Jeg sagde op for min søns skyld og fandt mig selv

Når Camilla Vibe-Hastrup spoler tiden 20 år tilbage og zoomer ind på de drømme og forestillinger, hun havde dengang, ser de nogenlunde sådan her ud:

“Jeg skulle have en meget fin karriere og være en stor leder. Min mor siger, jeg har sagt det, siden jeg var barn. Jeg kommer fra en meget ambitiøs familie, som arbejder rigtigt meget, med forældre, der definerer sig selv gennem arbejde.

Min far er pensioneret overlæge, og min mor er professor i jura. Jeg har troet på, at man skal have en karriere for at lykkes og være et rigtigt og dygtigt menneske.”

Camilla er uddannet sociolog fra RUC. Hendes første ansættelse og lederjob var i Center for Konfliktløsning, et job, hun selv skabte og skaffede penge til med baggrund i sit speciale.

Da Camilla var gravid med barn nummer to for 16 år siden, tog hun og hendes mand til Norge, hvor han ville gøre sin lægeuddannelse færdig. Det endte med at blive et ophold på syv år, hvor Camilla var personaleleder på et asylcenter. Sideløbende byggede hun på sine drømme med en lederuddannelse.

Min søn blev syg som 9-årig

“Da vi kom hjem, forstillede jeg mig, at jeg skulle avancere yderligere og gøre karriere. Frederik blev praktiserende læge med egen klinik, og jeg søgte og fik en lederstilling.

Men så blev vores søn syg, han var kun ni år, kunne ikke gå i skole og heller ikke være alene. Jeg prøvede at arbejde, fordi det lå så dybt i mig, at det skal man, og fordi jeg også gerne vil være med til at forsørge min familie.

Det var ret utænkeligt for mig at sige mit job op. Det gør man bare ikke. Mit job og min karriere var min identitet, og vi nåede faktisk at få en au pair, så vigtigt syntes jeg åbenbart, det var at holde fast i mit arbejde.”

Familien havde lige købt et stort hus og lånt penge i det til Frederiks klinik, så da det blev klart, at en af forældrene var nødt til at gå hjemme, blev det helt naturligt Camilla.

Mine to mottoer

I dag er det seks år siden, at Camillas søn blev syg. De første år var “hovedet op og benene ned”, for kun langsomt fik han det bedre.

Efter et år hjemme kom han i skole igen, sidenhen er han blevet diagnosticeret med Aspergers syndrom. Familien har fået god hjælp fra deres folkeskole, kommune og fra en psykolog, de fik tilkendt.

“Det har været og er svært, at det er en usynlig sygdom, for mange omkring os har ikke forstået det. Men jeg havde det også svært med at skulle have hjælp, for jeg plejer at være den, der hjælper andre.”

I fysisk træning fandt Camilla vejen til at hjælpe sig selv. Den gerne daglige tur i fitnesscentret bliver prioriteret meget højt.

“Det har hjulpet mig hele vejen igennem. Og selv om jeg har tudet både på vejen derhen og under træningen, så har jeg altid været glad, når jeg tog hjem igen.

Jeg træner på et hold, hvor jeg har fået et fællesskab med en flok kvinder, som hele tiden har heppet på mig og sagt: ‘Camilla, man skal jo ikke arbejde for at være et godt menneske’

Og så har jeg mine to mottoer: ‘Jeg taber aldrig. Enten vinder jeg, eller også lærer jeg’, og ‘Det er ikke altid, det bliver, som du havde tænkt, men det kan godt blive fint alligevel’.

Ordene har været min rettesnor og er blevet min nye overbevisning. Det er noget med at omfavne situationen lige nu og her. Der er gode dage, og der er dårlige dage, og hvis det er rigtigt skidt, så tager vi en time ad gangen. Det handler om at finde en mening, der hvor jeg er.”

En dag i en strikkebutik

En helt afgørende mening fandt Camilla, en dag hun gik ind i en strikkebutik.

“Jeg købte noget garn og strikkede en uformelig sweater. Og købte noget mere garn. Jeg har ikke standardmål, men er meget bredskuldret og lidt herremodel i formen, så de ting, jeg strikkede, passede ikke så godt, så jeg begyndte at lave mine egne opskrifter. Jeg oplevede at få komplimenter for dem, og så begyndte min mand og jeg at tale om at lave en strikkevirksomhed.”

Vendepunktet

“Det bedste projekt af alle dine projekter” har Camillas mand for nylig kaldt hendes strikkefirma, Knit Your Vibe.

“Så kan jeg sige, at jeg har et arbejde, men mest af alt så har jeg brug for at have noget, som er mit. Jeg kan godt lide at lære nyt, og det er mega spændende at starte en virksomhed op og se, om jeg kan finde ud af det.

Jeg skal lære alt om sociale medier og teststrikkere. Det sidste er jo på en måde personaleledelse, som jeg drømte om at gøre karriere med!

Nu er jeg happy. Jeg har fundet en ro i det, for det her kan jeg skalere op og ned i familiens tempo, for familiens sundhed vil altid være det vigtigste.”

I vinter opdaterede Camilla sin profil på det faglige LinkedIn, som minder meget om et professionelt cv og altså mest er en opremsning af medlemmernes kunnen og gøren på arbejdsmarkedet.

“Jeg skrev, at jeg havde lavet en strikkevirksomhed. Lige der havde jeg det, som om jeg begik fagligt harakiri, for på LinkedIn får man ikke kærlighed for at springe ud med en krea-hobby. Men for mig var det en principsag at springe ud som den, jeg er.

Næsten samtidig blev mit drømmejob slået op. Altså det, der ville have været drømmen tid ligere. Jeg forsøgte at skrive en ansøgning, men jeg var bare ved at kaste op, mens jeg gjorde det, fordi det åbenbart ikke længere er mit drømmejob.

Det blev et vendepunkt. Der holdt jeg for alvor op med at have ondt af mig selv. For nu var det mit aktive valg ikke at søge jobbet, men at fortsætte med det, jeg var gået i gang med.”

Min nye overbevisning

“At jeg er nødt til at forholde mig åbent og aktivt til det, livet bringer. Og det blev fint alligevel, selv om det ikke blev, som jeg havde tænkt.

Jeg har fået mit behov for at skabe, arbejde og bruge mig selv til at gå op med min familie. Jeg har savnet at blive brugt og identiteten og anerkendelsen, der følger med at kunne sige: ‘Jeg har været på arbejde’.

Min kloge datter sagde på et tidspunkt: ‘Mor, jeg har mange veninder, hvis mødre er hjemmegående, men de er anderledes end dig, for de kan godt lide at være hjemmegående’.

Det kunne jeg bare ikke, fordi jeg var af den overbevisning, at det kun er rigtigt at arbejde. Men som Frederik siger: ‘Du bidrager jo! Det er dig, der holder alting sammen’.

Mens min mor i lang tid mente, at jeg har ofret mig. Jeg har også syntes, det var synd for mig, at jeg ikke længere kunne gå på arbejde, og det har jeg især følt til møderne med mit erhvervsnetværk, som jeg stædigt er blevet ved at komme til, fordi jeg synes, det er spændende at kunne byde ind med noget og føle, at jeg stadig er relevant.

De andre i netværket har været seje til at heppe på mig, og nu kan jeg igen også nyde godt af deres sparring.

Tidligere troede jeg, jeg skulle styre mod en lederkarriere, men nu kan og tør jeg slappe af og sige: Det skal jeg ikke, for jeg gør noget andet.

Jeg skal ikke definere mig selv gennem et arbejde, jeg skal bare være mig. Det er godt nok og giver en helt ny følelse af at have en kontrol, som jeg har savnet.”

Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du kunne?

“Nej, men jeg ville ønske, at Camilla-nu kunne have sagt til Camilla-dengang: ‘Slap af, du gør det helt fantastisk, så lad nu være at være så bekymret for den der karriere’.

Så jeg ikke skulle igennem så meget tvivl og sorg. Men som min mor engang sagde til mig: ‘Problemet er, at vi mennesker udvikler os gennem kriser’. Og det er jo rigtigt. De der indsigter kommer ikke bare dalende ned fra himlen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i september, 2022.