Tanja Solberg, svømme, Norge, Lofoten
Tanja Solberg med et søpindsvin på hovedet. © Privat

Kunne du svømme rundt om en ø?

Tanja Solberg har en sund vane ud over det sædvanlige: Hun svømmer den nordnorske øgruppe Lofoten rundt. Rundt om den ene ø efter den anden. En idé, som jo sagtens kan importeres til det danske øhav?

15. juni 2022 af Cecilie Espensen

Det er en naturgave, som ligger derude,” siger syge­plejerske Tanja Solberg og fortsætter: 

“Det har virke­lig åbnet mine øjne for alt det smukke, som ligger lige ude foran min hoveddør.”

Tanja Solberg bor på Vestvågøy, den folkerigeste ø i det smukke ø­samfund Lofoten i det nordlige Norge. En yndet destination for både turister og lokale. For folk, som elsker vilde og natur­skønne naturoplevelser, er Lofoten stedet at surfe, fiske, tage på havsafari, padle i kajak, klatre, snorkle og dykke.

Tanja har dog opfundet sin helt egen hobby i havvandet.

“Det var på en tur til Maldiverne, at jeg opdagede det at svømme i havet. Jeg har altid godt kunnet lide at svømme, men dengang var det helst i et bassin eller en pool.”

Turen til Maldiverne var en 50­-års gave, hun gav sig selv.

Jeg rejste alene og endte med at svømme rundt om de øer, jeg boede på. To gange. Det var helt fantastisk – alt det, du kunne se og opleve af dyreliv i vandet. Da jeg var vel hjemme, stod jeg en dag på en fjeldtur med en ven og kiggede ud over Vestvågøy og det klare azurblå hav og funderede på, om jeg ikke kunne svømme rundt om øen.”

Tanja Solberg, svømme, Norge, Lofoten
Det ser helt Stillehavsagtigt ud, deroppe i Lofoten i det nordligste Norge. © Privat

Tanjas ven var positiv og ville gerne led­sage hende i kajak som sikkerhed. Det var i efteråret 2019.

Hader at fryse

“Jeg er jo en pivskid i forhold til kulde. Jeg hader at fryse,” siger Tanja.

Og at svømme i det kolde arktiske vand ved Lofoten er ikke det samme som at svømme i det varme Indiske Hav. 

Så hun gik i gang med at finde en våddragt, der passede til hende og de lave temperaturer. Da den kom, fyldte hun sit badekar med koldt vand og lagde sig i det, så hun kunne teste, om hun kunne klare det kolde vand ved Lofoten.

“Det er jo umuligt at bevæge sig i en våd­dragt i et badekar,” siger hun og griner. 

“Men det gav mig en pejling på, at drøm­men om at svømme rundt om Vestvågøy var en mulighed.”

Otte måneder fordelt på 33 etaper tog det hende at svømme rundt om Vestvågøy, hvor hun bor. 130 kilometer i våddragt med svømmefødder og snorkel.

Svømmer med spækhuggere

Siden har det grebet om sig med ø­-svøm­ning for Tanja.

“Nu har jeg kun en etape tilbage, til jeg har rundet Flakstadøya.”

Her satte naturkræfterne en midlertidig stopper for hendes fuldførelse.

“Her må jeg bare vente på bedre forhold, før jeg kan fuldføre. Sikkerhed kommer altid først, og vejret er for vildt. Lige nu. Enkelte etaper kræver megen logistik at gennemføre, fordi jeg blandt andet skal have følgebåd med, når jeg krydser havet. Jeg er meget afhængig af, at vejret spiller med mig.”

Hun har også kun en etape tilbage, til hun har rundet Skrova og Gimsøya. Når de sidste etaper er fuldført, har den sporty kvinde svømmet rundt om fire øer i Lofoten!

“Det er blevet lidt en besættelse. Jeg svømmer hele året nu, selv om temperatu­ren kan være nede mod to­-tre grader. Det er et stort kick at sætte en lille streg på kor­tet efter hver svømmetur og ikke mindst at slutte cirklen om de smukke øer i Lofoten.” 

Livet i havet er også en stor drivkraft for Tanja. 

“Det, jeg oplever, når jeg svømmer, er bare helt fantastisk! Jeg ser store fiske­stimer og fabelagtige vandmænd. Jeg har tilmed set spækhuggere! De var et stykke væk, men jeg var alligevel ikke så høj i hat­ten, men hold op, for en oplevelse! Og alt dette er gratis.”

Tanja Solberg, svømme, Norge, Lofoten
Mød Tanja uden dykkerudstyr.

Plukker søpindsvin

En tredje ting, Tanja Solberg har opdaget i havet, er blevet til en lille forretning.

“Jeg observerede søpindsvin flere gange på mine svømmeture, og en dag fiskede jeg nogle af dem op. Efter lidt forskning og en del mislykkede forsøg er jeg begyndt at lave fyrfadslysestager af dem. Søpindsvin er utroligt smukke, alle er forskellige og i de flotteste farver. Det er et sjovt, men tidskrævende sideprojekt,” siger hun, som har solgt de unikke fyrfadslysestager til både Sverige, Svalbard og New York. Du kan købe dem på nettet hos Kråkebollen.no. Kråkebolle betyder søpindsvin på norsk.

Siden Tanja begyndte at svømme rundt om øerne i Lofoten i 2019, er der nogle, der er stødt til på enkelte etaper, og flere, der har sagt, at de gerne vil være med til at svømme. Det glæder hende.

“Det er dejligt, hvis jeg kan åbne folks øjne for gratis aktiviteter der, hvor de bor. Og i den her tid, hvor der har været pandemi og restrik­tioner, er det at svømme jo genialt! Der er ikke trangt i havet, og havet er der altid.”

Hendes kæreste bor sydpå i Norge, men når han er hjemme, tager han med Tanja ud og svømmer.

“Det er dejligt at dele det med ham, og vi planlægger at rejse til Maldiverne og svømme rundt om to øer, når verden bliver helt normal igen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 13. januar 2022.

Tanja Solberg, svømme, Norge, Lofoten
Lidt tang holder ikke Tanja Solberg tilbage. © Privat

Tanja Solberg (52)

  • Er sygeplejerske.
  • Har en kæreste og er mor til to drenge på 19 og 21 år. 

Du vil (garanteret) også kunne lide