Lene om sin angst: “Jeg var altid overforberedt og på forkant”

er gift og har ingen børn.
er sekretær.

Da Lene Olsen blev ramt at panikangst i sine 20’ere, læste hun sig frem til, at den ofte udløses af ubehandlet generaliseret angst. Og beskrivelsen af den diagnose efterlod hende lettet, for: “Det var jo det, der var galt med mig! Jeg var ikke tosset”.

Når Lene skal beskrive sin angst, er det med ordene: “Jeg har følt, at jeg var slave af mine tanker. Fanget i mit eget tankefængsel og under konstant beskydning. Jeg har altid betragtet mig selv som en med dårlige nerver. Opfyldt af en konstant uro og opfattelse af alt som farligt.”

Antidepressiverne, som Lene har taget næsten trofast siden dengang, skånede hende ikke for stress, depressioner og et konstant behov for at forsøge at flygte fra sig selv.

Lidelser, hun gennem årene har behandlet med blandt andet kognitiv terapi og forsøgt at rumme med mindfulness og yoga, mens hun fik mand, uddannelser og job.

“Men det var også år, hvor jeg følte, at jeg levede nærmest bevidstløst. Jeg var ikke så opmærksom på mig selv, men kæmpede mig gennem sumpen.”

Alkohol blev en ven

En sump tung af bekymrede tanker om alt det, der kunne gå galt ved for eksempel at svømme i havet, rejse eller komme for sent. Derfor er Lene også gennem hele sit voksne liv altid kommet en halv time for tidligt til alle aftaler.

“Jeg har altid været overforberedt og på forkant, så jeg kunne parere alle trusler. Jeg troede, jeg kunne tænke mig frem til svar og løsninger på alt, hvis bare jeg tænkte længe nok. Jeg overbearbejdede mine tanker.”

Alkoholen blev Lenes ven. Den fik hende til at slappe af efter arbejde. Men hendes forbrug steg, og til sidst gjorde ikke engang en hel flaske sprut forskellen. Med hjælp fra en veninde i Anonyme Alkoholikere stoppede hun i februar 2015.

“For mig var alkoholen dog ikke det egentlige problem, men mere løsningen, så da jeg holdt op, kom alt det, jeg havde dulmet, op til overfladen. Efter tre måneder uden alkohol fik jeg på eget initiativ en supergod behandler i et misbrugscenter. Jeg kom i kognitiv behandling og fik kigget på mine negative tanker, angst og stress. Jeg lærte at omstrukturere mine katastrofetanker til mere realistiske tanker.”

Metakognitiv terapi

Men også realistiske tanker fylder, og det var fast arbejde hele tiden at skulle gå ind i tankerne og omstrukturere dem. Lene faldt i tankesumpen igen, og sidste år fik hun endnu en depression.

“Jeg var så ulykkelig, for jeg syntes jo, jeg havde gjort alt rigtigt, og kunne ikke finde på mere. Men så skete der det, at jeg åbenbart havde reserveret Pia Callesens bog Lev mere, tænk mindre på biblioteket. Da jeg læser den, har jeg det bare sådan: Thank God, der er endnu en mulighed. Noget, jeg ikke har prøvet.

Jeg er heldigvis en type, der er nem at begejstre, og metakognitiv terapi, som den her bog handler om, virkede så ligetil.”

Lene melder sig til metakognitiv gruppeterapi. To timer om ugen i seks uger, fra januar til marts i år.

Ingen opmærksomhed

“Vi var omkring 12 mennesker, som startede med kort at fortælle, hvorfor vi var der, og så gik vi ellers i gang med at kigge på: Hvor meget af din tid bruger du på at bekymre dig, og hvor meget tror du, at du selv kan styre dine bekymringer?”

Gennem hjemmeøvelser, hvor Lene blandt andet skal fokusere på forskellige lyde på skift, lærer hun, at hun selv kan styre, hvad og hvilke tanker hun vil give opmærksomhed, og hvor lang tid, hun vil bruge på dem.

“Jeg lærte ikke at fjerne min angst, men jeg lærte, at jeg skal lade være at gøre det, der fremprovokerer den. Alle mine gamle strategier om at forberede mig og dulme mig har givet alt for meget opmærksomhed til min angst.”

Lene peger på sit vindue og forklarer en af opmærksomhedsøvelserne fra kurset. “Prøv at se udsigten! Og forestil dig så, at du med en tusch skriver noget på vinduet, som du er bange for sker. Det kunne være at blive fyret.

Grib livet

Når Lene overmandes af en tanke, bliver den venligt, men bestemt udskudt til det tidspunkt på dagen, hun har dedikeret til ‘grubletid’. Og hun må ikke lave lange gruble-lister. Så når tiden oprinder, har hun ofte glemt, hvad det var, hun skulle gruble over.

“Allerede efter de første par gange begyndte jeg at leve mit liv i stedet for at sygne hen. I foråret fik jeg tilbudt et job inden for en branche, jeg ikke har arbejdet i før, og med opgaver, som straks prikkede til min angst. Jeg begyndte at have mange tanker, men besluttede så: Godt, jeg siger ja! Og så erfarer jeg, om det er noget for mig eller ej.”

Lene er stadig i sit nye job. “Jeg har levet hele mit liv i en tro på, at jeg var nødt til at bekymre mig, så hvem er jeg, når jeg ikke længere gør det?”

Svaret har hun allerede et bud på: “Jeg er en livsnyder. Det har jeg altid været, men nu kan jeg gøre det rigtigt. Jeg kan godt lide at have det sjovt og være sammen med andre. Fortsættelsen til bogen, jeg lånte på biblioteket, hedder Grib livet – slip angsten. Og det er det, jeg gør!”