Leonora Christina Skov tør tale og skrive om alt

Det er tre år siden, jeg første gang sad i køkkenet hos Leonora Christina Skov. Dengang var hendes selvbiografiske roman Den, der lever stille lige sendt i trykken.

Forinden havde jeg spekuleret på, hvor kontant hun ville være. Jeg havde et billede i hovedet af hende som både debattør, anmelder og forfatter. Jeg havde set hende vippe energisk med det ene korslagte ben i Smagsdommerne på DR2, hvor hendes røde sko og matchende røde læber og negle stak ud blandt de øvrige rullekraveklædte kulturpersoner i tv-programmet. Jeg havde læst hendes spidse pen i Weekendavisens anmeldelser og set nogle af de debatter, hun frygtløst kastede sig ud i på de sociale medier.

Da vi mødtes, var hun sød og ivrig, svarede uden tøven på alle spørgsmål og var ydmygt glad for, at jeg havde læst hendes bog – for det forventede hun bestemt ikke, at alle journalister havde tid til. Undervejs satte hun ord på at føle sig svigtet og uelsket af sine forældre og stå på sin mors dødsleje og vide, at deres forhold nu aldrig ville kunne blive anderledes.

På en god time var vi omkring så mange tabuer, at jeg efterfølgende ringede til chefredaktøren for at spørge, om vi kunne nå at skifte fra et lille interview til et stort.

Den, der lever stille solgte det første år mere end 100.000 eksemplarer og indbragte Leonora Christina Skov De Gyldne Laurbær. Romanen sendte hende på en to år lang foredragsturné med fyldte sale landet rundt. For første gang i sin karriere som forfatter havde hun dundrende succes. Til sin egen store overraskelse.

“Jeg kunne ikke forudse det. Min historie om mine forældre har altid været et bizart indslag i samtaler med venner. Jeg havde ingen fornemmelse af, at andre ville kunne spejle sig i den. Jeg har følt, at jeg stod lidt udenfor og kiggede ind på andre med mere velfungerende liv. Men det viste sig, at kærlighedstemaet om ikke at være elsket for den, man er, det gik ind. Og det med at springe ud som sig selv og ikke blive mødt,” fortæller Leonora Christina Skov.

Forvandlingen af Christina Skov

Den, der lever stille handler om at være ensom i sin familie. I Hvis vi ikke taler om det fortsætter Leonora Christina Skov sin fortælling om ensomhed. Denne gang med mere fokus på at føle sig uden for flokken i folkeskolen, senere på universitetet og i det københavnske kulturmiljø, hvor hun længe følte sig meget fra Helsinge og meget forkert.

Leonora Christina Skov voksede op som Christina Skov. De var tre, der hed Christina i hendes klasse, og hun fik hurtigt en følelse af, at det navn strammede over skuldrene. Lige fra første klasse var det tydeligt, at hun var anderledes end de andre piger.

“Bare så du ved det, så synes min mor, at dine støvler er rigtigt grimme,” siger Tine S. allerede i anden klasse om et par skinnende røde snørestøvler, og lille Christina Skov begyndte at få ondt i maven, hver dag inden hun skulle i skole.

“I min opvækst i 1980’erne gjaldt det om at være normal og almindelig. Det var idealet. Ikke skille sig ud. Mine forældres ideal var også, at jeg skulle være almindelig, og de talte mig ned til at blive det. Alt det dårlige, jeg siger til mig selv, er noget, jeg har fra min far. Det var noget med at forberede sit barn på katastroferne og fortælle sit barn, at man skal kæmpe for alt,” forklarer hun hovedrystende.

I fjerde klasse blev hun flyttet til en privatskole. For at lære mere. Den mobning, hun oplevede, talte ingen om. På den nye skole blev hun også “råmobbet”, dog overgået af en pige (i romanen Sally), der boede i byens sociale boligbyggeri og ikke altid havde madpakke med.

“Det var så vildt, for jeg så det, og det er ikke en situation, hvor jeg er stolt af mig selv. Vi hjalp ikke hinanden. Jeg så bare på Sally, der blev mobbet, og lærte af hendes eksempel, hvordan jeg ikke skulle gøre.”

For mange af os, der gik i 1980’ernes skole under asbestlofter og på gulvtæpper af filt, som den Leonora Christina Skov beskriver, blev mobningen aldrig italesat.

“Der er altid nogen, som bliver mobbet, og de sidder i os. Jeg har tænkt meget på hende, der blev mobbet mest hos os. Hvorfor gjorde ingen noget? Hvad var det for en sump af uformåenhed, der foregik på den skole? Jeg har tænkt meget på, hvordan det er gået hende, og hvordan hun tænker om sin skoletid.”

Christina Skov flyttede fra Helsinge, så snart hun blev gammel nok. Hun slog sig ned i København, tog navnet Leonora og begyndte at gøre en dyd ud af at stikke ud i forhold til mængden. Det lyder lettere, end det reelt var.

Men efterhånden som tiden er gået, er strømningen i tiden mere med hende. Det er hun glad for i dag.

“Nu bliver det hyldet at være anderledes end normen og skille sig ud. Det er meget mere positivt valoriseret i dag i forhold til dengang. I dag er det et ideal at være unik og anderledes,” siger Leonora Christina Skov, som for eksempel har været med til at designe pangfarvede sko og kjoler i samarbejde med forskellige brands, som ser hende som rollemodel.

“Jeg hører fra dem, at folk spørger efter Leonora-kjolen, men så vil de gerne have den i sort. Der føler jeg faktisk, at jeg har en mission i at få flere til at købe den røde model. Vi kan godt være lidt modigere som kvinder. Og efter at jeg er blevet ældre, kan flere bedre relatere til mig. I dag synes mange, at kunstige vipper og den slags er fedt. Jeg tænker, at når vi er nok, der tager pangfarver og glimmer på og samtidig bliver taget alvorligt, kan flere se, at det kan man godt.”

“Min søn er bøsse"

En ting er at skille sig ud med en rød kjole. Noget andet er at springe ud som lesbisk. Leonora Christina Skov lagde som ung hårdt ud med et offentligt udspring, og i dag fortryder hun det.

“Jeg fik en feministisk profil, og jeg mødte den der: ‘Du er en lesbisk mandehader – du er anderledes, det, du siger, er nok kun til andre homoer’. Det har været en klods om benet i mit forfatterskab. Hvis jeg havde fattet dengang, hvad jeg gjorde, da jeg sprang ud, så havde jeg ikke gjort det. Det har været for hårdt. Jeg ville selvfølgelig have sprunget ud over for mine forældre og have haft mit liv, men jeg skulle ikke være gået offentligt ud med det.”

Jeg nikker. Hendes vrede kom til at dominere billedet i begyndelsen. Det blev svært at se den sårbarhed, hun også rummer. Det var jo også den kontante debattør, jeg tænkte på, inden jeg selv mødte hende første gang.

“I kommentarsporene som meningsdanner endte jeg i en marginaliseret position, og det var virkelig ikke godt for mig. Det var da ikke derfor, jeg blev voksen og flyttede. Jeg følte, at jeg igen stod alene i skolegården i Helsinge. Derfor droppede jeg det. Gik ud af Facebook 31. december 2012. Det var en god beslutning. For jeg har ikke stærke nerver.”

Lige siden har Leonora Christina Skov fokuseret helhjertet på sit forfatterskab.

“Jeg føler, at det har været en hurdle, at læsere ikke kunne spejle sig i mig, fordi jeg lever sammen med en kvinde. Når jeg gerne ville skrive noget, der appellerede til mange, var det en forhindring. Folk har opfattet mig som meget vred. Hvis man skriver en bog, er det rart, at læseren kan spejle sig i forfatteren, og der er det nemmere at være en hvid heteroseksuel kvinde med børn.”

Oplever du stadig, at det er tabubelagt at være homoseksuel?

“Ja! Ikke sådan, at jeg personligt er ude for hadefulde ting, det er jeg slet ikke, men på den måde, at der altid er folk, der skal have signeret bøger og er homoer og ikke har kontakt med deres familie. Altid. De siger til mig: ‘Jeg er også sådan en’ eller: ‘Jeg har heller ikke nogen familie’. Ingen spørger til emnet i plenum. Først bagefter. Der kommer også altid nogen, der hvisker meget lavt: ‘Min søn er også bøsse’ – og så skal jeg kunne gribe den og sige: ‘Tillykke med det! Det er vel nok dejligt!’.”

Vi er endnu ikke der, hvor det er let at stå uden for flokken af heteroseksuelle kernefamilier.

“Men det er da blevet bedre i de år, hvor jeg er blevet voksen,” siger Leonora Christina Skov.

Hendes bedste svar, når forældre er bekymrede for, om deres homoseksuelle børn får et besværligt liv, er: “Det kan godt være, men det skal jo ikke starte med dig, vel?”

Powerfeminisme

Leonora Christina Skov trækker vejret ekstra dybt ind og udstøder et “pyyyh”, inden hun fortæller om en af de episoder fra sin ungdom, der er med i Hvis vi ikke taler om det. Den handler om et forhold, hun havde som 25-årig til en ældre mandlig forlagsredaktør, der hjalp hende i gang med den feministiske antologi De røde sko, hendes første udgivelse, som hun håbede ville bane vejen for en kontrakt på at skrive en roman.

“På min vej ind i forlagsbranchen fik jeg strakt mig langt ud over mine egne grænser. Historien om det er ubearbejdet, fordi jeg aldrig fik den fortalt til nogen,” begynder hun.

I romanen hører vi, hvordan den unge Leonora desperat prøver at lægge barndommen i Helsinge bag sig og slå igennem som forfatter uden at kende de rigtige mennesker i kulturmiljøet. Hun møder en forlægger, der er gammel nok til at kunne være hendes far. Han er venlig, hjælpsom og klog – og når de holder møde om den antologi, hun arbejder stenhårdt på at udgive, byder han på rigelige mængder af rødvin på kontoret efter fyraften. Hun har ikke lyst til at have et forhold til ham. Men det var det, der skete.

“Jeg kom helt ung og ubeskyttet og ambitiøs, ikke? Ville fucking have en fod indenfor, ville så gerne have udgivet noget og var villig til at gøre hvad som helst. Jeg havde en storøjet glæde over, at en forlægger, der var så meget ældre og mere belæst og vidende, gad til bringe tid med mig, jeg var så happy over det. Jeg stod der uden familie, uden ret meget netværk, og jeg blev viklet ind i det. Han tvang mig ikke til noget. Det er vigtigt at sige.”

Hvorfor har du aldrig fortalt det til nogen?

“Det er vildt tabuiseret at blive set som en, der er villig til at gøre alt for at få det, man vil have. Det er ikke en historie, jeg kan se mig selv i. Det ikke at kunne sige nej i den situation, altså sådan power feministisk som Sofie Linde, der bare sagde nej som 18-årig. Hendes historie er da super meget federe at fortælle, og jeg ved godt, at det heller ikke har været sjovt for hende, men jeg ville til enhver tid hellere fortælle den historie frem for en, der stiller mig i et virkeligt uflatterende lys.”

Men nu er du nødt til at fortælle det?

“Ja, for da jeg skulle skrive Hvis vi ikke taler om det, vidste jeg, at jeg blev nødt til at gå den vej og have det med, jeg gik let hen over sidst.”

Leonora Christina Skov er fast besluttet på ikke at spare sig selv. Det skylder hun sine læsere, føler hun. Og håber, at også dette tabu vil vække genklang. At hun ikke er den eneste i verden, der er kommet til at sige ja, selv om hun mente nej. At hun ikke er alene om at blive forført af omgivelser og magt og træffe dårlige beslutninger som helt ung.

“Alle mennesker spurgte mig, når jeg holdt foredrag: ‘Men hvordan kunne du være så stærk? Alene og uden kontakt til dine forældre’. Og hver gang tænkte jeg: I skulle bare vide, hvad der skete på det kontor, hvor jeg bare ikke var stærk og ikke sagde nej. Det var så skamfuldt. Hvordan kan jeg være forbillede for nogen, når det skete? Jeg frygtede, at min historie ville blive reduceret til: ‘Nå, det var hende, der spredte ben, og så blev hun forfatter’.”

Forberedt på fiasko

Leonora Christina Skov blev forfatter. Præcis som hun har drømt om, siden hun var helt lille. Det har hun været længe. Men efter udgivelsen af Den, der lever stille har hun været forfatter på en helt ny måde, og det handler hendes nye roman også om.

I indledningen i bogen følger vi hende til et foredrag, hvor hun blandt andet er nervøs for, om hendes far kan finde på at dukke op. I det hele taget er hun nervøs for, hvem der dukker op. “Det var en daglig overraskelse, at der kom nogen til mine foredrag. Jeg var forberedt på fiasko. Det var jeg i to år, uformindsket, hvilket jo var latterligt, men hver dag var jeg lettet over at se så mange.”

I alle hjørner af Danmark har Leonora Christina Skov svaret på, hvorfor hun ikke har fået børn, om hun troede, at hendes mor havde en diagnose, om hun fik det bedre, da hendes mor døde?

“Når jeg vælger at gå ud på den måde, er jeg også klar til at svare. Og der var en god stemning og respekt. Men når jeg var færdig, så kørte det hele rundt. Var jeg nok? Kunne jeg have gjort mere? Kunne jeg have grebet flere? Der sidder altid folk blandt publikum, der ikke har børn, de skal have et godt svar.”

Hvorfor har du egentlig ikke børn?

“Jeg har aldrig haft lyst. Jeg har altid følt, at jeg er her, fordi jeg skal skrive. Længere er den egentlig ikke.”

Til alle foredrag følte hun et stort ansvar for alle i rummet, forklarer hun.

“Jeg skulle tackle, at publikum sagtens kunne spørge ind, uden at det blev ubehageligt. Jeg vil gerne normalisere, gerne have, at vi skal kunne tale om tingene, så kan det ikke nytte noget at stå der på podiet og sige, at det vil jeg ikke sige noget om.”

For der er ikke noget, hun ikke vil tale om. Eller skrive om.

“I den sidste bog skrev jeg også om virkelige mennesker, de var bare ikke kendte, og mange af dem var døde. Denne gang skriver jeg om mennesker, som vil kunne tage til genmæle og blive sure. Det har da bekymret mig. Men min erfaring fra sidst er, at man ikke ved, hvem der bliver det ...”

Hun ser bestemt ud. Indimellem kan hun sagtens stadig blive vred.

“Jeg skriver om virkelige mennesker, der kan blive sure, men hvis man vil have en helgenkåring, må man opføre sig ordentligt. Ellers kan det ske, når man fucker med forfattere, at man bliver skrevet om, og det må man sgu tage med. Den er jeg kommet til.”

Det er under alle omstændigheder de få, der bliver sure. Hendes erfaring fra den første bog er, at hendes fortælling for de fleste virker samlende.

“Jeg oplever til mine foredrag, at vi har noget til fælles. Det har været meget rørende. Folk stod og talte sammen i mine signeringskøer. Så kom de næste gang og sagde, at de havde mødt hinanden der, og nu havde de været ude og drikke kaffe. Jeg blev sådan en hook up tjeneste for folk, der delte følelsen af at være uelsket eller kun elsket på visse betingelser. Min bog bragte folk sammen om noget.”

Foredrag med en god stemning og følelse af fællesskab og bøger med et indhold, vi kan spejle os i, kan være en vej ud af ensomheden. Leonora Christina Skov har selv fundet en anden vej. Hun har for længst fundet kærligheden sammen med Annette, som hun har været gift med i næsten 14 år. På Instagram omtaler hun hende konsekvent som min @annette.k.nielsen og fortæller med jævne mellemrum kærligt om Annettes nørdede interesse for fugle.

Er gift med journalist Annette K. Nielsen og har ingen børn.
Er uddannet mag.art.i litteraturvidenskab i 2005 fra Københavns Universitet og er forfatter til syv romaner og en række andre udgivelser. Hun debuterede i 2003 med Rygsvømmeren, har skrevet Champagnepigen og Førsteelskeren og fik i 2018 sit helt store gennembrud med Den, der lever stille. Den selvbiografiske roman blev en kæmpe succes med mere end 100.000 solgte eksemplarer og indbragte hende blandt andet De Gyldne Laurbær. I dag er hun fuldtidsforfatter, mens hun tidligere også har været litteraturanmelder på Weekendavisen og paneldeltager i Smagsdommerne på DR2 og i Mads og Monopolet på P4. Fra 2000 til 2003 var hun bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Selskab.
er aktuel med romanen Hvis vi ikke taler om det.