Mit livs valg
“Et af mine livsvalg er, at jeg i 2005 flyttede til Langeland. Jeg er ellers en ærkekøbenhavner og havde en stor lejlighed på Vesterbro, men jeg savnede natur omkring mig.
Min eksmand og jeg besøgte Langeland, fordi min nevøs bedstemor flyttede hertil, og der var til salg-skilte på husene alle vegne. Jeg tvivlede på, om jeg kunne bo her og have min karriere samtidig, men det er gået fantastisk. Første gang vi kørte ind på gårdspladsen, gik jeg faktisk bare en tur i haven, så vidste jeg, at her skulle det være. ‘Skal vi ikke bare gøre det’, sagde jeg til min eksmand.
Jeg vågner hver dag op til fuglefløjt. Jeg har fasaner i haven, her er så roligt, og de omgivelser er med til at sørge for, at jeg aldrig har været stresset. Her kan jeg lukke døren og være helt væk fra verden, og jeg er en hyggefis, som elsker at krybe sammen i sofaen foran brændeovnen. Vi skal være tro over for vores længsler, så kan det meste godt lykkes,” siger Joan Ørting.
Mit livs overraskelse
“På en restaurant i kvarteret omkring Pisserenden i København mødte jeg en aften for godt 20 år siden Peter Schmeichels søster Kathrine. Vi har gået i folkeskole sammen i Gladsaxe, så vi udvekslede selvfølgelig nyheder. ‘Hvad laver du?’, ‘hvor bor du?’. Hun var journalist på Politiken, og jeg gik på en skør sexologskole i Holland. Jeg var nyuddannet klinisk sexolog på det tidspunkt, men i Holland handlede det om selv at være i terapi, og der var øvelser, hvor vi skulle tage alt tøjet af.
Kathrine spurgte, om hun måtte tage en fotograf med til Holland og lave en reportage om mig og skolen, og helt overraskende fik vi lov af skolens ledelse, som ellers normalt ikke lukker pressen ind. Efter den reportage ringede flere medier og ville lave interview med mig, og Ekstra Bladet tilbød mig at blive brevkasseredaktør, og fra da af var jeg en kendis-sexolog. Jeg har aldrig planlagt min karriere, men den begyndte med den reportage.”
Mit livs krise
“Jeg blev skilt fra min eksmand for seks år siden. Han forlod mig, og det var en livskrise. Vi havde været sammen i 15 år, vi var meget tætte, han havde stået bag mig i hele min karriere, hjulpet mig og rådgivet mig, og pludselig gik han fra mig. Det tog mig tre år at komme mig over det.
Jeg slikkede mine sår, mens han hurtigt var videre og blev gift med en anden. I den periode tillod jeg mig selv at ligge på sofaen, sige nej til mange ting og virkelig spare mine kræfter. Jeg indrettede huset hernede, så det blev meget mere Joan.
Efter et år alene skrev jeg et brev til ham med en liste over, hvor jeg havde svigtet ham. Jeg tog en hel del på min tallerken, og jeg takkede ham for det, vi havde haft sammen. Da jeg havde taget ansvar for, hvad der var mit, lettede det hele en smule. Men det tog stadig et par år at komme igennem, hvor jeg gik ture med min hund, lærte at være alene og kunne heale stille og roligt,” siger Joan Ørting.
Mit livs kærlighed
“Jeg vil næsten sige, at det er nu, for jeg har mødt en ny mand, og jeg føler, at kærligheden bliver bedre og bedre. Jeg er kommet til næste niveau efter min skilsmisse. Jeg mødte ham, da jeg var et godt sted personligt. Jeg glædede mig til et nyt eventyr, jeg havde lyst til at give verden kærlighed, og en fredag i september stod han der bare til fredagsbar i mit eget hus Villa Wilder på Christianshavn, hvor jeg har min sexologskole.
Det var en af mine venner, der havde taget ham med, og jeg så ham med det samme gennem rummet. Efter en time spurgte jeg ham, om han ville danse, og han svarede, at han var bedre bag en mikrofon end på et dansegulv. Det lod jeg mig ikke spise af med. ‘Hvis du nu skulle danse, hvilket nummer skulle det så være til?’ spurgte jeg og fik arrangeret hans ønske. Og så mødtes vi på dansegulvet, og lige siden har vi været helt tætte.
Jeg har været forelsket mange gange, men han er noget særligt, fordi jeg ikke har lyst til at lave om på ham. Jeg er bare happy, happy. Han er 35 år, og det lyder vildt, at der er 26 års forskel på os, men jeg spekulerer ikke på det. Vi er i nuet og føler os meget ens.”
Mit livs beslutning
“Jeg var engang gift med en narkoman. Jeg havde mødt ham på en rejse til Sri Lanka. Han var dj på stranden, en rigtig beachboy. Han var 24 år, og jeg var 30 år og følte mig lidt ensom på min rejse. Han var fascineret af tanken om et liv i Vesten og friede til mig, og helt naiv og dum kom jeg til at sige ja.
Han var vant til at leve i badesandaler og lave musik, og jeg tog ham med til et vinterkoldt Danmark, hvor han skulle gå med aviser for at tjene penge. Han var ulykkelig og begyndte at hænge ud med narkomaner på Vesterbro og tage heroin, og en lang historie endte med, at jeg ringede til politiet for at få hjælp til at få ham ud af landet. Det var en god beslutning for os begge. Han kunne ikke trives her.
Men vi har holdt kontakten, og i dag er han clean og taknemmelig for, at jeg fik ham sendt hjem. Jeg har faktisk støttet ham økonomisk under coronakrisen. Mine oplevelser med ham fik mig til at gå terapeut-vejen. Så der kom jo noget godt ud af det,” siger Joan Ørting.
Mit livs erfaring
"Jeg får lyst til at sige noget om overgangsalder. Det skete for mig, da jeg var 52 år, og det var altså nogle hårde år.
Mit ansigt og min hud ændrede struktur og farve. Jeg følte mig slidt, sov dårligere og skulle tisse om natten. Små ting blev uoverkommelige. Jeg kunne få en svedetur over at skulle finde en parkeringsplads i København.
Det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg også blev skilt midt i det hele. Men det er så vigtigt at sige, at ovre på den anden side, der bliver livet fantastisk igen. Også med kroppen. Slimhinderne bliver ikke ved med at være tørre. Jeg er glad, og jeg går stadig i stramme kjoler og er glad for min krop, fordi den er min.
Nu får jeg jo også sex igen, og det kan jeg se på min udstråling. Alle de dejlige hormoner, endorfiner og oxytociner, der bliver frigivet, det er en kæmpe gave. Det handler om at komme til en accept af kroppen, den lille pose ved knæet, de små rynker om munden. Og når jeg ser på andre mennesker, så er jeg jo ikke tiltrukket af perfekte kroppe. Jeg er tiltrukket af gnist og genkendelse og liv."
Mit livs dilemma
“Jeg har aldrig fået børn, og engang ville jeg gerne have dem. Jeg ville gerne prøve at være gravid, og jeg elsker børn. Jeg har lavet børneteater som ung og arbejdet i vuggestuer og børnehaver.
På et tidspunkt i 30’erne rejste jeg i Nepal og Indien. Jeg besteg et bjerg. Lærte at meditere. Jeg var blandt andet på et silent retreat, hvor jeg i 25 dage sad med lukkede øjne i ni timer om dagen. I sådan et forløb sker der meget, kroppen begynder at aflevere det, den har båret på. Det kan være sorg eller drømme, du skal give slip på.
Efter et par uger hævede min mave, og jeg hørte meget tydeligt en stemme, der helt alvorligt sagde til mig, at jeg ikke skulle have børn. ‘Du har haft børn i andre liv. Du skal noget andet’, sagde stemmen, og jeg rejste mig spontant og græd. Det føltes fuldstændigt sandt. Siden har jeg valgt et liv uden børn,” siger Joan Ørting.
Mit livs spark
“Min mor fik brystkræft, da jeg var 15 år. Hun var 35 år og lige blevet skilt fra min far. Jeg så hende kæmpe. Hun var syg i seks år og døde, da jeg var 21. Hun efterlod et brev til mig og min søster, hvor hun skrev, at vi skulle gøre lige, hvad vi havde lyst til i vores liv. Det havde hun ikke gjort som hjemmegående husmor.
Til hendes begravelse holdt jeg en tale, hvor jeg sagde, at fra nu af lever jeg for to. Jeg ville gøre det modsatte af hende. Det lille liv, det stille liv, det skulle ikke være mig. Jeg ville gå min egen vej. Og jeg har levet et lystfyldt liv.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 10. marts 2022.
Joan Ørting (61)
-
er sexolog, terapeut, forfatter og foredragsholder. Driver en sexolog- og parterapeut- uddannelse i København og Aarhus.
-
har en kæreste og bor på Langeland.
-
er aktuel med podcasten Sex og selvudvikling med Joan Ørting på Podimo.