Katrine Marie Guldager portræt
Forfatter Katrine Marie Guldager (54).© Les Kaner

Katrine Marie Guldager: Jeg følte mig ensom i min familie

Kan vi slå op med vores egen familie? Nogle gange er det nødvendigt, selv om det er sorgfuldt, mener forfatter Katrine Marie Guldager.

9. maj 2021 af Karen Greve

Måske husker du, ligesom jeg, avisoverskrifter og billeder fra en kold aprilmorgen i 1988? Dengang forulykkede et Intercitytog med kurs mod Køben­­­havn uden for Sorø. Tre af togets vogne blev af­­sporet, fire vogne væltede om på siden, og en røg op i luften og landede oven på en anden. På sta­tionen i Sorø så en række chokerede morgenpendlere en sort sky rejse sig over toget, som lå hulter til bulter omkring sporene. Der var 300 passagerer om bord på toget. Otte af dem mistede livet i ulykken.

En af dem var Katrine Marie Guldagers far.

Hun var 21 år den forårsdag i 1988, og det var hende, der efter ulykken blev kørt til Slagelse Kapel af politiet for at identificere sin far.

Katrine Marie Guldager debuterede som forfatter seks år efter ulykken. Hun har siden været en af de mest flittige forfattere herhjemme og har udgivet digtsamlinger, noveller, børnebøger og 13 romaner. Hun har skrevet om sorg og knudrede familieforhold, og en selvbiografisk beretning om hendes ni år i psykoanalyse er det også blevet til. 

Men hun har aldrig tidligere skrevet så direkte om sin fars død, som hun gør i sin nye roman Det samme og noget helt andet. I kapitel to lyder det sådan her, da hun træder ind i Slagelse Kapel:

“Min hjerne prøver desperat at forstå og finde de rigtige ord, men den kan ikke få fat, kører i tomgang, hjulspin, mudder, små totter af græs, men stemmen siger ja, hovedet nikker, jeg har identificeret min far for en ukendt person, og mit hoved nikker, min krop går ud af lokalet.”

Romanen er en fortælling om et menneske, der bliver til, og en forfatter, der bliver til i skyggen af ulykken i Sorø, og fordi det er så personlig en historie, har denne roman været anderledes at skrive end Katrine Marie Guldagers andre bøger. Hun har været nervøs for at sende den ud i verden. Det lægger hun ikke skjul på, da vi taler sammen på corona-sikker telefonafstand. 

Hvorfor ville du skrive din egen historie nu?

“Det begyndte med, at jeg havde skrevet nogle dannelsesromaner om unge mænd (Et rigtigt liv og En lykkelig familie, red.), og så var der en, der sagde til mig: ‘Nå, du har nok rigtigt moret dig med at udsætte din hovedperson for alt muligt!’. Som forfatter fik jeg en følelse af, at jeg måske sad på lidt for sikker afstand af mine personer. Det fik mig til at tænke, at jeg burde sætte mig selv mere på spil. Så min nye roman er min historie. Jeg har i 15 år tænkt, at jeg burde skrive den, men jeg har været bange for at gøre det. Bange for at gå for tæt på virkeligheden.”

Katrine Marie Guldager portræt
Katrine Marie Guldager skulle samle mod i 15 år, før hun turde skrive om sin egen familie.© Les Kaner

Hvordan var det at gå tæt på virkeligheden?

“Det var angstpræget! Der ligger nogle hårde erkendelser i stoffet. Det handler dels om, at jeg selvfølgelig er ked af nogle af de ting, jeg har oplevet. Det har været hårdt at genopleve sorgen efter min fars død. Dengang kunne jeg ikke rumme det, jeg følte, at jeg bare måtte videre, videre, videre. Jeg var bange for, at det kunne ødelægge mig, så jeg måtte pakke det væk. Komme i gang med at leve mit ungdomsliv, tage en uddannelse, alt det der. At være et modent menneske, der kan rumme den sorg, er jo godt – men jeg genoplevede, hvor fru­streret og fanget jeg følte mig dengang.” 

Den unge Katrine Marie Guldager var udefra set en succes i 90’erne. Som en af få blev hun optaget på digter og kri­tiker Poul Borums splinternye forfatterskole, og allerede inden hun var færdiguddannet, debuterede hun med digtsamlingen Dagene ­skifter hænder, som fik stor ros af anmelderne.

Jeg husker hende tydeligt fra dengang. Sammen med en veninde var jeg en aften til en forfatteroplæsning, hvor hun sad på et podie sammen med Ib Michael. Han læste højt fra en af sine fabulerende romaner, hun fra sine minimalistiske digte. Jeg tænkte dengang, at hun virkede helt uimponeret over at sidde der med en af de mest kendte forfattere på det tidspunkt. Følte hun sig i virkeligheden usikker? Ensom?

I de år, der fulgte hendes fars død, kom Katrine Marie Guldager til at kæmpe med en følelse af at stå uden for sin familie. At være en fremmed, som ikke følte sig forstået. Både i den store familie og i de nærmeste relationer, hvor hun følte sig til overs sam­men med sin mor og søster. De to havde et fællesskab med hin­anden, mens hun var fars pige. Hendes nye roman handler om den ensomhedsfølelse, det giver at føle sig uden for flokken.


På Instagram har du skrevet, at du blev ked af at læse dine dagbøger fra dengang. Hvorfor?

“Der er en fundamental angst forbundet med at føle sig uden for i sin familie. Det er kodet i os alle, at vi skal følges med flokken, fordi det er farligt at stå alene, og i romanen erkender jeg, at jeg er alene, og at komme derhen, hvor man ser sig som psykisk adskilt fra andre, det føles farligt og angstprovokerende.”

Følte du, at din familie svigtede efter din fars død?

“Ikke lige i starten. Der oplevede jeg, at alle gjorde sig stor umage, men da det kom til stykket, var de der ikke for mig. Selvfølgelig har jeg tvivlet undervejs. For er det mig, der tager fejl? Har jeg op­­levet virkeligheden forkert? Hvis man ikke kan komme igennem med det, man føler og oplever, så begynder man at tro, at man selv gør noget forkert. Man begynder at nedbryde sig selv, tænke, at det nok er mig, der er for følsom og har misforstået alting. Den følelse af at vende ­tingene indad kom jeg til at gøre i skriveprocessen, hvor jeg gen­oplevede de tvivl, jeg tidligere har haft.”

Bogcover Katrine Marie Guldager
Romanen er Katrine Marie Guldagers egen dannelseshistorie og begynder med hendes fars død.© Politikens Forlag

Hvordan ændrede dit forhold til din familie sig?

“I perioder har jeg brudt med min familie, og det har været godt for mig, selv om der også er en stor sorg forbundet med det. Hvis du føler, at du er et sted, som kun trækker dig ned, kan det være nødvendigt at bryde. Det bliver bare aldrig en let beslutning. Som barn føler man sig jo forpligtet, vi skal elske og ære vores forældre, og vi vil gerne gøre dem tilfredse. Det er forbundet med nederlag ikke at kunne det, ikke at være god nok. Men der sker bare det, at hvis du har dårlige relationer i din familie, hvis du mister din barnetro på, hvad relationer skal være, hvad kærlighed skal være, så risikerer du, at det spreder sig til andre områder af dit liv. Så du pludselig også har dårlige relationer til venner, i parforhold, og måske får du svært ved at sige fra på dit arbejde?”

Hvordan kom du frem til den erkendelse?

“I lang tid troede jeg, at jeg kunne have et overfladisk forhold til familien, kun ses til jul og fødselsdage, jeg forsøgte at lægge mindre betydning i relationen. Sådan tror jeg, mange mennesker gør, og det kan være en god løsning, for det er jo rart at vide, hvordan de andre har det, trods alt, ikke? Men på et tidspunkt fik jeg det sådan, at det at se min familie holdt mig vågen om natten 14 dage før og efter. Selv om jeg havde skåret vores relation ned til et minimum, blev det at ses som at stå og rode i et sår med en pind. Så jeg besluttede at træde helt væk, og så må jeg jo komme tilbage, når jeg har lyst, hvis jeg får lyst.”

Hvad er det, som så ofte går galt i familierelationer?

“Det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Men vi har ofte hinanden i nogle fastlåste roller og historier: Du er sådan, jeg er sådan, søskende ligner hinanden, her i familien gør vi sådan … Familie­relationer er svære at lave om. Det bliver nemt en indædt boksekamp, synes jeg. Men vi ejer jo ikke hinanden. Man kan prøve at give sig selv en lille test: Vil jeg savne det menneske i mit liv? Hvis ikke, hvorfor har vi så en relation? Nogle relationer er så stivnede, at vi slet ikke mærker, om det er godt at være sammen.”

Hvilken pris er der ved at bryde med familien?

“En af de ting, som er forfærdelig ved at bryde, er, at du opdager, at familien ikke kan erstattes med andre fællesskaber. Jeg tænkte da, at jeg kunne få en ny morfigur og ny søsterfigur, men det kan man ikke. Du kan finde nogle andre ting, som er lige så gode. Mand og børn for eksempel. Dit liv behøver ikke være tomt, men du kan ikke er­­statte præcis det bånd, den fælles historie med forældre og søskende, og det er et tab.”

Katrine Marie Guldager portræt
Må man slå op med sin familie? Nogle gange er man nødt til det, mener Katrine Marie Guldager.© Les Kaner

Tænker du på, om dine børn vil bryde med dig?

“Selvfølgelig er der aldrig nogen garantier, men hvis du tænker sådan, så opfatter du familien som en slægt, hvor alle er tvunget til at gentage alt i en uendelighed, og det er vi altså ikke. Jeg er ikke min mor, min datter er ikke mig, og allerede nu er vores relation en anden, end den jeg har haft til min mor. Men jeg vil da gerne sige, at jeg, nu hvor jeg selv er mor, også forstår min mor bedre. Jeg ved, hvor hårdt det er, hvor desperat man kan blive, hvor utaknemmelige børn kan være.”

Hvordan er dit familieliv anderledes, end det var i din barndom?

“Jeg har en kernefamilie i stedet for et kollektiv, som jeg voksede op i, min mand og jeg er gift med hinanden, og vi har ikke en masse affærer, som mine forældre havde. Vi har ikke en 70’er-agtig stemning af, at alle grænser er opløst. På den måde er vores liv anderledes. Men der er også noget, der går igen, og jeg er sikker på, at jeg begår fejl, ligesom mine forældre gjorde. 

Det er nærmest, som om det er svejset ind i kødet, så jeg nogle gange føler, at det er min mor og far, der helt instinktivt kommer ud af munden, men jeg prøver da at ændre det. Vi er heldigvis to om at være forældre, vi prøver at reflektere over, hvad der sker. Det er rart at være to om den opgave. Det gør en forskel, synes jeg.”

Katrine Marie Guldager sendte sin nye roman på gaden i januar. Midt i coronaens anden bølge med lukkede boghandlere landet rundt.

Det har holdt hende vågen et par nætter, for normalt ville hun tage rundt og signere bøger, møde læsere, hjælpe bogen på vej ud i verden. Intet af det kan lade sig gøre p.t. Til gengæld ligger hun ikke ­længere vågen af angst for, hvordan bogen vil blive modtaget. 

Har noget i skriveprocessen gjort dig godt?

“Det har været godt for mig at komme af med denne historie. Det siger min mand. Jeg kan måske ikke mærke det så godt selv, fordi der har været mange nerver på – men min mand siger, at jeg er mere afslappet nu, og det tror jeg er rigtigt. For det er en lettelse at komme af med den historie i stedet for at skulle gå rundt med den i kroppen. Jeg føler, at jeg har fået adgang til nogle rum i mig selv, som jeg egentlig havde låst af og smidt nøglen væk til. Pludselig sad jeg og hørte musik fra min ungdom. Altså, det har jeg ikke gjort i 30 år. Jeg er blevet lidt mere hel af det – jeg har været tilbage og samle den kvinde op, som stod der dengang.”

Hvad har din fars død betydet for dit liv som forfatter?

“Jeg begyndte at skrive, da jeg var 13 år, så jeg tror, at jeg ville have skrevet under alle omstændigheder, men min fars død blev en gasbrænder under mig, fordi jeg kunne tale med ham på den måde. De første år følte jeg, at alt, jeg skrev, var et langt brev til ham. Alle mine bøger handler om familie og dødsfald. Det var derfor, det at skrive var så presserende. Ellers havde jeg måske haft mere normale familierelationer? Måske havde jeg ikke haft så travlt og kun udgivet en bog hvert fjerde år? I stedet fik jeg en gasbrænder under mig, og i mange år følte jeg, at jeg skrev for at overleve.” 

Katrine Marie Guldager (54)

  • er gift med Troels, som er elektriker, og som hun har Rikke på 11 og Frederik på 8 år med.
  • er forfatter til romaner, noveller, digte og børne­bøger. Debuterede med digtsamlingen Dagene skifter ­hænder i 1994. Senest har hun udgivet den seks bind lange Køgekrønike og romanerne Et rigtigt liv og En lykkelig familie. Har modtaget adskillige priser, blandt andet Statens Kunstfonds hæ­­­­­­derslegat og Kritikerprisen i 2004.
  • er aktuel med romanen Det samme og noget helt andet.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. marts 2021.

Seneste

Måske er du interesseret i...