Portræt af Lærke Kløvedal
Lærke Kløvedal (45)© Agnete Schlichtkrull

Lærke Kløvedal: "Det er svært at dele et måltid med paraderne oppe"

I Podcasten "Det sidste måltid", spørger Lærke Kløvedal andre, hvad de ville spise som det sidste i livet. Vi har spurgt hende selv.

17. september 2023 af Maj Bjerring Sørensen

Hvad ville du spise som dit sidste måltid?

“Vi kommer ikke uden om østers. Det er næsten blevet en joke i programmet, fordi så mange gæster har valgt den forret. Men østers er min absolutte livret, og jeg kan spise dem døgnet rundt. Gillardeau-østers er mine favoritter. De er store, søde og nøddede og behøver ikke andet end lidt citron.

Jeg ville spise søtunge stegt på ben med nye kartofler og smørsauce til hovedret. Som den bliver serveret på Silberbauers bistro og på Maison, som er mine stamsteder. Fisk og kartofler har været udgangspunkt for mange store middage i mit liv. Jeg elsker kartofler og spiser dem året rundt, helst hver dag. Alternativt med hollandaise, som måske er verdens bedste sauce. Til dessert friske jordbær og hindbær med fløde. Naturvin hele vejen,” siger Lærke Kløvedal.

Hvordan opstod ideen til Det sidste måltid?

“Jeg stod et bart sted i mit liv, hvor min far var død efter lang tids sygdom, og hvor jeg havde sagt mit job på DR op. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle, men vidste, at jeg skulle noget andet end det, jeg havde været vant til. Jeg havde lavet værtsarbejde på DR, men også alt muligt andet, så at det var den vej, jeg skulle, var ikke givet.

Sideløbende havde jeg været madanmelder på Politiken allerede i en årrække. Min ven Sara Bro forslog mig at lave en podcast om mad, og hun skrev en sms, hvor der bare stod ‘Last supper?’. Da min far havde været syg, fik han besøg af journalister, der lavede store, sidste portrætter af ham, og det var, som om han fik lov til at læse sine egne nekrologer, og han blev meget rørt. Det påvirkede mig. Derfra gik tingene hurtigt. Kombinationen af liv og død og mad og eftermæle – sådan blev Det sidste måltid til."


Hvad er det for et møde mellem mennesker, der kan ske over et måltid?

“Det er svært at dele et måltid med paraderne oppe. Der er jo helt konkret noget afvæbnende over at spise sammen. Vi åbner os, kan man sige. Åbner munden, synker det, vi får præsenteret. Vi stiller os sårbare, når vi spiser sammen. Det synes jeg er et godt udgangspunkt for en samtale, hvor der er et ønske om eftertanke."

Hvad siger det, du spiser, om dig?

“Mad er jo identitet, om vi vil det eller ej. Det er summen af dine egne valg, dine forældres valg, sågar dine bedsteforældres valg og omstændigheder. Jeg kan lide frugtgrød, fordi min mormor serverede det for min mor, der serverede det for mig. Det siger meget om, hvem du er, hvad du kommer fra, og hvilken slags bevidsthed du er i verden med. Og så siger det jo meget om dig. Om du er en spiser, eller om mad er et brændstof, som jeg har hørt nogen sige. Om du er optaget af mad, af smag, af at sanse, eller om mad er noget, du skal have overstået."

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået?

“Da min far døde, gik vi i en lang periode og tømte hans gård på Djursland. Det var barske måneder. Det var vinter, corona og en knuget tid fyldt med sorg. Simon Jul (komiker, kok og musiker, red.) arbejdede på det tidspunkt i en fiskehandel på Grenaa Havn. Jeg havde mødt ham, fordi han havde været gæst i Det sidste måltid. Vi ville købe noget fisk, og han tilbød at lave en fiskesuppe til os.

Det var, som om han forstod, at vi havde brug for en håndsrækning. Simon Juls fiskesuppe er et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået. Der skete noget over bordet, da vi spiste den suppe. Noget åbnede sig og åbnede os. Og faldt så til ro. Jeg ved ikke, hvad han gjorde, eller hvad der helt præcist var i den suppe. Men jeg ved, at den var helende og livgivende."

Hvordan er dit job som madanmelder og dit job som portrætinterviewer ens?

“Begge dele handler om at sanse. Om at forstå, hvad der sker på tallerkenen, på restauranten, i køkkenet, og hvem der sidder over for mig i interviewet. Begge dele er et sanseligt detektivarbejde."

Hvor ofte laver du selv mad – og hvad er din hofret?

“Det er mig, der står for al hverdagsmad derhjemme, og det er, som den slags er. Jeg har ikke knækket koden for sundt, varieret, lækkert, hurtigt, billigt – desværre. Og så altid den forpulede opvask. Jeg vil til hver en tid hellere ud at spise. Vi er en familie på fem, hvor tre er teenagedrenge, hvilket trods alt er nådigt, for her handler det mest om, at der skal være NOK, og lige præcis nok går jeg aldrig ned på.

I weekenden er sen morgenmad stort i vores familie. Shakshuka med alt tænkeligt tilbehør er en vinder. Lige for tiden går jeg og min yngste stedsøn stenhårdt efter at kunne lave den perfekte eggs benedict når som helst og hvor som helst. Det går godt."

Hvad skal der stå på din gravsten?

“Jeg har jo fornøjelsen af at blive inspireret til netop dette ugentligt, når mine gæster skal vælge, hvad der skal stå på deres. Line Knutzon sagde ‘sød’, for det er faktisk en virkeligt fin kvalitet, på trods af at det ord er blevet så udvandet. Det er jeg meget enig i. Og så er jeg meget glad for det slidte citat om venlighed. ‘Alle kæmper en kamp, du ikke kender noget til. Be kind, always.’ Det er ikke særligt mundret, men det er faktisk min ambition i livet. Nogle dage lykkes det bedre end andre."

Vi har skrevet tre overskrifter til din nekrolog, som du plejer i din podcast. Kan du vælge en?

1. ‘Lærke Kløvedal søgte eventyret. Ikke i mødet med fremmede kulturer, som sin berømte far, men det eventyr, som mødet mellem mennesker – gerne over et måltid – kan føre til.’
2. ‘Lærke Kløvedals fornemmelse for mad og mennesker gjorde hende tildronning af den personlige podcast, som ikke bare vil underholde, men på ægte vis forsøge at forstå, hvordan vi bliver til dem, vi er.’
3. ‘Hun skrabede nænsomt flødeskummet af sine interviewpersoner, så de
fremstod sårbare, ægte – som dem, de er. Dronningen af den personlige
portrætpodcast, Lærke Kløvedal, er død.’

"“Hahaaa, jamen, her kan jeg da godt mærke, at jeg smager min egen medicin. Jeg bliver rørt, når jeg hører de sætninger. Det er jo meget, meget flotte ord. Jeg bliver forlegen. Præcis som jeg kan mærke, at mine gæster gør det i podcasten.

Nummer 1 er sand. Det har taget mig et liv at finde ud af, at min lykke ikke ligger i rejsen, men herhjemme. I det nære og ikke i det fjerne. Nummer 2 og 3 – jeg ville være stolt af, hvis nogen sagde sådan om mig. Jeg er glad for ordene nænsomt, sårbare og ægte. Det er så absolut en ambition i det, jeg laver. Og jeg er glad for sætningen ‘forsøge at forstå’. Det synes jeg jo hele livet handler om,” siger Lærke Kløvedal.

Lærke Kløvedal (45)

  • er journalist, podcastvært og madanmelder på Politiken – eneste kvindelige madanmelder i landsdækkende aviser.
  • er til oktober akutel med erindringsfortællingen Sømærke.
  • er opvokset i Thy og bor på Amager med sin kæreste og deres tre sammenbragte
  • drenge.

Du vil (garanteret) også kunne lide