Jeg skammede mig over at have stress

“Min stress kom snigende over flere år, og det var helt klart en blanding af et job med uklare definitioner og mange forstyrrelser, forældre, der krævede pleje og omsorg, samt mine dengang relativt små børn, som jeg selvfølgelig skulle være noget for. Der var behov for mig alle steder, og det er hårdt for en pligtopfyldende pige. Jeg ville gerne gøre det så godt som muligt og stillede mange krav til mig selv om at levere varen. Når jeg efterrationaliserer, så var jeg hele tiden i alarmberedskab.”

Det er omkring 10 år siden, stressen for alvor bed sig fast. I foråret 2012 havde Christina W. Born allerede været til lægen et par gange med sin trykken for brystet. Hun havde fået en række strækøvelser, hun skulle lave, og så længe hun sov godt om natten, tænkte hun ikke selv stress.“

Pligtmennesker får stress

Christina kunne ikke holde sig selv ud, for hun kunne ikke genkende den grædende kvinde. Men det kunne stresspsykologen, som lægen anbefalede.

“Hun sagde: ‘Hvis du vidste, hvor mange der har siddet og fortalt en historie, der ligner din’. Jeg var altså ikke alene. Hun stillede mig alle de rigtige spørgsmål. Allerede efter første samtale sagde hun: ‘Du lyder som et pligtmenneske. Det er pligtmennesker, der får stress’, og der kunne jeg godt mærke, at hun havde fat i noget. Jeg gik rigtigt mange gange hos hende. Det var godt at blive lyttet til, for jeg ville jo ikke engang lytte til mig selv.

Jeg skammede mig hver måned, når jeg, efter aftale med min læge, forlængede min sygemelding. Når jeg skulle skrive til min arbejdsplads, lavede jeg mailen klar, og så snørede jeg mine sko, så jeg kunne løbe ud ad døren, så snart jeg havde sendt den. Jeg følte mig tarvelig, at man ikke kunne regne med mig. Jeg følte ikke engang, jeg kunne regne med mig selv.”

“Men fem sekunder efter jeg var vågnet om morgenen, fik jeg trykken for brystet igen. Så brugte jeg hele morgenen på at trække vejret og dæmpe mig. En weekend blev min trykken for brystet værre, jeg var helt øm og bange for, om det var noget med hjertet. Jeg ringede 112, kom på hospitalet og blev testet, og de beholdt mig til observation.

Da jeg kom hjem, ringede min mor og sagde: ‘Du har også så meget om ørerne, tror du ikke, du skulle tage dig nogle dage og passe lidt på dig selv?’. Og så begyndte jeg at tude. Hendes omsorg ramte et ømt punkt. Da jeg ringede til lægen, begyndte jeg at græde igen.”

En måned i hi

Den første måned lyttede Christina til guidede meditationer på repeat på et solspot på sin søns værelse.

“Så sad jeg der og halvblundede hele dagen, andet magtede jeg ikke. Jeg kunne ikke engang aflevere mine børn i institution fem minutter væk, og jeg så ingen, ikke engang mine forældre. I nogle uger sad jeg bare der uden overhovedet at vide, hvad jeg havde lyst til. Min mavefornemmelse var fuldstændigt ude af drift.”

“Efterhånden fik jeg dog lyst til at lave lidt lækker frokost til mig selv. På psykologens opfordring tvang jeg mig selv til at gå ture, selv om jeg egentlig ikke magtede det. Turene viste sig at være gode for mig, for jeg oplevede jo, at jeg fik hovedet ud af egen nummi, når jeg så den levende verden derude. Den der følelse af at måtte bestemme selv – finde ud af, hvad jeg havde lyst til og så gøre det – den var god, men ny. Først efter en måneds tid begyndte jeg at sige højt, at jeg var stresssygemeldt, og jeg oplevede, at når jeg åbnede op, kom omsorgen også.”

Hvad gør dig glad?

Hos psykologen lærte Christina at rydde op i to do-listen ved at spørge sig selv: Er der nogen, der dør af det, hvis jeg ikke klarer det hele?

“Udfordringen er jo, at når man er stresset, så synes man, at alt er lige vigtigt. Jeg øver mig stadig i at mærke efter: Hvad kan vente, hvad gør mindst ondt at udskyde?”

Svaret finder hun frem til ved hjælp af et andet godt råd fra psykologen:

“Hun sagde: ‘Prøv at forestille dig, at nu er det på en anden måde. Forestil dig for eksempel, at du siger op. Hvordan føles det?’. Det er en måde at komme i kontakt med min mavefornemmelse på, som jeg stadig bruger. Hvis tanken om at aflyse eller flytte en aftale føles som en lettelse, så drejer jeg lidt på knapperne. Det er en lille ting med stor effekt.”

At hun skulle begynde at skrive for sjov og for sig selv, nåede hun ubevidst frem til guidet af psykologens spørgsmål: ‘Hvad gør dig glad at lave?’

Skrivekursus

“Mit svar var at skrive og fordybe mig i en tekst. Men jeg sagde også: ‘Jeg skrev i mit kommunikationsjob, og det var med til at gøre mig syg!’.

Alligevel må psykologens spørgsmål have plantet et frø, for en dag surfede jeg rundt og fandt tilfældigt kurset Skriv en bog på en uge. Allerede titlen tændte et eller andet i mig. Jeg turde først tilmelde mig, da jeg havde tjekket, at jeg ikke ville skulle dele noget tekst med de andre, og så lovede jeg mig selv, at jeg bare kunne gå hjem, hvis det blev for meget.

Da vi første dag lavede en præsentationsrunde, fandt jeg ud af, at der også sad andre, der var ude af arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund. Og her handlede det ikke om, hvor man kom fra, men om, at vi alle havde mega meget lyst til at skrive. Det var selvomsorg, at jeg gav mig selv lov til at lave noget, jeg blev glad af. I stedet for at skrive for jobbet skrev jeg for mig selv. Det var ikke andres røde streger, men mine på papiret. Det voksede jeg af.”

ÉT SKRIDT AD GANGEN
“Tænk ikke for langt frem. Tag bittesmå skridt, et ad gangen. En stor del af det at blive rask handler om at acceptere, at du kan mindre i en periode.”

LYT TIL DIN KROP
“Jeg var ude af stand til at føle noget som helst, mens jeg var stresset. Med små øvelser lærte jeg kroppens signaler at kende, så jeg i dag kan mærke, hvis tingene går lidt for hurtigt.”

PRIORITÉR FÆLLESSKABER
“Find nye fællesskaber, hvor du kan dyrke noget, som gør dig glad. Det er i selskab med andre, du finder ud af, at mange andre også kæmper med noget.”

LÆR AF DIN STRESS
"Du skal vide, at du bliver rask igen. På et tidspunkt tvivlede jeg ærligt talt. Men jeg blev mig selv igen, og endda i en ny og stærkere version, som kender kroppens stresssignaler og mine personlige grænser langt bedre end før.”

Farvel til jobbet

Da Christina har været sygemeldt et halvt års tid, er det ret tydeligt, at både hun og hendes arbejdsgiver oplever situationen som uholdbar.

“Jeg kan huske, psykologen spurgte: ‘Hvad vil du gøre på arbejdet, hvis det hele bare brænder på, og du kan mærke, at du ikke kan overskue det?’. Og så svarede jeg prompte: ‘Jeg ville selvfølgelig løse opgaverne’. Og så kunne jeg mærke, allerede mens jeg sagde det, at det var det, jeg ville gøre, men det var ikke det, jeg skulle gøre.”

Hun har et møde med sin arbejdsgiver, hvor de bliver enige om, at hun stopper. “Det var en befrielse, da vi nåede frem til, at det var slut, selv om jeg også tænkte: Hvad skal der blive af mig?”

Både RUC, hvor Christina studerede, og Christinas psykolog har puttet hende i kasserne: Afslutteren og pligtmennesket, men hvem er Christina i dag?

En ny variant af Christina

“Jeg er vel en variant af hende, jeg var. Jeg har skullet tage stilling til, ikke bare: Hvem er jeg? Men også: Hvem vil jeg gerne være? Jeg tillader mig selv at fylde mere. Nu står jeg mere fast på mine meninger, fordi mavefornemmelsen har fået mere plads. Og jeg har faktisk kun mødt respekt for at vise den omsorg over for mig selv.

Min psykolog havde forberedt mig på, at det kan være svært at vælge et andet spor end det, de fleste andre følger. Men jeg synes, jeg har mødt stor respekt for at hoppe ud som freelancer og nu også som forfatter.”

For ja, bogideen er blevet til romanen Status. En roman om at tage livtag med sig selv og blive presset til at være ærlig. Om at starte på en frisk. Og om at det hele nok skal gå, selv om det ikke nødvendigvis bliver, som man havde forestillet sig.

I dag er Christina sin egen chef.

Jeg er blevet mere modig

“Jeg er drevet af en anden kraft, for nu er det mig, der styrer. Det var godt, jeg ikke vidste, hvor hårdt det er at promovere sin egen bog, da jeg skrev den, for så tror jeg, jeg var gået i stå på forhånd. Men heldigvis så vokser man jo med opgaven. Jeg er efterhånden blevet en enmandshær, der løser alle slags opgaver, også dem med at sælge og stille sig frem. Det havde jeg aldrig troet, jeg kunne klare.”

Det eneste, hun savner, er det kollegiale i at være på en arbejdsplads, men:

“... efter jeg kom helt ud på den anden side af min sygemelding, er jeg blevet meget mere opsøgende. Jeg har taget initiativer til vandregrupper, fællesferier og adskillige fester, og jeg fik nye veninder som 45-årig. Da jeg gik ned med stress, var der ikke overskud til fællesskaber, og min iboende indadvendthed tog over. Men jeg oplever jo her bagefter, at når det så går meget godt med at fylde og larme lidt, så bliver jeg mere modig, og det er en positiv cirkel.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10 februar 2022.