Kirsten Fribert (55) er gift. Hun importerer og sælger tæpper og er uddannet tekstildesigner. Kirstenfribert.com.
Min selvstændige biks er
“Jeg sælger tæpper fra Marokko, som jeg selv tager ned og udvælger og herefter importerer. By Fribert hedder min virksomhed.
Jeg føler nogle gange, at det var tæpperne, der valgte mig og ikke omvendt, selv om jeg godt kan se en rød tråd gennem mit arbejdsliv.
Jeg er oprindeligt uddannet tekstildesigner og stoftrykker og har i rigtigt mange år lavet tekstiler for andre. I 2002 begyndte jeg at lave mine egne boligtekstiler med fokus på puder, fordi jeg selv manglede nogle.
Det var før internettets udbredelse, så jeg jeg tog ud i butikkerne, og det lykkedes mig at sælge til førende designbutikker som Normann Copenhagen og til kunstmuseet MoMA i New York.
Jeg har altid lavet noget med tekstiler og har altid været selvstændig. Og min store passion har altid været tæpper. Et af mine første købte jeg for 1.500 kroner på en studietur til Tyrkiet. I 2009 var jeg på en vandretur i Marokko, hvor jeg købte endnu et tæppe til mig selv, et Beni Ouarain.
Da jeg kom hjem, begyndte den slags tæpper at poppe op i de boligblade, jeg fulgte med i. Så jeg tænkte: Måske skal jeg bare følge min passion? Det har jeg gjort nu i otte år.”
De 3 første ting, jeg gjorde
Leverandører på plads: “Jeg tog tilbage til Marokko til den tæppehandler, som solgte mig det første tæppe. Han er god og pålidelig og min hovedleverandør i dag. Jeg skriver til tæppehandlerne, fem-seks uger før jeg kommer, og så laver de et udvalg.
Når jeg så kommer derned, laver jeg en grovsortering, i forhold til, at tæpperne skal passe sammen i en kollektion. Herefter ser jeg dem igennem for kvalitet, vævning og slid, og om jeg selv ville have lyst til at bo med dem.”
Stylist-kontakter: “Da jeg havde købt min første kollektion af tæpper, sendte jeg materiale til stylisterne på boligmagasinet Rum og de var ret begejstrede. Herudover fik jeg lavet en helt primitiv blog. Først for et års tid siden fik jeg lavet en ordentlig hjemmeside. Jeg fandt ud af, at jeg ikke poppede op først, når man googler tæpper, så nu har jeg fået lavet Google-annoncer.”
Import-regler: “Jeg er på mange måder vokset ind i det her, og der har været meget at lære. Jeg gik fra at være producent til at blive importør. Jeg skulle finde ud af, hvordan du får ting ind i Københavns Lufthavn og ud igen, og hvad du gør, når der mangler en formular. I begyndelsen fik jeg tæpperne sendt med post, men så fandt tæppehandleren en eksportør, som kunne stå for det.”

De vigtigste beslutninger undervejs
Kun tæpper: “Jeg sælger få andre ting, men det er egentlig mest noget, fra når jeg har eller får ryddet op i min egen samling. Så tager jeg det med ind i showroomet og sælger det. Jeg sælger ikke alt muligt andet etnisk. Heller ikke selv om der lige har været en marokkansk bølge.”
Kun min smag: “At jeg kun vil sælge noget, jeg selv ville kunne bo med. For mig betyder det, at det skal have noget klassisk over sig og kunne indgå med klassisk design i boligen. Det betyder ikke, at det er kedelige tæpper. Den her slags tæpper er ret festlige og sjovt lavet, for det er tæpper, der er lavet til eget brug. Jeg vælger kun en tiendedel af de tæpper, jeg bliver præsenteret for.”
Ikke almindelig butik: “Den nok allervigtigste beslutning var at blive i mit baghus og selv sælge tæpperne fra mit showroom – og altså fravælge både engrossalg og at fungere som almindelig butik. Hvilket på mange måder også gør det meget sjovere for mig.
Når folk laver en aftale og kommer og ser tæpperne, bliver de som regel en halv til en hel time. Det er jo lidt som at komme på besøg hos mig. Det er intimt, og jeg har nogle ret sjove samtaler, som jeg ikke ville have, hvis jeg bare solgte engros. Så ville det kun handle om mængde. Jeg vil hellere have den direkte kontakt. Alt er jo særligt udvalgt af mig, så det er også mig, der kan fortælle om tæpperne.
Jeg kan mærke, især hos den yngre, digitale generation, at der da er nogle, der synes, det er besværligt, at de skal herind. Men folk ser måske noget på min hjemmeside, og så oplever de noget andet, når de kommer herind og ender måske med et andet tæppe.”
De 3 største overraskelser
Fysisk hårdt: “Det har overrasket mig, hvor fysisk hårdt det er er at være tæppehandler. Jeg slæber jo rundt på de tæpper, og de er tunge. Derfor laver jeg gymnastik hver dag. Det bliver jeg simpelthen nødt til.”
Så heldig: “Jeg føler mig ret heldig over, at det hele kunne lade sig gøre.”
Så populære: “Og må også sige, at det er jeg på sin vis faktisk også overrasket over. At mine tæpper er blevet så populære, og at det kan lade sig gøre at få folk til at komme. Jeg mener, i disse netshop-tider, at jeg kan få nogle til at tage turen herind.”

Det har det kostet mig
“Fordi tæpperne er kommet til lidt senere i min udvikling som selvstændig, har jeg valgt, at jeg ikke skal arbejde 50-70 timer om ugen, og at min indtægt skal hænge sammen med det, jeg bruger af tid.
Nogle gange knokler jeg selvfølgelig, som for eksempel når tæpperne kommer, men generelt vil jeg ikke arbejde så meget. Det er jeg blevet meget bedre til med alderen. Nu jeg ved, at resultatet ikke nødvendigvis hænger sammen med, at jeg arbejder hele tiden.
Første gang jeg købte tæpper, brugte jeg en kassekredit, men ellers har jeg heller ikke haft de store penge ude at svømme.
Så koster det selvfølgelig rejseudgifter til Marokko to til tre gange om året, penge til tæpper og til fragt. Men jeg prøver at holde alle udgifter nede. Jeg prøver at gøre så meget, jeg kan, selv. For eksempel fotograferer og billedredigerer jeg selv til min hjemmeside. Du kan selvfølgelig godt se, jeg ikke er fotograf, men det er godt nok.”
Det ville jeg gerne have vidst
“Vær opmærksom på, hvornår du skal gøre noget selv, og hvornår du skal sætte andre til det. Nu siger jeg, at jeg gør en masse selv. Men du skal for eksempel ikke lave din hjemmeside selv, hvis ikke du har forstand på det.
Så det er noget med at vide, hvornår du skal bruge andre professionelle, så du bliver opfattet som professionel.”
Min vigtigste lektie
“Stol på din mavefornemmelse. Hvis du skal være selvstændig, skal du kunne stå 100 procent inde for det, du sælger. Du bruger jo meget mere tid på det, end hvis det ikke var dit eget. Ikke bare dit arbejdsliv og din tid, men også din nattesøvn påvirkes af at være selvstændig. Det skal du vide, inden du tager beslutningen.”
Den videre plan er
“Hele tiden at blive bedre til det, jeg gør. Nu har jeg endelig fået lavet en ordentlig hjemmeside. Også selv om det egentlig ikke er meningen, at salget skal flytte derover eller vokse sig stort der. Jeg kan ikke være større, end jeg er, for så skal jeg til at have lagerplads. '
Selv om de fleste kunder stadig kommer herind, betyder salget fra hjemmesiden alligevel, at jeg måske skal af sted en ekstra gang til Marokko i år. Når man taler iværksætteri og selvstændige, taler man ofte også om, at man hele tiden skal vækste. Men jeg ved, hvad jeg vil omsætte for, og jeg har ikke de store vækstplaner. Det er jo min passion, jeg lever af. Det skal bare hænge sammen.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. september 2019.