Portræt af Kari Traa
Den norske designer og tidligere skisportsstjerne Kari Traa foran vægtæppe-inspirationen til hendes signaturprint.© Privatfoto

Kari Traa: “Jeg ønsker ikke at være 21 år igen!"

Norske Kari Traa, kvinden bag det feminine sportstøjmærke af samme navn, gik fra skisportsmedaljer til en helulden succes, som egentlig begyndte med hendes egne huer ... Og nu er very big business! Hør her hvordan og hvorfor.

18. januar 2023 af Gunnhild Bjørnsti

Norske Kari Traa kommer gående med glitter på huden, som skinner i sollyset. Vi møder hende i Oslo en sen augustdag efter en træning til 2022-udgaven af den norske Vild med dans, som hedder Skal vi danse: All Stars, denne gang med kendisser, der har deltaget tidligere. 

“I dag prøvede vi kostumer til første optagelse, og det blev til lidt ekstra glitter på både krop og i ansigt.”

Kari Traa er ovenud begejstret for at være med i danseprogrammet og råder alle til at kaste sig ud i noget, de ikke har prøvet før og heller ikke ved, om de overhovedet kan.

“Fordi jeg bor i Voss i Nordnorge med min kæreste Lars og mine døtre Silja på 10 år og Hedda på 12 år, så var min deltagelse lige oppe at vende i familierådet. Lars sagde med det samme: ‘Gør det. Du blomstrede sådan op, sidste gang du var med’. Mine piger sagde også, at jeg godt måtte tage til Oslo, selv om det betyder, at jeg skal være meget væk. Jeg er 48 år, men har aldrig været så smidig som nu. For der er jo alligevel sket noget med kroppen. Den knirker lidt mere!”

Den tidligere professionelle freestyle-skiløber Kari Traa, som altså ikke kun er navnet i nakken på det træningstøj, du eller en veninde sikkert allerede pakker til skiferien eller vandreturen, fortæller, at hun valgte at bo fast i Voss – i området ved Bergen, Sognefjorden og Hardangerfjorden, som også kaldes fjord-Norge – da hun stiftede familie og fik sit første barn. Hun havde brug for at sænke tempoet efter et aktivt liv med ski og konkurrencer. 

Kari Traa er tidligere olympisk mester og verdensmester i freestyle på pukkelpist, en sportsgren, hun var med til at gøre internationalt kendt. Og i løbet af hendes karriere, fra 1990 til 2006, blev det til i alt 39 førstepladser på verdensplan og ni nationale mesterskaber. Der er ikke plads til flere på kaminen!

Kari Traa trives. Også i Voss, selv om det ikke er verdens navle for alle. Byen markedsføres dog som Norges hovedstad for ekstremsport. Med sneklædte fjeldtoppe, dybe dale, brusende elve og buldrende vandfald.

“Jeg er tilfreds med livet og glad for hver en rynke og hver en ny skavank, jeg får. Det betyder jo, at jeg stadig er i live, det er ikke alle forundt. Jeg har ingen ønsker om at være 21 år igen. Det var en sjov tid, men ikke en alder, jeg ville have lyst til at have i 2022. Mange unge tror, de skal ligne glansbilleder. De justerer og retoucherer deres digitale jeg, inden de går ud og møder andre fysisk. Men vi skal da fremhæve det, der gør netop os unikke hver især! Ellers ender vi jo med at ligne hinanden. Hvert ansigt er unikt på sin helt egen måde, så lad være at røre ved det. Det er min mening. Så jeg passer på det, jeg har, og lever med lidt knirken i kroppen,” siger Kari Traa.  

Portræt af Kari Traa
Kari Traa: "Jeg er ikke ekspert i noget som helst, men jævnt god til mange ting."© Thomas Quale

Kari Traa (48)

  • har en kæreste og er mor til Hedda på 12 og Silja på 10 år.
  • er tidligere international skisportsstjerne med guld-, sølv- og bronze- OL-medaljer, verdensmesterskaber og ni norske mesterskaber. Og grundlægger af sportstøjmærket Kari Traa i 2002.

Hvad er livskvalitet for dig lige nu?

“Min familie! Og hverdagen. Og så holder jeg af at lave ting med mine hænder. Jeg snedkererer, maler og syr. Og tiden flyver, når jeg fordyber mig i mine sysler. Jeg er ikke ekspert i noget som helst, men jævnt god til mange ting, som jeg så storhygger mig med. I en grad, så jeg kan være svær at komme i kontakt med.

Min familie tror, at de har gennemskuet mig, og at det er, fordi jeg ikke gider de praktiske opgaver, men jeg har bare så stor glæde ved at skabe noget, at jeg kan blive ved i timevis ved symaskinen med brillerne nede på næsen og forstørrelsesglas i hånden.”


Er dine børn også kreative?

“Ja. Jeg var så sikker på, at jeg ville få drenge. Men det blev til to smukke piger, der står på ski og er kreative som mig. Og så spiller de musik.

De giver mig så meget, jeg er virkelig stolt af dem. De går på Kulturskolen i Voss, og en gang, de spillede koncert, klappede jeg allerede efter første sats. Som den eneste i salen. Der lærte jeg, at man bare ikke klapper før til sidst.” 

Fylder sport fortsat meget i dit liv?

“Min nye passion er at flyve i vindtunnel og springe i faldskærm, men det kræver, at jeg slipper af sted hjemmefra uden børn. For ellers er der en lang klagesang om, at de keder sig, og om de må få is. Og det giver mig dårlig samvittighed over ikke at være nærværende. Min kæreste springer også i faldskærm, så han har fuld forståelse for hobbyen.

I 2001 havde jeg mit første hop. Det var sommeren før OL i 2002. Min træner var bange for, at jeg skulle komme til skade, men det gik, for jeg var forsigtig. Når jeg springer, nyder jeg naturen og synet af fjord og snedækkede fjeldtoppe, det er helt pragtfuldt.

Jeg er vild med at være ude i naturen, men der skal ske noget. Jeg kan ikke bare gå en tur, men er nødt til at have et mål, som at vandre op til vores hytte og fikse et eller andet. Jeg er meget praktisk anlagt og har svært ved bare at sætte mig foran et tv. Så føler jeg, at jeg spilder tiden,” siger Kari Traa.  

Lever du meget anderledes, i forhold til da du var professionel sportsudøver?

“Jeg har aldrig været træningsnarkoman og er mere en periode-træner. Jeg kan kunsten at slappe af. Tidligere, når jeg fik skader, tænkte jeg: Yes, så kan jeg slappe af. Jeg tror, den evne til at vende noget negativt til noget positivt har hjulpet mig godt på vej.

Jeg er i det hele taget et ret optimistisk og omgængeligt menneske. Livet må ikke blive for stift, jeg prioriterer det sjove og forsøger at skabe en stemning, hvor alle kan hygge sig. Livet kan hurtigt blive for alvorligt, hvis man vil se det sådan, men det gør jeg ikke. Jeg sover tungt om natten og stresser ikke,” siger Kari Traa. 

Kari Traa er olympisk mester
Kari Traa, da hun vandt OL-guld i sololøb i Salt Lake City i 2002.© Getty Images

Hvordan blev sportsstjernen Kari Traa til sportstøjet Kari Traa?

“Det var egentlig aldrig rigtigt en plan, men bare et hyggeprojekt, hvor jeg kunne kombinere det at stå på ski med mine hobbyer strik og hækling.

Jeg blev sponsoreret af et mærke, som hed Bula, men de huer, jeg fik fra dem, var så grimme, at jeg i stedet syede deres mærker på mine hjemmestrikkede huer. Så hvad med at lave en kollektion af huer? Med et sejt navn. Brug da dit eget navn, blev jeg rådet til. Også selv om jeg egentlig aldrig har brudt mig om Kari. Men vi solgte en hel masse huer, og vi blev ved et år mere. Og begyndte at lave ting i bomuld også. Det gik også godt, og så kunne jeg ligesom ikke komme uden om at få mit eget logo. Jeg endte med en rød sommerfugl, som er både feminin og tidløs.

I de år stod jeg aktivt på ski og var hobbydesigner ved siden af. Sjove år, masser af arbejde og gang i den. Vi analyserede aldrig rigtigt markedet, men gjorde bare, hvad vi havde lyst til. Det var nok ikke gået i dag, især ikke når det gælder markedsføring.

Vi skabte teknisk skiundertøj i 2005 og skulle lancere kollektionen til jul. På reklamebilledet står jeg i en slæde med rensdyr med røde næser foran, mens det vælter ud med kulørt skiundertøj fra slæden. Til en anden kampagne farvede vi nogle får rosa og turkis, det var helt o.k. for bonden, som kun tørt konstaterede, at de alligevel skulle klippes,” fortæller Kari Traa.

Efter overraskende succes med tyk uld og sjov og ballade havde firmaet Kari Traa efterhånden vokset sig så stort, at de så sig om efter mere professionelle kræfter. Sjovt nok blev en del af Kari Traa opkøbt af det firma, som blandt andet også ejer Bula. På en måde var cirklen sluttet. 

Hvorfor tror du, Kari Traa-mærket er blevet så stort?

“Fordi vores take på det fornuftige uldundertøj er sjovt og farverigt. I USA elsker de os for, at vi har været et rendyrket kvindemærke fra dag et. 

Mange andre sportsbrands er begyndt som herremærker, som så er begyndt at producere til kvinder uden at ændre meget i deres design og farveskala. Når du går ind i en sportsbutik, lyser vores design op.”

Rosenmønsteret, som går igen i kollektionerne, er hentet fra Kari Traas hjemegn.

“Roserne er inspireret fra et vægtæppe i vores hytte. I dag er de ikoniske. Selv om de dukkede op i en kollektion for 20 år siden, er de stadig eftertragtede. 

Og 20 år, puha, det lyder af meget, men det føles ikke sådan. Jeg er allermest glad for at have skabt en masse arbejdspladser. Og for at have rettet opmærksomhed på en ret smal sport som freestyle-ski, som har bragt mig til OL tre gange, sikret mig guld i VM og betydet, at jeg har kunnet bruge mit navn til andet og mere. Nok især fordi jeg var heldig med timing og med de mennesker, jeg har omgivet mig med.” 

Kari Traa og Sarah Jessica Parker
Sådan kan du også bruge dem! Sex and the City-skuespiller Sarah Jessica Parker i Kari Traa-leggings. Leggings og bluse med rosenmønster koster 799 kr. pr. del. © NTB og PR-foto

Og Kari Traa-tøjet har også et liv uden for pisterne?

“Sarah Jessica Parker købte en rosa uldtrøje, som jeg har set hende bruge under en kjole. Jeg elsker det! Tænk, at Sarah Jessica Parker går rundt iført vægtæppe-inspiration fra en gammel gård i Voss. 

Det hjælper selvfølgelig på det amerikanske marked. Og vi smider altså ikke vores produkter efter kendisser, så glæden er da endnu større, når vi ved, at de faktisk selv har været inde og købe det.” 


Hvad skal der nu ske?

“Vi håber at eksportere endnu mere og har kontorer i hele verden fra USA til Kina og naturligvis i Danmark, Sverige og Finland. Vi satser fortsat på at være et rendyrket kvindemærke med gode værdier. 

Selv har jeg trukket mig lidt tilbage for at være mere hjemme hos familien. Det er et roligt liv, i forhold til da jeg stillede skiene for at gå direkte ind i forretningsverdenen. Da Kari Traa blev opkøbt, stod vi tilbage med en kæmpe lagerbygning her i Voss. En ejendom, vi har bygget om til 67 ungdomsboliger. Ikke et investeringsprojekt, men mere vores måde at give noget tilbage til vores lokalsamfund på – og hjælpe unge godt på vej. Det har været lidt et hjertebarn for mig, og jeg holder for eksempel virkelig af historien om den unge fyr, der mødte en pige i opgangen, som siden blev hans kæreste. 

Når jeg arbejder, er det ikke ved en computer. Jeg kan tegne, men ikke på en skærm, så vil jeg hellere sy. Jeg gad godt gå mere ind i genbrug og redesign og har syet luffer af gamle klokkestrenge og tømt alle genbrugsbutikkerne for klokkestrenge.

Med tiden er jeg blevet bedre og bedre til at leve i nuet. Og sænke skuldrene. For jeg er jo heldig. Jeg har dygtige og søde unger, jeg bor i et trygt land. Verden er ikke helt perfekt, men vi kan få det bedste ud af det.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i januar 2023. 

Portræt af Kari Traa
Kari Traa: "Jeg gad godt gå mere ind i genbrug og redesign."© Thomas Quale

Du vil (garanteret) også kunne lide