Laura Drasbæk har opdaget et ny vej til lykke

Det her sted i livet. Laura Drasbæk læner sig tilbage. Både i stolen og i sætningen. For det er sådan, hun har det. Hun føler sig afslappet, lidt eftertænksom og tilfreds med det sted, hun er i livet. Ikke fordi alt er perfekt. Det er det overhovedet ikke. Snarere fordi hun er kommet overens med, at perfektion ikke er noget, hun skal stræbe efter. Hun fortæller en lille anekdote:

“Jeg så et tv-program for nylig med nogle iværksættere. Det handlede om to unge fyre, der kørte rundt for at sælge nogle ting. Så kom der en ekspert og gav dem gode råd. Han sagde: ‘Hør nu her, når I kører rundt i en rodet bil, så tænker folk, at jeres firma er kaos, at I ikke har styr på noget. I er nødt til at rydde op og se mere tjekkede ud’. Det kunne de godt se.”

Laura Drasbæk holder en kort pause. Interessen for iværksættere er opstået, fordi hun for et par år siden åbnede et værksted, hvor hun laver keramik.

Så ved siden af jobbet som skuespiller er hun nu keramiker. Med cvr-nummer, hjemmeside, en plettet blå kedeldragt som arbejdsuniform og en kæmpe passion for former, farver og strukturer.

“Jeg sad der under programmet og tænkte på min egen bil. Den er forfærdelig. Jeg ved ikke, hvad den ligner. Der er rod overalt, og den er møgbeskidt. Jeg fortalte historien til en af mine venner, og så sagde han: ‘Sådan ser jeg ikke på det. Jeg ser din bil som et tegn på, at du altid har gang i noget, som du hellere vil lave end at rydde op i din bil. Den er fyldt med projekter, du er ved at bygge, og det er bare sådan, du er, og meget mere spændende.”

Hun smiler.

“Den tanke er jeg begyndt at favne. Kaotisk behøver ikke altid betyde forkert. Der er produktivitet i kaos. Jeg har søgt noget stringens, men det er ikke det menneske, jeg er. Jeg troede bare, jeg ville få mere sjælefred, når jeg nåede derhen, hvor alt var ryddet op. I stedet har jeg fået fred ved at acceptere, at det slet ikke er det, jeg skal.”

Træt af arbejdsløshed

Sjælefred kommer ikke af én ting. Der er et sammensurium af begivenheder i Laura Drasbæks liv, som tilsammen betyder, at hun trækker vejret mere roligt end for få år siden. Det var en vigtig beslutning, da hun købte sin drejebænk og i en kælder indrettede et værksted, hvor hun kunne arbejde med ler. Selv om det egentlig begyndte lidt tilfældigt.

“Som skuespiller svinger det meget med arbejde. Det har det i hvert fald gjort for mig, og jeg har, siden jeg blev færdiguddannet, lavet mange andre ting ved siden af skuespillet. For eksempel har jeg skrevet et par bøger og taget første del af en body sds-uddannelse. Over de seneste 20 år har jeg flere gange forsøgt at finde andre platforme at stå på. Så ville jeg være cykelsmed, gartner eller skrædder, fordi jeg blev sindssyg af, at mit liv på en måde ikke var i mine egne hænder. Man er så prisgivet som skuespiller. At det lige blev keramik, jeg kastede mig over, var lidt tilfældigt. Jeg var bare arbejdsløs igen, og man kan kun drikke så og så meget kaffe, så begynder man altså at kede sig," forklarer Laura Drasbæk.

Hun siger det præcis lige så nøgternt som for en time siden, hvor hun også forklarede, hvorfor hun pludselig har kastet sig over keramik, til stylisten, der har fundet tøj til hende til de billeder, du ser i denne artikel.

“Jamen, jeg var bare træt af at være arbejdsløs,” sagde hun, mens hun tog sko på og med sine ord punkterede lidt af den filmstjerneglamour, der ellers er over et setup i blødt lys og med stemningsfuld musik, hvor stylist, makeupartist, fotograf og assistent har myldret omkring hende i nogle timer for at skabe lækre billeder.

Den slags begivenheder er jo kun en lille del af det at være skuespiller. Den blankpolerede del, der passer sammen med hendes hovedrolle i tv-serien Sommerdahl, som med stor succes kører på tredje sæson på TV2 Charlie, og som hun høster ros og opmærksomhed for. Men så meget desto mere vigtigt er det for hende også at sætte ord på den del af livet som skuespiller, vi som regel hører mindre om.

“Det sværeste ved at være arbejdsløs er – altså, der er også konkrete ting som husleje, der kan være et problem, men det sværeste er ikke at blive brugt, når man har krudt i røven og egentlig gerne vil bruges. Jeg har arbejdet som tjener og stået i butik, jeg har lavet alt muligt for at tjene penge og blive brugt. Jeg var træt af igen at være arbejdsløs og tog spontant et kursus i keramik, og jeg kan ikke lige huske hvorfor, men jeg blev grebet af det. Jeg vidste ret hurtigt, at det her skal jeg mere af. Og så lejede jeg en kælder tæt på mit hjem og byggede et værksted op.”

Passion for keramik

“Jeg kan sidde i timevis ved drejebænken eller ved mit store bord med hænderne begravet i et eller andet, jeg ikke ved, hvor ender. Hele dagen forsvinder.”

Og de kopper, skåle, vaser og figurer, hun producerer i løbet af de mange timer i keramikkælderen, er lynhurtigt begyndt at sælge så godt, at hylderne i hendes værksted hurtigt bliver tomme. Pludselig har hun en indtægt, hvor hun selv styrer, hvor meget hun vil arbejde, og aldrig mere behøver være afhængig af, at en producent ringer og tilbyder hende en rolle.

“Det har givet mig en kæmpe ro i maven, for som skuespiller har jeg altid haft en lille angst for fremtiden. Der bliver jo færre roller, når man bliver ældre, og jeg har ikke været fastansat på et teater og har ingen pensionsordning, og altså hvad så? Når jeg er 55 og ikke får roller mere, hvad skal jeg så? Pludselig har jeg bare slet ikke den bekymring. Det er virkelig en lettelse.”

Og det er ikke kun på grund af keramikken. Det handler helt generelt om, at erfaringen om at turde tage styringen selv har givet hende mere ro.

“Det kan godt være, at jeg får gigt og ikke kan lave ler mere, men jeg har fået en tro på, at så kan jeg nok noget andet. Det er ikke så svært at banke noget op. Jeg har fået blod på tanden med hensyn til andre veje at gå. Jeg er helt vild med det her, og det kan jeg godt for- midle. Det er så rart.”

Eftersom hun er en enkeltmandsvirksomhed, er det også hende, der skal pakke varer, sende dem, sørge for at indbetale moms, lægge billeder på sociale medier og svare alle dem, der stiller spørgsmål derinde. Desuden kom rollen som Marianne Sommerdahl dumpende, næsten samtidig med at hun åbnede sit værksted. Så Laura Drasbæk har fået travlt, og det kræver en bevidst strategi og prioritering, især hvad angår lerproduktionen.

“Jeg haft nogle diskussioner med mig selv om, at større ikke altid er bedre. Jeg har mødt det i mig selv, en fornemmelse af at ‘the more the merrier’, men jeg har tænkt, at faktisk så kører det jo fint nu, jeg skal ikke bruge flere penge, end jeg har nu. Jeg kan egentlig godt lide, at det er småt, det behøver ikke være så meget en forretning. Men det er en sej kamp at holde hestene, uden at de begynder at galoppere, for det ligger på en måde i vores system, at vi skal vokse. Men for mig er lykken uden tvivl at kunne tulle ned i mit værksted i sutsko med neskaffen i hånden og se, hvad verden byder i dag.”

Mindre navlepilleri

En anden positiv gevinst ved at tilbringe tid i værkstedet har været, at det er et arbejde uden for hende selv. Hun kan sidde i kedeldragt med morgenhår, og det er lige meget, hvordan hun ser ud. Det er en lettelse, for som skuespiller har hun tilbragt en del tid med at stirre på sit eget spejlbillede, og det er ikke altid specielt sundt, mener hun.

“Der er en selvbevidsthed, som kommer med det at være skuespiller og hele tiden skulle forholde sig til sit eget ansigt. Man sidder jo foran et spejl hver morgen og får lagt makeup. Jeg sidder der cirka en time inden en optagelse. Der kan jeg ikke undgå at forholde mig til mig selv, men det kan jeg, når jeg laver noget, hvor det er ligegyldigt, hvordan jeg ser ud.”

Faktisk forsøger hun at flytte fokus fra både indre og ydre Laura.

“Jeg interesserer mig mindre for, hvem jeg er, og mere for, om vasen skal være rund, eller figuren skal have store, åbne øjne. Det er da interessant at grave og finde ud af, hvem man er, og lære sig selv at kende, og det kan man jo gøre ved at kigge indad, men man kan også kigge udad, og der har jeg måske brugt lidt for mange år på at kigge indad.”

Hvorfor havde du brug for at kigge indad?

“Det har fyldt meget, siden jeg var teenager, at jeg ville forstå mig selv til bunds. Jeg søgte svar på spørgsmålet ‘hvem er jeg, og hvordan er jeg blevet sådan?’, ville gerne forstå mit ophav og forbindelserne der og i det hele taget rydde op i mig selv. Jeg var hos min første psykolog, da jeg var omkring 20 år. Lige efter at jeg havde lavet Pusher. Men jeg er fuldstændigt færdig med at kigge tilbage og indad. Jeg har fred med det meste af mit liv.”

Hvordan fik du den fred?

“Det gjorde jeg nok ved at blive ældre, faktisk. Det er vidunderligt at blive ældre, når det gælder at forstå og acceptere nogle af de ting, jeg har oplevet, men især acceptere nogle sider i mig selv. Jeg havde virkelig en dejlig barndom, men den var også svær, og det er komplekst. En kompleksitet, som skyldtes, at jeg havde en ganske speciel og helt fantastisk far, som jeg var meget tæt med, men som desværre med tiden begyndte at drikke for meget. Og så fik han pludselig et helt andet ansigt end det, jeg elskede, hvilket rev ham fra mig. Det har jeg bokset med i rigtigt mange år. Jeg ved, at det har været med til at forme mig på godt og ondt. Det har også givet mig en vrede, som jeg skulle komme overens med.”

Og nu er du landet?

“Ja, det synes jeg, men jeg var ikke kommet hertil, hvis ikke jeg havde gjort et arbejde og været til ufatteligt mange psykologtimer hos meget kompetente folk. Det har været det hele værd. Jeg ville rydde op, finde fred med alt, men at have sådan et pastelfarvet, harmonisk univers indeni, det har det taget mig 30 års arbejde med mig selv at indse, at det får jeg aldrig, og gudskelov for det. Nu glæder jeg mig over alle kanterne, grovheden, jeg har fået med mig, viljen, trodsen og også sorgen, som hænger pudsigt sammen med stor glæde. Det er alt sammen med til at skabe et menneske med en god fremdrift.”

Flere forbilleder

Vores samtale drejer ind på noget med alder. Det hører jo med, når vi skal vende “det her sted i livet”, og det får Laura Drasbæk til at tænke på en kvinde, som hun mødte for 30 år siden, da hun første gang begyndte at gå til yoga. Kvinden var dengang i 70’erne og havde en imponerende styrke og smidighed i kroppen. Hun kunne bevæge sig rundt i alle positioner.

“Hun var så inspirerende. Hende stiler jeg efter at ligne. Faktisk har jeg læst et sted, at folk i 80’erne er de mest lykkelige. På trods af brækkede hofter og hvad der ellers kommer i den alder. Det er jo skørt, men det må jo være, fordi man falder til ro med alt det, man kæmper med?”

Selv har hun holdt fast i yogaen igennem alle årene og kan vildere ting med sin krop, end dengang hun var i 20’erne, og håret var mørkere, blødere og længere.

I dag er håret lidt mere kantet. Men selv er hun blødere, siger hun. Og i hvert fald mere smidig. Hendes krop kan sagtens. Men hvad med hovedet? For indimellem er det mest mentalt, vi kan have det svært med vores alder?

“Det kræver da noget at acceptere forandringerne. Men det skal man bare. Jeg er mindre glad for mit spejlbillede end for 10 år siden, men måske er det godt? For måske har jeg været lidt for glad for det. Det er jo ikke det vigtigste.”

Heldigvis er der stadig et hav af forbilleder. For eksempel andre skuespillere, som hun møder, når hun filmer. I Sommerdahl har hun spillet sammen med Lisbet Lundquist på 77 år.

“Jeg suger til mig af mennesker, der har en energi, jeg gerne vil have om 20 år. Måder at blive gammel på. Det er fedt at spejle det, man skal hen til, som noget attraktivt, at se kvinder oppe i årene, hvor man tænker: Wow. Lisbet Lundquist er så meget i vigør. Hun har også nogle rigtigt heldige gener, men hun er især levende, nærværende og glad. Det er dejligt at se og tænke, nå ja, det kan man jo sagtens.”

Selvkærlighed og sønnekærlighed

Hvor er du henne med hensyn til kærlighed?

“Der er jeg ikke rigtigt. Det interesserer mig ikke så meget lige nu. Kærlighed tager jo tid, og alt handler for mig om en time mere i værkstedet. Jeg gider ikke kærester lige nu. Det skete for en tre-fire år siden, hvor Lasse (Spang Olsen, red.) og jeg gik fra hinanden – da fandt jeg ud af, at o.k., så skal jeg ikke have mere end to børn, og eftersom jeg ikke skal det, så har jeg ikke så travlt.”

Laura Drasbæk er selv enebarn og svarer straks ja, da hun bliver spurgt, om hun gerne ville have haft en større flok børn end de to sønner, hun har fået med skuespiller Gerard Bidstrup. Men sådan blev det ikke, og lige nu er hun virkeligt godt tilfreds med at lave keramik i stedet for at henslæbe lange eftermiddage på en legeplads. Det er skønt at have store børn, synes hun. Den yngste på 16 år er på efterskole, den ældste på 19 år bor hos Laura.

Hun griner.

“Nu siger jeg, at den ældste ikke har så meget brug for mig længere – men han har altså ringet fire gange her til formiddag, så det er nok stadig meget, men der er alligevel en anden luft end for nogle år siden. Jeg kan sagtens sige: ‘Lav en rugbrødsmad, jeg gider ikke komme op og lave mad’, det synes han er fint. Jeg har tid til at kaste mig over andre ting.”

Og så er der glæden ved at se en ny generation tage deres plads i verden og forandre den en lille smule til det bedre.

“De unge er helt anderledes, end jeg husker fra min egen ungdom. Der er en anden rummelighed og en anden blødhed i drengene, oplever jeg. Den måde, de er sammen med deres venner på, er anderledes end de venskaber, jeg husker mellem drenge. De kan sove sammen og ligge lidt i ske, hvis det er hyggeligt, de er ikke kropsforskrækkede eller bange for at sende forkerte signaler. Min søn går indimellem i mit tøj, og det er o.k. – de har en større åbenhed. Det er så vidunderligt.”

Nirvana om 30 år

Så der er tjek på karrieren, ro på kærligheden, glæde over livet med store sønner, aldersoptimisme og så meget ro på de indre linjer, som man nu kan opnå som menneske. Hvad mangler vi så? Nye steder at gøre erfaringer, måske?

Hvad er det næste nye sted, du skal besøge?

“Jeg skal snart på en længere rejse til Indien med en veninde. Et ayurvedisk ophold, og det handler både om kost, træning og spiritualitet.”

Laura Drasbæk føler, at hun er blevet mere spirituel med alderen. “Jeg er vokset op med forældre, som ikke troede, der findes noget.

"Da min far døde, troede han, at han kom i jorden og blev ædt af orme. Så jeg har altid haft en fornemmelse af, at al spiritualitet var lidt naivt. Men så blev jeg for 8-10 år siden medlem af et teaterfællesskab, der hedder Felt, hvor vi arbejdede med energier, og vi havde nogle oplevelser i det fællesskab, som påvirkede mig.”

Positive oplevelser. Erfaringer med at kunne ændre ting ved tankens kraft. Alt muligt, som hun ikke kunne ignorere, og sammen med fornuftige mennesker. Det behøver ikke være så hokuspokus at tro på et eller andet. Det kan være en lettelse.

“For mig er spiritualitet en måde at kunne slappe mere af på. Jeg behøver ikke have så travlt mere med at hive alt ud af livet. Måske kan jeg bare sidde og nyde haven – i virkeligheden er det jo, uanset hvad, et rigere liv i stedet for at styrte rundt og skulle nå alt muligt.”

Laura Drasbæk er klar til at gå ned i tempo på en lang ferie efter et efterår med gang i både skuespil og keramik. Det er en luksus at stikke af til Indien, men det er den slags luksus, det kan være smart at unde sig selv på dette tidspunkt i livet.

“En ting, som er markant anderledes i mit liv, og som er sket de seneste 10 år, er, at jeg har en markant blødere tilgang til livet – til andre mennesker og til mig selv. Det er nok noget alder og noget med at møde de rigtige mennesker. Jeg har haft en hårdhed, som er blevet blødt op."

er single og mor til Albert på 19 og Vilfred på 16 år.
er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Debuterede som 13-årig i Lad isbjørnene danse og har haft roller i blandt andet filmene Pusher, Okay og Familien Gregersen og tv-serierne Lærkevej og De vildfarne. Er desuden forfatter til to børnebøger. Og åbnede så i 2019 et keramikværksted, hvor hun drejer krus, kopper og skåle og laver skulpturer med mere i eget navn. Se mere på Lauradrasbaek.dk.
er aktuel i tredje sæsonaf tv-serien Sommerdahl, der har premiere 6. marts på TV2 Play og 13. marts på TV2 Charlie.