Jeg ville ønske, flere voksne havde blandet sig i min barndom

"Der er især én grund til, at jeg vil fortælle min barndomshistorie. 

Jeg vil gerne have flere menne­sker til at løfte blikket og kigge opmærksomt rundt blandt de familier, de støder ind i gennem livet. I børnenes klas­ser, hjemme på vejen, til fester, i fritidsklub­ben, alle steder, hvor familier er samlet.

For et eller andet sted findes der en familie, hvor alt ikke er så pænt, som det måske ser ud til ved første øjekast. Måske kan vi indimellem fornemme, at der er noget galt i en familie, og vi tænker, at det er der nok nogle andre, der gør noget ved.

Men det er der altså ikke altid.

Da jeg var barn, ville jeg virkelig gerne have haft en voksen, der spurgte mig, hvor­dan jeg havde det. En lærer eller en nabo eller en venindes mor. Jeg havde så meget, der var svært at gå med indeni alene. Jeg behøvede egentlig ikke andet end en voksen, der sagde: ‘Jeg er her. Fortæl mig, hvordan du har det?’.

Vi skal turde blande os lidt mere i hin­andens liv.

En velfriseret lille pige

Jeg er vokset op i et hus på landet på Vestsjælland, mellem Holbæk og Kalund­borg. Jeg gik på en helt almindelig folke­skole, hvor jeg altid har klaret mig fint. Min storesøster og jeg var altid pæne i tøjet, vi havde en ordentlig madpakke med i skole, og håret var redt. Jeg havde venner, men jeg var en lidt vild pige, der elskede at klatre i træer. I bund og grund var jeg ret usikker inde bag min vilde og dominerende facade. Jeg tilbragte i hvert fald meget tid alene med at lege med min hund og vores andre dyr derhjemme.

Min mor og far gik begge på arbejde. Min mor var sygehjælper på byens pleje­hjem, min far var jord­ og betonarbejder i København.

Mine forældre fandt sammen meget tid­ligt. Min mor var 16 år, og min far 17 år, da min mor blev gravid med min storesøster. Jeg kom tre og et halvt år efter, fordi min mor gerne ville have et barn mere. Det ville min far overhovedet ikke, men da jeg først var der, gjorde han aldrig forskel. Jeg har aldrig mærket nogen forskel i hans kærlighed til mig og min søster.

Selvfølgelig har det været en udfordring for dem at blive forældre så tidligt. De kom også begge fra en svær baggrund. Min far måtte ret tidligt passe sig selv, og min mor har fortalt mig sin historie, som er ret vold­som. Min mormor var absolut ikke noget kærligt menneske.

Alligevel formåede min mor at give mig og min søster den tryghed og kærlighed, hun altid selv havde manglet. Jeg har altid følt mig elsket af hende. Hun var god til at hygge om os. Jeg kan huske, hvordan vi puttede med dyner foran fjernsynet, og jeg kan se hende for mig med krøllehjernet i hånden, så min søster og jeg kunne få bobbet pandehåret.

Øl og hash

Men så var der jo min far. Allerede før han mødte min mor, drak han for meget alkohol.

Dengang var der jo masser af øl på ar­bejdspladserne, det lå bare i tiden, så han drak øl allerede om formiddagen, og han fortsatte resten af dagen.

I min erindring har han altid drukket. I ganske få perioder holdt han op nogle få uger, men de fleste af mine barndoms­ minder med ham er overskygget af druk. Han kunne blive utilregneligt aggressiv og voldelig, når han drak. Så jeg voksede op i evig usikkerhed, altid bange for, hvordan hans humør var i dag, nervøs for, at han skulle gå amok.

Min mor gemte os lidt af vejen, når han kom hjem, fordi han kunne være så ekstrem. Hun gjorde det, så godt hun kunne. Det er der ingen tvivl om. Men alligevel var der jo – selv når vi hyggede os i sofaen – den der følelse af utryghed, fordi der lå en bjørn i værelset ved siden af og sov.

Der var også hash. Store mængder. Jeg har som barn været med min far på Christiania for at lave forretninger. Jeg har gået rundt med hashplader på maven og været med rundt og besøge dealere. I vores bag­ have havde vi ofte hampplanter. Eksotiske tomatplanter, kaldte vi dem. Der stod altid en gammeldags vægt i bryggerset, så min far kunne veje af.

Som årene gik, blev min far en større og større spiller på det marked, og mængden af hash og penge, der skiftede hænder, steg. Jeg vidste godt, at det ikke var noget, vi skulle tale om. Men jeg er vokset op med, at det var politiet og samfundet, der var galt på den. Hash var der ikke noget i vejen med!

Nuancer mellem sort og hvidt

Det er ikke sådan, at alt i min barndom var skidt. Min mor var god til at få alt til at fungere i hverdagen, og hun talte aldrig dårligt om min far. Hun var bange for ham, når han blev aggressiv, men hun tro­ede nok, at det lykkedes hende at holde min søster og mig ude af det. Mine forældre gav udadtil altid indtryk af, at alt var så godt.

Jeg har trods alt også fået gode ting med fra min far. Det tog mig lidt tid i terapi at indse det, men i dag kan jeg godt se det på den måde. Han er en intelligent mand. Ellers havde han heller aldrig kunnet beholde sit arbejde, opretholde en facade og handle hash, samtidig med at han var misbruger selv. Jeg har arvet hans intelli­gens og altid været hjulpet af, at jeg klarede mig godt i skolen. Jeg har også arvet hans humor. På sin egen måde viste han os også kærlighed.

Det druknede bare ofte, bogstaveligt talt, i øl.

Sammenbrud

Da jeg var 12 år, brød min verden sammen. 

Min søster var på udveksling i USA, så jeg var det eneste barn hjemme. Det viste sig, at politiet havde holdt øje med min far i et stykke tid, og nu blev han knaldet for hashhandel og røg i fængsel. 

Det var ikke første gang, han kom i fængsel, men de andre gange handlede det om spiritus­kørsel, og det kunne vi dysse ned. Han var på ‘kursus’, plejede vi at sige. Denne gang var det mere alvorligt, og de lokale aviser skrev om det.

Pludselig var det ikke længere en hem­ melighed, at der foregik noget ubehageligt i min familie. Som en konsekvens blev jeg sendt hen at bo hos en veninde i nogle måneder.

Jeg følte mig helt alene i verden.

Ingen voksne talte med mig om det, der var sket. Hverken forældrene i den familie, jeg kom til at bo hos, eller mine lærere eller forældre til mine klassekammerater. Alle vidste jo, hvad der var sket. Det kunne de læse i avisen. Men ingen ville blande sig.

Holdt det hele inde 

Det skete i november, og det var tidlig vinter. Min venindes værelse lå bag bag et bryggers, og der var altid koldt. Jeg kan huske, at vi sov sammen på en madras på gulvet, og at vi gav hinanden varme. Hun var der for mig og forstod mig og gjorde det for mig, som ingen voksne gjorde i den periode. Hun er stadig min veninde i dag.

Jeg kan også huske, at mit elskede mar­svin døde af ensomhed og sult – jeg glemte ham fuldstændigt – og jeg havde frygteligt dårlig samvittighed over det.

Efter tre måneder hos min veninde flyt­ tede jeg sammen med min mor til Fyn. I hele perioden havde jeg ikke fældet en ene­ste tåre. Jeg var blevet helt følelsesløs indeni. Holdt det hele inde.

Vi byggede en ny facade op det nye sted. Lod som ingenting og talte ikke med nogen om noget. Jeg forstår godt trangen til at starte forfra, men jeg havde stadig behov for at dele min historie. Jeg turde bare ikke. Nogle år senere kom min far og boede hos os igen.

Først som voksen, inden for de seneste tre­-fire år, har jeg fortalt den fulde historie om min barndom til nogen.

Mønsterbrud

Jeg har et helt almindeligt familieliv i dag. Jeg er meget stolt af, at jeg har fundet en mand, som jeg elsker, og som er en virke­ligt god far for vores børn. Han har altid været en klippe, han kommer fra en helt almindelig, tryg familie, som straks tog mig ind, da vi lærte hinanden at kende.

Min mand og min søster er, sammen med min mors kærlighed, de vigtigste grunde til, at jeg har brudt mønsteret i min familie og hviler i mig selv i dag.

Jeg har været en smule i terapi og lært nogle ting, og jeg troede egentlig længe, at jeg var helt på den sikre side af den utryg­hed, jeg følte i min barndom. Med parcel­hus, mand, godt job og to velfungerende børn.

Men for noget tid siden lærte jeg, at så længe ens traumatiske historie er tabu, så bliver man ubevidst ved med at føre det traume videre. Jeg fik helt ondt i maven. For jeg vil under ingen omstændigheder give mine dysfunktionelle familiemønstre gennem flere generationer videre til mine børn. Det må ikke ske.

Jeg kapper båndene her. Jeg fortæller det, som det var.

Svært at fortælle 

I starten var det svært at fortælle min hi­storie. Min mand vidste godt, at min far er alkoholiker, men den fulde historie har han først hørt senere.

De første gange jeg skulle tale om min barndom, var det ubehageligt, men det bli­ver nemmere og nemmere. I dag kan jeg sagtens sætte ord på. Jeg kan endda lave sjov med det. Og for eksempel udpege fængsler for min mand, når vi kører gen­nem Danmark: ‘Se, her har min far også siddet inde!’.

Humor gør alt lidt lettere.

Min søster har også altid været en kæmpe støtte. Selvom vi er meget forskel­lige, har vi altid kunnet finde trøst og for­ståelse hos hinanden. Vi har ofte reageret forskelligt og tacklet tingene forskelligt, men vi har altid haft respekt for hinandens beslutninger og vidst, at vi kunne være hudløst ærlige over for hinanden. 

Det er en uvurderlig gave at have en, som kommer fra det samme, og som ikke altid behøver en forklaring.

Tænk, hvis jeg kunne hjælpe

En anden måde at åbne for tabuet på for mig er at skrive om det. Jeg har skrevet en børnebog, der handler om at turde stå ved sig selv, et eventyr, som er, og min store drøm er den lykkelige opvækst, jeg selv drømte om. Og nu er jeg også parat til at følge en anden drøm, jeg længe har haft om at skrive min mors og min mormors historie. 

Det føler jeg er en forpligtelse, men ikke en sur en. For jeg har en vigtig historie at fortælle, og det skræmmer mig stadig at høre, hvor mange dysfunktio­nelle familier, der stadig findes i dag.

Tingene er ikke bedre, der findes fami­lier derude, som ikke bliver opdaget, som ikke får hjælp. Tænk, hvis jeg kunne hjælpe nogen?