jeg har brugt yoga til at gøre noget ved min slidgigt. I forbindelse med en bilulykke har jeg fået et traumechok, som stadig sidder i mig. Gennem terapi har jeg taget fat på en svær barndom og en voldtægt i min ungdom i New York.

Jeg er vant til at klare mig gennem alt muligt, men det var pludselig, som om alle de ting fra min fortid havde ramt mig lige i hovedet. Lige netop da jeg syntes, jeg skulle til at have styr på det hele, fik jeg så mit hjertestop! Og jeg følte mig pludselig helt forsvarsløs på hospitalet.”

Søgen efter svar

“Som mennesker ønsker vi altid et svar, tror jeg. Det er virkelig en prøvelse at acceptere ikke at kunne få et svar. Jeg arbejder på at opgive enhver form for dom over for mig selv. I stedet for hele tiden at blive vred på mig selv og vred over, at der ikke er noget svar.

Buddha har engang sagt: ‘Hvis man holder fast i vreden, er det som at gribe om et glødende stykke kul for at kaste det efter en anden. Man bliver selv brændt først’.

Lægerne har ikke kunnet give mig en reel forklaring på, hvad der præcis skete og hvorfor, selv om jeg er blevet undersøgt på alle leder og kanter her bagefter. De mener, at det kan være en rift i en blodåre eller en blodprop i mit hjerte, som rent faktisk kan være kommet tidligere.”

En ekstra chance 

“Men jo mere jeg har tænkt over det, jo flere begivenheder er jeg kommet i tanke om, som måske har været signaler. For et par år siden besvimede jeg midt i et lyskryds i New York. Jeg kom på hospitalet, men valgte ikke at få yderligere undersøgelser, fordi jeg ikke orkede at tage mig af alt omkring sygeforsikring på en rejse til USA. Og jeg havde det jo godt igen med det samme!

Jeg har også oplevet vejrtrækningsbesvær og migræneanfald med mellemrum. En anden gang under en ferie til Malta blev jeg indlagt, fordi jeg pludselig blev dårlig. Ingen af delene fik mig til at sætte tempoet ned eller have færre aktiviteter i min kalender.

Jeg er positiv og optimistisk, og jeg har altid tænkt, at hvad jeg ikke dør af, gør mig stærkere. Hellere leve livet stærkt og dø ung. Ups. Heldigvis fik jeg en chance til, da det gjaldt. Og det har været meget tankevækkende for mig.”

Lisbeth Houmann
Lisbeth Houmanns 2019 har allerede været livsomvæltende. © Sine Nielsen

Tilbage til livet

“Der er mange, der har spurgt, hvad jeg så, da jeg døde. Jeg så ikke et hvidt lys, som mange andre har set og fortalt om. I stedet var det, som om jeg var højt oppe, og jeg kunne se et kraftigt gult lys. 

Jeg havde det godt, der var fredfyldt, og jeg mærkede ikke noget andet end ro. Jeg kunne se nogle mennesker, dog kunne jeg ikke skelne deres ansigter. Måske kommer det til mig senere? Det har jeg hørt kan ske, så jeg må vente og se. Jeg tror på mine engle, som var der og beskyttede mig.

Jeg er dybt taknemmelig for alle de besøg, blomster og gaver, jeg fik, og den omsorg og kærlighed, mine nærmeste viste mig, da jeg lå på hospitalet. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem. Sygeplejerskerne var også en kæmpe hjælp og støtte.”

Åben om oplevelsen

“Jeg har efterfølgende sørget for, at personalet på Fitness World i Lyngby og særligt Emil, som hjalp mig, har fået anerkendelse for den gode indsats. Det er vigtigt for mig at vise, hvor taknemmelig jeg er for den hjælp, jeg fik. 

Jeg ved godt, at jeg har været heldig. Jeg kunne være faldet om på en løbetur i Dyrehaven, og så havde jeg ikke haft hjælp lige ved hånden. Jeg har også fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi alle kan førstehjælp.

I mine sorte stunder har det hjulpet mig hele tiden at være åben om mine oplevelser. Jeg talte med min kæreste, med personalet på hospitalet og med mine venner og min familie om, hvad der var sket, og hvilke tanker der løb gennem mit hoved.

Jeg valgte også at skrive mere bredt ud, hvad der var sket mig, på Facebook, og det blev helt utroligt kærligt mødt. Mange skrev privat til mig, at det havde været en øjenåbner, at det var sket for mig.”

“Alt kan forandre sig på et splitsekund”

“Det var så ufatteligt og tankevækkende for mange. Måske især fordi det på Facebook blev tydeligt, hvor hurtigt vi kan gå fra den ene yderlighed til den anden. Mit sidste opslag, inden jeg faldt om, var et foto, jeg lagde på i december fra en ferie i Dubai. 

Et rigtigt fjollefoto, hvor jeg griner og ser lykkelig ud i en farverig sarong på baggrund af en blå himmel. Næste gang jeg gav lyd fra mig, var jeg på hospitalet og var lige blevet genoplivet. Det var mindre end en måned senere. Alt kan forandre sig på et splitsekund.”

Vågnet op i mere end en forstand

“En af de ting, jeg har spekuleret over, er, at jeg aldrig tidligere har brudt mig om at blive gammel. Alle alderstegn har jeg haft det svært med. Jeg har altid været høj og smuk. Som ung arbejdede jeg en overgang som model i Italien. 

Jeg har altid kunnet bruge mit udseende som en ekstra positiv faktor, også i mit arbejde som stewardesse. Selvfølgelig sammen med professionalisme og dygtighed. Derfor har hedeture og rynker irriteret mig.

Men nu vil jeg prøve i stedet at acceptere den, jeg er. Min krop og mine rynker. Jeg vil være taknemmelig for at kunne trække vejret, drikke rent vand og spise mig mæt. Jeg vil glæde mig over at kunne løbe i naturen og danse mig glad en lørdag aften. 

Det gælder om at nyde livet. Om at nyde mit nu. I stedet for at ærgre mig over, at mit stramme maveskind hører en anden livsalder til. På den måde er jeg vågnet op i mere end en forstand efter min ulykke.”

Efter hospitalet

“Der findes et ‘efter’, når du har været indlagt på den måde, jeg har været. Jeg blev udskrevet efter 14 dage, og lige der følte jeg mig helt forladt og overladt til mig selv. 

Lægerne ville have, at jeg skulle tage en masse medicin for en sikkerheds skyld, men det blev jeg meget syg af. Jeg var svimmel, kastede op, fik blod i urinen, og til sidst havde jeg to fødder, der var helt svulmet op, og jeg kunne ikke gå.

Det sidste især slog mig helt ud, for jeg er vant til at være meget aktiv, og det eneste, jeg måtte foretage mig oven på operationen, var at gå, og nu kunne jeg ikke engang det.

I en måned måtte jeg heller ikke løfte min venstre arm, fordi jeg har fået indopereret en ICD-hjertestarter, så jeg følte, at der var mange begrænsninger, og især psykisk var det hårdt.”

Redningen

“Jeg følte mig ikke rask, da jeg kom hjem. Snarere mere syg end nogensinde. Det er virkelig sørgeligt, at vores hospitaler udskriver patienter uden en livline. Jeg var sårbar og helt på bar bund i min nye tilværelse som hjertepatient, og det gjorde mig usikker og trist.

Min redning blev et projekt for patienter med pacemakere, som jeg havde sagt ja til at deltage i, samtidig med at jeg sagde ja til at få min egen lille hjertestarter indopereret. 

Sygeplejersken, som stod for det projekt, lyttede til mig og hjalp mig til at stoppe med det meste af min medicin. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg blev samlet op og hjulpet af hende.

På grund af mine depressive tanker tog jeg desuden fat i min psykolog og fik derudover en uvurderlig hjælp fra Hjerteforeningen, hvor jeg har været tre gange hos en fantastisk psykolog, som har hjulpet mig meget via metakognitiv terapi. Den type terapi kan jeg klart anbefale.

Det er ikke altid, det hjælper at tale, tænke og analysere hele tiden. Tankerne har det med at køre rundt i ring omkring de samme frustrationer. Terapien har hjulpet mig med at slippe mine negative tanker og erstatte dem med nogle positive.

Jeg lærte at give slip på mine grublerier, erstatte mine spørgsmål med positive tanker og eventuelt sige til mig selv: ‘Hey, jeg gider ikke at bruge energi på ‘dig’ nu, måske i morgen klokken 14’, og ja, til den tid var jeg jo videre. Desuden har mine daglige meditationer hjulpet mig meget. Jeg har i forvejen mediteret i mange år.”

“Jeg er blevet opmærksom på at nyde mit nu”

“Jeg har det bedre nu, hvor jeg så småt er kommet i gang med at styrketræne, svømme og cykle igen. Desværre må jeg ikke køre bil i tre måneder efter mit hjertestop, og det er lidt af en udfordring, så jeg glæder mig til, at jeg må køre igen.

Men stille og roligt vender jeg tilbage til et liv og en hverdag, som jeg kender. Jeg er stadig sygemeldt, men jeg regner da med, at jeg skal arbejde igen en dag. Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke helt endnu, men jeg tager en dag ad gangen, og så skal det nok gå.

Jeg er blevet meget bedre til at indlægge hviledage og pauser i mit hverdagsprogram. Og jeg er blevet opmærksom på at nyde mit nu!”

Dine hjertetal

  • Hvert år får 4.000 danskere hjertestop uden for hospital. Det svarer til 11 om dagen.
  • Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i dag 10 %.
  • Hver 4. dansker dør af en hjerte-kar-sygdom.
  • Antallet af dødsfald, som skyldes hjerte-karsygdom, er halveret fra 1995 til 2015.
  • Stress øger risikoen for hjerte-kar-sygdom med 10 til 40 %

Kilde: Hjerteforeningen

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 11. april 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide