Tv-vært Lene Beier (45)
Tv-vært Lene Beier (45).© Ditte Capion

Lene Beier: “Jeg er en hotdog og håndbajertype”

Tv-vært Lene Beiers bedste timer er dem, hun tilbringer i naturen, helst omgivet af hele familien, mæt af bålmad og med en bajer i hånden.

2. maj 2022 af Louise Thorsted

Der er meget her i livet, Lene Beier brænder for og gerne vil gøre rigtigt og ordentligt, fordi hun nærer stor respekt for det. Mennesker, kærlighed og bierne og blomsterne for eksempel, og de fylder rigtig meget i tv-værtens grundlæggende ret glade liv. 

Vi har spurgt, hvad der bare er så typisk hende.

Hvem er din store kærlighed?

“Anders er min store kærlighed. Han er min bedste ven, men også min mand, kæreste og børnenes far. Vi passer bare sammen. Han er fornuftsstyret, hvor jeg er følelsesstyret, og bliver jeg for flagrende, er det ham, der hiver mig ned på jorden. Han er også en kæmpe livsnyder og hyggemenneske, og selv om han ikke er lige så social, som jeg er, så elsker han at snakke. 

Jeg tror, han ved, hvad jeg tænker, før jeg selv ved det. Det er i virkeligheden lidt skræmmende, men også enormt befriende. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham, og jeg er så taknemmelig for at have ham i mit liv. Jeg tror, vores største styrke er, at vi giver hinanden plads, og at vi er gode til at tænke ‘vi’ i stedet for ‘jeg’ i alt, hvad vi gør,” siger Lene Beier. 

Lene Beier på sin terrasse i familiens hus i Dragør
Lene Beier vågner glad 98 procent af alle dage. Det er da lige til at blive glad (og lidt misundelig) over. © Ditte Capion

Hvad er bare så typisk dig?

“At jeg snakker som et vandfald om morgenen. Jeg er den voksne udgave af mig selv som barn: Enormt støjende, enormt snakkende og en kæmpe livsnyder, der ikke kan finde ud af at følge regler og rammer, men helst drøner rundt. 

Jeg er et enormt behovsstyret menneske. Først og fremmest af mine følelser, men også at mine helt fysiske behov. Jeg ville ikke kunne have sex med Anders, hvis jeg var megasulten, og skal jeg tisse, eller er jeg træt, så kan jeg ikke bare udsætte det. Mine basisbehov skal være dækket ind: Nok søvn, nok vand, nok mad,” siger Lene Beier. 

Hvilket kup har du gjort for nylig?

“Jeg kunne aldrig finde på at bruge mange penge på døde ting som sko eller tasker. Så hellere købe et hus eller en rejse, noget varigt. 

Jeg er købmand af natur og kan godt lide at få noget til en ordentlig pris, så jeg elsker selvfølgelig at tage på loppemarkeder og krejle. Det seneste jeg har slæbt hjem, er en stor broderet lænestol, jeg reddede fra storskrald. Den skal ud og bo i mit nye drivhus,” siger Lene Beier. 

Lene Beier i sin stue i familiens hjemmebyggede hjem.
Lene Beier er lidt af en krejler og ikke ked af at slæbe andres storskrald med hjem til huset i Dragør. © Ditte Capion

Hvad gør dig bare sådan grundglad?

“Jeg er som udgangspunkt og måske 98 procent af alle dage, jeg står op om morgenen, glad. Der skal alligevel noget til at ødelægge mit humør. 

Jeg lever, når jeg spæner rundt i haven i bare tæer, spiser mad, der er lavet på et bål eller er omgivet af veninder, og vi sidder ude og griner sammen. 

Og jeg elsker de dage, hvor Anders og jeg er i haven sammen, og min mor, som bor ved siden af, kommer over og hjælper, så tænder vi bål, og drengene kommer ud, og skal lige have en øl. Så plejer min mor at lave noget mad, og vi går derover og spiser. 

Jeg er en hotdog og håndbajertype og kan virkelig godt lide at gå på bare tæer i min have og blive beskidt af at rode i jorden. Fødderne på jorden, og højt til loftet. Eller til himlen!”

Hvad er din bedste sundhedsvane?

“Jeg drikker meget vand og er meget udenfor.”

Hvad gør du for at få styrke?

“Arbejder i haven, går lange ture og er altid i gang.”

Hvad gør du for at holde snor i dig selv?

“Hvilken snor ..?!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i april 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide