Karin Feit Almberg (59) har en kæreste og er mor til Julie på 31 og Martin på 27 år, som hun har med sin afdøde mand, Jørgen. Hun er journalist og forfatter, og har skrevet bøgerne Tomrum – i chok og tiden efter et dødsfald og Mod til livsglæde efter sorgen om sine egne erfaringer og sit eget sorgarbejde.
“Jeg har fortalt min historie mange gange. Jeg har været nødt til at gentage alle detaljer om dagen, hvor jeg mistede min mand, Jørgen, for selv at forstå, hvad der skete 10. juni 2015 og i tiden efter.
Mit første minde fra dagen er, at min mand holdt varmt om mig lige her i vores køkken og sagde, at han glædede sig til vores tur senere. Det var meningen, at vi samme eftermiddag skulle til Helsingborg i Sverige, som er vores hemmelige, lille plet. Efter krammet kørte han på arbejde.
To timer senere bliver jeg ringet op, fordi han er faldet om midt i en sætning på sit job. ‘De kæmper med ham, du skal komme’, sagde min mands kollega og ven til mig. Jeg ringede chokeret til min søster, og sammen kørte vi mod Rigshospitalet.”
Forstod at det var slut
“Bagefter fik jeg fortalt, at der var en hjertestarter på kontoret, og at han havde fået hjælp lige med det samme. Senere er jeg blevet klar over, hvor vigtigt det er at vide, at han ikke var alene. Han har ikke råbt om hjælp forgæves, for han kunne ikke have fået bedre assistance på stedet.
Jeg ringede efter vores børn, der dengang var 24 og 28 år, og sagde: ‘Far har fået en lille blodprop’. Jeg neddroslede med vilje, hvad der var sket, så de ikke skulle blive alt for chokerede. ‘I skal komme, og I skal tage en taxa herud. I må ikke cykle’. Jeg var ude af mig selv, men samtidig rolig over for dem.
Da vi havde ventet nogle timer, kom vi ind til Jørgen. På det tidspunkt var han død, men han lå i respirator, så jeg forstod det stadig ikke. Jeg bøjede mig over ham og hviskede: ‘Jeg elsker dig’. Det var først, da jeg så lægen i øjnene, at jeg forstod, at det var slut. Det var så rigtigt af lægen at lade mig erkende det selv. Frem for for at sige direkte til mig: ‘Din mand er død!’.”
En verden uden for hospitalet
“For det var uforståeligt for mig. Fire timer tidligere havde Jørgen holdt om mig, og nu stod jeg på Rigshospitalet med en plastikpose i hånden med hans ur og vielsesring i. Jeg bad om at tale med en præst, og det, jeg bedst husker fra den samtale, er, at jeg sagde, at jeg ikke kunne gå hjem og fortælle alle, at min mand var død. Jeg kunne ikke.
‘Betragt det som en pligt, du gør af ulyst’, sagde præsten. Det hjalp mig at tænke sådan. Allerede da jeg forlod hospitalet, havde jeg en følelse af at være lammet af sorg og alene i min egen verden. Jeg følte det, som om jeg krøb ud af en bunker og var helt overrasket over at se, at der stadig var en verden uden for hospitalet, hvor folk stod og røg cigaretter og stillede deres parkeringsskiver.”
Genså videoer, læste sms’er
“Vi tog hjem til vores hus, min søn, min datter og jeg, og de blev begge hos mig i omkring en uge. Vi var tre mennesker i en boble af sorg. Vi isolerede os lidt og sagde til folk, at de ikke skulle komme, fordi vi ikke magtede det.
De nærmeste venner kom forbi alligevel, og det var godt. Andre venner sendte mig beskeder med fotos eller ting, som Jørgen havde sagt og gjort. En af hans bridgevenner skrev, at Jørgen altid skulle fortælle noget om sin dejlige familie, inden de kunne komme i gang med at spille. Det anede jeg ikke, og det føltes som en forsinket kærlighedserklæring, på samme måde som da jeg læste en gammel besked fra Jørgen til mig, hvor han skrev: ‘Hvor er du henne? Jeg blev urolig for dig. Der må aldrig ske dig noget’.”
Samlede på minder og ord
“Jeg samlede minder og ord som en mor, der samler tøj sammen på børnenes værelse, indtil jeg havde favnen fuld. Min erfaring er, at når du har mistet et elsket menneske, så skal du gå hele vejen tilbage ad den sti, du og han havde sammen. Det er sådan, du får den, du har mistet, med dig. I stedet for at lukke døren og undgå billeder, dufte og konfrontation med alt det, der gør ondt.
I månederne efter hans død genså jeg videoer fra vores liv sammen. Jørgens bryllupstale til mig med Beethovens Måneskinssonate, som han spillede, fordi vi, første gang vi mødte hinanden, gik en tur på stranden i måneskin.
Jeg læste hans gamle kærestebreve til mig. Og alle hans sms’er. Og jeg følte nærværet med ham meget stærkt. Jørgen og jeg havde et godt ægteskab og var gode til at tale sammen. Han plejede at sige: ‘Jeg holder med os’. I dag har jeg en gul lap ved min computer, hvor der står: ‘Jeg holder med dig’. For det tænker jeg, at han stadig gør. Holder med mig. Jeg kigger på den seddel, hvis jeg oplever modstand.”
Et puslespil
“Jeg blev i det rum, hvor jeg kunne være sammen med Jørgen, i et år. Jeg har oplevet sorgen som et mørke, hvor jeg kunne mærke min elskede lidt endnu. Det er i sorgen, jeg mærker kærligheden. Men netop ved at tage alle vores minder og alle hans værdier og ord med i mig forstod jeg, at jeg godt kunne have mit eget liv uden at forlade ham og vores kærlighed.
Min mand var en livsglad og positiv person. Den glæde skulle leve videre i mig og gives videre til andre. Jeg sammenligner det tabte liv med et puslespil. Det billede med mange brikker, vi havde sammen, var væk. Jeg skulle lægge et nyt, og jeg vidste ikke, hvordan det skulle se ud.
Brikkerne i det nye billede handlede om at tage livet tilbage. Det har jeg arbejdet meget med. En dag får du en brik med et stykke blå himmel, en anden dag en lille vintergæk. Vær opmærksom på de små brikker, som gør det muligt for dig at blive hel igen. Det har jeg skrevet en bog om. Når du har fået en ordentlig hudafskrabning på hjertet, har du ikke lyst til at opleve dyb sorg igen. Men du er nødt til at finde mod til at risikere at miste igen.”
Alle omkring mig
“Jeg hader udtrykket ‘at komme videre’ i forbindelse med sorg. At gå videre indebærer at forlade noget. For mig handler det om at tage noget med og blive hel igen. Mine venner har med deres kærlige tilstedeværelse været vigtige brikker i det nye puslespil.
Meget få lod som ingenting. Det gjorde ondt. Og det sagde jeg også til dem, som bare spurgte, om jeg havde haft en god sommer, når vi sås. ‘En god sommer? Jamen, ved du ikke, hvad der er sket? Det gør ondt på mig, at du ikke spørger, hvordan jeg har det!’.
Cirka fire måneder efter Jørgens død tog jeg med nogle veninder til Bornholm. Jeg kan huske, at jeg fik kvalme og åndenød i en butik, hvor de andre gik i selvsving over en diskussion om nogle små figurer. Jeg kunne ikke rumme diskussioner om ligegyldigheder i den periode.
Men helt overordnet var mine venner en hjælp. Jeg havde en veninde, der sendte mig honningkagemænd, en anden, der hev mig med ud at gå ture, og en tredje, der hjalp mig til at blive nøgtern.
Det er let at forgude et elsket menneske, du har mistet. Hun sagde direkte til mig, at jeg skulle holde op med at forgude min mand. En veninde satte en hyacint på min trappe. Det handler om at få vist og sagt til et menneske i sorg: ‘Jeg ved, at du er et svært sted, jeg tør godt være her sammen med dig’.”
“Sørgende har brug for en hjælp, de ikke skal bede om”
“Jeg har stor respekt for, at det kan være vanskeligt at være pårørende til mennesker i sorg. For min datter og søn var det ekstra svært, fordi de var for gamle til at deltage i sorggrupper og tilbud for børn, men samtidig var det svært for deres venner at hjælpe, for i den alder har meget få jo erfaringer med at miste.
Jeg havde flere venner, som havde læst om sorg og chok og kunne støtte mig. Det er nok lettere at sige, hvad du ikke skal gøre som pårørende til et menneske i sorg, end at forklare, hvad du skal gøre. For du skal egentlig bare være der. Du skal ikke forsøge at trøste, for det kan du ikke. Ikke prøve at bære sorgen eller forstå den.
Det bliver let kejtet, hvis folk siger, at de forstår, hvordan du har det, fordi de også har mistet nogen. Det er aldrig det samme. Lad være at sige, at en sørgende skal sige til eller ringe, hvis hun har brug for hjælp. Sørgende har brug for en hjælp, de ikke skal bede om. Men det kræver mod.”
Stadig en familie
“Ved bisættelsen stod vi, min søn, min datter og jeg alene foran rustvognen med kisten, mens jeg tydeligt fornemmede, at alle andre stod i en stor halvkreds og kiggede ind på os. Deres liv var stadig normalt. Det var vores på ingen måde.
Selvfølgelig var det en ekstra udfordring at være stærk for mine børn. Jørgens aske skulle spredes over Øresund, fordi han altid har elsket vandet, og vi har sejlet hver sommer. Jeg fik hans aske i en papkasse, som lige så godt kunne være en kasse med vin. Jeg havde det svært med at se hans navn på en label på den kasse. Er det, hvad han er nu?
Jeg satte kassen i en rygsæk, så mine børn ikke skulle se den label. Jeg vil så gerne være den omsorgsfulde mor, jeg plejede at være. Nu er der jo kun mig som forælder. Men jeg oplever også, at vores familie lever videre.
Jeg har lavet en fotobog med familiebilleder, og et af de første er et foto af mig med begge børn, da de var helt små. Billedet er et, som min søn sendte mig med teksten ‘Vi er stadig den bedste familie’.
Min datter har lavet en ring til mig med tre små guldkugler. Kuglerne er os tre, og ringen er Jørgen, som forbinder os. Da min datter blev gift, førte hendes bror hende op ad kirkegulvet. Så jeg mærker også en styrke i at være sammen, når familien bliver amputeret.
Min fotobog var en slags streg i sandet. Jeg lavede den, fordi der kommer et nyt liv nu for os alle sammen. Jeg vil ikke leve i fortiden, men det er vigtigt at tage det med, jeg har fra fortiden.”
Sankthansaften
“Jeg oplevede et vendepunkt, et års tid efter at min mand faldt om. Det var den dag, min søn skulle til afsluttende eksamen, og jeg senere på dagen skulle stå for et liveinterview med skuespiller Paprika Steen i Skuespilhuset i København.
Solen skinnede, og jeg havde en blomstret, rød kjole på. Jeg startede dagen med champagne for at fejre, at min søn fik 10, og jeg klarede interviewet fint. Jeg følte en lettelse over, at det hele gik godt, og kunne pludselig se verden i farver igen. Hverdagsting var ikke længere ligegyldige.
Og så skete der det forunderlige, at jeg 10 dage senere skulle til sankthansfest. Der mødte jeg Lars. Jeg havde det som en ung pige på 16 år, da jeg tog af sted til den fest.
Lars og jeg fik hinanden til bords, vi faldt i snak og i hak med det samme, og han spurgte, om jeg ville med ud at vandre i de norske fjelde. Han havde planlagt sin ferie, og jeg havde ingenting planlagt, så jeg tog med nogle uger senere. Vi var faktisk sammen fra det tidspunkt. Og nu er Lars’ stereoanlæg, brødrister og seng flyttet ind i mit hus.”
Mange forskellige reaktioner
“Jeg har oplevet mange forskellige reaktioner. Alle har været glade på mine vegne. Men at jeg gik fra sorg til ny forelskelse har også været lidt underligt for nogle at kapere.
Det er unægteligt to yderligheder. For mig selv har det også været forvirrende indimellem. Det har været dejligt at opleve glæden ved at elske igen og opleve, at livet har mange facetter.
Jeg er blevet bedre til at sanse. Men det kræver også, at jeg bliver ved med at arbejde med mig selv. Jeg har været nødt til at omprogrammere min indre harddisk.
Jørgen og jeg var ekstremt gode til at tale om problemer. Lars og jeg gør noget helt andet. Noget af det, Jørgen holdt af ved mig, er ikke nødvendigvis det, Lars sætter pris på. Det er udfordrende og spændende på samme tid.”
Brug for ro
“Hvor har min historie og mine erfaringer bragt mig hen? De har gjort mig stærkere. Nu ved jeg, hvordan jeg tackler en kæmpestor sorg. På den ene side er jeg sværere at hyle ud af den. På den anden side, når det sker, så bliver jeg virkelig hylet ud af den.
Jeg vil helst ikke mærke den magtesløshed, jeg havde i sorgen, igen. Jeg kan mærke, at jeg har brug for ro i mit liv nu. Jørgen er med mig. Han vil altid være en del af mig. Jeg har valgt at være taknemmelig for det, jeg har haft. Og jeg er bevidst om det gode, jeg har fået ved at være blevet elsket.
Hvis du ser tabet alene som et tab, frem for også at være taknemmelig, så er det lidt ligesom i sport. Hvis du har tabt en kamp, så lad være at tage tabet med dig. Tænk i stedet: ‘Jeg vinder den næste’.
Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er noget, du bare lige gør. Jeg har været hjulpet af min livsglæde. Jeg har altid haft en indre livsglæde, som har trukket mig op. Jørgen var også en livsglad person. Så jeg tænkte, at tager jeg hans glæde med mig, så har jeg dobbelt, og den er med mig nu.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 14. marts 2019.
