Julie Steincke
Julie Steincke (43).© Martin Greis Rosenthal

Julie Steincke: “Danske mænd behøver altså ikke være så introverte”

Musicalstjernen Julie Steincke er opdraget til at stole på sig selv og arbejde hårdt og målrettet. Om det så er på at få børn på en stakket frist eller at gå på jagt efter manden på helt gammeldags manér

28. februar 2020 af Louise Thorsted

Julie Steincke (43)

  • Er mor til Storm Alexander på 3 og Felix Sky på 1 år, som hun har med sin bedste ven, skuespiller Henrik Lund.
  • Er skuespiller, sanger og danser. Er du til musicals, har du helt sikkert set Julie Steincke på en scene.
  • Er aktuel i Dance of the Vampires på Det Ny Teater, som havde premiere 30. januar 2020.

Livredder

“Min gode ven Henrik Lund er min livredder. Han sagde det vigtige ja, da jeg for fire år siden fik beskeden, at jeg havde et år til at blive gravid, men ikke havde en mand at blive det med. 

Henrik stillede op. To gange og har samtidig været den bedste ven i hele processen. Vi har kendt hinanden i 13-14 år nu. Henrik var også med i The Producers, som var det første show, jeg lavede i Danmark, efter at jeg flyttede fra London.

Dengang syntes jeg, han var skideirriterende. Og pissesjov. Henrik er livsglad, positiv, dygtig, passioneret og omsorgsfuld. Og hvorfor er han så ikke min kæreste? Det er han bare ikke. Og hvorfor skulle han så være faren til mine børn? Fordi han ikke er dømmende, men har et åbent sind. 

Og så har han en skøn familie og en datter, som jeg kunne spejle ham i, og det tickede bare alle bokse.”

Privatliv

“Livet lige nu, som middleaged kvinde med to meget små børn, er fyldt! Fyldt op af kærlighed til ungerne, fyldt op med travlhed. For der er gang i den nu, hvor jeg lige er begyndt på job efter et år og tre måneders barsel. Jeg er stadig ved at løse gåden at være nogens mor. Men også den at skulle finde mit gamle jeg i mit nye jeg.”

Arbejdsliv

“Lige nu går jeg til prøver på Det Ny Teater i København hver dag fra 10 til 18. Og faren til mine børn er med i samme forestilling. Det er rigtigt godt timet, ikke! Jeg har fået hjælp i huset for at få det hele til at køre rundt. 

Når først forestillingen kører, så kan jeg være sammen med børnene hele dagen, og så er det først en halv time før, de skal i seng, at jeg smutter. Jeg kommer til at skulle arbejde med min dårlige samvittighed, men der skal også betales regninger, og jeg glæder mig til at være i gang igen! Jeg er spændt, men også nervøs, for kan jeg stadig?”

Kærlighedsliv

“Mine veninder har planlagt, at 2020 bliver året, hvor jeg møder drømmemanden. Efter fem års ‘mission baby’ er jeg også klar. Jeg var sammen med min eksmand i 10 år, og vi er stadig meget gode venner, men det tog mig faktisk fem år at finde mig selv, efter at vi gik fra hinanden. 

Jeg elsker at være i et forhold, og jeg har haft to kæmpe lange forhold i mit liv, men det er først nu, jeg har tid og overskud til en mand igen. Jeg er ikke meget for netdating lige nu, og det gør det jo dobbelt eller tredobbelt så svært. 

Danske mænd behøver altså ikke være så introverte og nede i deres telefoner, som de er. Hvis de lige gad kigge op, er der mange single ladies omkring dem, og vi er allesammen klar til at elske og blive elsket. Så kig nu op i stedet for at swipe!”

Julie Steincke
“Jeg er stadig ved at løse gåden at være nogens mor. Men også den at skulle finde mit gamle jeg i mit nye jeg.”© Martin Greis Rosenthal

Livsvidner

“Det er mine skønne veninder, som har fundet ud af, hvordan de kommer ind bag facaden på den her kostskole-opdragede pige. De har overrasket mig gang på gang og bare været der og støttet ikke mindst gennem mine fertilitetsissues. 

De har åbnet mine øjne for, at jeg lever mit eget liv og selv skal gøre tingene. Det er deres fortjeneste, at jeg aldrig er blevet ensom i processen. 

Mine forældre og min søster er også mine livsvidner. Og jeg er dybt taknemmelig for, at vores forældre aldrig har presset os til uddannelser, som ikke var os. Brændte vi for noget, fik vi lov til at forfølge det, men vi skulle eddermame arbejde for det.”

Livræd

“Foreløbig er det døden, som er kommet virkeligt tæt på i form af venner og familie, som er gået bort. Folk, som jeg ville have skulle blive i mit liv. Og så er jeg blevet mere bevidst om planeten og fremtiden. Især på vegne af mine børn.

Medierne, Instagram og Facebook kan skræmme mig. Eller mere de forbilleder, de er med til at skabe for piger og kvinder. Vi er blevet en botoxverden. Med filter på. Jeg holder af og til en pause på Instagram, for jeg har opdaget, at når vi ikke kan følge hinanden på de sociale medier, ringer vi jo sammen i stedet for og går måske ud og drikker en kop kaffe. For vi har jo tid! Og dem, der har mest travlt og mindst tid, er oftest dem, der har mest brug for det!”

Livskraft

“Jeg får min fra mennesker. Når jeg kigger på mine venner og min familie, er de passionerede og nysgerrige ligesom mig selv.

Min livskraft er at udleve det, jeg føler, jeg er her for: At være mor. Og skuespil og sang. Mange, som ser mig optræde, ser mig som powerkvinde, men jeg er faktisk ret sensitiv.

Du vil aldrig opleve mig med spidse albuer, for jeg mener, at talentet skal være stort og stærkt nok til, at du ikke behøver at være modbydelig ved andre. 

Min livskraft er at stole på mig selv og gå efter det, jeg brænder for. Med tiden har jeg så heldigvis også lært, at mine fejl ofte ender som mine succeser. Som da jeg dumpede i skolen som 16-årig, og jeg sagde til mine forældre, at jeg ville på Fame-skole i stedet.”

Livtag

“Det tager jeg lige nu. Som jeg sagde til Henrik forleden, føler jeg, at jeg har mistet mig selv. Nogle dage føler jeg mig som en dårlig mor, og andre dage kører det bare, men jeg synes også, at jeg spænder ben for mig selv ved at være for hård ved mig selv.

Jeg skal også holde op med at være so fucking dramatic. Eller i hvert fald nøjes med at være det på scenen.”

Livvidde

“Den er jo afhængig af vinklen, jeg ser mig selv fra. Jeg motiveres af, hvad der kan gøres og ændres på, men jeg vil ikke klippes i og klistres på. Så sætter jeg hellere mit hår i en stram hestehale. 

Jeg får endorfiner af at træne og gør det meget, specielt når jeg ikke har en partner. Det er jo derfor, jeg har fået en sixpack. Men jeg ville da hellere, at der sad en mand derhjemme, der kunne tilbyde mig en øl fra en sixpack. 

Jeg er en livsnyder, så der skal være plads til alkohol, cocktails og nutellamadder. Og jeg er gammel nok til at vide, at det ikke er appelsinhud eller ej, der er afgørende for, om jeg finder manden.”

Livsråd

“Jeg er en kæmpe Oscar Wilde-fan, og han sagde: ‘Vær dig selv, alle andre er taget!’. Og det vil jeg prædike for evigt. Især i dag hvor alt handler om udseende. Det er et had-kærlighedsforhold, vi kvinder har, for der er så mange andre, vi vil ligne, men det kan vi ikke, så vær dig selv, og find dig selv i det. Det er work in progress.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. januar 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide