Jeg troede, at jeg skulle dø i frit fald

I efteråret 2017 befandt Charlotte Mouyal sig i Queenstown, der er New Zealands ultimative legeplads for adrenalinhungrende rejsende, som vil riverrafte, bungyjumpe, køre gocart i bjerge og skydive. Luften i byen sitrer af lyst til at bryde grænser og have once in a lifetime-oplevelser.

Charlotte Mouyal var i Queenstown for at undervise. Hun er selvstændig karriererådgiver og var booket af et bureau til at give en gruppe unge danskere et treugers kursus i kommunikation og personlig udvikling. Gruppen var på en længere rejse, og Queenstown, inklusive Charlottes kursus, var et stop på vejen. Og selvfølgelig skulle alle unge prøve at springe ud med faldskærm fra et fly i det naturskønne område.

“De sidder på kurset og snakker om skydiving og prøver at overbevise de tre-fire piger, der ikke turde, om at tage med. De kigger også på mig, og jeg tænker bare: Good luck. I er modige, men det bliver et nej tak fra mig. De forsøgte at overbevise mig, og pigerne fik de overtalt. De fik mig gejlet op, for jeg skulle jo ikke være den eneste, der ikke turde tage med. Næste dag sagde jeg til dem, at jeg ville med. Jeg tænkte, at det nok var et spørgsmål om at fake it, till you make it. Det var ikke ret gennemtænkt. Jeg lod bare, som om jeg var modig.”

Panik i flyet

I Queenstown er det ikke nogen lang proces at blive klar til at hoppe ud med faldskærm sammen med en instruktør. Charlotte får dagen efter en kort instruktion på omkring 10 minutter og bliver iført dragt, hjelm og seler, som skal hægtes sammen med hendes instruktør, og så er hun ellers på vej ud til en lille flyver sammen med sine elever.

På vej ud til flyveren spørger instruktøren Charlotte, om det er hendes første spring. Hun svarer ja, og han svarer: ‘Me too’.

“Det var en joke fra hans side, men alt blod forlod mit ansigt i det øjeblik. Jeg betalte en fotograf for at filme hele forløbet, og på filmen er det tydeligt, hvor bange jeg ser ud, da han forsøger at lette stemningen lidt med den joke. Og et øjeblik efter sad jeg i flyet. Jo højere vi kom op i luften, jo tydeligere blev det for mig, hvad jeg havde sagt ja til, og jeg begyndte at gå i panik. Jeg fik en klaustrofobisk følelse af ikke at kunne slippe væk. Jeg græd voldsomt i det fly, og det var jeg den eneste, der gjorde.”

Charlotte er panisk handlingslammet, men instruktøren mener ikke, at det er andet end almindelige nerver. Alt går lynhurtigt. Han får hende hen til den åbne dør i flyet, og de er langt, langt oppe over det smukke landskab, som hun slet ikke ser. Hun hører instruktøren sige, at han tæller til tre.

“Han sagde, at han ville tælle til tre, og så skubbede han os ud allerede på to. Det slog mig helt ud, og jeg troede seriøst, at nu skulle jeg dø. Jeg havde tænkt på min mor inde i flyet. Jeg var overbevist om, at det var slut om lidt. Hvad var det, jeg lavede? Jeg åbnede munden helt, fordi det føltes, som om jeg ikke kunne få luft. Jeg kunne slet ikke finde ud af bare at trække vejret almindeligt.”

Charlotte er i frit fald i noget, der føles som en uendelighed. Herefter slår instruktøren faldskærmen ud og bremser faldet, så de ryger opad. Da faldskærmen er foldet ud, går det endelig stille og roligt nedad mod jorden.

“På det tidspunkt fik jeg en smule ro til at se mig omkring, og det var vanvittigt smukt, og der sank roen ind i min krop og mit sind.”

Det har jeg lært

Da hun lander, er fotografen også på pletten. På filmen vil instruktøren lave et high five med hende, og hun ligner en, der skal mobilisere alle sine kræfter for at løfte en arm i vejret. Hun smiler lidt mekanisk.

“Adrenalinen sad i kroppen, og i timerne efter følte jeg faktisk, at det både havde været skræmmende og rigtigt fedt. Da mine elever spurgte mig på vej tilbage, om jeg ville gøre det igen, sagde jeg ja. Jeg var jo høj på adrenalin. Men dagen efter vidste jeg, at jeg aldrig nogensinde kommer til at gøre det igen.”

Til gengæld har hun lært noget om sig selv.

“Jeg har tænkt meget over omstændighederne. Hvorfor sagde jeg ja? Jeg er ikke glad for højder. Jeg kan blive nervøs, når jeg står på en altan! Men da jeg tog til New Zealand, kom jeg lige fra et brud med en kæreste, som jeg havde troet, jeg skulle stifte familie med. Jeg var heartbroken. Jeg tror, at jeg prøvede at ignorere min kærlighedssorg ved at gøre noget vildt. Jeg ville mærke noget andet i min krop end sorg. Men jeg skulle ikke have skydivet. Det var alt for meget. Jeg føler lidt, at jeg var et barn dengang, der bare kastede mig ud i alt muligt, og jeg er blevet så meget visere.”

Charlotte har blandt andet dyrket meditation intensivt for at komme mere i balance og tættere på sig selv. Hun har fundet ud af, hvilke signaler hun skal lytte efter, og hvad der skal være hendes motivation for at prøve nye oplevelser.

“Jeg var ikke helt mig selv på den tur, og jeg formåede i hvert fald ikke at lytte til min egen krop. Det har jeg lært i dag. Jeg har tænkt meget over, at jeg altid har været hård ved mig selv. Udsat mig selv for alle mulige udfordringer. I dag har jeg lært at give mig selv mere kærlighed og være min egen allerbedste ven.”