Mød kvinderne bag podcasten Mens vi strikker

Velkommen til en joyride af de helt store i selskab med de tre skuespillere Ditte Hansen, Christiane Gjellerup Koch og Trine Gadeberg!

Er du til strik, kender du dem sikkert som stemmerne bag “det digitale strikkefællesskab”, podcasten Mens vi strikker.

Sted: Strikkeskuret. Et lille sortmalet anneks i en baghave på Amager i København. Indrettet med reoler med garner i glade farver, et bord, fire stole, tre mikrofoner og en mixerpult.

Scene: Tre skuespillere om dagen og podcastere efter arbejde mødes med journalist, som er stor fan af dem og deres podcast Mens vi strikker, der er udkommet næsten ugentligt på Podimo det seneste år. Og som de siger i indledningen til podcasten: “En podcast til dig, der strikker eller gerne vil strikke, eller bare vil lytte på nogen, der taler, mens de strikker”.

Stemning: Lettere løssluppen, iblandet masser af alvor og kærlighed.

Rekvisitter: Fire smukke keramikkopper, som de tre skuespillere har til fælles, og som lige skal beundres af alle. To stykker strikketøj, som skal blive til håndklæder, og en hjemmestrikket sweater – journalistens – som heldigvis også blev beundret. 

Må vi præsentere

Hvis du var et strikkeprojekt, hvad ville du så være, Ditte?

Trine: “En karklud eller sådan noget?”

Christiane: “En grå karklud!”

Ditte: “Jeg tænker mere noget hellangt i striber i flere farver. Måske var jeg et jumpsuit!”

Og dig, Christiane?

Christiane: “Det første, jeg tænkte, var, at jeg er en tehætte i sindssygt mange rester og farver.”

Trine: “Du varmer og holder folk varme!”

Ditte: “Det er en smuk metafor.”

Christiane: “Og jeg er dobbelt foret, så jeg kan virkelig holde til meget.”

Og Trine?

Trine: “Jeg er vist noget med en masse mønstre. Ind og ud og lidt indviklet her og lidt bøvlet der, og hvad sker der så lige herovre? Det kan godt være svært at gennemskue det mønster, men når først man får det lært ...”

Christiane: “Så kan man ikke undvære det!”

Trine: “Allermest føler jeg nok alligevel, at jeg er vores – Mens vi strikkers – Puf-julesweater (sagt med tryk på puf!) med ærmer, som ikke kan blive store nok. I en eller anden pink pangfarve (pang nærmest udtalt som et bang!).”

Trekløveret – jumpsuitet, tehætten og puf-sweateren – har indtil videre strikket mere end 50 episoder af deres populære podcast sammen. Strikningen er den råde tråd, der binder det hele sammen.

Og “det hele” er: “Hvad drikker vi?”-runden – brainstorm og svar på et ret så personligt spørgsmål, som for eksempel “Hvad er det mærkeligste sted, du har haft sex” – og de er mærkelige! Med hver gang er også det strikkehistoriske indslag og brevkassen, hvor der ringes op til Ulla fra Fyyyn, som svarer på dagens tekniske spørgsmål. Emnerne varierer fra gang til gang. Bliv klogere af det om overgangsalder, og knib en tåre, når det handler om familiehemmeligheder.

Og gå i barndom med værterne, når de hopper hinkeruder i afsnittet Barndommens gade, hvor deres aliasser er henholdsvis vestegnstøsen Ditte, Holte-pigen Christiane og bonderøven Trine.

Hvor langt går I tre tilbage?

Christiane: “Ditte og jeg går tilbage til skuespillerskolen, hvor jeg gik to hold over Ditte. Det var i 1992.”

Ditte: “Vi blev venner måske i 1996 og fik børn samtidig, og vores familier blev venner. Vi er til alle fødselsdage hos hinanden ...” 

Ditte og Christiane i munden på hinanden: “Og Trine er nyyy. Det er så hyggeligt.”

Trine: “Jeg mødte Christiane på en film, min datter spillede med i. Christiane sad og strikkede, og jeg gik hen og spurgte: ‘Hvad er det for noget?’ og fortalte, at jeg overvejede at lave en strikkepodcast, og det havde I så også talt om. 

Jeg kom med vores strikkeekspert Ulla fra Fyn, som jeg mødte tilfældigt på Facebook-siden Strik og kun strik, hvor jeg skrev efter hjælp til en babysok. Og så endte Ulla med at sidde og guide mig på Messenger indtil klokken et om natten. Jeg var meget, meget stolt, da jeg endelig kunne sende hende et foto af to færdige babysokker, og siden da har Ulla og jeg været strikke-uadskillelige. Vi havde talt om at lave en podcast, hvor hun skulle være teknisk nørd, og jeg bare skulle plapre, og så mødte jeg jer.”

Strik som terapi

Da corona ramte landet og sidenhen strikkebutikkerne og -pindene landet over, tog de tre kollegaer plads i strikkeskuret. Trine Gadeberg fik rollen som teknikeren. Ditte Hansen skriver manus, og Christiane Gjellerup Koch leverer det strikkehistoriske indslag.

Ditte: “Corona gjorde, at det blev en måde at nå ud til andre menne­sker på. Fordi alle sad hjemme, lærte vi, at noget meget digitalt kan føles meget nært. Her kunne vi nå hinanden i et nyt fællesskab.”

Ditte: “Derfor er det meget dejligt, når også lytterne siger: ‘Det var vigtigt’, ‘det var sjovt’ og ‘jeg griner med jer’. Vi føler fællesskabet.”

Trine: “Det bedste, der er sket under coronaen, er at finde jer to.”

Ditte og Christiane: “Ubetinget!”

Ditte: “Nu er vi jo venner. Vi deler alt og hjælper hinanden med at tage beslutninger. Og så holder vi fødselsdage og nytårsaften sammen og har det bare megahyggeligt. Det er dejligt at være en gruppe, for vi er lynhurtigt en fest. Hvis vi tager vores mænd med, så er vi en fest. Især under corona, hvor vi var i boble sammen.”

Trine: “Jeg tror faktisk, jeg er blevet et bedre menneske af det her fællesskab. Der er kommet mere ro i mit liv, efter at jeg har fået sådan en støttestok.”

Christiane: “Det har også udviklet mig helt vildt på nogle punkter.” 

Trine: “Ja, du var jo kedelig før ...”

Ditte: “Der er en utrolig tillid i det her rum. Vi lavede et firma efter halvanden måned, smed 20.000 kroner hver. Jeg kendte dig dårligt, Trine, men der var bare en energi af, hvad kan der gå galt? Det gør vi da bare.”

Strik-start

Passionen for strik, talentet for humor og og fortællelysten har de tre tilfælles. Deres strikkeerfaring og motivation er lige så forskellig som deres strikke­alter-egoer.

Jumpsuitet var ved at udvikle mobil afhængighed. Tehætten søgte ind i sig selv, og puf­sweateren holdt strikketøjet i hånden gennem længere tids sorg.

Ditte: “Jeg begyndte at strikke i 2018 en dag, vi var ude at besøge min farmor. Hun havde et strikketøj liggende, men kunne ikke se mere, så hun sagde: ‘Strik!’. Jeg havde næsten glemt hvordan, men fandt hurtigt ud af, at det var en måde at finde ro på. Jeg var ved at blive afhængig af min telefon og kunne mærke noget digital afhængighed. Men man kan ikke være på telefon og strikke samtidig, så det virkede meditativt. Og så blev jeg bidt.”

Christiane: “Jeg har altid strikket. Jeg lærte at strikke af min mor­mor, da jeg var en lille pige. Jeg har altid holdt af at strikke, for jeg kommer fra en stor familie med fire søskende og masser af larm. Det gav mig fred at synke ned i en stol med mit strikketøj. De seneste år er det blevet helt vildt, men jeg har aldrig kampstrikket for at blive færdig med noget.”

Trine: “Jeg begyndte at strikke i december 2017, da Preben Kristensen sad og strikkede strømper på Linje 3­-turneen, hvor jeg var gæstesolist. Og så lærte han mig det, og jeg begyndte på en strømpe, som jeg fik hjælp til at gøre færdig af Gerda på 95, der boede på et plejehjem, jeg optrådte på. Hun lærte mig at strikke hælen, mens vi spiste mints oppe på hendes værelse. Det var så hyggeligt, at Kasper blev helt urolig over, hvorfor jeg ikke kom hjem. Indtil 15. maj 2018 strikkede jeg bare strømper og halstørklæder. Men så døde min mor. Og jeg begyndte helt intuitivt at strikke noget, der var meget avanceret. Mønstre, som var så svære, at jeg var nødt til at sidde helt fordybet. Det var ren sorgbearbejdelse.”

Ditte: “Vi har snakket om det der med at strikke sig igennem sorgen. Det med simpelthen at have noget at holde fast i. Helt håndgribeligt. At have et holdepunkt, så man ikke krakelerer. Og så er det ellers bare en maske ad gangen.”

Christiane: “Det nulstiller hjernen så fantastisk.”

Trine: “Og den tristhed, du sidder med, ender ud med at blive til noget, der faktisk er meget smukt og brugbart.”

Christiane: “Livet går videre, kan man sige.”

Trine: “ ... en maske ad gangen. Strikken blev min følgesvend og et lyspunkt. Også da min mands mor døde fire måneder senere.”

Christiane: “Det er også svært, når man er i sorg, at vide, hvordan man skal få det bedre, for det gør bare så ondt. Men man ved godt, hvordan man skal strikke.”

Trine: “Da jeg blev skilt, gik jeg i bad hele tiden. Jeg havde brug for at få vand på, skylle væk, gøre noget aktivt, rense af. Jeg tror, jeg gik i bad 10 gange om dagen, fordi jeg var så ked af det. Men det gjorde jeg så med strikketøjet i stedet for. Så gik jeg til gengæld aldrig i bad ... ha, ha.”

Ditte: “Du lugter helt vildt dårligt, men du får strikket mange flotte ting!”

Og det gode 40+ liv for dig, Trine?

Trine: “Jeg bliver bedre til at lade være at jagte det liv, der har været. I stedet prøver jeg at være nysgerrig på det, der kommer. Det med at kigge sig selv i spejlet og sige: ‘Gud, sådan så jeg ikke ud for to år siden, hvad skal jeg gøre ved det?’. Og sætte jagten ind på noget, jeg ikke kan indhente alligevel, fordi livet jo for fanden sætter sine spor. Jeg er blevet mere afslappet og bedre til at sige: ‘Vi skal jo nyde det for fanden. Være glad for dem, vi er. Og for at vi bliver ældre.’ Jeg bliver fandme 53, er det ikke flot?!”

Med vrangen ud

Hvornår vender I vrangen ud på jer selv?

Ditte: “Konstant! Det er mit arbejde at gribe fat i det sårbare, det er der, guldet ligger. Det er en helt daglig ting for mig, både som skuespiller og når jeg skriver, at mærke efter: Hvor gør det ondt?” 

Christiane: “Det er meget det samme, når jeg arbejder. Nogle gange er jeg fuldstændigt hudløs, det er jeg nødt til for at kunne fornemme og mærke mig selv og på den måde formidle det. 

I vores podcast vendte jeg vrangen ud på mig selv i vores afsnit om kropshad. Bagefter tænkte jeg: Det her kan vi ikke sende, jeg har sagt for meget. Men da jeg havde hørt det nogle gange, tænkte jeg: Det er sgu da fedt, det er sgu da cool, og kunne høre, at Trine og Ditte var vildt støttende og fik stillet gode spørgsmål til det i programmet, så det ikke landede så hårdt.”

Ditte: “Vi giver nogle lunser af os selv, når vi glemmer, at vi har mange tusinde lyttere med.”

Trine: “Vi lægger så meget krop til, at der nok er mange, der kan identificere sig med det, vi fortæller.”

Ditte: “Det er helende, når man siger det, der er svært, højt. Så forsvinder det på en eller anden måde. Og jeg tror faktisk, at det var det, du oplevede konkret der, Christiane. At du sagde det, der var pinligt og svært med din krop, højt. Og så forsvandt det.”

Trine: “Jeg vender vrangen ud på mig selv i de problemer, der opstår med forældre, der bliver ældre. Når min far bliver gammel, så skal vi måske til at tage beslutninger på hans vegne os søskende imellem. Jeg skal snakke med mine fire søskende på en anden måde, end jeg har snakket med dem før. Alvorlige beslutninger, der skal træffes, og snakke, som skal tages varsomt, og der kommer jeg til at vende vran­gen ud på mig selv for at finde ud af, hvordan jeg tackler det uden at såre nogen?”

Og det er jo der, udviklingen ligger, når man bliver selvreflekterende, møder menneskers måde at se en på og be­gynder at agere anderledes i verden. Hvilke mennesker jeg kan lide at være sammen med, handler også meget om, om de har selvrefleksion eller ej. Så det var jo interessant, at jeg selv var på galt spor der.”

Christiane: “Jeg har slået op med den hårde straf­træning, hvor jeg jagter noget, at tabe mig eller at komme i form, som min krop helt tydeligt fortæller mig, at den ikke har lyst til. Nogle gange har jeg tænkt: Hold kæft, jeg har trænet i mange år nu, og det er alligevel ikke sådan, at jeg kan sige: ‘Hold kæft, man kan godt se, at jeg træner meget’. Og det må jo være, fordi jeg træner forkert. 

Jeg er nået til et sted, hvor jeg må erkende, at det, jeg gør, det virker ikke, og så kunne det være, jeg skulle prøve noget andet. Det har bare taget lang tid for mig at nå dertil. Men nu prøver vi at indgå et andet samarbejde, min krop og jeg, og vi er i god kontakt. 

Jeg træner stadig, men mindre hårdt og ikke så stressende. Jeg elsker det. I dag burde jeg have trænet, men jeg kunne ikke nå det. Så cyklede jeg rundt til mine afta­ler i stedet for og fik bevæget mig det, jeg skulle, og finder ro i det. Jeg håber ikke, vi skal komme sammen igen, mig og pisken.”

Trine: “Jeg har omvendt stiftet bekendtskab med pisken. Jeg har slået op med, at motion ikke er noget for mig. Jeg har i mange år mødt andre med: ‘God tur! Jeg kommer aldrig til at løbe’. Men så tænkte jeg, jeg kan sgu da godt lige prøve det. Nu er jeg totalt afhængig af det. På en livgivende og ikke grim måde, for det er ikke sådan, at jeg pisker mig selv, hvis ikke jeg får det gjort. 

Når vi er færdige her, vil jeg løbe en tur og lige løbe dagen væk. Det gør noget godt for mig. Nu. Den første gang jeg løb efter en app, et minut, kunne jeg næsten ikke trække vejret. Så efter en uge løb jeg to minutter uden at hive efter vejret, og nu løber jeg fem kilometer.”

Giv ikke slip

Hvis nogen er i tvivl, så er kærligheden i strikkeskuret næsten så konkret, at man ville kunne spinde garn af den. Verden kunne falde fra hinanden, uden at Ditte, Christiane og Trine ville slippe hinanden.

Er der noget, I ikke bruger hinanden til?

Ditte: “Vi går ikke i seng med hinanden.”

Christiane: “Nej, det gør vi faktisk ikke.”

Trine: “Det var jeg ikke klar over. Men vi har været i sommerhus sammen.”

Ditte: “Vi har badet sammen.”

Christiane: “Vi har sovet sammen.”

Trine: “Vi har ikke været i udlandet sammen.”

Ditte: “Det er da kun på grund af corona.”

Trine: “Vi har ikke lavet mad sammen os tre. Sådan planlagt en menu. Og så stå og lave det.”

Christiane: “Der tror jeg bare, vi ville lade Trine lave maden.”

Ditte: “Trine har jo også vundet Masterchef ...”

Trine: “Hvis jeg ikke har hørt fra jer i en uge.”

Ditte og Christiane: “I EN UGE!?”

Trine: “Jeg mener tre dage ... så er det mærkeligt.”

Christiane: “Men tre dage er der jo ikke gået. Der går jo ikke engang en dag.”

Trine: “Er der varmt herinde, eller er det bare mig?”

Alle: “Der er varmt ...”

Jeg har lige hørt jeres afsnit om overgangsalder ...

Christiane: “Jeg har faktisk taget plastret af, som jeg fortæller om i det afsnit. Hormonplastret. Det begyndte at brænde lidt, når jeg havde det på, og så tænkte jeg, at det måske var et tegn på, at jeg skulle prøve at tage det af. Nu er jeg uden plaster og har ganske få hedeture om natten. Det er meget, meget lidt, jeg mærker til det nu, i forhold til hvor rædselsfuldt jeg havde det før.”

Ditte: “Men, Trine, du har også din saunahue på!” 

Christiane: “Jeg turde ikke sige det...”

Og her ville jeg faktisk kunne snige mig ganske ubemærket ud af skuret. Jeg dropper at stille mit sidste spørgsmål om, om de har emner nok til de næste 50 episoder ... Det er bare at tænde for mikrofonerne og dele mere af det mægtige 40+ liv.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 29. juli 2021.