Julia Lahme: “Jeg er feminist, og det var alvorligt kikset i 90’erne”

Julia Lahme flyttede fra sit barndomshjem på Fyn til København i 1996, hvor hun tjekkede ind på Etnologi på Københavns Universitet og med det samme følte sig hjemme i en tæt tåge af cigaretter og intellektuelle ambitioner. 

Hendes medstuderende gik rundt i etniske gevandter og sandaler lavet af brugte bildæk fra Afrika, og i små rygerklynger diskuterede de landbrugsreformer og museologi, og det var fuldstændigt vidunderligt, følte hun.

Især fordi stemningen på Etnologi stod i skarp kontrast til nogle af de værdier, Julia Lahme oplevede som tidstypiske i 1990’erne.

“Alle kvinder var piger i 90’erne. Der var Spice Girls, store piger og voksne piger. Der var ingen kvinder og damer. Kvinderollen handlede om ungdom, uskyldighed og tilpassethed.

Det er 90210-æraen. Vi måtte ikke råbe for højt. Lotte Heise blev berømt i 90’erne på at være den eneste dame, der råbte i Danmark! Vi havde et reducerende kvindesyn, og vi elskede det – gik i mavekorte T-shirts og fik navlepiercinger.

Lillepige-looket var in, og det var i 90’erne, man kunne se sig selv som voksen kvinde i 20’erne med rottehaler. Det var vanvittigt!”

Hold kæft og se godt ud!

Som kvindelige rollemodeller kunne du for eksempel vælge mellem Rachel fra Friends, Kelly fra Beverly Hills 90210 og voldsomt hypede supermodeller som Helena Christensen på den ene side og politikere som Jytte Hilden (i cykelshorts) og Lone Dybkjær på den anden side.

“Jeg har altid været feminist, men jeg var helt alene om det dengang. Det var alvorligt kikset. Tænk på, hvad der skete i forhold til hårfjerning i den periode. Pludselig skulle der ingen hår være på tissekonen. I min optik er det noget af det mest undertrykkende, der er sket i nyere tid i forhold til kvindekønnet. 

Det skete i 90’erne. Og hele sprogbrugen om kvinder blev forandret. Vi havde et begreb, der hed WAGs. Det stod for ‘wifes and girlfriends’ til fodboldspillere i England. Det at se godt ud var det bedste, man kunne bruge sit liv på.”

Det er med Julia Lahmes egne ord “ikke min stærke side at tilpasse mig”. Så i en glatbarberet verden følte hun sig ikke hjemme. Andre trends var hun mere med på.

Midt i en rygeverden

“Jeg kunne stå op, ryge tre cigaretter, læse og så gå ned og træne. 90’erne var en rygeverden. Jeg tror faktisk, vi har glemt at tale om rygestoppet som en stor kulturforandring i samfundet, for det uformelle samvær er blevet sværere uden cigaretterne. 

Der var noget samfundsforenende på tværs af socialklasser i rygergrupperne rundt omkring, og den slags har vi ikke meget tilbage af. I dag samles vi kun om julekalenderen og Den Store Bagedyst.”

For Julia Lahme var det væsentligt med det fællesskab, rygningen tilbød, for hun var alene i København i begyndelsen. Den første fra sin årgang, som flyttede.

“Det var før Storebæltsbroen, så det tog fire timer at komme hjem på besøg. Og det kostede penge at ringe. Nogle gange ringede jeg til min veninde i Odense. Vi aftalte et tidspunkt og snakkede i de 10 minutter, vi havde råd til. Jeg var ensom.

Jeg kendte ingen, så jeg var ret opsøgende i forhold til natteliv og nye mennesker. I 90’erne lærte jeg derfor også, hvor ædru du skal være for at cykle.”

Når alt er muligt

Men der var også noget andet karakteristisk i 1990’erne. En optimisme, hvor vi måske skal tilbage til de glade 60’ere for at finde en parallel. Den Kolde Krig var under afvikling, og der var hverken oliekrise eller kartoffelkur at bekymre sig om.

“Jeg følte, at verden var smækfuld af muligheder. I 90’erne kunne alt lade sig gøre. Det var en vidunderlig tid. Alle indvandrere var velkomne, og alle kunne få et sted at bo i København. Især hvis man kunne finde sig i toilet og bad på gangen. En af mine studiekammerater boede på Nørrebro i en toværelses med toilet og bad på gangen for 702 kroner om måneden.”

Selv boede hun i en sparsomt møbleret lejlighed med en stue med svampemalede orange vægge. Her lyttede hun til pop af Whitney og Robbie, der var brudt ud af boybandet, og til amerikanske soulsangerinder, “for uanset om jeg havde menstruation eller var trist, fordi en fyr ikke ringede tilbage, var der altid en sort soulsangerinde, der havde det værre”

En gave af 90'erne

Hun er super bevidst om, at ungdomstiden ikke kun var fest og frihed. Mange muligheder er også ensbetydende med mange valg.

“Jeg savner ikke at være i 20’erne. Alt gælder lidt mere i den alder. Vi har så mange forventninger til det, vi skal nå. Der er nogle nedture, hvor du konfronteres med, hvem du gerne vil være. Jeg er færdig med at blive bedømt af en eksaminator. Jeg lærte, at du er nødt til at være ligeglad med, hvad andre mener om dig. Jeg synes, det er sjovere at være voksen. Og friere.”

Men hun er selvfølgelig barn af sin tid. Som vi alle er. Også i dag. “Jeg bærer en grundoptimisme med mig. En tro på, at vi ikke er i en konflikt, der er permanent eller på vej i afgrunden. Heller ikke på grund af miljøet. Vi kan gøre noget, vi skal bare tage os sammen. Det er den gave, jeg fik af 90’erne.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020.