Lene og My
Lene Quist Nielsen (55) og datter My (22). © Thomas Dahl

Lene Quist Nielsen: Min datter prøvede at tage livet af sig selv

For fire år siden kastede Lene Quist Nielsens datter, My, sig ud af sin mors bil på motorvejen efter et langt forløb med psykisk sygdom. Hun overlevede mirakuløst. I dag er de begge ved at skabe et godt liv. For det liv findes, og de griber det!

29. maj 2020 af Karen Greve

Lene Quist Nielsen (55)

  • er mor til My på 22 og Laura på 23 år.
  • er cand.merc. og klar til en frisk start på jobmarkedet.

Hellerup, december 2019

“Jeg vil gerne fortælle, hvordan mit liv som mor til My har været, siden hun blev syg i 8. klasse og endte med som 18-årig i desperation at kaste sig ud af vores bil på motorvejen, mens jeg kørte. Hvis det kan bidrage til forståelse af og debat om selvskade og psykisk sygdom og måske gøre livet bedre for unge piger, vil jeg gerne give vores historie ærligt videre. Den er voldsom, men den er min, og jeg har ikke svært ved at tale om det.

Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at vi ikke må kigge den anden vej. Vi må ikke have berøringsangst, når det gælder selvskade, og vi skal turde være åbne og tale om psykisk sygdom. 

Jeg har altid vidst, at My var særligt sensitiv. Det er ikke en diagnose, men handler bare om, at hun er følsom og måske lettere disponeret for psykisk ubalance. Da hun var lille, kunne jeg aldrig hæve stemmen over for hende. Hendes verden brød sammen, hvis jeg med skarp stemme bad hende sidde ordentligt ved bordet.

Men det var heller ikke nødvendigt at skælde ud, for My prøvede selv ihærdigt at gøre, som hun skulle, og undgå konflikter og skældud, som føltes så ubehageligt for hende. Jeg kan jo kun sammenligne med Mys storesøster, og hun har været helt anderledes. Laura har altid været langt mere robust og er hurtigt videre efter en konflikt.”

Lene Quist Nielsen
Lene Quist Nielsen fortæller ærligt sin og datteren Mys historie her.

 

© Thomas Dahl

Hellerup Skole, 2011

“Det er svært at sige præcist, hvornår de første tegn kom på, at My ikke trivedes. Det, der lignede enhver teenagepiges problemer, udviklede sig til, at hun indimellem klagede over ondt i maven. Hun havde ofte svært ved at falde i søvn, og hun bekymrede sig om sit pandehår og sit tøj, og lærerne var inde på, at hun stillede meget høje krav til sig selv.

I skolen arbejdede de meget i grupper og med fleksibelt skema, og det var svært for My, at hun kun vidste en uge ad gangen, hvornår hun skulle have hvilke timer.

Jeg havde svært ved at få hende af sted om morgenen, og nogle gange ringede hun grædende til mig fra et busskur. Så lod jeg hende tage hjem i stedet, så hun kunne få lidt fred.

Mys sygdom kom snigende. Det var ikke sådan, at mennesker omkring os automatisk tænkte: Den pige er da pivsyg. Men jeg var bekymret, da hun begyndte at tale om, at alle hendes kammerater var dumme. Hendes sortsyn blev værre. Hun tilbragte meget tid med at se tv-serier, og da hun en dag ikke ville til tegning, som hun ellers elskede at gå til, vidste jeg, at nu skulle vi gøre noget.

Det var på det tidspunkt, at My kom i kontakt med børne-og ungdomspsykiatrien. Det var et forløb med utroligt mange aflysninger. Hun fik antidepressiver, men der gik alligevel et år, inden hun så en psykolog.

Det var svært at snakke med andre om hende i den periode. Folk mente typisk, at jeg skulle være mere konsekvent og forlange mere af hende. Jeg var nok for blødsøden! 

Men det har aldrig været vejen frem med hård konsekvens over for My. Når hun smækkede med døren og gik ind på sit værelse, er jeg alligevel altid gået ind for at hjælpe hende ud af de voldsomme følelser, hun var som overmandet af.

Hvis jeg skal komme med et godt råd til andre, som kender pårørende til psykisk syge, er det, at du skal passe på med at gøre dig klog på forhold, du ikke ved ret meget om. Stil hellere spørgsmål, og vis omsorg. Som mor kan du ikke tåle kritiske spørgsmål i så sårbar en fase. Det føles, som om du er ved at blive kvalt, når andre stiller spørgsmål ved dig som mor lige i den situation. 

Vi valgte også et skoleskift, i håb om at hun kunne trives bedre i andre rammer med faste skemaer og mere struktur.”

Roskilde Festival, juni 2015

“Da My begyndte i gymnasiet, fik hun det alligevel gradvist værre. Det var svært for mig at følge med i, præcis hvordan. Jeg vidste, at noget var galt, da hun i løbet af 1. g pludselig ville flytte hjem til sin far. 

Vi blev udramatisk skilt, da My var lille, og hun har altid boet mest hos mig. Hun havde fuld fart på i gymnasiet og var med i festudvalget og fik mange nye venner, og det bekymrede mig, for hun har altid haft brug for meget ro og alenetid.

I sommerferien efter 1. g tog hun på Roskilde Festival, og der kammede det over for hende. Hun spiste en håndfuld af de anti­depressive piller, hun fik på recept, på én gang. Hun kastede op og blev kørt på hospi­talet og indrømmede over for lægerne, at hun havde taget piller. På en eller anden måde fik hun overbevist dem om, at jeg ikke skulle kontaktes. 

I stedet tog hun tilbage til festi­valen, og jeg fandt først ud af, hvad der var sket, nogle dage senere. En af Mys veninder fik overbevist hende om, at hun skulle for­tælle mig det. 

Det er en af de ting, der skræmmer mig: At en ung pige, der får anti­depressiv medicin og har været i kontakt med det psykiatriske system, kan blive indlagt til observation, uden at hospitalet ringer til mig? Hun var 17 år på det tidspunkt.

Vi havde egentlig en god snak om det, da hun kom hjem. Jeg skældte hende ikke ud. Hun har den sårbarhed, som gør, at hun ikke kan holde til at have så mange jern i ilden, og hun vidste godt selv, at det var blevet for meget for hende i gymnasiet. 

Efter sommerferien kom hun ikke tilbage til skolen. I stedet blev hun indlagt på børne-­ og ungdomspsykiatrisk afdeling.

Det mærkelige med et forløb som Mys er, at du på en sær måde vænner dig til det. I hvert stadie tænker du, at nu kan det ikke blive værre, men det kan det, og du kan også klare det, for det skal du. Da My fik antide­pressiv medicin i 8. klasse klasse, var jeg helt ulykkelig. Nu tænker jeg: Herregud, det er der jo så mange, der oplever på et tidspunkt.

Lene og My ser hinanden et par gange om ugen
Lenes erfaring er, at du som mor kan klare det, du skal klare. Også selv om det bliver værre og værre. I dag er My på rette vej.


© Thomas Dahl

Da jeg første gang fulgte hende gennem en sluse ind til en lukket afdeling, var det voldsomt grænseoverskridende. Jeg havde hjerte­banken i flere dage efter og gik til lægen for at få mit blodtryk tjekket. Jeg tjekkede kon­stant min telefon for beskeder fra afdelingen, hvis nu My skulle få et anfald, og jeg var generelt træt, ked af det og frustreret. Men jeg følte ikke skyld.

Der er altid snak om svigt i den tidlige barndom, når unge får det skidt, men helt ærligt, det er en 100 år gammel freudiansk tankegang, at al ulykke stammer fra dine første år. Verden ser jo radikalt anderledes ud i dag. 

Når man tænker på, hvilke påvirkninger de unge bliver udsat for på de sociale medier og hele præstationskulturen, så synes jeg, vi trænger til at få revideret den opfat­telse eller den teori. Jeg har altid gjort det bedste for My, og hun er blevet hentet tidligt og anerkendt som den, hun er, altid.”

Ballerup, lukket afdeling, 2016

“Da My blev 18 år, blev hun overflyttet til en voksenafdeling. Det var et kæmpe chok. Hun kom fra en børneafdeling med bamser og meget personale til et sted med virkeligt syge voksne mennesker med dobbeltdiagnoser og fængslede i forvaring. Det var skræmmende, og hun var bange for at være der. 

Over­gangen fra børne­- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien er et stort problem. Jeg var også bange, når jeg kom på besøg. Det sender et vist signal, når en mand ikke må gå læn­gere end til dørkarmen af sit værelse.

Jeg kan huske, at jeg sad hos min veninde og græd af afmagt, fordi My var så bange, og jeg ikke kunne hjælpe hende. Hun var ind­lagt på røde papirer, og det betyder, at man er til fare for sig selv eller andre. Samtidig valgte hun selv, da hun blev 18 år, at hverken jeg eller hendes far skulle have indsigt i hendes journal, så lægerne måtte ikke for­tælle os noget. 

Det virkede så forkert, at My på alle måder nu blev betragtet som voksen, for hun var meget yngre mentalt. Der sker noget, når syg­dommen for alvor rammer.

Man bliver sat lidt tilbage aldersmæssigt. Man bliver ‘lille’. Hun udviklede sig jo heller ikke på samme måde som andre unge, som har en hverdag og et ungdomsliv og gør sig erfaringer ude i verden.

Til gengæld blev hun påvirket af det miljø, hun i stedet færdedes i, og hun fandt også frem til et lukket forum på Instagram for selvskadende, hvor det gjaldt om at overgå hinanden. Jeg fandt først ud af det senere, for My og jeg talte ikke om hendes rifter på armene. Og det er en af de ting, jeg ville ønske, jeg havde kunnet gøre anderledes. Jeg kunne jo godt se, at hun havde rifter på armene, og nogle gange røde mærker på halsen, og jeg var ved at gå i panik. Som mor vil du altid sætte plaster på og fikse det hele.

Men personalet forklarede mig, at jeg skulle tage det roligt. ‘Hun tegner på sin krop, at hun har det svært’, sagde de til mig, og: ‘Det er bedre med selvskade end med selvmord’. Jeg forstod det ikke, jeg kunne ikke rumme det, og af skræk for at sige noget forkert til My lod jeg helt være med at sige noget om hendes selvskade. 

I dag har jeg læst så meget om selvskade og talt med My om det, at jeg er sikker på, at uanset om du kan holde hovedet koldt eller ej, så skal I snakke om det. Selvskade er afhængighedsskabende. Det er ligesom heroin, de bliver afhængige, der skal mere og mere til, og socialt vil de overgå hinanden. På et tidspunkt rodede jeg alle hendes ting igen­nem for at finde barberbladene. Jeg kunne ikke holde det ud mere. 

Desværre var Mys selvskade ikke det ene­ste, hun ikke fortalte mig om. Vi havde et vennepar, som vi var meget tætte med. Vi spiste ofte sammen, og My har kendt dem, siden hun var lille. Mens hun var indlagt, kontaktede faren hende. De spillede forskel­lige spil og skrev sammen i de tilhørende chatrooms. Måske burde det have udløst en alarmklokke hos mig, da jeg fandt ud af, at det foregik, uden at hans kone, som var min veninde, vidste noget om det, men tanken om et svigt fra den kant var så fjern fra mig. 

Tekstbeskederne udviklede sig til et seksu­elt forhold, der foregik i skjul, når My var hjemme. Men seksuelt forhold er ikke de rig­tige ord at bruge. 

Der var jo mere tale om et misbrug eller et overgreb. En gift voksen mand, som My stolede på, der udnyttede en syg ung pige på 17-18 år i al hemmelighed.”

Frederikssundsmotorvejen, april 2016

“Den 28. april 2016 kørte jeg sammen med My på Frederikssundsmotorvejen. Jeg havde hentet hende på den lukkede afdeling i Ballerup, fordi hun tiggede mig om at komme hjem, og det måtte hun gerne, hvis hun var under konstant opsyn. Det havde hun været masser af gange. Den ansvarlige psykiater på afdelingen gav hende lov.

Jeg kunne mærke, at hun var nedtrykt, da vi sad i bilen, så jeg småsludrede for at muntre hende op. Da vi når til Ejby-afkørslen, siger hun, at hendes taske generer hende, så hun vil lige klikke sikkerhedsselen op. 

Det næste, jeg oplever, er, at jeg hører en advarselslyd, så jeg kigger på instrumentbrættet for at finde ud af, hvad der er galt. Vi kører i overhalingsbanen, og jeg når at kigge i bagspejlet for at vurdere, om jeg kan bremse op.

Lene og My deler en hård historie
Mor og datter lever ikke længere i symbiose, men er i dag to voksne kvinder med en fælles, hård historie.


© Thomas Dahl

Og så går det op for mig, at alarmen er gået, fordi My har åbnet døren, og jeg ved, hvad hun vil, for hun har få dage før fortalt mig om en mor, der altid låser dørene i bilen, når hun kører med sin selvmordstruede datter. Jeg råber: ‘Nej, My!’. Og får fat i hendes jakke, men hun har allerede lænet sig forover og falder sidelæns ud af bilen. 

Jeg ser hendes krop i bagspejlet. Det syn er det, som senere bliver ved at komme tilbage til mig. Hun ligner en hoppebold, som triller hen ad asfalten. Jeg bremser op, vælter ud af bilen og løber tilbage langs motorvejen. Jeg skriger. Jeg er sikker på, at hun er død.

Bilen bagved har nået at bremse op, men den næste bil kører ind i den, så den første bil ruller hen over My. Manden fra den første bil kommer hen mod mig. Der ser jeg, at My lever. Hun kalder på mig, og idet hun kalder, kollapser jeg fuldstændig. Benene ekser under mig, og jeg kan simpelthen ikke gå hen til hende. Det føles, som om der går længe, inden politi og ambulancen er fremme. 

Mys far kommer. Brandvæsenet kommer, og jeg bryder sammen igen, for jeg forstår, at det betyder, at hun ligger fastklemt. De får hende fri. Hun kommer på Rigshospitalet. Jeg bliver kørt derind af politiet. Mys far henter hendes storesøster med politiets hjælp. De vil ikke lade ham køre selv.”

Herlev Hospital, sommer 2016

“De næste tre-fire dage ved vi ikke, om My vil overleve sine skader. Hun har en punkteret lunge, brækkede ribben, miltlæsion, huller i blæren, fire bækkenbrud, en brækket arm, brækket kraveben, to brud i anklen, fraktur på en halshvirvel og en lændehvirvel og 3.-grads forbrændinger over hele kroppen. 

Hun blev opereret flere gange de første dage efter ulykken. Selvfølgelig var jeg nervøs i et lang stykke tid. Men jeg var ret hurtigt mere nervøs for hendes psykiske tilstand end hendes fysiske. 

Da hun blev overflyttet til Herlev, var jeg hele tiden på vagt, for personalet kunne finde på bare at sætte to pano­diler til hende, som hun ville kunne samle sammen til en overdosis. De havde styr på hendes sår og kateter, men på et tidspunkt mente de ikke, at hun havde brug for en vagt længere. Det var før, det lykkedes hende at vælte sig ud af sengen. 

My talte meget i afskedstermer. Hun sagde farvel til mig. Men jeg vidste også fra tidligere, hvordan jeg skulle håndtere det, når hun havde selvmordstanker og talte om at dø.

En af Mys psykiatere havde forklaret mig, at i stedet for at panikke og forsøge at få hende til at tænke anderledes, så skulle jeg holde fokus på, at det er godt, når hun deler sine tanker med mig. Når hun siger det, let­ter hun et tryk, som betyder, at hun måske ikke skrider til handling. 

De sagde: ‘Hun bliver sur, når du ikke anerkender, at det er sådan, hun har det. Lad hende være i det, til hun føler sig hørt. Først derefter kan du dreje samtalen’. 

Jeg lærte at tvinge mig selv til at blive i de svære samtaler og ikke straks forsøge at få hende videre. Jeg vænnede mig til det. Jeg lærte, at jeg kan holde til meget, det har udviklet mig som menneske. 

Der har været situationer, hvor jeg har været frustreret og følt, at vi fik utilstrækkelig hjælp, hvor jeg har tænkt: Så hjælp mig dog med at redde hendes liv. Læg ikke panodiler og en saks på bordet ved siden af hende. 

Jeg følte mig alene og stolede ikke på nogen. Jeg har skullet arbejde med min tillid til andre mennesker.

Jeg kunne ikke holde ud at være væk fra My. Jeg var der hele tiden, det havde jeg brug for, og det havde My også. Vi blev en symbi­ose både i tiden på hospitalet og de næste mange måneder, hvor hun kom hjem til mig, og jeg sov hos hende hver nat. Hun var stadig suicidal, og jeg lagde mig først til at sove, når jeg kunne mærke, at hun sov dybt.” 

Go' morgen Danmark, december 2019

I slutningen af 2019 udkom bogen Lad mig være, forskruet. Det er Mys historie med hendes egne ord, og en tidlig morgen i december var hun gæst i Go’ morgen Dan­mark på TV2 for at fortælle sin historie og give håb til de piger, som synes, at livet er svært. 

På skærmen var en lyshåret, smilende My i hvid skjorte. Hun kan gå igen efter sine skader. Hun er flyttet hjemmefra og bor i en lejlighed. Hun har taget enkeltfag på HF, og hun ser et liv foran sig. 

Mys mor, Lene, er stolt af hende. Stolt af, hvor langt hun er kommet, og af hendes mod til at fortælle sin historie.

“I mange år har alt i mit liv handlet om My. Det er begyndt at vende lidt. Men det har været svært at vende tilbage til min egen krop. Jeg har længe ikke kunnet mærke andet i min krop end panikangst i relation til My. 

I det hele taget har jeg ikke kunnet adskille mig selv fra My. Når andre mennesker har set mig i øjnene og spurgt: ‘Men hvordan har du det, Lene?’, har jeg ikke kunnet svare, for jeg vidste det ikke. Men det kan jeg nu. Jeg er tilbage i min egen krop, og jeg kan skelne mig selv fra hende.

Jeg har været så træt af det billede med ilt­ masken i flyvemaskinen, hvor moren skal sørge for sig selv, så hun kan hjælpe sit barn. Sådan er det altså ikke at være pårørende til psykisk syge. 

Min erfaring er, at du som pårørende til en psykisk syg rent faktisk kan gøre en stor forskel. Derfor har jeg ikke kunnet tænke på mig selv. Det har været My først hele tiden. Jeg ville gå kuk kuk, hvis My døde. 

Selv­følgelig har jeg gjort alt for, at hun skulle mærke, at jeg var der, og for at hun ikke var alene. Jeg har haft orlov for at passe hende, jeg har sovet sammen med hende og hos hende, og vi har været sammen 24/7. Vores forhold har været en tæt symbiose, og da hun fik det bedre og skulle flytte væk fra mig, var jeg ved at dø af angst.

Men mine bekymringer bliver mindre og mindre. Som tiden går, bliver Mys sårbarhed mindre, og hendes evne til at håndtere sit liv bedre. Hun er klar over, hvordan hun skal klare sig selv. I dag bor hun i sin egen lej­lighed, og vi ses et par gange om ugen.” 

Lad mig være, forskruet
My har skrevet sin egen historie med sine egne ord: Lad mig være, forskruet af My Laub og Christina Wex.


© Gads Forlag

Er dit barn selvskadende eller selvmordstruet?

Kontakt Livslinien på tlf. 70201201 eller chat på Livslinien.dk.

Du kan også kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på tlf. 70101818 eller besøge foreningens hjemmeside på Lmsos.dk

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...