Moden kvinde sidder og tænker
Jette Johansen fortæller sin historie. © Getty Images

Jette har levet med en spiseforstyrrelse i 30 år: “Et måltid kunne være en kiks”

Jette har lidt af sin spiseforstyrrelse, siden hun var i 20’erne, men den blev først konstateret for 10 år siden, da hendes verden brast efter farens død. I dag er den under kontrol, og hun spiser igen nok til at være glad

10. januar 2016 af Louise Thorsted

Billedet er købt til artiklen og forestiller således ikke Jette Johansen.

“Det skulle bare have været en hyggelig weekend i sommerhus med min mand og startede så fint i sofaen med et dameblad, jeg lige havde købt. Det var i 2004, og jeg var 41 år.

Pludselig sad jeg og læste en historie om en kvinde, der kunne være mig. Jeg kunne sætte x’er ved alle hendes sygdomssymptomer. Ekstrem fokus på mad, meget små portioner, meget tynd, lavt selvværd, perfektionisme og et stort behov for kontrol. Det gik op for mig, at hendes sygdom også er min. Endelig fik den et navn: spiseforstyrrelse. Anoreksi. Jeg kylede bladet fra mig og vandrede rastløs rundt. Jeg var chokeret og vred.

I løbet af de følgende dage læste jeg artiklen igen og igen, og da vi kom hjem, skrev jeg en mail til kvinden fra artiklen. ‘HJÆLP’, skrev jeg i emnefeltet.

Ikke at jeg ikke havde fået hjælp, siden jeg som 23-årig og nybagt mor gik til lægen med maveproblemer, fordi jeg blandt andet kastede rigtig meget op. Jeg blev sendt til en lang række undersøgelser, og jeg fik diagnoser som mavekatar, tarmkatar og for meget mavesyre.

Min læge spurgte en enkelt gang, om jeg havde en spiseforstyrrelse, og som jeg husker det, har tanken også strejfet mig et par gange i løbet af alle de år. Jeg har altid spist mindre end andre og kastet op, men jeg har aldrig stukket en finger i halsen. I dag kan jeg jo se, at det nok er udtryk for, hvor stærk kontrol jeg har over min krop – at jeg også kan styre, hvad der kommer op, uden at jeg er nødt til at fremprovokere det. Jeg har aldrig overspist som en bulimiker, og at en anorektiker kaster op, vidste jeg ikke dengang. Meget belejligt blev lægerne så også ved at finde andre diagnoser og give mig gode undskyldninger for ikke at tænke tanken om en spiseforstyrrelse til ende.

Mors artige pige

Det har alle år været vigtigt for mig så vidt muligt at fritage mine børn for skyldfølelse og bekymringer. Jeg ved, de har været bange for, at jeg skulle dø. Især i 2004, hvor jeg havde det allerværst. Men jeg har altid fortalt dem, at jeg var i gode hænder og blev holdt øje med. At det ikke var deres ansvar. De siger begge to i dag, at de er stolte af mig og af, at jeg står frem.

Jeg er selv vokset op med en mor, som stort set altid har været syg og i 80’erne fik diagnosen muskelsvind. Alt var struktureret i mit barndomshjem. Jeg skulle spise op – mad, jeg ikke selv øste op. Jeg har nogle dagbøger, fra jeg var barn. Fra før jeg vidste, hvad sådan en skulle bruges til. I en af dem har jeg sirligt tegnet, hvor opvaskebaljen skulle hænge under køkkenvasken, og hvordan kar-kluden skulle ligge lige bag ved. Og ikke ved siden af, som jeg kom til en gang, hvorefter min mor som så ofte før straffede mig ved ikke at tale til mig. Så kunne jeg selv tænke over hvorfor. 

Ofte brød jeg sammen, græd og undskyldte og lagde mig på knæ, bare for at få hende til at sige et eller andet til mig. Jeg har en klar -erindring om at have været en artig, be-hagesyg pige.

Min far var mit holdepunkt. Desværre var han i modsætning til min mor på arbejde eller ude i sin garage eller have. Han blev også lagt på is, men jeg tror først, det var, da de senere flyttede i lejlighed, at det gik op for ham, hvordan hun virkelig var. På det tidspunkt var jeg flyttet hjemmefra og sammen med min mand og ungdomskæreste, Flemming. Min far flygtede ofte ud til os og støttede mig, når jeg skulle køres frem og tilbage til nye undersøgelser. Vi har altid være nære, så da han fik kræft og blev alvorligt syg i 2003, knækkede jeg mentalt.

Han fik tre måneder at leve i, og samtidig måtte min mand lukke sit firma på grund af dårlig økonomi. Jeg fik en depression. Og et keglesnit.

2 spørgsmål til eksperten

Hvad er en spiseforstyrrelse?
“En spiseforstyrrelse defineres som en psykisk lidelse, fordi den ikke handler om mad, men om følelser. Maden og hvor meget eller hvor lidt den enkelte tillader sig selv at spise, gør dog sygdommen til både en fysisk og mental sygdom. Vi plejer at sige sådan her: Symp-tomerne er både af psykisk karakter, som for eksempel tilbagetrukkenhed, og fysisk, når det gælder madindtaget. I et behandlingsforløb er det vigtigt ikke kun at behandle for det fysiske, men at fokusere på de følelser, der ligger til grund for de fysiske handlinger,” siger Steen Andersen, generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Kan jeg blive helbredt for den?
“Ja, men her gælder, at jo før der bliver taget hånd om din spiseforstyrrelse, des bedre mulighed har du for helbredelse. De fleste, som engang har været syge med en spiseforstyrrelse, vil bære erfaringerne med sig resten af livet. Af dem, som er rigtig syge og indlagt i psykiatrien, viser det sig desværre, at op mod 50 procent bliver genindlagt.”

Du har en spiseforstyrrelse

Jeg husker, hvordan min mand kom ind og bar mig ud af min seng, hvor jeg lå helt sammenrullet med tårerne løbende. Så satte han mig på spisebordet og tvang mig til at kigge ham i øjnene, mens han fortalte, at han ville hjælpe mig, men ikke vidste hvordan.

Men jeg var nede i et sort hul og kunne ikke overskue andet end at holde styr på mit indtag af mad. Jeg har aldrig spist meget, og mængderne var ofte så små, at min mand slet ikke kunne forstå, at der var noget for mig at kaste op. Et måltid var for eksempel en kiks eller en håndfuld nødder.

Min læge sagde ikke et ord, men kiggede forskrækket op og ned af mig, første gang jeg kom til ham efter min fars død. Jeg havde tabt 15 kilo. Det var kun gået tre måneder, siden jeg så ham sidst. I mellemtiden var jeg blevet faderløs, og jeg opsøgte ham i håb om at få en henvisning til en psykolog, som kunne hjælpe mig med at bearbejde min sorg.

“Du har en spiseforstyrrelse,” sagde han. “Hvorfor har jeg ikke set det før?”

Jeg startede hos psykoterapeut som det første efter min fars død i marts 2004 og efterfølgende i distriktspsykiatriens gruppe for kvinder, der var syge med en spiseforstyrrelse.

Jeg vejede lige under 50 kilo, hvilket er meget i forhold til unge kvinder med anoreksi på under 40 kilo. Det er de voksne knogler, der snyder, for mit BMI, som var på 16, var meget kritisk. Distriktssygeplejersken truede med, at jeg ville blive indlagt, hvis jeg tabte mig mere. Det virkede.

Jeg gik til samtaler med sygeplejersken, en psykolog og en diætist. Diætisten førte et skema over, hvad og hvor meget jeg skulle spise, og hvornår jeg skulle spise. Så var det min opgave at spise og føre regnskab med, hvor meget af det jeg kastede op igen. Jeg forsøgte at forklare hende, at allerede morgenmåltidet blev et nederlag for mig, fordi jeg havde en følelse af, at min lille krop helt bogstaveligt slet ikke kunne rumme så meget mad.

Stik imod intentionerne blev min spiseforstyrrelse værre af de konsultationer. Jeg blev endnu mere fokuseret på, hvad jeg spiste. Jeg læste meget om andres anoreksi og lærte at ty til tricket med at drikke rigtig meget vand op til min ugentlige vejning, så min vægt blev højere, end den reelt var. Ud over at jeg jo først og fremmest snød mig selv, tilbragte jeg også res-ten af de dage med at løbe på toilettet og tisse.

Jeg havde mere glæde af mine ugentlige aftaler med psykoterapeuten, som gennem kropsterapi lærte mig at slappe af, og gennem samtaler hjalp mig med at bryde den onde cirkel omkring mine måltider eller mangel på samme. Vi lavede en kontrakt om, at jeg skulle spise små måltider og holde dem i mig. Og hvis jeg kastede op, skulle jeg tage en Nupo.

Efter min fars død talte jeg ikke med min mor. Det var tydeligt, at hun havde savnet at være midtpunkt, mens min far var syg, og nu forventede, at hun kunne blive det igen. Men en dag sad hun i min indkørsel, da jeg kom hjem fra arbejde.

Min første indskydelse var at cykle væk, men jeg blev. Jeg bød hende ikke indenfor.

“Undskyld,” sagde hun

Det var hendes mund, det kom ud af.

For første gang i mit liv hørte jeg det ord, hun havde tvunget ud af mig så mange gange. Siden da har hun sagt det endnu engang. Min mor har aldrig forstået, hvad anoreksi går ud på, men hun har heller ikke prøvet at sætte sig ind i det.

Og det er svært at forklare, for maden er det mindste af det og bare sådan, min sygdom kommer tydeligst til udtryk. Det er mere alt det, der sker i hovedet. Den indre stemme, der fortæller mig, at jeg ikke fortjener at have det godt.

For tre år siden kom jeg endelig til den erkendelse, at jeg er syg med spiseforstyrrelse. Det er en del af mig, det skal jeg tackle resten af livet, sådan er det. Det kommer jeg videre på. Jeg tror ikke længere på, at jeg på et tidspunkt kan kalde mig rask. Mærkelig nok har det gjort mig stærkere og givet mig et mere naturligt forhold til mad. Jeg spiser i hvert fald mere, end jeg gjorde før. Men har så i stedet nogle ritualer omkring, hvordan jeg tilbereder det, og hvor mange gram eller skefulde jeg må få af hver ingrediens.

Ligesom en alkoholiker

“Jeg kan ikke gå ind,” skrev jeg på en sms til min veninde, da jeg sidste år var på vej ind i aktivitetscentret på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade for første gang. Planen var ellers, at jeg skulle ind og tale med en kostvejleder, og jeg nåede også så langt som fra Roskilde til Nørreport, men så slap modet op, og tankerne begyndte at lege med ideen om kun at drikke en kop te på Baresso, gå en tur i Kongens Have og så smutte hjem igen. Mit mindreværd talte til mig og forsøgte at overbevise mig om, at jeg ikke fortjente at gøre noget godt for mig selv.

Min veninde ringede straks tilbage. Og blev i røret, indtil jeg gik over dørtrinnet ind til foreningens lokaler.

Og jeg følte mig godt tilpas der. Her var jeg bare mig og havde så meget til fælles med alle de andre. Hvis jeg boede tættere på, ville jeg bruge stedet langt mere, men i stedet er jeg nu blevet foredragsholder. Det har været meget grænseoverskridende for mig.

Første gang, jeg fortalte min historie højt for en ansat fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, tudede vi begge to.

De sidste par gange, jeg har været ude at fortælle, har jeg oplevet at kunne sidde og nyde øjeblikket, før jeg skal på. Jeg kigger rundt på forsamlingen, der ofte tæller flere end 50 mennesker og tænker: De er kommet for at høre min historie. De har faktisk betalt for at være her i aften, og de har prioriteret, at det er det, de vil bruge deres aften på.

For nylig rejste en af tilhørerne sig og fortalte, at han var alkoholiker, men at vores historier, trods deres forskellighed, har afhæng-igheden og det selvdestruktive til fælles.

Jeg oplevede også, at en af mine tidligere kolleger kom på Majorgården til behandling for alkoholisme. Inden hun kom tilbage, kom der en derudefra og snakkede med os. Vi spurgte jo: “Hvad med fredags-øllen og julefrokosten?” Og fik svaret, at vi skulle opføre os, som vi plejede, men gerne tænke i at have alkoholfri alternativer til fester. Det var kollegaens opgave at sige fra. Ligesom det er mig, der skal sige:

“I dag går jeg med over og spiser frokost.”

Ansigt på djævlen

Jeg har valgt at være åben, og det er der både gode og dårlige ting ved, men det har gjort det nemmere for mig at sortere i menneskene omkring mig. Som pårørende til en med en spiseforstyrrelse skal du holde dig fra at fortælle hende, hvad hun skal gøre.

Jeg havde en veninde, som inviterede mig på brunch i byen, for nu skulle hun nok få mig til at spise. Vi spiste, og vi betalte. Det havde været hyggeligt. Men inden vi rejste os, sagde hun:

“Der kan du bare se, jeg fik dig til at spise.”

Så kiggede jeg på hende og spurgte udfordrende:

“Har jeg været på toilettet?”

Min åbenhed er også til gavn for mit helbred. Mine tænder er hårdt ramt af, at jeg har kastet op i så mange år, men i stedet for at bilde tandlægen ind, at syreskaderne skyldes cola eller juice, fortæller jeg sandheden. I stedet for fordømmelse har jeg fået gode råd, som at skylle munden og ikke børste tænder lige efter og tage et stykke tyggegummi, så jeg danner spyt til tænderne. Det er rart, at han tager udgangspunkt i min virkelighed og ikke er berøringsangst. Min fysioterapeut ved også, at jeg har en spiseforstyrrelse, og selv om jeg er knæopereret og ikke burde løbe, så opfordrer han mig til det, så jeg holder knoglerne i gang og undgår knogleskørhed, som jeg ellers er disponeret for.

I dag ser jeg en psykolog et par gange om måneden. Hun har hjulpet mig til at sætte ord og ansigt på den djævel, der stort set altid sidder på min skulder og ånder mig tungt på kinden. Anoreksien har fået et ansigt og et navn, som gør det nemmere for mig at tage hende ved kraven og skælde hende ud, skylle hende ud i toilettet eller skrive om hende for at få hende ud, så hun ikke fylder inde i hovedet. Det er god terapi for mig. Når psykologen virkelig går til mig, er hun strid, men hun formår også at dissekere mine lortedage ned i bittesmå sejre og nederlag, og når vi gør det, kan jeg af og til gå hjem med en 4-3 sejr til de gode ting.

Hvis du tilbragte en dag med mig, ville du, alt afhængigt af dit eget forhold til mad, sikkert bare tro, at jeg var på kur. Yoghurtkur, som Flemming kalder det, når jeg har perioder, hvor jeg spiser meget ensidigt og stort set kun havregryn og yoghurt. Men jeg får trods alt noget! Jeg er rigtig glad for fiskefileter, og jeg og en kollega har en fast frokostaftale: Når de serverer det i kantinen, så nyder jeg den. Med remoulade og det hele.”

5 former for spiseforstyrrelse

En spiseforstyrrelse kan komme til udtryk på flere måder. Fælles for sygdommen er ofte et lavt selvværd og et atypisk forhold til mad i et forsøg på at have kontrol over noget i sit liv.

Anoreksi
Du undlader at spise med det formål at tabe dig. Kvinder med anoreksi er tit undervægtige.

Bulimi
Du er bange for at tage på. Du overspiser for bagefter enten at kaste op, dyrke overdreven motion eller tage afføringsmidler. Kvinder med bulimi er tit normalvægtige.

Tvangsoverspisning
Du har ikke kontrol over, hvor meget du spiser, men du spiser ofte langt mere, end du har brug for. For så at gå på slankekur. Vægten er derfor meget svingende.

Ortoreksi
Du er besat af at leve sundt. Men efter dine egne selvopfundne regler om, at maden for eksempel skal have en bestemt farve eller spises på bestemte tidspunkter.

Atypiske spiseforstyrrelser
En tredjedel af alle kvinder, som er syge med en spiseforstyrrelse, falder ind under denne kategori, fordi de er en blanding af ovenstående lidelser.

Kilde: lmsspiseforstyrrelser.dk

Er Jettes historie også din, og har du endnu ikke fået hjælp, kan du få den her: lmsspiseforstyrrelser.dk.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 27.

Seneste

Måske er du interesseret i...