Helle Vincentz dansk forfatter
Helle Vincentz (43) er forfatter.© Petra Kleis

Jeg troede, at min fars selvmord var min skyld

Da Helle Vincentz var otte år gammel, tog hendes far sit eget liv. Ingen talte om det dengang, og hun følte, at det sagde noget dårligt om hende. Først som voksen har hun forstået, at hun ikke kunne have forhindret det.

16. juni 2021 af Tea Sletved

“Min far begik selvmord i april 1987 kort før min ni-års fødselsdag. Han var landmand og hårdt ramt af 1980’ernes økonomiske krise. Han drak, og han havde været indlagt med et psykisk sammenbrud. I det hele taget var det gået ned ad bakke i et stykke tid frem mod den onsdag morgen, hvor min mor kom ind og vækkede mig og sagde, at min far var kørt. Hun græd, og det gjorde hun ellers aldrig.

Jeg kunne se, at noget var helt galt, men jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor det var så slemt, at han var kørt. Hun sagde, at hun ikke var sikker på, at han kom hjem igen, og at jeg måtte blive hjemme fra skole. Det fik jeg ellers aldrig lov til. Min far havde taget sit jagtgevær med sig og lagt en seddel på køkkenbordet om, at han ikke kunne mere, men min mor sagde aldrig direkte, at han var kørt for at begå selvmord. 

Om aftenen kom han hjem igen, og så kom min farfar og vores præst og talte med ham. Jeg kunne høre, at det var alvorligt, men ikke, hvad de talte om. 

Selv havde jeg det bare sådan, at nu var han jo kommet hjem, så selv om det åbenbart havde været dumt og farligt, så var det jo godt igen.

Men så gik der fire dage, og søndag formiddag ringede telefonen. Det var min farmor. Hun plejede altid gerne at ville tale med mig, men hun sagde bare, at jeg skulle finde min mor. Da hun tog røret, kunne jeg se, at den var helt gal, men jeg forstod ikke, hvad de talte om.

Min mor lagde på, ringede op igen og talte engelsk. Så bad hun min lillesøster og mig om at skynde os at tage sko på, og så kørte hun os ned til lægen, som havde to døtre. Her var vi så hele dagen uden at vide hvorfor. Da hun endelig kom igen, skulle vi gå med ind i stuen og sætte os på hver sin side af hende. Hun sagde, at vi aldrig ville komme til at se vores far igen. Han lå oppe på sygehuset og havde skudt sig selv. Det havde han gjort for vores skyld, fordi han ikke ville være en dårlig far. Det var, hvad jeg fik at vide. 

Hvis jeg bare havde vidst

Jeg ville op og se ham, men det måtte jeg ikke. I dagene efter min fars død havde jeg en samtale med min mor, hvor hun sagde, at min far var dranker. Det blev jeg simpelthen så vred over. For det samme havde hun engang sagt om de mænd, der stod foran Brugsen med deres store hunde og drak i deres grimme tøj. Min far så ikke sådan ud og havde ikke en stor hund, så han kunne ikke være en dranker.

Hun sagde også, at min far ikke kunne blive rask, fordi han var så syg. Den satte sig fast i mig. For jeg var overbevist om, at de voksne tog fejl. Hvis jeg havde vidst, hvor dårligt han havde det, kunne jeg have gjort ham rask.

Min far døde søndag, jeg holdt fri mandag, tirsdag var jeg i skole igen. Min klasselærer nævnte det ikke med et ord, men en pige fra to klasser over mig stillede sig op foran mig ude på gangen og sagde: ‘Jeg er ked af det med din far’. Jeg husker følelsen af skam, og at jeg svarede: ‘Hvad for noget med min far?’. Jeg var selv nede ved inspektøren og bede om fri til begravelsen. Efter de første par uger talte jeg ikke længere med nogen om hans selvmord. Ingen sagde noget. Faktisk talte jeg ikke rigtigt med nogen om det, før jeg blev voksen.

Skammede mig

Jeg har ofte hørt folk tale om vrede, når de har mistet nogen til selvmord, men det følte jeg ikke. Jeg havde sat min far op på en piedestal. Det gør børn, som vokser op med en alkoholiseret forælder, ofte, har jeg senere fundet ud af. Man beskytter og tager parti. Jeg havde ondt af ham og havde en fornemmelse af, at jeg havde fejlet. Men jeg delte min skyld. Det var også daværende statsminister Poul Schlüters skyld, for det var ham, der havde lavet kartoffelkuren, som virkelig trængte vores økonomi i knæ. 

Jeg skulle have været en bedre datter, og jeg var især gal på mig selv over, at jeg havde plaget om ting, som for eksempel nogle rulle­gardiner, jeg gerne ville have, fordi de var så smarte. Det havde været søm i lig­kisten, var jeg sikker på. Sådan var det naturligvis ikke.

Det er jo ikke sådan, at hvis bare man som pårørende havde gjort det og det anderledes, så var det ikke sket. Der er ofte flere og ­tungere underliggende grunde. Der er ingen tvivl om, at landmændene var helt sindssygt pressede i 1980’erne, men hvis min far havde været et mentalt stabilt menneske, ville udvejen nok ikke have været selvmord. Det er vigtigt at vide, at der sjældent bare er en enkeltstående grund til, at et menneske begår selvmord. Det er også vigtigt at vide, at det sjældent er egoisme, der får folk til at tage deres eget liv. Det hører jeg nogle gange, at det er tarveligt over for de på­­rørende, og det pisser mig faktisk lidt af. Som udgangspunkt er der altid andre ting i spil, som for eksempel depressioner eller at sårbare mennesker bliver mere presset i samfundsmæssige kriser. 

Helles bedste råd til dig, der er tæt på et selvmord

Når jeg debatterer med mig selv om, hvorvidt min bog er for personlig til at komme ud i verden, så tænker jeg, at det må og skal den, for at voksne kan se, hvordan det her opleves af børn. Selvmord har en ekstra dimension af skyld og skam. Derfor ville jeg virkelig også ønske, at nogle voksne havde talt med mig dengang.” 

Som barn og ung skammede jeg mig meget over min fars selvmord. Jeg dækkede over det og gjorde, hvad jeg kunne for at undgå at sige noget om det, når jeg mødte nye mennesker. Jeg syntes, det sagde noget dårligt om mig, for sådan noget ville en far jo ikke have gjort, hvis hans datter havde været god nok. Hvis det er, hvad man fortæller sig selv ofte nok, så giver det en grund­­læggende følelse af ikke at være god nok. Den der følelse, som jeg nu ser hos mine børn, at de grundlæggende bare tænker, at de er noget værd, den kan jeg blive helt ­misundelig på, for den har taget mig mange år at få.

Da jeg var 23 år, døde min mor af kræft, og min verden ramlede. Alle mine bedsteforældre var også døde, så nu havde jeg mistet alle. Men samtidig blev det også et vendepunkt i forhold til min fars selvmord. 

Jeg begyndte i terapi, og det, tror jeg om noget, var livreddende for mig. Jeg gik i en gruppe for unge med særligt kompliceret sorg, som det hed, og på et tidspunkt sagde psykologen til mig: ‘Din far kunne jo ikke andet. Han kunne jo ikke leve’. Det var en ahaoplevelse. Han tog ikke sit eget liv, fordi han lige stod i noget dumt, eller fordi han havde en dum datter. Han kunne ikke finde ud af at leve af alle mulige årsager. Depres­sion, alkoholisme, økono­miske problemer. Det tog på en eller anden måde så meget skyld og skamfølelse af mig, at jeg kunne begynde at bygge mig selv op igen. 

Helle Vincent dansk forfatter
Jeg havde ondt af min far og havde en fornemmelse af, at jeg selv havde fejlet.© Petra Kleis

Ikke min skyld

For seks år siden var jeg så igennem en hård omgang stress og en efterfølgende depressionsnedtur, hvor alting kom op igen. Når jeg kørte bil, fik jeg sådan nogle tanker, hvor jeg var bange for, at jeg ville hamre bilen ind i autoværnet. Ikke fordi jeg havde lyst, men jeg var simpelthen bange for, at mine arme kunne finde på det, fordi det var noget ,‘vi’ ligesom gjorde i min familie.

Min psykiater kaldte det en form for tvangstanker, som var en del af min depression. Det forsvandt ret hurtigt igen, og jeg følte mig aldrig oprigtigt selvmordstruet. Det er en af de store forskelle på min far og mig. Når jeg har haft issues, har jeg skyndt mig at opsøge hjælp. Det har man jo generelt langt bedre mulighed for i dag, end min far havde på landet i 1980’erne. Han fik først hjælp, da han var så syg, at nogen tvang ham og indlagde ham. Jeg gør det, bare jeg har haft det skidt halvanden dag. Jeg har en fornemmelse af ikke at stå på samme sikre grund som andre mennesker. Det sidder i mig. Det er et grundvilkår for mig. 

Med tiden og på de fleste dage har jeg forstået, at det ikke er min skyld. Jeg troede, at det var min skyld. Nu hvor jeg har børn, kan jeg se, at det er fuldstændigt absurd, hvis et barn på den alder skulle kunne drive en forælder til selvmord. Min yngste søn, som nu har samme alder som mig dengang, kan jo knap tage ansvar for sin egen madpakke. Nu hvor jeg har siddet og skrevet scenerne igennem til min nye bog, som handler om min fars selvmord, kan jeg virkelig se, hvor meget jeg forstod, at noget var galt, men også hvor lidt jeg forstod i forhold til de konklusioner, jeg drog om, hvis skyld det var.

Sådan tror jeg, det er i mange familier med misbrug eller psykiske lidelser. Familien lukker sig om sig selv. Jeg ville ikke have, at min far skulle hente mig på skolen, og jeg holdt op med at tage nogen med hjem. Vi holdt i det hele taget op med at se andre end min farmor og farfar, fordi min mor også dækkede over min far. 

Når jeg debatterer med mig selv om, hvorvidt min bog er for personlig til at komme ud i verden, så tænker jeg, at det må og skal den, for at voksne kan se, hvordan det her opleves af børn. Selvmord har en ekstra dimension af skyld og skam. Derfor ville jeg virkelig også ønske, at nogle voksne havde talt med mig dengang.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juni 2021.

Helle Vincentz (43)

  • er gift med Henrik og mor til to drenge på 11 og 9 år.
  • er journalist og forfatter.
  • er aktuel med Jorden under mig, hvor hun fortæller om sin fars selvmord, og hvad det har betydet for hende.

Du vil (garanteret) også kunne lide