Julie blev fyret og var ked af det i et år

har en kæreste og er mor til Thea på 10 år og bonusmor til William på 12 år.
er illustrator, uddannet skolelærer og tidligere kropsterapeut.

“Jeg husker ikke, at jeg græd meget, men det var en tung følelse at slå øjnene op hver morgen og tænke: ‘Åh nej, endnu en dag’”, siger Julie Bruun om perioden fra foråret 2016 til foråret 17, hvor hun tilbragte meget tid med sig selv og sine tanker.

Hun spekulerede på, hvem hun var, når hun ikke gik på arbejde, hvad der egentlig gjorde hende lykkelig, og hvordan resten af hendes liv skulle være.

“Jeg blev fyret i et job, jeg havde haft i to måneder. Det var ikke det rigtige job for mig, så på den måde var det fint, men jeg havde lukket mit eget firma for at begynde i jobbet, og det var min gode veninde, der ansatte mig.

Hele processen omkring min opsigelse var ubehagelig. Jeg følte, at de blev meget personlige, og jeg gik derfra med en følelse af, at jeg er for følsom til at have et arbejde og agere sammen med andre mennesker.”

En identitetskrise

Og hvad stiller man op med den slags følelser? Tidligere har Julie tacklet vrede, skuffelser og sorger ved at skynde sig videre med livet.

“Som ung handlede det for mig om at gå i byen, have knald på hele tiden, og som ældre har det handlet om at være dygtig og være meget i mit hoved. Rationalisere alt og handle straks. Hvis jeg mødte modgang, skyndte jeg mig at flytte, tage ud at rejse, få en ny kæreste eller skifte job.

Jeg har nok altid prøvet at flygte lidt fra min følsomhed eller ubevidst forsøgt at lukke ned for de ubehagelige følelser.”

Men fyringen bragte hende ind i en identitetskrise. “Når jeg ser tilbage, kan det undre mig, at det at miste mit job var det mest identitetsødelæggende, jeg har oplevet. Det første år var jeg nok bare mest af alt forvirret og fortabt.

Selv om jeg har skiftet nogle gange gennem livet, har jeg altid haft kontrol over, hvilken vej jeg skulle gå. Så pludselig at stå der, med tæppet revet væk under fødderne, og ikke ane, hvor jeg skulle gå hen, det var lammende og skræmmende.”

Den forkerte frakke

Julies kæreste foreslog hende at tage en tænkepause derhjemme, så det gjorde hun, og i starten satte hun alt ind på at blive den perfekte mor, kæreste og veninde for at gøre sig fortjent til at gå hjemme.

“Det føltes, som om jeg fik flået en stor overfrakke af og stod tilbage helt nøgen. Jeg ville have den frakke på igen og skjule min følsomhed. Sådan tænkte jeg, indtil jeg en dag gik en lang tur med en veninde, der fik mig til at se, at min følsomhed er det, som gør mig kærlig, kreativ og indlevende. Hun vendte mine negative tanker om mig selv.”

Julies kæreste hjalp ved at sætte ord på, at hun skabte en værdi i familien og overskud i hverdagen.

“Hvis min kæreste ikke havde set panikken i mine øjne, var jeg måske strøget videre uden at opdage, at jeg havde en helt forkert frakke på.”

For det var den erkendelse, hun langsomt nåede frem til. At hun i virkeligheden fik bedre fat i sig selv ved at sætte tempoet ned.

Meditation har hjulpet

Julie er begyndt at tegne hver dag og har løbende meldt sig til flere kurser for at hente ny inspiration. Og endnu en gang fik hun sammen med en veninde åbnet øjnene for et vigtigt redskab.

“Jeg har tidligere mediteret, når jeg har følt mig stresset, men min veninde sagde, at meditation kan skabe nye forbindelser i hjernen, der ændrer vores tilgang til livet. Jeg har nu fast mediteret en halv time hver morgen og aften i to år, og det har hjulpet mig til at vende tunge, negative tanker om mig selv.”

Der er gået tre år, siden Julie blev fyret, og hun er ikke ked af det længere. Hun er taknemmelig, fordi hun fik mulighed for en tiltrængt timeout.

“Hvorfor må vi ikke tage pauser? Det tager tid at mærke efter. Det er næsten tabu at være ked af det. Så hvis du lige er blevet skilt, siger folk: ‘Jamen, du skal bare finde en ny’.

Jeg er blevet mødt af misundelse, fordi jeg kunne gå hjemme, men jeg havde ikke selv taget valget. Ikke det første år i hvert fald. Men derefter har jeg givet mig selv lov til at nyde det i stedet for at kæmpe imod det.”

Hvis jeg bliver 80 år

Julies formiddage med tegninger har lige ført til, at hun har fået lov til at illustrere en børnebog.

“Det har altid været min største drøm. Jeg skulle have noget modenhed for at kaste mig ud i at være illustrator. Men det er fantastisk at få muligheden!

Jeg har været vant til at kæmpe mig til nogle ting på et job. Nu gør jeg i stedet det, jeg har lyst til, og så oplever jeg, at det kommer dumpende.” Livet er bedre. Et godt udgangspunkt for en lykkelig fremtid.

“Det med at turde græde først, det var en vigtig del af at nå hertil, at tage den tid. Jeg blev utålmodig undervejs, og tænkte, nu må jeg finde ud af, hvad jeg skal. Men nej, det skulle jeg ikke. Hvis jeg bliver 80 år, så er en pause på tre år jo ingenting, ikke i forhold til, hvor meget bedre mit liv bliver fremover.

Jeg håber og tror, at jeg kan begynde at tjene penge på mine illustrationer. Det er bare vigtigt at sige, at i al den tid, jeg ikke vidste, om og hvor jeg ville lande, var det næsten ubærligt.”