Katrine Ring
© Thomas Dahl / Magasinet Liv

Katrine Ring er en af Danmarks ældste dj's: “Jeg ved, jeg stikker ud som en lyserød elefant”

Hun er vant til at blive undervurderet på grund af sin alder, men Katrine Ring ved, at hun kan sit kram, og hun er svær at vælte omkuld

28. maj 2017 af Marianne Vestergaard Nielsen

Katrine Ring (56) er dj, komponist og radiovært på P2-­programmet Natsværmeren – og når hun spiller op til dans, er det som en af Danmarks ældste dj’s. Selv er hun alt for blufærdig og danser kun modvilligt. 

Hvorfor er du dj?

“Jeg har aldrig ønsket at være dj, men jeg har altid elsket det. Jeg elskede at lave musikudsendelser på DR, men hvordan kunne jeg fortsætte med det uden for radioen? Det lå lige for at blive dj, og jeg opdagede, hvor musikalsk du kan arbejde med plader, publikum og teknik. Det er jo virkeligt et kreativt arbejde. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde holder op.” 

Hvordan holder du dig på beatet?

“Jeg er nysgerrig. At være dj er et fag og et håndværk, der skal holdes ved lige. Jeg bruger meget tid på at tænke musik, lytte, søge, nde og lege med musik. Det der med at arbejde om natten begyndte at give problemer med søvnrytmen i mine 30’ere. Men nu er jeg blevet god til at powernappe om dagen. Jeg er også B-menneske af natur og kan holde en nogenlunde almindelig døgnrytme, fordi jeg slutter med at spille klokken to om natten.” 

Hvad kan få 40+ ud på dansegulvet?

Superstition med Stevie Wonder er ret sikker. Streetlife med The Crusaders og Randy Crawford plejer også at virke, men så spiller jeg en version, hvor der rappes ind over. Det er her, jeg som dj kan vinde folk. De hører noget, de ikke kender, men det er trygt nok til, at de tør blive på gulvet. Men generelt kan kvinder godt lide latinmusik. Jeg er selv en meget modvillig danser, der tidligere tog til udlandet, hvis jeg skulle danse offentligt. Jeg er meget blufærdig og selvbevidst, men det er skidebesværligt, når det begrænser en. Så jeg kom frem til: Helt ærligt, pak de fine fornemmelser sammen, og så bare dans! Så det gør jeg til nogle arrangementer og gerne til sang og soul og sort musik. 

At være 40+ er?

“Fint for mig. Jeg ved, jeg stikker ud som en lyserød elefant, fordi alle er forvænt med, at dj’s er meget unge. Og nogle gange bliver jeg undervurderet, fordi nogle publikummer ser mig og tænker: Sikke en gammel kone. Men efter 10 minutter kan de godt høre, at jeg kan mit kram.” 

Hvor er du i dit liv lige nu?

“Jeg er et godt sted. Jeg har altid sørget for at placere mig der, hvor jeg er tryg. Min opvækst var i et kunstnermiljø, hvor integritet var vigtig, og et liv i harmoni var i centrum. Der skal ikke være modsætninger mellem det, jeg gør, og den, jeg er. Hvis noget føles forkert, eller jeg er i situationer, hvor jeg føler mig låst, fjerner jeg mig. Og det gør mig svær at vælte omkuld.” 

Artiklen blev første gang bragt i Magasinet Liv nr. 75.

Du vil (garanteret) også kunne lide